Harmonilære-diskussionen

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 07 - side 141-146

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

HARMONILÆRE-DISKUSSIONEN

AF JENS PETER LARSEN

Den Diskussion om Harmonilærens Betydning og Problemer, der har staaet paa i de sidste Numre af DMT, har ogsaa rejst Spørgsmaalet om, hvorvidt Harmonilæren - i det følgende forkortet: Hml. - med Rette kan siges at befinde sig i en Krise. Det undrer mig egentlig, at man kan have den Opfattelse, at der ikke er nogen Grund til at tale om Krise, naar Forholdet er det, at der næppe er et af Fagets væsentligere Problemer, som der hersker Enighed om blandt dem, der underviser hvad saavel Lærebøger som offentlige og private Diskussioner vidner tilstrækkelig tydeligt om. Til Belysning af dette vil jeg gerne kort omtale nogle Hovedpunkter, hvor en Afklaring synes tiltrængt. (1)

1. Harmonilærens Formnal. Undervisning i Hml. søges af Folk med rneget forskelligt Sigte: vordende Komponister, Organister, Musikpædagoger, interesserede Musikamatører m. fl. Det er derfor nødvendigt at tilrettelægge, Undervisningen under Hensyntagen til de forskellige undervisningssøgendes Behov. For Komponister og Organister staar Satsskrivningen som det centrale Problem; for de fleste andre, der søger Undervisning i Hml., er Formaalet ikke - i hvert Fald ikke primært - at lære at skrive, men at lære at opfatte og bedømme Musik. Det kan derfor ikke lade sig gøre at afgrænse et bestemt »Pensum,« Hml. som normgivende for alle, men Omfang og Krav maa bestemmes af Uddannelsens Formaal.

2. Undervisningens Stilgrundlag. Til Hinl.s fundamentale Probleiner hører Spørg,smaalet om, hvorvidt Undervisningen skal gaa ud fra en mere abstrakt »Hml.-stil« eller søge Tilknytning til en historisk nøjere bestemt Stil, f. Eks. »Mozartstil« - svarende til Kontrapunktlærens »Palestrinastil«. Pædagogisk mest nærliggende synes det, at bygge den elementære Satslære op af enkle Midler - som det ogsaa er Reglen i den traditionelle Hml - saaledes at der sigtes mod en Stil af en vis Primitivitet, der dog nærmere maa karakteriseres som forenklet end som abstrakt Stil. Først naar denne Stil beherskes, tilfredsstillende, kan der gaas, videre med egentlig Stillære, - paa samme Maade, som man ved Undervisning i Dansk eller andre Sprog lader en fremadskridende, pædagogisk tilrettelagt Samling af Øvelser med Ord og Ordforbindelser af voksende Sværhedsgrad gaa forud for Arbejdet med frie, kunstnerisk formede Tekster. Sammenligner man foreliggende Lærebøger i Hml. vil man imidlertid kunne iagttage store Modsætninger baade i Behandlingen af elementær Sats (i Eksempler og Øvelser) og i evt. videregaaende Satsarbejde. Hvorvidt det vil være muligt at naa til en lignende Afklaring af den specielle Hml. som af Kontrapunktlæren, synes tvivlsomt. Den gængse Koralharmonisering i rytmisk neutral Bevægelse vil jo iøvrigt som »Mozartstil« betragtet kun kunne opfattes -som en Slags »1. Art«, der maa suppleres af Øvelser i Rytme- og Melodidannelse, hvis der skal være Tale om andet end Abstraktion.

