Frøhlichs symfoni i Es-dur

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 08 - side 156-163

FRØHLICHS SYMFONI I ES DUR

AF SVEN LUNN

Da Komponisten Fr. Frøhlich døde, var der stille om ham. I mange Aar havde han været syg og ført en tilbagetrukket Tilværelse. Man kendte ham kun som Komponisten til Balletterne »Valdemar« og »Erik Menveds Barndom«, medens der ihvilede et Glemselens Slør o-,,er hele hans tidlige Produktion af Koncerter for Violin og Orkester, af Kammermusik, Symfoni -i Es dur m. v. - At det ikke har været en lille Samling, ser, man af en Liste over !hans Kompositioner, som hans Niece Frederikke Kittler i Aaret 1866 sendte Aug. Bournoville.*) Den om,fatter ialt. 59 Numre. Men da han døde, tog han saa at sige det

In

hele med sig i Graven. Bevaret er kun en Strygekvartet, en Fløjtesonate, en Ouverture for Orkester, en Introduktion og Rondo for Violin og Orkester og meget lildt, andet, væsentligst Smaating. Forgæves har man prøvet at efterforske, hvor de øvrige Værker er blevet af, idet man er gaaet ud fra, at deres Værdi maatte staa i et rimeligt Forhold til Frøhlichs Teatermusik og de her omtalte eksisterende Værker, og det vilde altsaa ikke sige saa lidt. Rich. Hove -har efterlyst dem i en Kronik i Nationaltidende; selv har jeg spurgt efter dem engang her i Bladet - uden Resultat - og ligeledes har jeg heller ikke haft noget ud af at følge Frohlichs Bo -fra hans Arvinger og videre gennem disses Arvinger op til vor Tid.

Et af Hovedværkerne i Frøhlichs Produktion var hans Symfoni, der Gang paa Gang berøinmes for sin høje musikalske Værdi. Ogsaa den mentes at være gaaet. tabt. Den eksisterede endnu i 1887. - 17. Juli

*) Kgl. Bibl. Ny kgl. Saml. 3258 A 40.

dette Aar sendte Chr. 13arnekow en Fortegnelse-) til ~. A. E. I-lagen over Kompositioner af Fr. Frøhlich, som tilhørte Musikforeningen. Herimellem staar:

Op. 33. Symphonie å gr. orchestre, i E-s-dur.

[Rom 9/9 1830] - Part. og St. (egenh.).

Nu var man i Musikforeningen paa de,t Tidspunkt meget large med at laane, Musikalier ud. Og saa vidt man kan forstaa, holdt man ikke saa nøje Rede paa, hvor man havde -sine Ting. Det'paastaas, at der navnlig var en Barber, som var ivrig Laaner, og at han var et Svin med de Ting, han laante. Hans Navn er glemt. Ved Gennemgangen af Musikforeningens Arkiv for et Par Aar siden viste det sig, at

alle Frøhliehs Værker var gaaet tabt, ogsaa Symfonien. Den er rimeligvis gaaet til Barberen.

Da jeg engang omtalte dette for Mag. Winkel, fortalte han mig, at der i »Musikaliska Akademien« i Stockholm laa en Symfoni af en Komponist ved Navn Fr,~~hlich (-ikke Frøhlich) i Manuskript, men i øvrigt kendte han ikke næri-nere til den. »Musikaliska Akademien« var saa elskværdig at laane den herned til Det kgl. Bibliotek, og det viste sig, at der ikke var nogen Vanskeligheder ved at identificere den med den forsvundne Symfoni af Frøhlich.

Titelbladet paa det svenske Manuskript lyder:

Symphonie å grand Orchestrecomposé

par F. Fr,5hlich Op. 33Partitur.

