Musikens marodører

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 06 - side 113-115

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKENS MARODØRER

AF KNUDÅGE RIISAGER

Der kom en bydreng cyklende hen ad kørebanen: huut-huit, huit, dyy-delidyy! Han havde en cigaret i munden og en syren i kasketten, for han havde været på arbejde og nu skulde han hjem. Det var en rigtig bydreng - det vil sige igrunden ikke helt rigtig, for i stedet for den melodi som man havde ventet fra hans fløjt, strømmede temaet fra en af Mozarts klaversonater fra hans læber. Der skal man se: radioen spreder alligevel kulturgoderne ud i vide kredse, Mozart bliver populær! Måske hører vi imorgen Beethovens, femte symfoni på et andet gadehjørne. For et par år siden var det et tema fra Verdis Violetta, der klang over hele byen og i de sidste dage er det min sandten Tschaikowsky, der dukker op.

Det må være blevet en mægtig forretning at udgive den gode musik, når den sådan er trængt ud i de videste kredse. Det er bare løjerligt at både Mozart og Verdi og Tschaikowsky på disse noder optræder under de besynderligste amerikanske pseudonymer. Og det er temmelig skandaløst at man som licensbetalende radiolytter skal finde sig i, at Folmer Jensen spiller »Fra en gammeldags dagligstue« i radioen og kalder den »sonate« - og tilmed så man knapt nok kan kende andet end lige selve melodien igen. For ikke at tale om at Malko, ved en torsdagskoncert, spillede en hel opus-symfoni over »Moon ' love«. Eller at det kongelige teater har fået - vel -sagtens kapelmester Tango - til at lave en opera over »Hør min sang, Vio, - let - ta-a«.

I den danske forfatterlovs § 9 står der en bestemmelse om, at komponisten, uafhængigt af sine økonomiske rettigheder og selv efter afhændelsen af disse, bevarer 1) retten til at hævde sit forfatternavn i forbindelse med værket, såvel som 2) retten til at modsætte sig enhver forvanskning eller beskæring eller anden ændring, der må anses som en væesentlig forringelse af hans værk. Efter komponistens død overgår denne sidste ret til undervisningsministeriet og bortfalder ikke selv når al øvrig beskyttelse ophører.

Det er denne beskyttelse, der kaldes »droit moral« og som går ud på at give det kulturelle gode en stedsevarende sikkerhed mod ødelæggelse og andre angreb. Især er den altså et værn imod sådanne forandringer der indeholder forvanskning af værkets indhold og mening.

Om betydningen og omfanget af denne beskyttelse har der været diskuteret adskilligt og meningerne om, hvorvidt beskyttelsen i alle tilfælde, bør hævdes efter lovens hensigt er meget delte. Det kan således være yderst tvivlsomt, om der ved en bearbejdelse foreligger en bevidst krænkelse i nedsættende hensigt, selv om værket er benyttet i en ihelt anden ånd, end det oprindelige kunstværks. Parodier kan således i sig selv være satiriske kunstværker af selvstændig værdi, som nødigt skulde udelukkes af hensyn til den i sig selv såre ønskelige ukrænkelighed af de gode musikalske værdier. Ja, for at tage et exempel fra dansk literatur: »Kærlighed uden strømper« vilde vi ikke så gærne være foruden, selv om et par italienske operaer går op i latter derved. Og det kunde vi altså have risikeret, dersom den omtalte § 9 havde existeret på Wessels tid! Der kan nævnes mange exempler endnu på det uheldige i en strikte hævdelse af denne moralske regel, ligesom også en absolut seriøst ment bearbejdelse af et klassisk tema, som f. ex. Strawinskys »Pulcinella-suite« over et tema af Pergolese, efter manges skøn - i hvert fald indtil for en snes år siden - ville være faldet for vansiringsdommen. Denne bestemmelse rummer derfor også to væsentlige skavanker, som der kan være grund til at pege på, inden man bringer den i anvendelse på de tilfælde, hvor den efter min formening absolut på det ubønhørligste bør sættes i kraft.

