C.F.E. Horneman, født 17. december 1840

C. F. E. HORNEMAN

født 17. December 1840

AF SVEN LUNN

»Jeg forlanger ikke, at Alle skal være af samme Mening som jeg. Det vilde ogsaa, være kedeligt, hvis vi alle havde den samme Mening, saa kunde vi jo ikke skændes, og dermed v,ar Blomsten af Livet skaaret af, og Verden lignede en Stubmark.«

Med disse Ord indleder Horneman et Diskussionsindlæg og giver dermed i Virkeligheden en rammende Karakteristik af sig selv. De er sagt med et ironisk Blink i Øjet og et Smil paa Læben. Naar Horneman diskuterede, hvad han elskede at gøre, var det altid uden Brod. Han kæmpede med alle ærlige Midler og med en brændende Idealisme for sin Kunst i en Tid, hvor Interessen for den døde Kunst var stærkere end for den levende. Han varr vidt favnende i sin Menneskelighed og satte altid Sagen over Personen. - Det fortælles, at man blev glad alene ved at se hans runde Person med det karakteristiske, lokkede Fuldmaanehovede og med den uundværlige Puddel »Caro« i Hælene dukke op paa Gaden. Saa smilede han bredt under sin gammeldags - engang sorte - høje Hat med runde Kanter, og naar han saa under en Passiar havde faaet Lejlighed til at affyre nogle af sine højst paradoxale, men yderst træffende Bemærkninger, saa var det som om frisk Vejr havde fejet Gaden ren og Solen skinnede, selv i Graavejr.

Nu fylder Christian Frederik Emil Hornemann d. 17. December i Aar 100 Aar, og der er al mulig Grund til at mindes ham. Han er som Musiker og Komponist en af de faa virkelig store, vi har haft herhjemme, og man kunde ønske, at han snart vilde faa den velfortjente Oprejsning for alle de Nederlag og Skuffelser, han led, medens han levede, Horneman blev fra sin tidligste Barndom fyldt med Musik. Hans Fader var Komponisten Emil Horneman, Mesteren for »Den tapre Landsoldat«, »I Gaar jeg fik min Trøje« og mange andre populære Melodier. Foruden at være Musiker var han Indehaver af en Musikhandel, den senere »Horneman & Erslev«. - I det musikalske Hjem fik Sønnen Lov til frit at udfolde sig. Asger Hamerik og andre hjalp ham til Rette, men rationel Undervisning fik han først, da han 1858-60 gennemgik Konservatoriet i Leipzig. Hjemkommen derfra fandt han, at Forholdene i Hjemmet ikke mere var saa lyse som forhen. Hans Fader havde maattet sælge sin Del af Forretningen, og for at skabe sig en Eksistens grundlagde Horneman selv en Musikhandel, med Faderen som Bestyrer. Og da der gerne skulde være noget at sælge i den nye Forretning, saa skrev han i en Fart - dels under sit eget Navn dels under Pseudonymer - en Masse Potpourrier, Divertissementer o. lign. Men det var den store Musik, der trak ham.. I Leipzig havde han komponeret en ypperlig Strygekvartet, og nu skrev han 1864 - altsaa. 24 Aar gammel - sin straalende »Aladdin«-Ouverture.

Nu skulde man tro, at Dørene til »Musikforeningen«, der dengang var den centrale musikalske Faktor i det københavnske Musikliv, stod aabne. for et saa umiskendelig Talent som Hornemans. Men det var ingenlunde Tilfældet. I »Musikforeningen« regerede Gade, og sammen med Hartmann beherskede han hele det officielle Musikliv. Der var ikke Rum for andre, i hvert Fald ikke for nogen, som ikke ganske dansede efter deres Pibe.

Imidlertid var Horneman en praktisk og foretagsom, Natur. Saniinen med Gottfred Matthison-Hansen og i Forstaaelse ined Edv. Grieg, Rik. Nordraak og Louis Hornbeck stiftede han 1865 Musikforeningen »Euterpe«, der hovedsagelig skulde spille moderne Musik. Her blev »Aladdin«-Ouverturen freinført 1866. - Horneman havde store Tanker med »Euterpe«. Han drømte, at det ikke alene skulde være en Forening for Musik, men at Foreningen ogsaa skulde have sit eget Hus. Han tegnede selv en udmærket indrettet Koncertsal langt bedre end Odd Fellow Palæets - og en farvelagt Facade til selve Bygningen, Vinduerne er høje og gotiske, paa Taget lige over dem staar seks Figurer med forskellige Instrumenter, Midterpartiet er fremspringende og højere end det øvrige og afsluttes foroven ined en Frontspids i ren Barok. Lige under Frontspidsen staar med store Bogstaver EUTERPE. - Men det var kun Drømme, og da Horneman 1867 fik det Anckerske Legat og rejste til Tyskland, visnede »Euterpe« stille hen.

