Ny musik

NY MUSIK

11 Det er altid interessant at følge en stor komponist i hans udviklings forskellige faser, og ikke mindst interessant når komponisten er den endnu unge, men overordentlig produktive Paul Hindemith. Han har, med sit ud

gangspunkt i den tyske ekspressionisme, været vidne til tyvernes voldsomme brydninger mellem bakkanal og saglighed og tredivernes utallige forsøg på rekonstruktion: ny-klassicisme, ny-barok, ny-romantik osv., osv. Som flere andre har Hindemith også været i nærheden af disse mere eller mindre teoretisk-opfundne småkrusninger, der ikke engang altid kom fra programmet til musiken. Men musikens naturlige udvikling lader sig næppe nogensinde virkelig forstyrre af modestrømninger, reaktioner i forskellig retning eller af eksperimenter, - tværtimod; og Hindemith er for sund og naturlig en komponistbegavelse til at blive hængende i et snævert program; han har - trods mange koldbøtter og eksperimenter

været med til at bære den unge musik igennem de første famlende år.

Det ekspressive har Hindemith aldrig sluppet; og i nogle af hans nyere orkesterværker, hvor det subjektivt udtryksfulde står uden kontraster, kan det virke hæmmende på musikens forløb.; men i de fleste af hans kammermusikalske værker skifter det ekspressive med det musikantiske på en sådan måde, at værkerne som regel også på dette felt er i smuk balance.

Hans sonate for klarinet og k-laver (1939), der i smukkest mulige udførelse blev spillet af Age Oxenvad og Chr. Christiansen ved DUTs koncert d. 2/10, er en af den række sonater for et melodfinstrument og klaver, som Hindemith har skrevet i 1939, og som er udgivet hos Schott i 1940.

Det lyriske indhold med en roligthevæget melodisk linie og et s mukt afbalanceret tematisk arbejde præger den første sats. Her, som i alle satserne, er der meget fin balance mellem soloinstrumentet og klaveret. Man må helt tilbage til Mozart for at finde en tilsvarende balance i det stoflige og i det klangligt-instrumentale. 2. og 4. sats er væsentligst baseret på en kraftig og frisk rytmik, på en forenklet og klar melodik, og på en harmonik der som regel tjener rent klangligt eller rytmisk-understregende formål.

Kun den langsomme noget patetiske trediesats er, trods nogle smukke, men på grund af andre forbløffende banale enkeltheder, problematisk.

Det er ikke det, at satsen overhovedet er patetisk, for med nutidens mu Sikalske midler kan man lige så goat udtrykke det patetiske som det muntre, det burleske som det følsomme, det episke som det dramatiske osv., osv.; men det er den måde Hindemith udtrykker dette patetiske på, der i dette værk, virker forstyrrende på helheden,

selv om man med rette vil kunne hævde, at der i tidligere perioder af Hindemiths udvikling findes musik, der benytter de' samme midler i samme hensigt.

Men alt i alt er denne sonate et typisk tegn på, at musikanten Hindemitli lever og stadig udvikler, beriger og renser sit stof; man kan stadig - eller om man vil igen - betragte Hindemith som en af de førende yngre komponister i dag.

// Ved en koncert i den svenske radio d. 4/10 dirigerede Tor Mann bl. a. en komposition af Gbsta Nystråm: Sin~ fonia espressiva.

Det er et alvorligt ment værk, der arbejder med espressivt-romantisk stof efter Sibelius-Tschaikowski traditionen. Man mærker stadig, at Sverige ikke har haft nogen Carl Nielsen til at - rense lidt ud. Værket er karakteristisk ved en så at sige komplet mangel på orkestralt arbejde og liv, og ved en overordentlig tyk strygerklang - især i l. o,,, 3. sats; mest liv er der i 2. sats: allegro scherzando der er holdningsfuld med en lidt bastant, marchagtig rytmik og et puslende motivisk arbejde; og mest stof er der i finalens fugato, der afbrydes af et smukt og fint lille intermezzo.

Nystróm arbejder ikke, hverken orkestralt eller musikalsk, med stof, der kan bære; dette føles især i alle stigninger, der oftest er ganske banale i udtryk som i teknik; men på den anden side er der mange smukke musikalske enkeltheder i denne symfoni, der vel nærmest må betegnes som en kammersymfoni - mere ifølge dens teknik end dens musikalske indhold og udtryk.

fl Samfundet til udgivelse af dansk musik, 1939 (Edition Dania): N. 0. Raasted, Op. 60: »Sangen om København«. Svend S. Schultz-. Sonate for klaver; Harald Agersnap: »Interludium«. Svend Erik Tarp: »Concertino for fløjte og orkester«.

