Om musikteoriens krise

OM MUSIKTEORIENS KRISE

AF KAI SENSTIUS

Under Diskussioner med Malere og andre bildende Kunstnere om vor Kunsts haandværksmæssige Grundlag er det blevet mig klart, at vi Musikere staar med den stærkest. underbyggede Disciplin til Bedømmelse af vort Haandværk.s Kvalitet. Hvor Maleren ofte maa forlade sig paa et meget subjektivt Skøn, kan Musikeren i Reglen med logisk Prægnans henvise til klare Love.

Men efterhaanden er jeg kommet lidt i Tvivl om dette uomtvistelige Godes altomfattende Betydning. En Kunstners Evne til at skønne rigtigt er ikke i alle Tilfælde afhængig af hans faglige Viden og Lovbundethed. Med sin tekniske Formaaen og i Lovlydighedens Tegn høster han ofte forudberegnede Fold paa en af Rovdrift udpint Ager; men de uprøvede Muligheders nærende Muld kan han kun pløje med sin Skønneevne.

Det er vel al Pædagogiks egentlige Formaal at opdrage denne Evne; Dygtighed er især i Kunstens Verden en lykkelig Forening af Virtuositet og Evne til at vurdere og vælge; en Kunstners Viden maa være en Kunnen, der er nøje forbundet med hans kunstneriske Instinkt. Jeg er helt enig med Hamburger i, at Haandværkets, Betydning aldrig kan betones stærkt nok. Til de unge, der mener, at et til Bunds gennemført Studium af Haandværket i deres Kunst dræber Talentets Spirer, er der kun et at sige: de har for lidt Talent.

Men Eleven skal placeres i Komponistens Værksted, saa han oplever hans Kamp for at naa frem til Kunnen og Klarhed, saa han er Vidne til Komponistens: Skønnen og Vælgen, ikke blot præsenteres for et abstrakt Udtræk af enkelte Sider af hans Værker.

Jeppesens Vokalpolyfoni er saa nær som vel muligt en saadan Indførelse i en hel Musikepokes Vurdering af det foreliggende Stof og dets forskellige Funktioner. Det, man kalder Harmonilære, er kun en Abstraktion af Forholdet mellem enkelte Funktioner forekommende i en begrænset Tid og uden Hensyn til deres Tilblivelseshistorie.

Det, der savnes, er simpelthen Fortsættelsen af Jeppesens Bog, hvor Generalbastidens og Wienerklassicismens Musik bliver taget op til Behandling i en 2den og en 3die Del efter de samme Principper, som i den foreliggende lste Del, saa vi faar en sammenhængende Funktionslære, der dækker Behovet for en Musiker, der vil have fast Grund under Fødderne. Skulde saa nogen have Lyst til med særlige Formaal for Øje at studere Høffdings eller Hamburgers og Godske-Nielsens Harmonilærer, kan han vel ikke tage Skade paa sin Sjæl af det.

Det skal gerne indrømmes, at der i vore Dage er gjort et Stykke Arbejde for at raade, Bod paa Fortidens Synder; jeg kan ganske slutte mig til H.s Udtalelser om Rosenhoff; men hvorfor ikke nævne hele den Riemannske Skole, der begik alle sine, Fejl, fordi den oversaa Forbindelsen med Fortiden, bedømte alle Funktioner som isolerede, Fænomener, ja opfandt og formulerede Love, der tilslørede Funktionernes Sammenhæng i Stedet for at klargøre dem(1). Lad os gøre Skridtet helt: klarlægge, og fastholde Musikkens evige Love i deres uendelige Variationsmuligheder ud fra det til Dato foreliggen, de kronologisk ordnede Stof, Komponisternes Værker.

En sammenhængende, afsluttet Funktionslære foreligger ikke idag. Var jeg Videnskabsmand vilde jeg sandsynligvis i højere, Grad end nu føle mig fristet til at gøre Forsøget med en Videreførsel af Jeppesens Vokalpolyfoni. Men vi har jo Folk paa Bjerget, der arbejder med Indsigt og videnskabelig Metode. Tag den Opgave op, og giv os inden alt for længe, Værket, der, hvis 2den og 3die Del bliver af samme Kvalitet som den foreliggende lste, vil blive af enestaaende Betydning.

Indtil det foreligger, hilser jeg med Glæde alt, hvad der kan bringe Klarhed og ægge til Grundighed, selv om det kaldes Harmonilære.

Fodnoter:
(1) F. Eks. skal ingen faa mig til at tro, at nogen Komponist ved Anvendelsen af en formindsket Septimaccord har tænkt paa en Noneaccord med Bassen en Terts under den, der virkelig lyder.