Ny musik

NY MUSIK

/1 Koncerten (solokoncerten og koncerterende musik med solistiske elementer) er et af de problemer indenfor nutidens musik, der synes at være mest afklaret og nærmest ved en løsning. Såvel i udlandet som herhjemme ej- der skabt koncertværker, der fuldtud er præget af den ny musikopfattelse, og der er omvendt grund til at tro, at denne musikart vil komme til at stå som en af de (forhåbentlig mange) typiske forreer for vor tids musik, der jo, nu er henved 30 år gammel og snart må antages at have overstået de fleste obligate børnesygdomme.

Siden 1930 har de koncerterende elementer spillet en stadig større rolle, især indenfor kammermusiken og den noget større ensemblemusik. Denne nutidens udprægede trang til koncerteren, der muligvis er en fortsættelse af en af tyvernes mange musikretninger, er blevet et stilspørgsmål af stor rækkevidde.

For få år siden kunde man måske med en vis ret betragte det attende århundredes koncertmusik som en - stilmæssig - forløber for det nittende århundredes store romantiske koncert; det er til dels endnu det store musikpublikums opfattelse. I virkeligheden kan disse to koncertstile vel næppe sammenlignes. Romantikens musik fra Beethoven gav ikke i særlig grad plads for koncerterende elementer, måske fordi netop den koncerterende musik havde nået en fuldkommenhed, - bl. a. hos Bach og Mozart -, der den dag i dag står uantastet. Romantiken vendte sig mod andre problemer, som det syntes mere påkrævet at løse; og nian kan da også iagttage hvorledes det »symfoniske« mere og mere træder

i forgrunden og det koncerterende-musikantiske næsten helt forsvinder.

Idag ligger problemerne igen helt anderledes; man kan nok iagttage flere indbyrdes forskellige stilretninger in

denfor koncertmusiken, men er er

især to retninger, der har betydning. I den ene er det »symfoniske« endnu mere fortættet end i den romantiske solokoncert, og soloinstrumentet er behandlet som et led i den symfoniske helhed. I den anden er det symfoniske element derimod gledet ud og er erstattet af et musicerende sammenspil mellem instrument og orkester. Det er denne sidste art musik, der ofte kaldes »kammerkoncert«, »concertino« el. lign., der her er tale om.

Det ydre slægtskab med det attende ,århundredes koncert er åbenbar, men der er også et tydeligt indre - mentalt - slægtskab. Dette indre slægtskab er dog ikke større, end at man føler pastichen efter den tidligere koncert som noget naturstridigt og artsfremmed for det tyvende århundredes kunst. En vigtig årsag til dette er formodentlig den ret gennemgribende forskel på de to tiders musikalske materiale.

Bach og Mozart repræsenterer to af de vældigste højdepunkter indenfor dur-moll-musiken; og den mindste harmoniske kadence, den enkleste melodiske og metrisk-rytmiske detaille var betinget af dette faste grundlag. Dette grundlag eksisterer ikke mere idag, efter at den musikalske folkevandringstid i slutningen af forrige århundede brød de sidste rester ned. Det ny grundlag man på så mange områder har nået idag, blir det fremtidens teoretikeres, opgave at undersøge, navngive og kanonisere; i øjeblikket er det den skabende kunst, der står i forreste linie med den praktiske løsning af problemerne.

I udlandet har blandt andre Strawinsky, Bartok, Hindemith, Toch og Ibert arbejdet med koncertmusik, og herhjemme har næsten alle de betydende yngre komponister givet deres bidrag til løsning af problemet. Således foreligger der fra Sv. E. Tarps -hånd to concertinoer, den ene Op. 13 for violin er udgivet i 1936 hos Wilhelm Hansen i orkester- og klaverudgave, den anden Op. 30 for fløjte er udgivet af »Samfundet til udgivelse af dansk musik« hos Edition Dania 1940.

De to knappe og klare arbejder er typiske for deres skaber ved deres lethed, ukunstlethed og deres ægte koncerterende musik; og de er udmærkede eksempler på den lille koncertstil, der, parallel med divertimentoet, er vokset op i de senere år.

Violin-concertinoen Op. 13 er i een sats, hvis form er tredelt, idet der umiddelbart efter satsens kadence er indskudt en langsommere, kontrasterende mellemdel, hvorefter satsens ,hovedidé får sin afslutning.