3. Harmoniopfattelsen. De divergerende Opfattelser af Hmls. fundamentale Problemer træder vel næppe noget andet Sted saa tydeligt frem som paa dette Omraade, haandgribeligt udtrykt i de forskellige Tegnsprog, der tages i Brug ved den harmoni,ske Analyse. Overfor den traditionelle Trinbetegnelse, der principielt kun igiver en Numerering af Akkorderne - omend der utvivlsomt i V - I osv. indgaar en latent Funktionsfornemmelse - staar den Riemannske Funktionsbetegnelse, der gennem de forskellige Tegn (T, Dp, SI' osv.) søger at udtrykke den enkelte Akkords Funktion. Den rene Riemannske Teori maa vist nu i det store og hele anses som forladt, hovedsagelig paa Grund af Underklanglærens Umulighed; i dens Sted optræder forskellige modificerede Systemer, som f. Eks. det af Finn Høffding anvendte. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om ikke Sammenblandingen af Funktionsanalyse og Registrering principielt er uholdbar. En Akkord vil ofte foruden sin Hovedfunktion have flere Bifunktioner, eller, for at bruge Høffdings Udtryk, have »Affinitet« til mere end een Akkord, og en Analyse, der sammenfatter Akkordens Funktion i et enkelt Tegn, vil derfor nemt lede paa Vildspor. Fra en nærmere Redegørelse maa som sagt ved denne Lejlighed ses bort, men det tør vist ogsaa uden særlig Paavisning fastslaas, at der paa dette Omraade i høj Grad savnes Afklaring og Enhed.

4. Undervisningens Anlæg. Det er ovenfor bemærket, at Hml. i større eller mindre Grad tager Sigte paa to Formaal: Satsskrivning og Analyse. I Virkeligheden kan det imidlertid ofte synes, som om man kun har et mere indskrænket Sigte: Forbindelsen af Akkorder i kadencerende Sammenhæng. Naar man desuden, som det er Tilfældet i Hamburger-Godske-Nielsens Harmonilære, praktisk talt indskrænker Øvelserne til Basopgaver, vil der unægtelig opnaas meget lidt Træning i de ikke uvæsentlige Sider af Satsteknikken, der hedder Akxordvalg og Stemmernes - især Basstemmens - liniemæssige, Udvikling. Ve d at følge den stereotype Recept: lineær Sats = Kontrapunkt (eller endnu finere: Kontrapunkt i Kirketonearter) modsat harmonisk Sats = Akkordforbindelse uden lineær Disposition, udelukker man væsentlige Sider af den elementære Satslære til Fordel for en eensidig Dyrkelse af Stilmomenter, hvis egentlige kunstneriske Virkning først udfolder sig i en friere Sats. Ved skriftlig at udføre Sopranopgaver paa et tidligere Tidspunkt og samtidig at dyrke Generalbasspil paa Grundlag af gode Udsættelser (Sopran og Bas) opnaar man baade, at gøre Undervisningen morsommere for Eleven og at fremme Forstaaelsen for Betydningen af Sammenspillet mellem Stemmeføring og Akkordforbindelse.

5. Terminologien. Som et Problem, der egentlig hører ind under den »almindelige Musiklære« men ogsaa i høj Grad berører Harmonilæren, skal endnu blot næ vnes den ret istore Uensartethed i Benævnelse og Definition af selv de almindeligere Begreber indenfor Musikteorien. Det vilde være let at fremdrage en Mængde Eksempler herpaa udover dem, der fremgaar af den allerede omtalte Modsætning i Opfattelsen af Harmonisammenhængen. Maaske kunde en »musikterminologisk Standardiseringskommission« bane Vej for en noget større Ensartethed paa dette Omraade.

Maa jeg til Slut kort imødegaa nogle Bemærkninger i Povl Hamburgers Artikel i Majhæftet af DMT, hvori han uden nogen dybere Foranledning og, som det synes, uden noget nærmere Kendskab til den gældende Studieordning, fremsætter en Kritik af Universitetets Teoriundervisning, hvis Ordning betegnes som haabløs, mens Teoristudiet karakteriseres som overfladisk og uforsvarligt, egnet til at bibringe Eleverne falske Forestillinger om »Udlærthed«. Det hedder i den paagældende Artikel: Og Teoriundervisningen ved Universitetet? Mon ikke de, der har Ansvaret. for Ordningen af dette Lærefag er allerbedst paa det rene med Haabløsheden deri? Her skal ikke rettes nogen Kritik mod Lærerne - de er selv Ofre. Grundfejlen er den, at Universitetet overhovedet indlader sig paa at give elementær Teoriundervisning. Dette Forhold er akkurat lige saa bagvendt, som hvis Danskstuderende først skulde til at lære at skrive dansk Stil! Det eneste rimelige var at udelukke det elementær-teoretiske og, hvad det angaar, overlade det til de Studerende selv at skaffe sig de fornødne Kundskaber. Med den begrænsede Tid, der alene af praktiske Grunde kan ofres paa dette Studium, tilmed i Form af Hold-Undervisning, maa det nødvendigvis blive overfladisk. Men hvor det elementære, som skal være Bunden under det altsammen, ikke er i forsvarlig Stand, staar hele Overbygningen paa usikre Fødder. Og - hvad der ikke er det mindst betænkelige ved hele Sagen: Den saaledes, »udlærte« gaar ud i Livet og ind til sin Gerning med falske Forestillinger om, hvad han faktisk kan og ikke kan.«