Altsaa med Undtagelse af den ubetydelige Divergens i Navnets Stavemaade er Titlen den samme som i det føromtalte Brev fra Barnekow til Hagen. Dertil kommer, at Tonearten (Es dur) passer, Satsfølgen (se senere) passer, og at Manuskriptet - som er en Afskrift, hvad der kun var venteligt - er skrevet af den samme Mand. (Lanzky), der netop i 1830'erne skrev Partiturer af for Det kgl. Teater i København, bl. a. »Natten før Brylluppet« (1830) af Frøhlich. Men alle disse ydre Kendetegn vilde ikke være noget værd,hvis de ikke var forstærkede af et Hav af indre Kendetegn. Blæserbehandlingen, Føringen af Violinerne, Hornets Anvendelse, de mange rytmiske Finesser, Stilens elskværdige Form, den elegante Instrumentation, alle Paavirkningerne fra Beethoven,'Weber og Kuhlau, -som er sammensmeltede i en personlig Enhed, alt peger hen paa Fr. Frøhlich; ja det giver os tilmed et Bil

* *)I Hagens Forarbejder til Artikel om Frøhlich i Briekas Leksikon (Kgl. Bibl.).

lede, som er stærkere, præget end det, man ellers faar af Frøhlich gennem hans Balletter og de,omtalte faa efterladte Kompositioner.

Frøhlic,h tiltraadte Foraaret 1829 med Understøttelse af Fonden ad usus publicos en Udenlandsrejse. Han be-søgte Tyskland, boede en

I

Tid i Frankfurt a. M. og ophol,dt -sig derefter et halvt Aar i Paris, hvor han traf Cherubini, Halévy og Mo,scheles samt Horni-s,ten Dauprat. 1830.rej-ste han vide,re til Rom, hvor lian ha-,,,de et indholdsrigt Aar i Samvær med Thorvaldsen, Bissen og L. Bødtcher. 11. August 1830 skriver.han til sin Søster, Antoinette Kittler:*)

». . . t-hi jeg har nu begyndt paa en stor Symphonie, hvoraf jeg i denne Uge haaber at blive færdig med det første Allegro; og dersom jeg kan faa det hele færdig her i Rom saa vil jeg have fuldt op at bestille.

Jeg sender den ik,ke hjem, thi jeg har i Sinde at gjemme den til min egen Concert `«

I Oktober samme Aar skri-,,,er,han fra Venedig, ogsaa til sin Søster: »... Over min lange Tavshed maa du ikke forundre dig, thi den sidste Tid i Rom var jeg meget beskæftiget, og paa Rejsen hertil har jeg hvert Sted opholdt -mig -saa kort, at jeg ikke kunde skrive. Jeg har nemlig i den sidste Maaned i Rom lykkelig fuldendt en stor Symphonie for Orchester, som har k-oste mig megen Umage.«

Efter Barnekows føromtalte Brev til Hagen er Originalpartituret dateret 9. Septem-ber.

Frø-lilich. vendtehjeni til Danmark 1831, nien Sygdom forhindrede ham i at faa realiseret Planerne om en egen Koncert. 1833 kom Symfonien til Opførelse, idet Koncertmester Fr. T. Wexschall satte den paa Programmet til en Aftenunderholdning, som han foranstaltede. Allere-de 11. Marts (1833) meddefte »Kjøbenhavnsposten«, at Hr. Repetiteur F. Wexse-hall agtede at give Aftenunderholdning anden Paaske(lags Aften (8. April) paa Det kgl. Teater. 6. April meddelte »Kjøbenha-,,-nsp Gsten« Programmet. Det giver et interessant Billede af, under livilke Vilkaar den højere Musik dengang trivedes her i København. Det lyder som følger:

»Hr. Repetiteur Wexsehalls Aftenunderholdning anden Paaskedag vil blive aabnet med Allegro og Menuet af Hr. Syngemester Friahlichs tilforn. her i Bladet omtalte nye Symphonie, afhvilken Andanten og Rondoen gives som Ouverture til anden Afdeling. De øvrige Numre ved Aftenunderholdningen ere bestemte som følger: Første Afdeling: Stor Concertino for Violin af Kaliwoda, udføres af Hr. Wexschall; »Mandfolkenes Priis«, nyt 'huni,oristisk Digt, af Hr. H. P. Holst, fremsiges af Mad. Larcher; Terzetto af Guglielmi, synges af Jfr. Julie Fonesca, Dilirr. Waltz og Hansen; »En Soirée hos min Onkel«, nyt Digt, frem

I

*) De her omtalte Breve findes paa Det kgl. Bibl.

