Quousque tandem -

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 06 - side 120-122

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

QUOUSQUE TANDEM -

AF ELISABETH LUNN

I Anledning af, at Professor Erik Abrahamsen gentagne Gange (bl. .a. i Nationaltidendes Kronik d. 6. December 1936: »Fortryllende Bellman« og sidst nu i Hjemmet d. 30. Juli 1940: »Kuhlau 'laante' Musikken til Elverhøj«) har fremstillet Kuhlaus Forhold til Elverhøjmusikken paa en lidt skæv Maade, vil jeg gerne citere et Par Udtalelser herom.

Professoren siger i »Fortryllende Bellman«: »... I Danmark er det jo velkendt, at Kuhlau har nappet Motiverne fra nordiske Folkemelodier, »Kong Christian« er jo heller ikke af ham«. - Og i Hjernmet: »... Men Sangene har deres egen mærkelige Historie. Der er nemlig det ejendommelige ved dem, at de fleste slet ikke er af Kuhlau! Med dette forholder det sig paa følgende Maade. Da Kuhlau skulde skrive Musikken til »Eleverhøj«, stod det ham klart, at han ikke kunde gøre noget bedre end at gribe tilbage til gamle Folkevisemelodier og anvende dem i sin Musik til »Elverhøj«. Der var jo noget af Folkevisens Stemning over de Heibergske Tekster, og Stykket selv bygger paa kendte, Træk i gammel Folketro og Folkefortællinger. Kuhlau bearbejdede da danske og svenske Folkevisemelodier, saa de fik den Skikkelse, vi nu kender. Det kunde sikkert interessere Læserne at høre lidt om, hvor de enkelte Sange stammer fra.« (Her nævner Professoren kort hvilke Folkemelodier, der ligger til Grund for Elverhøjmusikken) - lidt senere i Artiklen staar der: »... Naturligvis maa det ikke forstaas saaledes, at Kuhlau blot har tyvstjaalet disse Melodier og sat dem ind i »Elverhøj« under sit Navn. Kuhlau har bearbejdet og tillempet dem. De er halvt Folkevise, halvt Kuhlaus Komposition. Nu om Stunder vilde man maaske, nok synes, at det var en lidt underlig Fremgangsmaade saaledes at »overtage« gamle Melodier til, nye Sangspil. Men dengang fandt man ikke noget mærkværdigt i at »laane« ældre Musik. Nyere Undersøgelser har vist, at den svenske Digter og Komponist Carl M. Bellman heller ikke har komponeret en eneste af »sine« Melodier selv ... «.

Hertil vil jeg svare med Fru Heibergs Ord: »... Heibergs musikalske Sans og Kundskab hjalp ham til at vælge de rette Melodier, som alle, paa een nær, var gamle danske og svenske Folkemelodier. Kuhlau - havde saa lidt hermed at gjøre, at han ikke havde Anelse om, hvilke Melodier, Heiberg vilde benytte, før denne bragte ham Text og Musik ... « -

At det virkelig forholder sig saadan, kan man se af et Brev fra Heiberg til den kongelige Teaterdirektion. Frederik VI paabød, i en Skrivelse til Det kgl. Teater d. 31. Maj 1828, at der skulde skaffes et Stykke med passende Pragt i Anledningen af Brylluppet mellem Prinsesse Wilhelmine Marie, og Prins Frederik Carl Christian (Frederik VII) - Direktionen henvendte sig til Øehlenschläger, Boye og Heiberg. Denne sidste indsendte d. 22. Juni 1828 sin Skizze til »Elverhøj« der var ledsaget af omtalte Brev, hvori det bl. a. hedder:

»... I Henseende til det musikalske Arrangement, da er det min Hensigt at antyde Stykkets nationale Charakteer, ved at lægge nogle faa af vore smukkeste gamle Kjæmpe-Melodier til Grund« »Anden musik maa vælges eller componeres i Overensstemmelse med den ved de gamle Melodier givne Charakteer, dog saaledes, at de paa en harmonisk Maade netop contrasterer med disses Ensformighed ...« - og endvidere i Heibergs »Forerindring« (Forord) til Originaludgaven af »Elverhøj«: »... Det var Forfatterens Hensigt, at dette Skuespil, uagtet det ikke er historisk, dog ikke derfor skulde være mindre, nationalt. Ved at fremstille den Art af Sagn, der for saa vidt sorn den er grundet i vort Lands naturlige Beskaffenhed, især kan siges at være dansk, stræbte han at give,det Hele en ret national Duft og Colorit. Han følte, hvor denne vilde forhøjes ikke blot ved Musikens Anvendelse i Almindelighed, men fornemmelig ved et Udvalg af nogle af de skjønneste gamle Melodier fra Middelalderen. Det glædede ham, heri at finde Medhold hos Stykkets Componist, Herr Professor Kuhlau, med hvem han let blev enig om Valget. Saaledes er da alle Sangnummerne i dette Stykke - kun med Undtagelse af Jægerchoret og Slutningschoret lutter gamle, den nærværende Generation for største Delen ubekjendte Melodier, der ere anvendte, deels uforandrede, deels med meer eller mindre væsentlige Forandringer af den geniale Componist, der maaske aldrig har viist sig mere opfindsom end just i de Baand, han her paalagde sig. De af ham selv componerede Melodier, deels i Ouverturen, deels i Melodramaet i 1ste Akt, deels i Dandsemusikken, (Dandsen i 5te Akt, indeholder desuden ogsaa et Par gamle Themaer), saa velsom det omtalte Jægerchor, ere saa langt fra at contrastere med de gamle Melodier, at de tvertimod ere i en skjøn. Harimonie med disse. Det vil maaske interessere mangen Tilskuer og Tilhører af dette Skuespil at kjende de originale Kilder til Sangnum merne, og jeg vil derforkortelig angive dem hver især...«. (Her nævner Heiberg kort livilke Folkemelodier, der ligger til Grund for Elverhøjmusikken med nøjagtig Henvisning til de paagældende Melodier i de kendte Folkevisesamlinger.)

Med andre Ord: Heiberg har bestemt Melodierne, Kuhlau har tillempet dem, og begge har ønsket (netop for at betone den nationale Kolorit), at Publikum skulde vide, at Materialet var Folkemelodier. Dette fremgaar ogsaa af de samtidige Klaverudtog: Titelbladet til 1ste Udgaven lyder: »Elverhøj. Skuespil i fem Acter af J. L. Heiberg sat i Musik med Benyttelse af gamle danske Folkemelodier og Deres kongelige Højheder Prins Frederik Carl Christian og Prindsesse Wilhelmine Marie underdanigst tilegnet af Fr. Kuhlau.« I 2den Udgave har man strøget Tilegnelsen, men beholdt Henvisningen til de gamle Melodier. Først i Udgaver, der er kommet efter Kuhlau's Død (Borchorst, H. Brix [1869] og de senere Wilh. Hansen-Udgaver), er Kühlau opført som Komponist uden Forbehold.

Årgang 15/1940, nr. 06