Som Bidrag til en mere realistisk Bedømmelse af den omtalte Undervisning skal fremdrages nogle faa Kendsgerninger, der tjener til at stille Sagen i et noget andet Lys end her fremstillet.

1. Ordningen af Faget Musik ved Skoleembedseksamen er, som andre Studieordninger, ikke fremtraadt færdig straks fra Begyndelsen, men det har taget nogle Aar at vinde de Erfaringer, og - ikke mindst - Bevillinger, som,skulde til for at give Mulighed for en fuldt tilfredsstillende Ordning. September 1939 traadte den nugældende Ordning ud i Livet, hvorved det,blev gjort muligt at tage Musik baade som Hovedfag og som Bifag. Udover en betydelig Omlægning af Rammerne for Undervisningen - i Forbindelse med Hovedfagsstudiet medførte denne Ordning bl. a. den meget væsentlige Forbedring, at der gennem Indførelsen. af en Optagelsesprøve (ved kgl. Anordning af 12. Juni 1939) blev givet Adgang til at sikre, at de Studerende med naturlige Anlæg forbinder en rimelig Foruddannelse ved Studiets Paabegyndelse. Den nugældende Ordning har altsaa været i Funktion ialt 1 - eet, - Aar. De første Kandidater, der helt er undervist efter denne, vil formodentlig være færdige med deres Studium om 5-6 Aar. Det turde derfor være noget forhastet at udtale sig saa afgørende om dens Anvendelighed. Overfor den noget dristige Formodning, at »de, der har Ansvaret for Ordningen af dette Lærefag, allerbedst er paa det rene med Haabløsheden deri« - man tør vel gaa ud fra, at der vel ved ikke sigtes til dem, der har det formelle Ansvar for Ordningens Gennemførelse (Fakultet og Ministerium), men til dem, der har det reelle Ansvar for dens Udformning - kan det i hvert Fald fastslaas, at baade de, der har været med til at udarbejde Ordningen, de der underviser efter den, og de Studerende saa langtfra at betragte den som haabløs anser den for god og forsvarlig til det Formaal den skal tjene: at uddanne Sanglærere til Gymnasieskolen.