Paa denne Tid fuldførte han sin »Ouverture Héroique«, og ved en Gewandhauskoncert i Leipzig fik han sin »Aladdin«-Ouverture opført med en saadan Sukces, at Dørene til »Musikforeningen« lukkedes en lille Smule op - blot paa Klem - og 1869 spillede man saa »Aladdin«-Ouverturen der, uden at den dog gjorde Lykke. - Men det var ikke Almisser, Horneman var ude efter. 1870 forsøgte han at organisere nogle Lørdagssoiréer i Kasino, men de varede kun en enkelt Sæson. 1872 solgte han Musikhandelen, 1874 Musikforlaget. 1874 stiftede han sammen med Otto Malling »Koncertforeningen«, hvor han og Malling skiftedes til at dirigere. Det var en haard Kamp at holde Foreningen oven Vande, og det hændte Gang paa Gang, at han maatte bede formuende Venner om at træde hjælpende til. »Koncertforeningen« eksisterede indtil 1893. 1 de sidste Aar var han som Dirigent erstattet af Lange-Müller.

Hornemans Foretagsomhed formægtede sig ikke. Han startede et Nodekursus, hvor Folk skulde lære at synge fra Bladet, og med hvilket han havde forbløffende Held. 1880 omdannede han det til sit bekendte »Institut«, der ofte fejlagtig benævnes Konservatorium. Paa Prospektet staar meget højtideligt »C. F. E. Hornenians Musik-Institut for Begyndere og Viderekomne, uddanner saavel Dilettanter som Kunstnere. Børn optages fra ottende Aar«. Blandt Eleverne var bl. a. Kammnersanger Emil Holm, der 1. Maj 1889 blev optaget paa Friplads. Instituttet eksisterede til 1917.

Hans mange Foretagender levnede ham ikkemegen Tid til at komponere. Siden 1864 havde han været travlt optaget af at skrive paa sin store Opera »Aladdin«, men Fuldendelsen lod vente paa sig. 1876 fremfører han for første Gang »Valfarten« for Basbaryton og Orkester. Af andre Værker fra den Tid kan nævnes »Lyrisk Suite« (ca. 1878) for Solo, Kor og Orkester, »De tre Sange« (1887) for Baryton, Mandskor og Orkester samt forskellig Seenemusik bl. a. til »Esther« af Holger Drachmann (1889).

1888 stod man overfor at skulde fejre Chr. IX's Regeringsjubilæum med en Festforestilling paa Det kgl. Teater. Af Hensyn til Festdeltagernes Internationalitet maatte man byde dem en Opera. imidlertid havde man ingen, men kom saa i Tanker om Hornemans længe og ofte omtalte, men endnu ufuldendte »Aladdin«. Man opfordrede ham til at gøre den færdig. Den blev færdig, men da det viste sig, at den var for lang, strøg man under Indstuderingen det ene Afsnit efter det andet. Strygningerne blev meget ukritisk foretaget, og Horneman var rasende over at se sit Livsværk saaledes molesteret. Til sidst kom han, slet ikke til Prøverne, efterhaanden gik alt som det bedst kunde. Og da Premiéredagen kom, var de optrædende ikke klare over, hvad der skulde synges og, hvad der skulde udelades. - Det skal have været en af de sørgeligste og mest uforsvarlige Premiérer, Det kgl. Teater nogensinde har præsteret. Operaen slæbte sig i denne lemlæstede Skikkelse 8 Gange over Scenen. Horneman blev udnævnte til Professor, men det var ham kun en ringe Trøst i den Skuffelse, han havde lidt.

I mange Aar kunde han slet ikke taale at høre noget af »Aladdin«-Musikken. Engang havde nogle af hans Elever indstuderet noget af den for at glæde ham paa en Fødselsdag. Men han fik et helt nervøst Sammenbrud. Han tudede, Eleverne tudede, ja selv »Caro« tudede. Det var en slem Vandgang. - Men 14 Aar senere fik han Oprejsning. 1902 genoptoges Operaen med Herold i Titelrollen, og da oplevede den 18 Opførelser.