siges af Hr. Printzlau; Dobbelt Concert for 2de Violiner af Maurer, udføres af Hr. Wexschall og hans Eleve, den unge Schram. - Anden Afdeling: »Maanen og dens Moder« (Idéen laant) af C. Winther, frernsiges af Hr. Winsløv jun.; »Dansk Soldatersang«, af Hr. Overschou,

med Musik af -Hr. Sekretair Hartmann, synges uden Accompagnenient af Dhrr. Sahlers, Waltz og Hansen; Declamation af Jfr. Heger; Arie af Operaen »Titus« af Mozart, synges af Jfr.'Julie Fonesca; »Et Genies Levnedsløb« (efter Fru Lenngreen), fremsiges. af Hr. Winsløv jun.; Introduetion og ungers,k Tema med Variationer af Pechatzeheck for Violin, udføres af Hr. Wexschall.«

Som man ser, var Selskabet noget blandet. Aftenunderholdningen fandt saa Sted d. 8. April og fik en yderst venlig Modtagelse. 11. April

Sonet og et

blev Wexschall takket i »Kjøben,havnsposten« med en Digt betitlet »Den ottende April«. Om Symfonien kan man i Anmel-delserne læse følgende '(»Kjøbe.nhavnsposten« 9. April og »Dagen« 10. April enslydende) : »Af Instrumentalnumre hørte,s desforuden en af Hr. Syngemester Frøhlich componeret. nye Symfonie, af -hvilken Allegroen og Menuetten aabnede Aftenunder~holdningens l' og Andanten og Rondoen dens 2' Afdelig - en aandfuld og fortræ-ffeligt, instruinenteret. Composition, der gjør Hr. F. megen AEre«. - Med andre Ord: Anmelderen har ikke begrebet et Lod af det Hele og har'derfor grebet til en af de Floskler, der kan bruges til alle Tider.

Paa samme Linie ligger Anmeldelsen i »Allgemeine musikalische Zeitung« (Januar 1834), hvor man i den halvaarlige Beretning fra København kan læse: »Und in der That hat sich. Herr Fró,hlich in

seiner Composition den Beyfall des grossen Haufens zu gewinnen nicht bernfiht; v-ielmehr hat er durehgångig in einem. gelehrten und kfinstlichen Style geschrieben, woffir sich. nur Kenner interessiren mbgen . . . Das,s. diese Composition nicht allgernein ansprach, braucht kauni beinerkt zu werden. Es wåre daher sehr zu wilnschen, dass die kilnftige Concertgeber Compositionen von Haydn, Mozart und. Beethoven wåhlen.«

Dog var det ikke alle, der saa saaledes paa det. Da de to Skuespillerinder Juliane Heger og Frederikke Nicoline Larcher senere hen paa, Maaneden annoncerede en Aftenunderholdning, skriver en Indsender til »Kjøbenhavnsposten«: »En stor Mængde Musikyndere vilde vist være Jfr. Heger og Md. Larcher forbundne,,om. de ved deres Aftenunderholdning vilde lade Hr. Frøhlichs ;høist interessante og geniale Symfoni opføre. Det* store Publieurn, som converserer under saadanne Musikstykker, vil vist intet -have derimod, og Kjendere ville -have Lejlighed til, ved Gjentagelsen at gjøre nøjere Bekjendtskab med et Værk, der ligesaavel fortjener det, som fordrer det, for ret at blive forstaaet.«

-)K

I ffi-erken kvantitati-d eller kvalitativt er Frøhlichs Symfoni noget ringe Værk. Den foreliggende Afskrift er paa 149 Sider i Tvær-Folio. Orkestret bestaar af 2 Fl., 2 Ob., 2 Cl., 2 Fag., 4 Cor., 2 Tr, 1 Trb., Timp., Viol. .1-2, Vla. og Bassi. Satserne er:

Andante 3/4 Es dur - Allegro 3/4 Es dur. Menuetto. Allegro assai 3/4 Es dur.

Andante 2/4 C Mol.

Rondo. Allegro 2 /4 Es dur.

Nu er det et Spørgsmaal for sig, hvor højtideligt man egentlig skal tage denne Satsfølge. Ganske vist kunde en saadan Satsfølge forekomme, men jeg anser det for højst sandsynligt, at den her kun skyldes Afskriveren, fordi Originalpartituret har været ordnet saaledes til Opførelsen ved Wexschalls Aftenunderholdning. Der er intet i Symfonien, der tyder paa, at Satsfølgen skulde være ordnet anderledes end i den klassiske Symfoni med Allegroen, der indeholder det musikalske Hovedstof, en -,.,2erdigt dvælende Andante, en lystig Dansesats (Menuet eller Scherzo) og en Rondo som den lette Udklang. Derimod er det meget rimeligt, naar man vil spille Symfonien i to Afdelinger at dele den i Allegro - Menuet og Andante - Rondo; paa den Maade faar man i hver Afdeling en tung og en let Sats. Jeg mener afgjort, at naar

n

man skal opføre den, skal man holde Satsfølgen: Andante - Allegro Andante Menuetto Rondo. Allegro.

