Ny musik

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 07 - side 148-150

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

NY MUSIK

Det er ejendommeligt, hvor d ord som »Evolution« anvendt i musiken kan give anledning til misforståelser. De fleste af os har et f~erdigsyet hegreb liggende, som så ethvert kunstværk der direkte eller indirekte skilter ,zied

udtrykket Evolution (og det gør ethvert større orkesterværk) blir tilpasset efter; og det hverken til kunstværkets eller vor egen musikoplevelses fordel.

I så at sige al musik er evolution, udviklingen af stoffet, det, der griber os og det, der overhovedet gør musiken til kunst; selv den skønneste melodiske strofe og herligste harmoni vil i længden kun fremkalde tristhed i sindet (hvis en sådan abstraktion overhovedet kan tænkes); bevægelse d. v. s. kunstnerisk udvikling er selve musikens natur; men enhver udvikling opstår af en spire, der enten kan være latent til stede i kunstværket, eller komme åbent til udtryk. Og. denne spire (hvadenten den er af motivisk, harmonisk eller rytmisk art) har i hvert enkelt tilfælde sine egne udviklingsmuligheder, der så naturligvis kan udnyttes mere eller mindre. Derfor skal man aldrig vente at der kommer majs op, når der er sået kløver.

De fleste dagbladsanm-eldere har åbenbart haft denne fastslåede fornemmelse overfor Finn Høffdings orkesterfantasi »Evolution«, der blev spillet i tivoli d. 4. september under Thomas Jensen; ihvertfald synes der kun at have været en enkelt, der har forstået at evolution ikke er et alment og entydigt begreb, men at enhver udvikling afhænger af de spirer, der ligger i musikstoffet selv. Og hvor mange anmeldere har gjort sig den ulejlighed at sætte sig nærmere ind i stoffet af det musikværk, der her fik sin førsteopførelse? Der er dog bl. a. noget, der hedder generalprøve!

Materialet i Høffdings orkesterfantasi er kraftfuldt og stærkt ligefra den første paukeslags-indledning, hvor hovedmotivet

straks sætter ind; der er i dette værk den samme holdning som i Høffdings tidligere orkesterværker, den samme gode musikermæssige soliditet, men også den samme intensitet i udtrykket og den samme stærke næsten ubøjelige formvilje. Trods bevidste hårdheder i formen, væsentligst fremkaldt ved den skarpt afgrænsede, »firkantede« gruppebehandling, fornemmer man dog alle værkets faser som naturlige og logiske enheder i en organisme; vel fordi de væsentligste musikalske ideer så naturligt gror ud af musiken.

Først det lille rytmiske hovedmotiv, der fra 'paukerne flyttes over i sti-y

gerne mens én klarinet synger det melodiske hovedtema:

senere, som skarp klanglig kontrast til den mørke, ja dystre strygerindledning, en træblæserepisode, med den ten,-ynkope, som Høffding i de senere år så hyppigt har benyttet:

Efter en antydet gentagelse af det rytmiske motiv løfter strygernes smukke og bløde, storintervallede tema sig op og glider lige over i en sammensmeltning af det rytmiske grundmotiv og klarinettens hovedtema:

Musiken udvikler sig med stær K ådgrænset og afbalanceret gruppeinddeling: Træ-blæserforsiringer, hovedtematik i strygerne skiftende med messingblæserne, og med det vigtigste tematiske stof hentet dels fra klarinetsoloen dels fra den korte træhlæserepisode i indledningen; og satsen når sine højdepunkter og den fulde motiviske udvikling i de store episoder i midten og henimod slutningen af værket, og når stor magtfuldhed.

I instrumentalt henseende er arbejdet solidt og velfunderet, klart og præcist; kun det mindst mulige er overladt tilfældet, og der er ikke koketteret med ydre effekter af.nogen art.

Thomas Jensen var, som altid, en storartet leder og fortolker af den nye musik; han formår som få at give syntesen af et værk.

I-

Efter Høffdings orkesterfantasi opførtes Prokofieffs 3' klaverkoncert i C,'-dur fortræffeligt spillet af Astrid Reisinger og blændende ledet af Thomas Jensen.

Koncerten er lettilgængelig i sin blanding af epigoneri og bevidst pastiche og sin overfladisk-flotte orkesterbehandling; meget musikalsk stof er der ikke. i det; ny musik er den ikke.

/1 Sv. Et. Tarp's »Mosaik«, 10 små klaverstykker (Wilhelm Hansen 1939) består af en del lettere og et par noget vanskeligere klaverstykker og er velegnet til undervisningsbrug for de - forhåbentlig snart mange - klaverpædagoger, der bruger nutidens musik i deres undervisning. Der er lidt for enhver smag i det lille hæfte; fremhæves skal den helt Strawinsky-prægede »harmonika«, de to små mere Bartok'ske stykker: »skalmeje« og »sækkepibe«, og de tre mere »moderne« stykker: »fox-trot«, »tango« og »urskovsblues«; men alle stykkerne - måske lige med undtagelse af de tre sidst

nævnfe - bærer præg af Tarps lette hånd og gennemsigtige satsarbejde.

/1 Niels Viggo Bentzon's: »7 små klaverstykker« Op. 3 (Wilhelm Han'sen 1940) skuffer nogelt efter den gode kammermusik, man har hørt af ham. Bentzon savner ikke talent, der er og~ så smukke ting i de 7 små stykker, og man mærker at de er alvorligt ment; men de er for uselvstændige. og ufærdige til at kunne tåle tryksværten. Alligevel kan de anbefales til undervisningsbrug, for de er ikke uoverkommelige teknisk set, og Bartoks stil er ikke den værste at vælge, sålænge en komponist vælger sin stil.

Vagn Holmboe.

Årgang 15/1940, nr. 07