Lidt om Ralph Vaughan-Williams og baggrunden for hans virke

LIDT OM RALPH VAUGHAN WILLIAMS OG BAGGRUNDEN FOR HANS VIRKE

AF CARL WILLUM HANSEN

Sjældent eller aldrig figurerer engelsk musik paa danske koncertprogrammer. Dette maa stærkt beklages, eftersom der inden for nyere engelsk musik kan iagttages interessante strømninger, som paany har givet England et værdifuldt musikalsk fysiognomi. (Se ogsaa Vagn Holmboes anmeldelse af ny engelsk klaver- og kammermusik i DMT for September 1939). Udviklingen viser paa flere maader saa væsentlige ligheder med, hvad vi kender fra vort eget land i nyere tid, at de engelske foreteelser skulde kunne paaregne en ganske særlig interesse blandt os Danske.

Hvis denne artikel rent praktisk kan medvirke til at ikke blot den heri omtalte, men ogsaa andre sider af moderne britisk musik kan finde vej over Nordsøen, er hensigten naaet. Ikke mindst paa det vokale omraade kan der hentes interessante ting vestfra. Sprogvanskeligheder skulde der ikke være mange af i en tid, hvor ethvert melleinskolebarn lærer Engelsk. løvrigt kan samvittighedsfulde sangere og korledere, som maatte ønske særlig vejledning i de fremmede lydes dannelse, nemt finde passende oplysningsmateriale. Her skal blot henvises til Otto Jespersens bekvemme lille bog: »Engelsk fonetik«. (Gyldendal.)

Det 19. aarhundrede er de nationale strømningers tid. Ogsaa England er med i bevægelsen. Maaske har det nationale haft sværere med at hævde sig der end i noget andet land for der har vist aldrig været en stormagt, der i musikalsk henseende har ligget i den grad under for fremmed indflydelse, som den engelske for ca. et aarhundrede siden. Traditionen fra de store Tudor komponister (Morley, Byrd, Gibbons osv.) og Purcell var ganske gaaet i glemme. Det engelske publikum var mærkværdigt anti-nationalt indstillet. Ja, det var ikke langt fra, at man ansaa engelsk fødsel for en uoverstigelig hindring for folk, der vilde skrive musik. Hermed være ikke sagt, at publikum ikke havde nogen ret til at indtage et saadant standpunkt. Det meste af det 19. aarh.s engelske musik er utrolig tyndt sammenlignet med den samtidige kontinentale.

Men henimod aarh.s slutning begynder den engelske renæssance, som Englænderne ynder at kalde det. De store navne er Elgar, Vaughan Williams og Gustav Holst (langt tilbage af skandinavisk afstamning). Og som saa ofte var der i det nye, blandet noget gammelt: baade Vaughan Williams og Holst kom under indflydelse af den genvakte interesse dels for engelsk folkemusik, dels for Tudor klassikerne. Især V. W. har i den, grad absorberet aanden i sit hjemlands folkenlusik, at det folketoneprægede er blevet ham et fuldkommen naturligt udtryksmiddel. Og hverken V. W.s eller Holst's interesse for det gamle har resulteret i pasticher, men betydet udgangspunktet for forsøg i en ny harmonisk verden.

V. W. er født 1872 i det vestlige Midtengland; studerede musik ved universitetet i Cambridge (hvorfra han blev magister og senere doktor) og ved Royal College of Music; rejste en del i udlandet: lærte hos Max Bruch i Berlin og omgikkes Ravel i Paris. Han har gennem tiderne udtrykt sig i en næsten foruroligende mængde forskellige stilarter; men folketonen ligger dog hans natur nærmest.