Man kan her støtte sig til en ganske ejendommelig Kendsgerning. En Maaned før Wexschall gav Kapelmusikus Niels Petersen en Aftenunderholdning paa Det kgl. Teater (10. Marts 1833). Om denne skriver »Kjøbenhavnsposten« for 5. Marts: »Ved denne Aftenunderholdning kunde H-ovedstadens Musikyndere vente sig den ualmindelige Nydelse, athøre. en heel Symfoni af Onslow (hans første), af hvilken Allegro og Menuet aabne den 1. og Adagio og Rondo den 2. Afdeling.«

Men naar man undersøger Onslows første Symfoni (Op. 41) viser det sig, at Satsfølgen -her er den ganske sædvanlige, nemlig Allegro

Adagio - Menuetto - Finale. Min Kilde er her de gamle trykte Stemmer,*) som stammer fra Det kgl. Teaters Mellemaktsmusik, og det skulde ikke undre mig, om det netop var de samme Stemmer, som blev - benyttede ved Petersens Koncert i 1833. Og naar man kan bytte om paa Satserne i Onslows Symfoni, kan det ogsaa, godt tænkes, at man kan have gjort det i Frøhlichs.

Første Sats.indledes af en kort Andante. Hornet begynder med en Solo og foregriber med en Mol- Variation Hovedtemaet i den følgende Allegro:

*) Sinfonier for Capellet. Tome VII, Nr. 15 (Kgl. Bibl.).

Ved stadig mindre og mindre Nodeværdier - ligesom Kuhlau i »William ~Shakespeare«-.~Ouverturen - gaar Ind-ledningen paa 'en naturlig Maade videre til Allegroen.

I denne lanceres det charmerende Hovedtema af 1. Violin:

Allerede sorn Indledning til Overledningen begynder Frohlich""paa, den ham egenartede Maade at lege med Rytmen:

Man kan her lægge Mærke til den virkningsfulde Hornindsats, hvor Hornet omgivet af Stryger'e bruger Indledningsm,otivet. Stedet kan idémæssigt, minde om et tilsvarende Sted i Beethovens »Eroica«-symfoni, nemlig Takt 125-135 i den første Sats.

Q,* 14 4-4- ; f+«Il 4--r -r

e emaeørs e a s rem øres - saaledes soni man oftest

gjorde det (i hvert Fald herhjemme) omkring 1830'erne - for en Træ-blæser. Kuhlau gør det bl. a. i Ouverturen til »Lulu« og »E'lverhøj«, Gade senere i »Ossian«-Ouverturen. Her kommer det for Klarinet:

Ogsaa her kan man se, h-,,,or levende Frøhlieh er i sin Rytmik. D!et naturligste vil være at opfatte Taktslagen?e i de to før,ste Takter som 2+2+2 i Stedet for 3+3. Saa k,ommer paa den Maade en virkningsfuld Kontrast til de to næste Takter. Dernæst kommer 2+2+2 igen, og for rigtig at markere en Synkope har Frøhlich i Takt 6 betegnet 3. Taktslag med et sforzando. - I den tidligere om-talte bevarede Ouverture af Frøhlich kan man iagttage lignende rytmiske Finesser.

Andanten (i Partituret 3. Sats) er præget af en næsten uforsonlig tragisk C mol Stemning. Den begynder meget vægtigt:

En Straale af Lys bryder senere gennem Mørket med en Hornsolo, der staar i Paralleltonearten:

Man kan godt forstaa, at en Samtid, der var vant til kun at goutere Sukkerstads, nødvendigvis ma~atte opfatte en rytmi'sk Krølle som den i de to sidste Takter som Peber i Næsen.