I Maj 1890 sluttede Horneman Kontrakt med Riis-Knudsen om inden 15. September samme Aar at skrive Musikken til Paludan-Müllers Tragedie »Kalanus«. Det maa formodes, at han er blevet færdig til Tiden. Riis-Knudsens Kvittering for Modtagelsen af Partituret bærer ingen Dato. Horneman modtog som Betaling for Partituret, der var paa 253 Sider, 3 Kr. pr. Side, ialt, 759 Kr. Den kom dog ikke til Opførelse paa Dagmarteatret før 1906, men Uddrag af den er blevet spillet i Koncertsal. Saaledes opførte Joachim Andersen den ved en ekstra Palækoncert d. 2. December 1896. - Jeg skal senere vende tilbage til dette Værk.

1897 indleverede han sammen med Karl Gjellerup »Kampen med Muserne« (»Tamyris«) til Det kgl. Teater. Stykket blev antaget for Musikkens Skyld, men lagt hen paa Grund af Teksten. Det kom dog frem i Februar 1908 og fik en Modtagelse, der trodser enhver Beskrivelse. Det Nederlag oplevede Horneman heldigvis ikke.

Hans sidste Leveaar var ikke uden Lyspunkter for ham. 1902 oplevede han som sagt Genoptagelsen af »Aladdin« og fra samme Aar foreligger hans friske Musik til »Gurre«. Ogsaa 1902 skrev han Kantaten til Indvielsen af Tivolis Koncertsal, 1905 Kantaten i Anledning af Hartmanns 100-Aars Fødselsdag, og i 1906 fik han den ærefulde Opfordring af Universitetet til at skrive Kantaten til Sørgefesten for Chr. IX. Han gjorde det, selv om han stod paa Gravens Rand, og Musikken er ligesaa frisk som i han øvrige Værker. Soin bekendt ender denne Kantate med Fædrelandssangen »Vort Hjem, du danske Jord«.

Efter at Gade og Hartmann var døde, var det naturligt at det musikalske Scepter tilfaldt Horneman. Men netop da han skulde til at nyde Sejrens Frugter, gled de fra ham. De sidste Aar var han legemlig svag, og den Sukkersyge, der gjorde Ende paa hans Liv, pinte han efterhaanden meget. Det var ikke meget, han havde at takke Hartmann for, men han var dog den, der organiserede en Corporation af Komponister i Følget ved Hartmanns Begravelse. Han sendte smaa hektograferede Sedler ud til sine Kolleger, hvor de opfordredes til at møde ved Weyses Statue paa Frue Plads, Paaklædning: Kjole og hvidt. Det maa heller ikke ved denne Lejlighed glemmes, at da Musikpædagogisk Forening skulde stiftes, var Horneman en af de ivrigste efter, at dette skulde komme istand. 8. Juni 1906 afgik han ved Døden.

»C. F. E. Hornemans Musik-Institut« laa Gothersgade 11 i Lejligheden oven over Musikhandelen. Skulde man besøge ham, blev man vist ned gennem en lang mørk Gang og kom saa ind i hans Arbejdsværelse. Her stod »et lillebitte Klaver med 5 Milliarder Blækklatter paa Diskant-Tangenterne«, hvad der var et tydeligt Vidnesbyrd om, at Værelsets Herre var en ligesaa flittig som utaalmodig Mand. Horneman tændte sin lange Weichselrørspibe og pulsede saa Rummet snart var fyldt af en tyk uigennemsigtig Røg. Gæsten anbragtes i en Gyngestol og fik stukket en Cigar ud, som laa løst paa Kommoden. »Caro« var der naturligvis ogsaa, og gamle »Caro« holdt en Støj, naar nogen gik med Døren. Det var med Henblik paa »Caro«, at man en Dag kunde læse i »Klods-Hans«:

»Naar Horneman er i Selskab ude,
sidder Pudlen hjemme og laver Etude.«

Hartmann og Gade sad paa Parnasset og var urørlige i al deres Hellighed. Men Horneman, der som Musiker vejede dem begge op, havde enhver ligegyldig Resenscent Lov at spytte paa. Og han spyttede, saa Hoben hujede, for han vidste, at Horneman bed fra sig, og det var jo Stof. - Han bed fra sig, baade naar Lejligheden var der, og naar den maaske ikke var der. Da Karl Gjellerup en Dag i »Politiken« beviste, at Teksten til »Figaro« er det rene Vrøvl, fik han det glatte Lag af Horneman. Det gik ikke Georg Brandes bedre, da han engang skrev: »Musikken er og bliver dog den mest utaalelige og uforskammede af alle Kunster.«

