Statens overtagelse af den musikpædagogiske eksamen

STATENS OVERTAGELSE AF DEN MUSIKPÆDAGOGISKE EKSAMEN

AF THORVALD NIELSEN

Musikpædagogisk Forening har haft den Glæde at se et i aareviss næret Ønske gaa i Opfyldelse: Statens Overtagelse af den musikpædagogiske Eksamen. Det omfangsrige Dokument angaaende denne Sag foreligger nu i Undervisningsministeriets officielle Bekendtgørelse af 9. Maj 1940 om Afholdelse af en musikpædagogisk Eksamen underskrevet af Undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Hermed er Slutstenen - i hvert Fald den foreløbige - sat paa et Værk, som de Mænd, der har bygget det op, og som har ofret deres Tid, Tanker og Kløgt, kan være stolte af og vi taknemmelige for. En Redegørelse for hele Forhistorien kan maaske i denne Forbindelse paaregne, Interesse. Bedre end noget andet giver den Skrivelse, som blev tilsendt Undervisningsministeriet i Maj 1938 af Musikraadets Udvalg, et klart Billede heraf. Det meddeles heri, at Sagen har været Genstand for omfattende Overvejelser og Undersøgelser 4 Raadets Udvalg for Musikundervisning, der bestod af Direktøren for Det kgl. danske Musikkonservatorium, Komponisten Rudolph Simonsen, Professoren.i Musikvidenskab ved Københavns Universitet, Dr. phil. Erik Abrahamsen, Formand for Musikpædagogii,sk Forening, Komponisten Finn Høffding og Formand for Dansk Organist- og Kantorsamfund af 1905, Komponisten, Domkantor Emilius Bangert, samt at Udvalgets Overvejelser resulterede i den Opfattelse, at Statsmagten bør tage det i sin Haand at foranstalte en Eksamen for Musiklærere. Endvidere vedlagdes et Forslag til en Eksamensanordning indeholdene de saavel administrative Bestemmelser som Eksanienskrav og Regler om Eksamensaflæggelsens Retsvirkninger. Om Grundlaget for dette Forslags Tilblivelse bemærkes følgende (her i frit og forkortet Uddrag) : Paa Initiativ af Komponisten Louis Glass og Musikhistorikeren Hortense Panum stiftedes Mulsikpædagogisk Forening i 1898, der straks støttedes, af ansete Navne som f. Eks. Axel Gade, Emil Hartmann, C. F. E. Hornenann, Otto Malling, Carl Nielsen, Orla Rosenhoff, Johanne Stockmarr, Anton Svendsen m. fl. Formaalet med Sammenslutningen var at komme den tilfældige og ikke forsvarlige Musikundervisning til Livs. Aflæggelse af Eksamen har - med enkelte Undtagelser - lige fra Begyndelsen været en Betingelse for Optagelse i Musikpædagogisk Forening. Den første Eksamen afholdtes i Efteraaret 1898. I Aarenes Løb undergik Eksamenskravene forskellige Ændringer, stadig i skærpende Retning. Fra Foreningens Side udførtes et betydeligt Arbejde, men. til Trods for dette lykkedes det alligevel ikke at hidføre en afgørende Ændring i de bestaaende Undervisningsforhold. Derfor opstod nu. den Tanke at søge Eksamen anerkendt af Statsmagten med den Virkning, at de Personer, som havde bestaaet den, skulde være berettiget til at betegne sig som statsanerkendte Musiklærere, hvilket paa en mere effektiv Maade end hidtil vilde retlede Offentligheden.