For V. W. betød mødet med folkemusikken en frigørelse og en fornyelse. Et par bemærkninger om den engelske »Folk Music Movement« vil her være paa sin plads. Det er ejendommeligt at se, at mens man i forrige aarhuhdredes begyndelse indrømmede tilstedeværelsen af skotske, irske og wali,siske, folkemelodier og sange, mente man ikke der fandtes engelske. Saaledes skrev den meget geskæftige rnusikhistoriker dr. Burney, dr. Johnson's og Burke's ven, i 1805, at Englænderne ikke havde nogen melodi, de kunde kalde deres egen, undtagen »the hornpipe« (en gammel engelsk populær dans, der oprindelig blev ledsaget af et walisisk træblæseinstrument, kaldet »hornpipe«) og »the Cheshire round« (en runddans). Og saa sent som i 1870'erne finder man i førsteudgaven af Grove's »Dictionary of Musie« artikler om skotsk, irsk og walisisk national musik, men ingen om engelsk. I dag existerer der med varianter over 5000 engelske folkemelodier! - Dobbelt besynderligt forekommer hele forholdet, naar man betænker, at mange af de i det 18. aarh. saa populære »Ballad Operas« (»The, Beggar's Opera« er det mest kendte exempel, Burney har rimeligvis simpelthen glemt denne genre) i musikalsk henseende næsten ikke byggede paa andet end den slags viser (melodierne i Ballad Operaen er imlidlertid blevet »barberet« af arrangørerne efter den velkendte recept: rytmisk ændring, moderne tonearter osv., saa de har ikke været af stor betydning for folkeviseforskningen). Den engelske folkevise har naturligvis existeret hele tiden i hvert fald paa landet. Det 19. aarh., hvor den mistede mere og mere af sin popularitet (nye fornøjelser, byernes tiltrækningskraft o. lign.), er den store forfaldstid, saa det omfattende indsamlings og studiearbejde, der begyndte i aarh.s slutning med Cecil Sharp som centralskikkelse og med V. W. som en anden betydningsfuld samler og bearbejder, kom for sent til at redde alt.

Bortset fra nogle faa fortærskede exempler er den engelske »folksong« ikke videre kendt herhjemme, - hvor man f. ex. kender langt mere til tysk folkelig sang. Mens den danske folkevise er udpræget episk, er den engelske gennemgaaende lyrisk. Mange af melodierne er typisk dur-mol; mange er kirketonale (dorisk og mixolydisk synes at være de hyppigst foretrukne tonearter) ; nogle - dog især skotske - er pentatone. Interesserede kan henvises til en nem lille udgave: »A Selection of Folk-Song,s« I-II ved Cecil Sharp og V. W. (Novello). Heri findes en række baade smukke og morsomme melodier (flest fra Somerset) vedføjet en - især for V. W.s vedkommende - meget nænsom og træffende klaverledsagelse.

Foruden enstemmige udsættelser af folkeviserne existerer der indenfor engelsk musik et utal af folkevisearrangementer for kor (oftest gennemkomponerede). Arrangementerne er - som det kunde ventes af højst forskellig værdi; men i hvert fald hvad V. W. har lagt haand til er fortræffeligt og vil med udbytte kunne. anvendes ogsaa af danske kor, som maatte ønske at forny deres verdslige repertoire. Alle de store engelske mu-sikforlag har udgivet den slags korarrangementer. For V. W.s vedkommende har Stainer and Bell en hel række.

Inden for den engelske salmesangsbevægelse hører V. W. til reformatorerne. Vi genfinder ogsaa paa dette omraade en udvikling, der minder om vor egen. Mens man blandt det 19. aarh.s salmemelodier ved siden af en del værdige finder mange overbroderede og meget verdslige (tiden yndede gentagelser, hvilket i textlig henseende kunde resultere i morsomheder som: »He's our best bul -, He',s our best bul -, He's our bestbulwark still -«; »bull« = »tyr« og »bulwark« = »bolværk«), og mens det 19. aarh. er de »søde« harmoniers tid (mange ex. i »Hymns, Ancient and Modern« 1861; visse Englændere kalder genren musikalsk jordbærsyltetøj«), sker der en fornyelse med »The English Hymnal« (1906, ny udgave 1933), som V. W. har udgivet. Føleriet er taget af og indflydelsen fra det gregorianske og folkesangen tydelig. Værket har som helhed haft betydelig succes.

Der er i denne forbindelse grund til at gøre opmærksom Paa en rent praktisk ting ved den engelske kirkes liturgi, nemlig den meget livlige tempoopfattelse, der kendetegner ikke blot den saakaldte »Anglican Chant« (især Davids salmer og højsangen; melodisk raader de simple gregorianske principper, men harmonier er vedføjet), til hvis recitativiske melodier textstavelserne exploderer med en talesprogsagtig præcision og hurtighed, men ogsaa salmesangen, der foregaar i et tempo, som ikke er saa lidt raskere end det, man er naaet til herhjemme (jfr. ogsaa forskellen paa den engelske og tyske tempoopfattelse i fx. et Händel-oratorium). Den engelske guds-tjeneste gør bl. a. af denne praktiske grund et stærkt aktuelt og levende indtryk, og man tager sikkert ikke fejl, naar man heri ser en af de faktorer, der har medvirket til den popularitet, den engelske kirke - trods alt - stadig nyder i vide krese.