Da han ved en bestemt Lejlighed syntes, at Pressen havde været uretfærdig mod Pianisten August Winding, fremkom han med en stor Avisartikel. Næste Dag svarede en af Anmelderne og indledte paa følgende Maade: »Professor Horneman, som Tid til anden har vulkanske Udbrud, er igaar ...«

Da der engang skulde ny Dirigent i Tivolis Koncertsal, rykkede Horneman ud med et langt Indlæg, hvor han ivrigt betonede Koncertsalens kulturelle musikalske Mission og gik stærkt i Brechen for, at man valgte en saa habil Kapelmester som muligt.

Den evigt standende Strid om fri Teaternæring afsluttede Horneman for sit Vedkommende med et Indlæg, der begyndte med følgende Salut: »Jeg er ikke født Idiot, men bleven det efterhaanden. Min Hjærne er nu ganske omtaaget, forvrøvlet og mæt af al det, jeg skal mene, tænke, sige, tro og betvivle og som ganske strider imod min oprindelige, medfødte sunde Fornuft.«

Han kæmpede som en Løve for sit Musik-Institut. Lærerne paa Instituttet kørte han haardt, og da der i 1895 var Tale om at nedskære Instituttets Statstilskud, udsendte han et trykt privat Brev, der var stilet til Folketingets Finansudvalg. Det savnede ikke Argumenter.

Engang skrev han: »Strid er en Livsbetingelse for alt aandeligt og legemligt«, men der var sandelig ogsaa, meget at kæmpe mod i 80'ernes og 90'ernes negative Aar. Og man maa ikke underkende, at han netop gennem sine heftige Udfald og æggende Paradoxer banede Vejen for mange sunde og frugtbare Tanker. Det var ikke uden Grund, at Carl Nielsen ved Afsløringen af hans Mindesmærke paa Assistens Kirkegaard. d. 13. Maj 1909 bl. a. udtalte: »Han var Flammen, den klare Flamme, den skillende Ild i den danske Musik, som smeltede alt det falske og fortærede det uægite.«

Det var ikke nogen ringe musikalsk Arv, Horneman efterlod sig, , selv om den kvantitativt ikke er ret stor. »Aladdin«, »Kalanus« og »Kampen med Muserne« er tre af de fornemste Værker i den danske Musikskat. Naar man saa dertil føjer »De tre Sange«, »Lyrisk Suite«, »Valfarten«, »Ouverture Heroique« og »Gurre«, saa har man en fuldgyldig Repræsentation fra Hornemans Kunst. I Virkeligheden burde man ogsaa dertil føje de to Strygekvartetter, der stammer fra hans unge Aar; det vilde være et i høj Grad lønnende Arbejde, hvis et Menneske engang tog sig for at renskrive dem. De er absolut værd at spille.

Der er en ejendommelig Udvikling fra »Aladdins« umiddelbare Friskhed over »Kalanus'« inderlige Dybde til den fuldkomne kunstnerisk afklarede Modenhed i »Kampen med Muserne«.

»Aladdin« kan i dramatisk Henseende have ligesaa mange Fejl, den vil. Den er dog et af Hovedmonumenterne i dansk Opera, og den burde høre med i Operaens løbende Repertoire. Der er ingen Undskyldninger for, at den ikke gør det. Den er i musikalsk Henseende et straalende Værk, ligefra den festlige Ouverture til det afsluttende Kor, der er skrevet med en rent ud Händelsk Pathos og Vælde. Kapelmester Tango fremførte Ouverturen for et Par Aar siden, og det er Koret, der hærer Operaen. Lad den saa komme frem under Ledelse af Tango.

Ogsaa »Kalanus« burde spilles af Det kgl. Teater. »Kalanus er et af Paludan-Müllers smukkeste Værker, en af den danske Litteraturs reneste Perler, og Hornemans Musik er af en saa sublim Højhed, at den ganske taaler at sidestille med Carl Nielsens Opera »Saul og David«. Lad os faa den frem, og hvis ikke Teatret vil spille den, lad os da saa faa den i sin Helhed i Radioen.

Der er en ren Luft over Musiken til »Kampen med Muserne«. Desværre kan Stykket af dramatiske Grunde ikke spilles mere. Men saa burde Radioen føle det som sin Forpligtigelse at fremføre det. Det kunde gøres ved, at man kun fik den nødtørftige Tekst til at forbinde Nfusiknumrene; eventuelt kunde man nøjes med en Fortaæller. Musikken er i hvert Fald for god til, at rnan lader den ligge.