For det første savnes der i formuleringen ganske simpelt en beføjelse til at skride ind overfor den krænkelse som kaldes »anbringelse, i uværdige omgivelser«. Det drejer sig her om de tilfælde, hvor der ikke er sket selve det anvendte stof nogen direkte overlast. Tværtimod er dette netop brugt i hele sin oprindelig form, uantastet, pinligt oprindeligt. Men omgivelserne er altså uværdige. Temaet fra Mozarts klaversonate, er således i det foran nævnte tilfælde nøjagtigt gengivet. Mod dette aftryk kan ingen indvendinger rejses. Ej heller mod citatet fra Verdis opera. Men forspil og efterspil er ganske almindelige jazzarrangementer af den mest ordinære art. Ved hjælp af denne sukkerstang bringes de klassiske citater altså videre ud i de brede kredse. Denne mangel i lovgivningen medfører nu det fuldkomnient absurde resultat at en »komponist« der hensynsløst optræder som ligrøver og tilegner sig et klassisk tema, deraf bygger en døgntræffer og afhænder den til et forlag, der for at være på rettens grund med hensyn til de materielle rettigheder overfor en komposition der endnu er beskyttet i almindelig henseende, ligefrem køber retten til det anvendte tema af arvingerne eller den, til hvem de i Sin tid er afstået - det oprindelige forlag - at denne komponist og hans udgiver uantastet kan skovle penge ind i sækkevis på stjålet - altså moralsk stjålet - grundlag. Og dette så meget mere i jo højere grad motivet er uangrebet, altså jo frækkere, jo mere kynisk citatet er, i jo højere grad er foretagendet »beskyttet«, eller om man vil sige det mere korrekt: udenfor lovens rækkevidde! Det er vel nok stærkt!

For det andet åbner lovbestemmelsen muligheden for en vidtgående fortolkning overfor sådanne »krænkelser« der ikke har haft de ovenfor skildrede formål og medfører derved en utiltalende fare for et ikke ønskeligt hykleri. Hvor beskyldning for blasfemi er muliggjort vil den meget let kalde på den skinhelliges forargelse og dermed på et hykleri der i stedet for et berettiget værn om de ædle værdier afføder en lammende og negativ selvgodhed, som kan blive til megen skade for fremkomsten af selvstændige værdier.

Når jeg har villet fremsætte nogle bemærkninger til dette spørgsmål er det fordi jeg synes det fra vor side engang bør sættes på sin rigtige plads. Det er bekendt, at der fra undervisningsministeriets side agtes fremsat ændringsforslag til lovens her omtalte bestemmelser, gående ud på en udvidelse af den moralske beskyttelse, især således at det bliver muligt at ramme anbringelsen i uværdige omgivelser. Herved skulde det blive muligt at komme de tilfælde af krænkelser til livs som alle nu maa erkende er de mest vidtgående og som for tiden netop er vanskeligst at ramme.

Men vilde det mon ikke være på sin plads at tage hele problemet op til en frisk debat, således at man i stedet for at lægge vægten på den kunstneriske side af krænkelsens omfang, gik ud fra det mere håndgribelige: krænkelsens hensigt. Alle æstetiske spørgsmål er genstand for diskussion og tvivl. En drøftelse af krænkelsens større eller mindre grad af forargelighed vil medføre forskelligt resultat til forskellige tider og alt efter dommernes individuelle indstilling. Men der vil ikke kunne opstå ret megen uenighed om sådanne tilfælde hvor en mercantil vinding har været drivkraften i »værkets« tilblivelse.

Det bliver nu lovgivernes sag at formulere de nærmere regler for en sådan bestemmelsc. Indtil da må det være muligt igennem praxis at ramme denne uanstændige literatur så eftertrykkeligt som den fortjener. Det er og bliver en sjofel idé at brygge mammon på de værdier hvoraf menneskehedens ædleste kulturgode består og det må og skal være en vigtig opgave at sætte et sikkert værn om disse ting. Kriteriet for om der foreligger en krænkelse, bør ikke ligge i udfaldet af en stemningsbevæget diskussion, båret af mere eller mindre sarte fornemmelser men fortrinsvis deri at krænkelsen er udført i en absolut krænkende hensigt, og denne er det som regel meget let at fastslå.

Det vides at den danske statsradiofoni allerede har forbudt udsendelsen af flere af de bearbejdelser der her er tale om. Ligeledes har adskillige opførelsesselskaber rundt om i verden (KODAerne) besluttet ikke at honorere sådanne arbejder som selvstændige kompositioner. Sådanne økonomiske repressalier er ikke alene på deres plads de er tillige yderst virkningsfulde netop overfor den virksomhed der har haft vindingen som motiv, fordi de slår forudsætningen for dens fortsatte trivsel væk under benene på den. Men der mangler altså direkte lovbestemmelser. Der savnes dette, at staten, der jo er den højeste vogter af samfundenes åndelige velfærd og den mest forpligtede beskytter af kulturens goder, tager positivt afstand fra berettigelsen af den her beskrevne og desværre meget florisante håndtering: musikens marodører.

Årgang 15/1940, nr. 06