Ny musik

NY MUSIK

1/ Werner Egk: »Joan von Zarissa«.

Der er den ejendommelighed ved den danske radio, når den lader ny udenlandsk, i dette tilfælde tysk, musik opføre, at det oftest er svagere ting, der bliver trukket frem, ting der egentlig ikke er særlig berettiget til at blive opført her; ihvertfald ikke sålænge vi mi't vente på at få de ting at høre, der virkelig betyder noget.

Undtagelsen fra denne »regel« er Hindemith, der tidligere på sæsonen opførtes i Tuxens udmærkede gengivelse. Også Egk har tidligere været opført her med et meget svagt arbejde, under Reesens taktstok i Københavns koncertforening; men foruden disse to er Max Trapp kun en sjælden gæst, og de

yngre: H6ller, Hessenberg og H6ffer kender det danske publikum overhovedet ikke.

Er det helt umuligt at få musik (og dirigenter) herop f. eks. fra Schweiz, Bulgarien, Jugoslavien, Ungarn og Italien? Dirigenter er det måske vanskeligt med i øjehlikket; men ellers er der jo schweizeren Ansermet og italieneren Previtali. Er det helt umuligt at få musik at høre af italieneren Giuranna, hvis orkesterstykke »Patria« er et kraftigt og klangligt interessant stykke musik eller Respighi, som får sit orkesterværk »Fontana di Roma« spillet i Berlin i denne måned, - for blot her at nævne et par italienske komponister.

Egks balletsuite var ikke musik, der opfyldte de fordringer, man kan stille til en komponist, der er ude over de første læreår; kun ganske få steder havde man fornemmelsen af, at det var en musiker, der talte. Derimod var der næsten overalt en sikker teknisk beherskelse og sans for klangkombinationer; men hvad der skulde have været middel blev mål.

/1 Knudåge Rifimger: Sinfonia gaia. Op. 38.

Ved torsdagskoncerten d. 24110 blev Riisagers »sinfonia gaia«, der er skrevet i vinteren 39--40, opført under ledelse af Johan Hye- Knudsen.

Riisagers vej har - såvidt man har kunnet følge den - været en udvikling henimod en stadig større klarhed. Fra ouverturene »Erasmus montanus« og »fastelavn« over pasticherne (der sikkert også må ses som experimenter i denne sammenhæng), over ting som »primavera« og især »quarttsiluni« til

»sinfonia gaia«, går der een ubrudt linie, der mere end på een måde (foreløbig) kulminerer i denne symfoni. Størst umiddelbart slægtskab viser den med ouverturen primavera, men symfonien har større koncentration og klarhed, i det formelle og stærkere stof, i det musikalske.

I en »programudtalelse« om symfonien siger Riisager: »Ud fra den betragtning, at hvad der kan siges kort

I

er der ingen grun til at sige langt, går denne symfoni uden om en genoptagelse af det traditionelle symfoniske begreb. »Sinfonia« betyder da også her alene »samklang«, og denne samklang bærer betegnelsen »gaia«, hvilket vil sige munter. Måske snarere optimistisk.«

Riisager har ret; og hans stof harfået nøjagtigt den (knappe) form, detmå have. Riisager ikke alene kan sigeen ting kort og fyndigt, han må gøredet: Stoffet er entydigt, d. v. s., derfindes ikke indre musikalske kontrasteraf betydning, men kun de (klanglige)kontraster, der naturligt er mellem defire grupper i orkestret: træblæ ' sere,messingblæsere, slagtøj (især pauke ogbækken) og strygere; og det er netopden mangel på indre kontrastforhold,der gør, at formen ikke kan være større(d. v. s. mere veltalende) uden at miste,sin spænding og spændstighed; men somdet nu er, så har symfonien det smuk-keste forhold mellem spænding og for-løb, især i de to første satser.

Alligevel er der i større træk et indre kontrastforhold i Riisagers sinfonia gaia. Mellem de to eruptive ydersatser står en - indholdsmæssigt - roligere og overordentlig smuk og sangbar sats »allegretto chiaro«.

-Orkestertekniken i (te to voldsomme ydersatser er nok udrundet af impressionismen, men har hos Riisager fået en helt ny klarhed og styrke. Over større eller mindre »klangblokke« (messingblæserne), der stedse skifter og ofte står i indbyrdes spændingsforhold (fjernt fra al dur-moll-harmonisk funktion) ligger det motivisk-rytmiske stof (strygere og trælblæsere). Hvis man kunde sammenligne m-ed maleriet, vilde man sige, at Biisager arbejder med stærke kubistiske virkemidler. Der er ikke lagt vægt på detailler og deres udarbejdelse, hvilket også blot vilde hindre eller standse musikens frie forløb i tiden; men her mere end nogensinde, er Riisagers stof, trods afkald på umiddelbar kontinuitet, virkelig født til den store form, til det store apparat.

Det er -rigtigt, når Riisager selv kal(ler sin symfoni for optimistisk snarere

end munter; for i værkets eruptive kraftudfoldelse er der ikke megen munterhed. Optimisme, ja; men på basis af en vis forbitrelse, en vilje til lyssyn.

Vagn Holniboe.