Menuetten (i Partituret 2' Sats) er et indenfor sin snævre Form usædvanlig dygtig gennemført Arbejde.' Med smaa Midler har han formaaet at skrive en interessant Sats over det tidstypiske Tema:

Trioen er bygget op over et Vekselspil mellem Fløjte og KLrinet:

Sidste Sats e'r ikke den !kedeligste. Det er en meget frisk Rondo. Efter et Par Tilløb præsenteres Hovedtemaet i Violin:

men ellers er det Klarinetten, der behersker Satsen. Enten gaar den sammen med Hornet eller med Fløjten, eller ogsaa spiller den rent soli,stisk. - Ogsaa til s,id-st i Satsen, lige inden det afsluttende Stretto, kommer Klarinetten. Dennegang med Hovedtemaet i Piano. - Medens Frøhlich i de første Satser arbejder med fine og overordentlig diskrete Midler, saa giver han sig her Musikken i Vold

og gennem en langt inere ekspressiv Udnyttelse af Klarinetten, end man tidligere har Været ude for i dansk Musik, faar denne sidste Sats et afgjort og forfriskende Særpræg.

De to første Satser er - som det vil fremgaa af ovenstaaende Ek-sempler - præget af Hornet, og dette er ikke ganske tilfældigt. Kuh-lau havde netop de foregaaende Aar i s ' ine Ouverturer,vist Vejen med Soloer for Horn, saaledes »William Shakespeare« (1826), »Lulu«(1827) og »Elverhøj« (1828). Det kom sikkert af, at Det kgl. Kapelnetop paa det Tidspunkt i Fr. Chr. Drewes havde en fortræffelig Hor-nist. Drewes og Frøhlich var gode Bekendte. I et Brev til sin Søster Antoinette Kittler (18/2 1830) foirtæller han, at han i Paris har

truffet sammen med Hornisten Dauprat, og i denne Forbindelse næv~ ner han Drewes, som han har lovet at skaffe noget Hornmusik. Saa det er meget forstaaeligt, at Hornet spiller en saa fremtrædende Rolle,

Men er det Kuhlaus Horn, der pra_,ger Allegroen og Andanten, saa er det Webers Klarinet, der dominerer sidste Sats. Det er ikke til at af~ gøre, for hvem dette Klarinetparti er skrevet. Sikkert ikke til Kapellets to ældre Klarinettister F~issel og Krag, der kun har været ret maadelige, muligvis til J. N. Braunstein eller til Frøhlichs jævnaldrende, T. J. Hornbeck. Violinstemmen bærer Præg af, at Symfonien er skrevetaf en Violinist. Frøhlich var selv Virtuos paa Violin. Trompeterne er anvendt med udsøgt Forsigtighed, Basunen anvendes kun støttende, og af de øvrige Instrumenter kræves ikke mere end i et almindeligt Operaorkester. - Instrumentationen er blændende, alt ligger vel afbalanceret, som det skal. Kuhlau 'har her været det store Forbillede, men Satsen er lettere end Kuhlaus og Anvendelsen af Slaginstrumentet mere diskret.

4(

Frøhlichs Symfoni er et helstøbt og absolut personlig præget. Værk. At Beethoven, Weber og Kuhlau har staaet Faddere til den, forringer ikke dens musikalske Værdi. Paavirkningerne er ikke st,«,,,Urkere end i al anden sund ung Musik.

Symfonien kom frem i en for dansk symfonisk Musik yderst fattig Tid. Siden Weyse i Aarene 1795-99 havde skrevet sine syv Symfonier, hvoraf kun et Par enkelte spilledes regelmæssigt, og et Par andre blev benyttet til Skuespilmusik, var den ihjemlige synifoniske Produktion efterhaanden gaaet i Staa. Frøhlich vilde bryde de Fordomme, der herskede mod Symfonier, og skrev saa dette straalende Værk. Men da Frøhlich trak sig tilbage, og,det mu,sikalske Liv gailsl,-.e domineredes af Gade og Hartmann, blev Symfonien - og Frøhlichs øvrige ikke dramatiske Værker - glernt. Nu er den fundet frem, og nu er Tiden til, at -den i det danske Repertoire skal have den Plads, der er den værdig. Gennem sin Tilknytning til Thorvaldsen og Italien repræsenterer den dog en væsentlig Side af dansk Kultur.

Manuskriptet i »Musikaliska Akadeinien« er fotograferet ,tf Det kgl. Bibliotek, og den fotografiske Kopi er indlemmet i Bibliotekets Samling af Musikmanuskripter.