2. Naar det videre hedder, at »Grundfejlen er den, at Universitetet overhovedet indlader sig paa at give elementær Teoriundervisning,« saa kan der maaske være Grund til i Forbigaaende at gøre opmærksom paa, at Universitetet har denne Grundfejl fælles med saa at sige alle større tyske Universiteter, der har Musik som Fag. Blandt de Grunde, der taler for, at Universitetet selv varetager denne Undervisning, er der i hvert Fald to, der umiddelbart gør sigstærkt gældende: for det første vilde den ovenfor omtalte Mangel paa Enighed i Teoriundervisningen bevirke en beklagelig Uensartethed i Forestillinger og Færdigheder, hvis det overlodes til den enkelte Elev selv at sørge for sin Undervisning; for det andet vilde et Privatkursus i Teori fordyre det i Forvejen tilstrækkelig kostbare Studium føleligt, uden at der kunde siges at foreligge tilstrækkelig Motivering for en saadan Fordyrelse. Til Paastanden om, at Studiet paa Grund af den begrænsede Tid, der kan ofres paa det, »tilmed i Form af Hold-Undervisning«, maa blive overfladisk, kan straks bemærkes, at Holdundervisning i Teori som bekendt ikke er opfundet af Universitetet, men praktiseret gennem lange Tider af vort eget og fremmede Konservatorier. Vi ved alle, at en Elev, der undervises Privat, kan gøre hurtigere Fremskridt og faa en mere omfattende, Specialtræning, end Holdundervisning giver Mulighed for. Naar Holdundervisningen ikke desto mindre praktiseres i stor Udstrækning, især ved Elever, der ikke søger Specialuddannelse i Teori, bygger det paa rigelige Erfaringer for, at der kan opnaas en tilstrækkelig omfattende og solid Uddannelse under denne væsentlig billigere Form. At der maa være Grænser for, hvor megen Tid Teoristudiet kan begge Beslag paa, uden at det gaar ud over Arbejdet med Fagets andre Hovedgrene (Sang, Klaverspil, Musikhistorie), skulde ikke behøve atdiskuteres. Men der er efter mit Skøn intet Holdepunkt for den Paastand, at den gældende Ordning kun skulde levne Tid til et overfladisk Studium. Naar der imidlertid hos os, som det vist ogsaa er Tilfældet ved Konservatoriet, findes Elever, hvis Anlæg for Musikteori ikke er saa fremtrædende, at det i sig selv naturligt vilde kvalificere dem til et Musikstudium, og hvis Udbytte af Teoriundervisningen derfor maaske ikke helt staar i rette Forhold til den anvendte Tid, saa hænger det jo sammen med den simple Sandhed, at en Vurdering af Folks Musikalitet alene ud fra deres Evner til at arbejde med Harmonilære og Kontrapunkt vilde give en meget eensidig og misvisende Bedømmelse. Der ligger for os Organister en Fare i at overvurdere Betydningen af den specielle Uddannelse, der er nødvendig for os. Naar man har konstateret, at Elever, som man paa Grundlag af deres Teoriarbejder ikke vilde sætte særlig højt, bliver overordentlig dygtige Sanglærere (eller udøvende Musikere), mens andre med udprægede Anlæg for Musikteori paa Grund af sanglige eller pædagogiske Mangler viser sig lidet egnede til at forestaa Skolens Musikudøvelse, bliver man noget mere forsigtig i sin Vurdering. Dette skal ikke forstaas. som en Slappelse af Kravene til Anlæg og Uddannelse; at disse sker Fyldest skulde være tilstrækeligt garanteret gennem den 3dobbelte Sortering, der nu finder Sted gennem Optagelsesprøve, Forprøve og endelig Eksamen. Men ogsaa paa dette Omraade kan der være, Grund til at frede om det Klenodium, der hedder sund Sans.

3. Naar det endelig hævdes, at de Studerende gaar ud i Livet med en falsk Følelse af »Udlærthed«, - saa stemmer det meget daarligt med mit Indtryk. Hvor de skulde faa den Føle Ise fra, ved jeg ikke, og jeg mindes ikke at have været ud for den hos fornuftige, normalt begavede Elever. At der ikke blandt vore Elever skulde. kunne findes nogle, der overdriver Betydningen af deres Evner og Uddannelse, vilde være en urimelig Antagelse, men det vilde dog vist være lidt uretfærdigt, hersom andetsteds, om man bedømte Uddannelsen som Helhed ud fra enkeltes Mangel paa Selvvurdering. -

Med Nyordningen af 1939 har Studiet af Musik som Fag ved Skoleembedseksamen faaet en Udformning, der bygger paa mange Aars Erfaringer og som er blevet til efter grundige Overvejelser. Det vil vist ikke falde nogen ind at paastaa, at der ikke skulde kunne paaavises Mangler ved denne Ordning, men blandt dem, der arbejder med den, er der Enighed om, at den som Helhed, ogsaa for Musikteoriens Vedkommende, giver Mulighed for en god og forsvarlig Undervisning. Om dens praktiske Anvendelighed vil der !øvrigt, som allerede anført, bedre kunne dømmes, naar den har virket saa længe, at nogle af dem, der er undervist efter denne Ordning, er færdige med deres Studium. Til den Tid vil der være mere Grundlag for en Vurdering.

Fodnoter:
(1) Det var min Hensigt at begrunde min Opfattelse udførligere, men paa Grund af andet Arbejde har jeg maatte udskyde en planlagt større Artikel til senere.

Årgang 15/1940, nr. 07