Foreningens Bestyrelse indgik derfor i 1929 til Ministeriet med et Andragende om Statsanerkendelse, idet man dog samtidig var klarover, at de opstillede Eksamenskrav ikke i tilstrækkelig Grad tog Hensyn til de sidste Aartiers musikpædagogiske Reformer. Omtrent samtidig meld Andragendets Indsendelse traf Foreningens Ledelse Foranstaltninger til et omfattende Samarbejde med en Række af voreførende Lærerkræfter med Henblik paa Udarbejdelsen af fuldt udtidssvarende Eksamenskrav. Foruden Professoren i Musikvidenskab, Konservatoriets Bestyrelse og Musik-pædagogisk Forenings Bestyrelse deltog vore mest kendte Faglærere bl. a. Pianisten Alexander Stoffregen (Klaver), kgl. Kapelmusikus Thorvald Nielsen (Violin), Paulus Bache (Violoncel), fhv. Operasanger Valdemar Lincke, Lektor Viggo Forchhammer og Fru Agnete Zacharias (Sang), d'Herrer kgl. Kapel-musici Holger Gilbert Jespersen (Fløjte), Sv. Chr. Felumb (Obo), Aage Oxenvad (Clarinet), Knud Lassen (Fagot) og Hans Sørensen (Horn), Hr. Sigurd Rascher (Saxophon), Domkantor Emilius Bangert, (Orgel), Fru Dagmar Borup og Frk. Ellen Margrethe Jørgensen (Hørelære) og Komponisten Jørgen Bentzon (Folkemusikskolelære) i Udarbejdelsen af et nyt Forslag, der indsendtes til Ministeriet i 1933, og som med nogle redaktionelle Ændringer af 1935 er det Forslag til Eksamenskrav, hvorom Ministeriet har hørt Musikraadet. Paa mange Punkter er dog nu de tidligere foreslaaede Krav udvidet og specialiseret paa Grundlag af de Erfaringer, som er indvundet gennem Eksamens Afholdelse to Gange aarligt i Tiden efter 1933, og det kan i det hele taget siges, at de af Udvalget foreslaaede Eksamenskrav hviler paa et saa solidt Grundlag, at man ikke nærer Betænkelighed ved indtil videre at foreslaa dem fastlagt som endelige. Angaaende den musik-pædagogiske Eksamen gøres opmærksom paa, at Længden af Forberedelsen til denne kan fastsættes til 17 Maaneder paa Grundlag af de Erfaringer, som er indhøstet paa Konservatoriet gennem det nu i 5Aar afholdte Kursus for Musiklærere.

Skrivelsen befandt sig saa i Ministeriet indtil jeg i Foraaret 1939 efter mit Formandsvalg besluttede at henvende, mig til Departementschef Graae for nærmere at blive orienteret om, hvordan Sagen egentlig stod. Efter denne Samtale kunde jeg med Tilfredshed konstatere, at der var Interesse for at faa en endelig løsning af Spørgsmaalet, men forskellige Punkter maatte nøjere gennemdrøftes med Ministeren, f. Eks. Overgangsbestemmelserne og Betegnelsen. Saa kom Sommeren og Krigsudbruddet i September, men efter en fornyet Samtale med Departementschefen hen paa Efteraaret, blev der indkaldt til et Møde i Ministeriet med de paagældende. Organisationer d. 11. December. Paa dette Møde udtalte Departementschef Graae, at Ministeriet, der havde gennemgaaet Musikraadets Forslag, i Princippet var enigt i dette. Ministeriet vilde gerne komme Musikraadet til Hjælp i dets Bestræbelser for at højne Musikkulturen Landet over og mente ligesom Musikraadet, at Autorisationen af en musikpædagogisk Eksamen for Musiklærere vilde være et virksomt Middel i disse Bestræbelser. Under Omtalen af Organisationen af den foreslaaede Eksamen, betonede Departementschefen, at medens Ministeriet med Hensyn til Indholdet af de i Forslaget indeholdte musikalske Krav ganske maatte støtte sig til Forslagsstillernes Sagkundskab, fandtes det derimod ønskeligt, at der foretoges en Række mindre Ændringer, hvoraf dog ingen var af principiel Karakter.

