Tunesisk musik

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 08 - side 163-164

TUNESISK MUSIK

Den franske musikforfatter og orientalist Rodolphe d'Erlanger, der bl. a. er kendt for sine oversættelser af arabiske musikhåndskrifter, har udgivet et lille hæfte om tunesisk musik: »mélodies tunisiennes« (hispano-arabes, arabo-berbéres, juive, négre) (Librairie orientaliste Paul Geuthner).

Hæftet består af en udmærket indledning og 16 sange og musikstykker, der såvel repræsenterer den spanskarabiske (andalusiske) og herberiske som den jødiske og negroide musik i tunis.

Indledningen er en kortfattet indførelse i den arabiske musiks teori og desuden en kort forklaring til de enkelte nodeeksempler. Disse er nedskrevet med stor nøjagtighed ved hjælp af en del kompletterende tegn, der ikke alene angiver tonen, tonelængden og -styrken, men også stemmeklangen og helt små intervalforskelle.

Nogen egentlig redegørelse for den tunesiske musik, dens forhold til den nærbeslægtede marokkanske og algierske musik og til den noget fjernere beslægtede ægyptisk-syriske musik, får man ikke. Dog giver alene eksemplerne et godt indtryk af det brogede virvar, der er typisk for musiken i tunis, hvor så mange folkeslag og racer er samlede. Den arabiske musik er fremherskende, både i den teoretiske navngivning og i den praktiske udøvelse, men den gamle maurisk-andalusiske tradition, negroide og europæiske elementer findes ofte i forskellige blandinger, til dels assimileret med den nyere arabiske musikudøvelse; så musiken i tunis får sit eget specielle præg ved disse blandinger, samtidig med at man stadig vil kunne høre velbevaret traditionsmusik indenfor de enkelte folkeslag. Men hvilken musik der i den nyere tid udøver det kraftigste indslag på den latente arabiske tradition, og som har muligheder for at komme til at veje tungest til i fremtiden, får stå hen; d'Erlanger rører ikke ved problemet.

Den negermusik der især er tale om er haussa-negrenes fra Nigeria. Deres musik er, som størsteparten af afrikansk negermusik (sang) karakteriseret ved en halvtoneløs skala (pentatonik) og en nedadgående struktur i strofebygningen. Denne specielle tonalitet og struktur træffes, overalt hos primitive folk på et vist kulturstadium, og der skal vist et mere end almindelig uvermæt europæisk øre til, for ikke at finde store og rene skønheder i denne musik. (I dansk radio har forfatteren H. Haslund-Christensen ladet forespille bl. a. mongolske sange, der - trods andre forskelle - er på samme udviklingstrin som haussanegrenes musik; og eventuelle lyttere vil ved disse udsendelser have fået et lille indblik i musiken på dette kultur-stadium.)

Den jødiske og andalusiske indflydelse kan næppe være stor: den jødiske musik er udelukkende religiøs betonet (og iøvrigt nærbeslægtet med den arabiske musik), og den andalusiske musik er klassisk og bagudrettet i kraft af den tradition, der skal bevares og beskyttes. Den europæiske indflydelse (og desværre er det de allerlaveste europæiske musikkategorier, der er tale om) spiller en vis rolle overalt i den nære orient og således også i tunis, marokko og algier; dog er der stadig et svælg mellem den »europæiske« og »arabiske« musikudøven, som det vil blive vanskeligt - måske umuligt - at slå bro over.

I d'Erlangers lille hæfte findes der eksempler på så at sige enhver musikkategori i tunis: nr. 1 er en ægte haussa-sang, nr. 2 og 3 arabisk-herbériske danse, nr. 7 er en figenhandlers sang, nr. 8 og 9 er sange i andalusisk tradition, nr. 10 er en før-muhammedansk arabisk sangform »kassida«, der lever i bedste velgående i hele nordafrika, nr. 11 er et brudstykke af en af de timelange »suiter«, der er så karakteristiske for nordafrikansk husmusik, nr. 15 er en hebræisk sang fra Sarnuels bog.

Ialt er de 16 melodieksempler et udmærket tværsnit gennem musiken i nutidens tunis, en af de mange kulturprovinser, hvor sammenstød mellem de forskellige musikkulturer er ligeså uundgåelige som interessante at iagttage. 3 strofer hidsættes nedenfor som eksempler.Vagn Holmboe.

(nodeeksempel)