Johan Svendsen og os. I anledning af hundredåret for hans fødsel

JOHAN SVENDSEN OG OS

I ANLEDNING AF HUNDREDÅRET FOR HANS FØDSEL

De mennesker bliver jo efterhånden flere og flere, der ikke har oplevet Johan Svendsen som en nærværende, levende kraft i dansk musikliv. Og dog sanser også de endnu idag umiddelbart hans betydning

I verdens musiklitteratur indtager Johan Svendsens værker kun en beskeden plads, men d e hævder denne plads, med styrke i deres musikantiske ubekymrethed. Uden på noget punkt at være banebryder, ja uden endda i nævneværdig grad at have tilegnet sig sine samtidiges musikalske landvindinger, skaber han i sin ungdom en musik, der stadig sprudler af liv. Den er sådan set ikke betydelig denne musik, den får ikke stærke strømme til at vælde frem fra det menneskelige sinds dybder, heller ikke formår den, som fx. Mozarts, at fylde vor sjæl med et milldt og vældigt lys fra verdener, der kun er vore i salige øjeblikke; - den har ingen prætentioner, men er netop derfor så fuldkommen. Johan Svendsen musicerer bare, men musikværket i sig selv, de midler det arbejder med, og den virkning at opnår på tilhøreren, dækker fuldstændig hinanden.

I retning af at sky alt det både i indre og ydre henseende oppustede og overdimensionerede kunde Johan Svendsen være de unges læremester. De sidste dages komponistsensationer kunde tyde på, at denne lære endnu trænger til forkæmpere.

Johan Svendlsens ungdommelige, umiddelbare musikskaben hørte op, da han blev kapelmester på det kgl. teater, ikke af denne grund, tror jeg, men fortsat arbejde i denne ubekymrede stil måtte stadig blive vanskeligere.

Johan Svendsens navn har altid stået for mig, som en anklage mod vor nuværende opera, og jo længere tiden går, og jo ringere operaen bliver, jo mindre forstår jeg, at de derinde kan udholde denne tavse anklage, der lyder på utilistrækkelig ansvarsfølellse overfor den kulturværdi, den danske opera kunde være. Med rette eller urette opfatter jeg Johan Svendsen som den mand, der kunde få hvert enkelt led i den vældige operamaskine til at føle sit ansvar og til at handle derefter. Nu synes operaen mig at være forsvundet i et mørlet og mudret dyb, sjældnere og sjældnere bliver de øjeblikke, hvor den i et hastigt åndedrag søger at hente sig styrke til et fortsat kummerligt liv, den dag, hvor den lider døden som kulturbærende institution, kan ikke være fjern.

Vi har ikke længere nogen Johan Svendsen, så meget vigtigere er det derfor, at chefkapelmestre, instruktører, hver enkelt sanger, hver enkelt musiker føler sit fulde personlige, uoverflyttelige ansvar, hvis operaen atter skal arbejdes op. For operaen er det livet om at gøre, det burde være livet om at gøre for hver enkelt af alle disse; svigter blot et enkelt led (og en udenforstående er oftest ude af stand til at afgøre, hvilket led der svigter), er spillet tabt.

Det er muligt, at man på andre af livets, områder kan sejre uden at kæmpe og kan tabe ved at kæmpe; men for et kulturarbejde, gælder det, at kun ved,at kæmpe kan man sejre, og kun ved ikke at kæmpe kan man tabe. Under forudsætning af, at teatret har en ledelse, der blot i nogen grad muliggør et planmæssigt kunstnerisk arbejde, burde hver operaindstudering, hver operaforestilling og ikke mindst hver operaprøve lige fra (dagligstuen til scenen være en kunstnerisk kamp, en kamp og et samarbejde, hvor du og jeg er noget ligegyldigt, hvor kun værket gælder.

Kun ved en sådan kamp fortjener en opera at leve, og kun i et sådant arbejde kan Johan Svendsen mindes med ære.

Gunnar Heerup