Det melodiske stof er friskt, med spændinger der helt ligger indenfor den koncerterende stils rammer. Periodebygningen er kort og knap, og sammenspillet mellem soloinstrument og orkestret, der ofte arbejder klangligt, kontrasterende, er ført med sikker sans for balancen. Rytmiken er levende, og det er mere dens forløb, end nogen melodisk udvikling, der gør værket til en smuk helhed. Tarps harmonik er ligeså klar som hans tematik, og er som regel nøje forbundet med denne, d. v. s.: Tarp har ved visse melodiske vendinger ganske bestemte harmoniske associationer, hvilket - tilligemed det kun glimtvise kontrapunktiske arbejde

- i høj grad letter tilegnelsen for tilhørerne. En fare ved denne teknik skal Påpeges - selv om en sådan ikke består for nogen af de to concertinoer: Mere konsekvent gennemført, vil en sådan formgivning let komme til at give et værk en mangel på »plastik«, på lys og skygge, og gøre indtrykket af det fladt og tyndt eller altfor glat.

Concertinoens langsomme del består af to motiv-grupper, bygget op over en rolig »slow-fox« rytme-klang. Violinen sætter ind med det første tema umid

delbart efterfulgt af trompetens folketoneprægede (ungarske?) tema. Violinen udvikler derefter sin idé, og - afbrudt af en gentagelse af det andet tema (trompeter og saxofoner) - afslutter den langsomme del, hvorefter en kort reprise afslutter satsen og dermed værket.

Concertinoen Op. 30 for fløjte og orkester er udarbejdet i tre afsluttede satser; men ogsaa her har finaletemaet en slående lighed med dele af Vsatsens hovedtema. Den er klangligt rigere, -men også stedvis mere problematisk, end den første concertino, og - her spiller soloinstrumentet vel en rolle - endnu lettere i sin tematik, der til gengæld her udvikler sig mere organisk-levende.

Det koncerterende sammenspil er ypperligt og klart afvejet, og hele stilen er ægte koncerterende; kun har den lige en anelse af »galant tidsalder« over sig.

Tarp arbejder sikkert og bevidst og, trods al elegance, med stærke og sunde musikalske midler; man har overalt i hans værker en fornemmelse af, at hans musik er i overensstemmelse med hans natur. Hans produktion har, og vil sikkert endnu mere få, betydning for den almene erkendelse af, at vor tid på to vigtige områder - den diverterende og koncerterende kammermu~ sik og den lille koncert - har skabt alment tilgængelige værdier og samtidig en udløsning for en side af vor mentalitet.

/1 Den 2613, henimod midnat, opførtes i radioen Hermann D. Koppels trio for klarinet, violin og cello Op. 11 (1931) og Jørgen Bentzons »variazioni interrotti« for klarinet, fagot, violin, bratsch og cello OP. 12 (udkommet hos Wilhelm Hansen 1927).

Begge værker fik en udmærket udførelse af henholdsvis Oxenvad, Rafn, Bache og Oxenvad, Espersen, Rafn, Jørgensen og Bache.

De 9 år der er gået siden Koppel skrev sin trio har ikke i mindste måde berørt det indtryk af friskhed, man får af det. Både 1'satsen, med densklarinet-capricer over violinens og celloens klange, adagioens smukke, næsten improviserende, tone og finalens muntre, folkeligt prægede og klangligt meg,et fine musik, viser, at denne trio hører til det bedste og mest indtagende af Koppels kammermusik.

Bentzons velkendte »variazioni interrotti« er vel noget af det værdifuldeste musik, vi har fra Bentzons hånd. Dette vel gennemtænkte og overlegne værk, hvis karakteristiske tema med de hai,okke og levende intervalgange danner udgangspunktet, for en række fortrinligt formede variationer, hører til i forreste række, når talen er om nyere dansk kammermusik.

Den danske kammermusik har ikke for gode kår i radioen; det er alt for spredt, og tilfældigt, hvad der kommer frem; intervallerne mellem kammermusikopførelserne er alt for store, så radioen kan ikke siges at have gjort eller at gøre sin pligt overfor den danske kammermusik.

IVagn Holmboe,.