Efter at have behandlet en Del Punkter af rent administrativ Karakter gik man over til Drøftelsen af det meget vigtige $pørgsmaal: Benævnelsen. Departementschefen bemærkede, at her var man ved det vanskeligste Punkt i Forslaget. Man indsaa meget vel i Ministeriet, at det var nødvendigt at skaffe de Musiklærere, der havde bestaaet. Prøven, eller som gennem - Overgangsbestennnelserne skulde ligestilles med disse, en Betegnelse der overfor Publikum skarpt adskilte dem fra de uprøvede Musiklærere. Ministeriet maatte imidlertid tage Afstand fra det foreslaaede Udtryk (»statsanerkendt Musiklærer«), der indebar en større Autorisation end den foreslaaede Eksamen kunde give. Staten kunde ikke, alene fordi en Musiklærer havde aflagt en Eksamen, for Resten af hans Liv gennem Prædikatet »statsanerkendt« indestaa for hans musikalske og personlige Kvalifikationer, man saa jo tit, at lovende Kræfter ikke indfriede de Forventninger, man nærede til,dem. Ved Revisorordningen hvor Udtrykket »statsautoriseret« anvendtes, var Forholdet et andet, denne Ordning hvilede paa Bevillingssystemet, og herigennem havde Samfundet en stadig Kontrol med den »statsautoriserede Revisor«, hvis Bestalling, om han forbrød sig, kunde tages fra ham, anderledes i Musikundervisningen, hvor Næringen var fri. Ministeriet havde undersøgt andre Muligheder, saaledes Betegnelsen »statseksamineret«, men dette Udtryk vilde ikke væredækkende for de Musiklærere der uden aflagt Prøve ligestilledes med de eksaminerede Lærere i Kraft at Overgangsbestemmelserne. Departementschefen havde haft mange Overvejelser, det gjaldt tillige om at Betegnelsen blev saa kort og rammende som muligt. Imidlertid var Departementschefen blevet staaende ved Betegnelsen »statsprøvet Musikpædagog«. Det fandt samtlige Deltagere i Mødet var en særdeles lykkelig Løsning, og man sluttede sig straks enstemmigt til Forslaget. Formanden for »Dansk Musikerforbund«, O. Kruuse-Andersen, tiltraadte herefter hele Forslaget med de under Forhandlingerne vedtagne Ændringer og udtalte, at man indenfor Dansk Musikerforbund vilde yde Nyordningen al mulig Støtte.

Departementschefen takkede derefter for det Arbejlde, der var blevet gjort fra Musikudvalgets og de øvrige Mødedeltageres Side og udtalte Haabet om, at Nyordningen vilde komme til at indfri de Forventninger, man stillede til den. Det vil i høj Grad være paa sin Plads her at bringe Hr. Departementschef Graae vor varmeste Tak forden store Interesse, hvormed han har omfattet vor Sag ved med hele sin personlige Autorite. at gaa ind for Gennemførelsen af dette for os saa betydningsfulde Spørgsmaal. Jeg nævnte i Begyndelsen de 4 Mænd, som saa intenst har arbejdet med Opstillingen af Eksamenskravene, men der er en femte Person, hvis Navn bør drages frem ved denne Lejlighed, og det er Landsretssagfører Eivind Helsted. Vi mindes med Tak det store og fortræffelige Arbejde han har udført ved den ministerielt redigerede Udformning af hele Forslaget.

Der kan næppe være Tvivl om, at Ordningen vil faa stor Betydning for den undervisningsgivende Stand, idet den musikpædagogiske Eksamen, som hidtil var et privat Foretagende, nu er hævet op til et offentligt Anliggende under Statens Auspicier. Hermed faar - forhaabentlig - Musikpædagogikkens Fremstød en Slagkraft i den folkelige Bevidsthed, som den - alle hæderlige Bestræbelser til Trods - hidtil har maattet savne. For hetydelige Kunstnere med et i Offentligheden allerede fastslaaet Navn har det maaske mindre Betydning, men i al Almindelighed kan det dog vist siges, at det i Fremtiden vil være noget af en Prestigesag for en Musiklærer at erhverve sig Prædikatet »statsprøvet. Musikpædagog«. Man maa endvidere haabe, at det undervisningssøgende, Publikum vil forstaa, at drage den Skellelinie, som ligger i ovennævnte Omstændighed, og at man vil værdsætte, den Betryggelse, det er at kunne henvende sig til en Musiklærer, som har de fornødne Kundskaber og Kvalifikationer til at undervise - Angaaende selve Eksamen vil der sikkert altid kunne rejses Indvendinger. Der har saaledes hævet sig Røster som synes, at den er for let, mens andre - og utvivlsomt langt det største Flertal - finder, at den i Virkeligheden kan være vanskelig nok. De Mænd der har Ansvaret for Eksamenskravene, som de nu foreligger gennemført, mener at have draget den gyldne - og fuldt forsvarlige - Mellemvej. Det skal blive interessant at følge Virkningen af den musikpædagogiske Eksamen under de nye Former, maaske. kan der saa med Tiden blive Tale om en yderligere Stramning af Kravene.