Iøvrigt maa hele spørgsmaalet sikkert ses paa en bredere basis. Der klæber ved kirken og de dertil knyttede begreber en række associationer, som i det store og hele er ens i alle lande. Paa en del mindre, men ikke uvæsentlige omraader, vil den samme ting dog kunne vække forskellige forestillinger i forskellige lande. - Praktiske ting som orgel og kirkeklokker staar saaledes i et noget andet lys for Englænderne end for os. I engelsk digtning læser man atter og atter om det lystige orgel og de lystige klokker. Det er ikke de adjektiver vi rent uiniddelbart N.-ilde sætte i forbinde-Ise med de paagæld'ende ting. Fx. taler en yndet julesang om »the playing of the merry organ«, og saa langt tilbage som i det 14. aarh. skriver Chaucer, at præsten.s stemme var »merrier than the merry organ«. Og man kan i musikalsk henseende tillade sig adskilligt mere paa et engelsk orgel end paa et dansk! - Med julehøjtiden forbindes der herhjemme forestillinger, maa som man - i hvert fald i salmemusikalsk henseende - maaske have lov- til at betegne som ret klæbrige, mens paa engelsk grund lignende, forestillinger modsvares stærkt af et andet idekomplex, der vel ogsaa findes hos os, om end svagere udviklet, nemlig opfattelsen af julen som en tid, hvor man morer sig og slaar sig løs med alskens løjer og langkaal (jfr. de talrige engelske julelege). Som bekendt ønsker Englænderne ikke hinanden en glædelig, men en lystig jul. - Og andre tilfælde kunde nævnes. Som helhed gælder det, at Englænderne har forstaaet, at alvor ikke nødvendigvis behøver at forbindes med tungsind.

Naar vi Danske tager alt dette i betragtning, vil vi kunne naa til en dybere forstaaelse af endnu en genre, som V. W. har interesseret sig for baade som komponist, og som udgiver, nemlig »the carol«. Dette vil sige en religiøs, folkelig sangform, som Englænderne holder ude fra salmen. Men da det er vanskeligt at definere, hvad en »carol« egentlig er, skal der her blot opregnes en del af de associationer, -som begrebet »carol« fremkalder i en Englænders sind. For det første skal en »carol« være simpel og letfattelig baade med hensyn til text. og melodi. Og den er ofte livlig, ja, ligefrem lystig. Endvidere har den noget med dans at gøre. Oprindelig dansede man til, og mange af melodierne er stadig danseagtige. Man mener, at selve ordet »carol« er beslægtet med det græske »choros«, der var en runddans og oprindelsen til idet attiske drama. At man dog ogsaa udmærket kan udføre selv ret lystige »carols« i kirken viser atter det friere syn paa det kirkelige, som blev berørt ovenfor. - Fremdeles klæber julen og alle dens fornøjelser ved carol-begrebet, idet det er til denne højtid, de fleste »carols« er skrevet - og stadig skrives; der findes mange inoderne »carol«-kompositioner, selv om hovedparten af melodierne og texterne ligesom folkeviserne er anonyme og ofte meget gamle. For mange melodiers vedkommende er stilslægtskabet, med folkevisen og det gregorianske indlysende. - Endelig sætter Englænderne »carolsang« i forbindelse med friluftsopførelser, idet det i aarhundreder har været sædvane, at smaa sangergrupper ved juletid gik rundt paa gader og stræder og sailg »carols« for at samle penge til velgørende formaal. Denne skik haandhæves den dag i dag.

I begyndelsen af det 20. aarh. blev en bevægelse sat i gang for bedre julemusik, især for genopliveelse af den gamle »carol«-tradition, som led under det almindelige kirkemusikalske forfald i det 19. aarh. Denne bevægelse havde en naturlig forbindelse med den interesse for folkemusik og folkedanse, der som omtalt var dukket op igen ved denne tid. Flere store og værdifulde »carol«-udgaver saa dagens lys. Her skal især gøres opmærksom paa den fortrinlige samling, der har V. W. som medudgiver: »The Oxford Book of Carols by Percy Dearmer, R. Vaughan Williams and Martin Shaw« (Oxford University Press). Den findes i en 6sh.-udgave, der paa det varmeste kan anbefales interesserede. Foruden gamle melodier indeholder den en del »carols« af moderne komponister, bl. a. af V. W. selv.

Som et smukt exempel paa »the carol« i en af dens mange former citeres nedenfor en traditionel melodi fra ovennævnte samling. V. W-s, akkompagnement er ikke medtaget; det skifter for hvert vers.