Tarp's og Schultz' kompositioner er tidligere blevet omtalt i DMT, og skal derfor ikke omtales her.

Råsteds store korværk, for blandet kor og orkester (klaverudgave) er smukt og klart i det formelle og korrekt i den harmoniske behandling, der er i den »Laubske« stil. Værket er formet over Erik Stokkebyes tekst, som et tema (rådhusklokkerne) med 12 variationer (året,, 12 måneder) og afrundet med gentagelsen af temaet.

Der er mange smukt følte enkeltheder i disse 12 dele; især lægger man mærke til august (tivoli) og februar (fastelavn) med dens kåde piccolofløjte.

.4gers'naps »interludium« for fløjte, violin og cello er et friskt og levende arbejde i tre satser hvor førstesatsens

I

tematiske stof og dets udvikling er lige så klart som den musikalske gennemførelse er sikker. Noget mindre overbevisende virker den langsomme sats; men til gengæld. er den klangfulde, kontrastrige o,1 rytmisk spændte finale en smuk afslutning på det kvantitativt lille, men kvalitativt fine og vel gennemarbejdede værk.

11 Marcel Poot: »C'inq bagatelles« (Universal, 1939). Marcel Poot's små tilsyneladende så ubetydelige 5 bagateller for strygekvartet er det værdifuldeste kaniniermusikarbejde af en yngre komponist, der i de sidste år har nået os.

Poot er født i Bruxelles i 1901 og har skrevet dramatiske arbejder, orkesterværker og kammermusikarbejder, hvoraf de foreliggende 5 bagateller er det sidste, der er udkommet.

Poot's melodiske stof er umådelig klart og rent; lian arbejder motivisk mere end tematisk, hvilket er noget overordentligt karakteristisk for (ten nye musik. (Denne trang i (ten ny musik til motivisk udvikling fremfor placering af en færdig melodi, står i den stærkeste modsætning til romantikens musikteknik, men har slægtskab med andre musikperioder, bl. a. den »Bach'ske«.) Rytmiken hos Poot er meget prægnant og -samtidig differentieret. Rytmiken er dels et resultat af Poots polyfone (og polytonale) skrivemåde, dels klangligt-rytmisk betinget.

Hans stil er knap, klar og præels. i udtrykket; den er pit een gang beslægtet med Bartok og Strawinsky, men er ikke et øjeblik epigonal. Poot er så

åbenbart en selvstændig og kraftig komponistbegavelse, at det ganske afgjort er på tide at få ham spillet herhjemme.

fi Hvorfor Paul i). Klenaus 6 præludier og fugaer for klaver (Universal 1939) står i C, Des, D, Es, E og F-dur er komplet uforståeligt, me-I mindre Klenau har et specielt dur-begreb.

Stilen er let ekspressionistisk og uden nogen udtalt tonal fornemmelse. Det kontrapunktiske arbejde synes mere at være resultatet af noget ydre, end at være betinget af en i selve stoffet liggende årsag; man har ilivertfald mere fornemmelse af mekanik end af organisme i disse 6 fugaer. Forsåvidt er det derfor i præludierne man finder det stilistisk stærkeste musikalske stof;

selvom man heller ikke lier overbevises om stilens muligheder og levedygtighed på anden måde end som udgangspunkt til noget andet. Vagn Ifolmboe.

/1 Paa Skandinavisk & Borups Musikforlag er Poul Martin 1,NIøllers velkendte Digt »Hans og Trine« udkommet med Musik af Jens Bjerre.

Musikken er af rent underholdende Art, frisk og ligetil i hele sit Anlæg, bedst maaske der hvor den glimtvis strejfer det jazzagtige; Tonen i den i de voksnes Øjne parodisk virkende, -- men for Børnene selv dybt alvorlige Konflikt, er morsomt truffet.

Teksten er deklamatorisk veltilrettelagt for de to Stemmer, men tynges undertiden af en harmonisk for urolig Klaverledsagelse, hvis Tonalitet ofte virker alt for tilfældig. Det melodiske Forløb er dog ikke uden Ynde og understreger som Helhed Ordenes dramatiske Pointe paa en meget virkningsfuld Maade.

Værket vil derfor egne sig udmærket for Skole- eller Foreningsunderholdninger, hvor man har Brug for ci iornøjeligt musikalsk Intermezzo.

Flemming Weis.