(nodeekesempel)

Det er allerede anført, at grænsen mellem salmen og »the carol« i visse tilfælde er vag. Som følge af forskellen paa engelsk og kontinental (specielt tysk-dansk) opfattelsesmaade findes der exernpler paa, at hvad vi regner for en koralmelodi paa engelsk grund nærmest fal,der ind under kategorien »carol«. Exempelvis kan nævnes den gamle melodi »Resonet in laudibus«, der optræder i flere tyske og latinske versioner, saaledes i Joh. Walthers »Gesang-buch« 1544 og andre steder. Der findes en engelsk version i »The English Hymnal«. Desuden udgør samme melodi med en anden text en i England overordentlig yndet »carol«. Texten er en oversættelse af den tyske sang »Joseph lieber, Joseph mein, Hilf mir wiegen mein Kindelein« (i et Leipzigermanuskript fra ca. 1500). Begyndelsen citeres her (harmonierne er V. W.s; »The Oxford Book of Carols« nr. 77, »The English Hymnal« nr. 612):

(nodeekesempel)

Hermed sammenlignes den Laubske udgave (»Lad det klinge sødt i Sky«. »Dansk Kirkesang« 106). Man vil bemærke det livlige, engelske tempo (det angives til »moderately fast«) og i det hele den fjerlette 6/8-opfattelse af melodien, som betinger det nænsomme akkordvalg (tilbøjelighed til at lade de tungere harmonier falde paa betonet takttid). Ved gentagelsen takt 3-4 af de to første takter forblives i grundtonearten. Hos Laub er tempoet langsommere; takten er 6/4 (Laub' skriver 3/4). Harmonierne virker meget tunge (se især de gammeldags akkorder i takterne 5 og 6). Tungt virker ogsaa dominantmodulationen i takt 4.

Henimod juletid afholder mange engelske korsammenslutninger »carol«-koncerter, der er formet som »aabne sangtimer«, for Englænderne elsker at synge. Man kunde ønske engang at faa noget af det store »carol«-repertoire at høre her i landet ogsaa - maaske, under lignende former (texterne kunde jo eventuelt oversættes til Dansk). Ifølge indledningen til »The Oxford Book of Carols« giver den typiske »carol« udtryk for »sund.e folks fælles følelser i ord og toner, som kan forstaas af alle«. Saa hvorfor skulde ikke ogsaa vi kunne høste udbytte af at stifte bekendtskab med genren?

V. W. har tilknytning til endnu en folkelig bevægelse, som fortjener omtale, nemlig musikfestbevægelsen. - Englænderne vilde ikke være sande Englændere, om ikke der paa en eller anden maade var gaaet sport i deres musikglæde. Musikalske konkurrencer under forskellige former er ikke noget specielt engelsk, men er overalt en velkendt foreteelse. Dog intet steds er konkurrencebevægelsen saa udbredt og saa populær som i England. I hvert fald siden det 18. aarh. har man kendt til organiseret kappestrid paa det vokale omraade. Fra det 19. aarh. blev konkurrencer mellem blæseorkestre populære. Oprindelig dyrkedes messing- og »militær«-musikken i de nordengelske industridistrikter. I aaret 1900 fandt den første større konkurrence sted i Krystalpaladset i London (paa tilskyndelse af bl. a. Sir Arthur Sullivan, »Mikadoen«s komponist), og siden da har man haft aarlige konkurrencer i stort format (omkring 1930 deltog ca. 200 blæseorkestre i konkurrencen). Mange førende komponister - saaledes ogsaa V. W. - har skrevet specielle konkurrencekompositioner. - I øjeblikket findes der næppe. den egn indenfor det engelske imperium med respekt for sig selv, som ikke har sin egen »Competition Festival«. Naturligvis konkurreres der nu paa næsten samtlige musikalske omraader, vokale som instrumentale; og det drejer sig baade om solo- og ensemblepræstationer. De arrangerende myndigheder er sammensluttet i »The British Federation of Musical Festivals«, der omfatter godt 200 stævner i alle dele af imperiet.

Man kan diskutere fordelene og ulemperne ved denne konkurrencemani; men betydningsfuldt er det, at selv om det selvfølgelig er tad at blive nr. eet, har konkurrencedeltagerne dog ogsaa et andet maal for øje. Det udtrykkes i følgende »slogan«, der ofte citeres paa stævneprogrammerne: »Det er ikke, vort formaal at vinde en præmie eller slaa en konkurrent, men derimod at anspore hinanden til endnu større dygtighed«. Denne pædagogiske side af sagen kommer ogsaa til udtryk derved, at deltagerne efter konkurrencens afslutning faar udleveret dommernes skriftlige skøn over de enkelte præstationer. Som dommere fungerer anerkendte musikere, pædagoger og komponister.

Til V. W.,s populæreste kompositioner hører, foruden den meget yndede folkesang, »Linden Lea« (se ex. 3), en række kor- og orkesterværker af store dimensioner: »Saneta civitas«, »Benedicite«, »Five Tudor Portraits« o. a. - Han har ogsaa skrevet et par operaer. Heri finder den mere robuste og virile side af engelsk folkekarakter - personificeret i V. W. - et smukt udtryk. Da de imidlertid ikke har haft synderlig lejlighed til at fæstne sig i det engelske publikums bevidst-hed i operaform, og da V. W. sikkert har følt, de indeholdt for megen god musik til at fortjene en hensygnende skrivebordsskuffetilværelse, har han uddraget nogle af korsatserne af den ene (»Sir John in love«, 1928, bygget over Falstaff-motivet) og deraf gjort en kantate: »In Windsor Forest«. Nogle af disse typiske V. W.-temaer skal antydes her (det er overhovedet som melodiker, V. W. naar højest). Først en drikkevise for mandskor (ex. 4) og dernæst slutningskoret (»Epilogue«, ex. 5). Det er store, muntre melodier, der er i besiddelse af en næsten schlager-agtig prægnans:

(nodeekesempel)

Texterne udmærker sig ved høj litterær værdi; de er hentet fra bl. a. Shakespeare, Ben Johnson og Lyly. - Kantaten, der egentlig kræver fuldt orkester, kan opføres med klaverledsagelse alene. Ogsaa dygtige amatørkor vil med udbytte kunne arbejde med den.

Iøvrigt gives der næsten ikke det musikalske omraade, hvortil V. W. ikke har leveret interessante bidrag. Han har skreyet flere symfonier; (fremhæves bør en »Sea Symphony« med sopransolo, barytonsolo og kor til texter af Walt Whitman og en pastoralsymfoni over folketoneagtige melodier). Endvidere en violinkoncert, kaldet »Concerto academico«. Den kan rent formelt minde om Bach: førstesatsen tramper af sted over kraftige basgange; i andensatsen fri melodisk bevægelse, over akkompagnementet, og trediesats er i gigue-rytme. Men indholdet er alt andet end »akademisk«. V. W. har ogsaa skrevet en klaverkoncert og en suite for bratsch og orkester. - Kammermusikken er ham et mindre kongenialt udtryksmiddel; men maaske netop af den grund, er hans indstilling over for den mere personlig end deres, der saa at sige er voxet op med den. Han har en strygekvartet (typisk nok et værk, der senere er revideret) - et stærkt koncentreret arbejde, hvis enkelte satser holdes sammen ved en vis tematisk affinitet. Endvidere en strygekvintet og to sangeykler (»On Wenlock Edge« for stemme, klaver og strygekvartet og »Merciless Beauty« for stemme, violin, bratsch og cello), hvis skønhed ligger mindst lige saa meget i det kammermusikalske arbejde som i den vokale linie. - Iøvrigt er der ingen grund til yderligere at opremse værker. Ethvert nyere musiklexikon vil give interesserede besked.

Det er denne alsidighed i forbindelse med en original musikalsk fantasi, der gør V. W. til en af nyere britisk musiks interessanteste skikkelser. Og det er ikke mindst hans mangesidige folkelige interesser, dette smukke træk i hans musikerfysiognomi, der paa slaaende maade henleder tanken paa vore egne stormænd inden for moderne dansk musik, Carl Nielsenog Thomas Laub. V. W. er ganske vist altid rede til at overtage ledelsen af en koncert, der gives fx. af et af de store, fornemme Londonerkor eller -orkestre; men langt hellere efterkommer han,dog en opfordring til at drage ud til en afsidesliggende landsby for at tale om musik og lede musikalske opførelser med de til raadighedstaaende kræfter (som ikke behøver at være saa ringe endda; den høje engelske kortradition har formaaet at trænge ud i de fjerneste kroge).

En mere detailleret analyse af V. W.s enkelte værker maa der afstaas fra i denne artikel, hvor hensigten først og fremmest har været at give en oversigt over komponistens interessesfære og arbejdsmark. I denne tid, hvor krigen hærger menneskeheden, turde chancerne for at faa hans værker at høre herhjemme være minimale. Det drejer sig i bogstaveligste forstand om fremtidsmusik. Men her ligger store opgaver og venter paa os (og ikke; mindst paa Statsradiofonien, der til dato kun har opført eet af V. W.s værker nogle gange, nemlig ouverturen »The Wasps«). Verden skal blot først falde til ro igen. Det ske snart.