At følge Hornemans musikalske Udvikling gradvis er ikke muligt, fordi flere af hans Værkers Tilblivelse strækker sig over adskillige Aar, og fordi der kunde være mange Aar mellem Værkernes Fremkomst. Man har det Indtryk, at han ofte i lange Perioder har ligget fuldstændig brak, og at han - naar han atter er begyndt at skrive igen - saa har naaet, et nyt kunstnerisk Modenhedstrin.

Saa vidt man overhovedet kan illustrere noget ved Nodeeksempler, saa kan man give et Eksempel paa hans Stil i hans første Periode ined et Citat fra 1. Akt af »Aladdin«. Om denne Akt ved vi, at den er komponeret kort efter Ouverturen, altsaa i Slutningen af 1860'erne.

(nodeeksempel)

Som man ser, romantisk, ikke uden Paavirkning fra Schumann og maaske ogsaa fra Brahms.

Ganske morsomt kan man illustrere Udviklingen fra hans 1. Periode til hans seneste ved Sammenstillen af to ret eensprægede Steder.

Det første er Motivet, der hører til Ringens Aand i »Aladdin«.

(nodeeksempel)

Det andet er Begyndelsen af Musernes Kor fra »Kampen med Muserne «.

(nodeeksempel)

Saa eens og dog saa forskellige, der er 30 Aar imellem dem. Det første er endnu Tradition; Marschner, ja endog Weyse kunde have skrevet saadan. Det andet er umærkeligt blevet levende og selvstændigt, kunstnerisk beaandet. Hvad de parallelle Kvinter angaar, saa overlades det til interesserede i en Diskussion om Harmonilære at række Pegefingrene i Vejret.

Naar man saa betragter det næstsidste Kor fra »Kalanus«

(nodeeksempel)

saa er man klar over, at man staar over for et Enten - Eller. Enten er Komponisten fræk og kan ingenting - Parallellerne i sidste Takt kunde tyde paa det - eller ogsaa er han overlegen Tekniker, at han præcis ved, hvad han vil gøre.

Hornemann var Tekniker af et kolossalt Format. Ogsaa i den Retning er han en af de største, vi har haft herhjemme. Den Form for Stemmeføring, han anvender i dette Kor fra »Kalanus«, var ganske ukendt paa den Tid. Carl Nielsen er langt mere konservativ. - Han kendte sit Stof, og han arbejdede med det. Altid skulde noget gøres bedre. Hans Kladder, ja selv hans Renskrifter er svinede til med Rettelser, Raderinger, Omskrivninger og Oversskrivninger i een Uendelighed. Iøjenfaldende er saaledes Forskellen paa Instrumentationen af »Aladdin-Ouverturen«, naar Statsradiofonien fremfører den, og naar den spilles af Det kgl. Kapel. I den ene Redaktion bruger han Strygere i Takt 3, i den anden Blæsere. Begge Udgaver klinger fortræffeligt, Hornemans Orkestersats er altid blændende.

Der er en Stræng paa Hornemans Harpe, som har særlig Interesse for os. Den klinger fuldest i Solhymnen i »Kalanus« og viser ham som Forbillede for Carl Nielsen.

(nodeeksemepel)

Dette meget ufuldstændige Citat vil sikkert retfærdiggøre en saadan Paastand. Jeg paaviste tidligere, at »Kalanus« sandsynligvis var skrevet i 1890, i hvert Fald blev Dele af Musiken - herimellem Solhymnen - opført i 1896. Naar man nu sammenligner dette Citat med Samuels Salving af David: »Til dig, o David, taler Herren, Israels Gud« fra »Saul og David« (Klaverudtog S. 200), saa vil man se, hvor nær det musikalske Stof de to Steder ligger op ad hinanden, og hvor eens det er behandlet. Som bekendt er »Saul og David« skrevet i Aarene 1898-1901.

Hornemans Tragedie var, at han levede i en Splittelsens Tid. Romantikken gik sin Opløsning i Møde og nye Idealer tonede op paa Kunstense Himmel. Tidens Splittelse genspejlede sig til en vis Grad i hans egen Natur. Han, der var den fødte Symfomniker, fik aldrig skrevet nogen Symfoni. Den lovende Begyndelse, han gjorde med de to omtalte Strygekvartetter, blev ikke efterfulgt af andet, og for Klaver har han kun skrevet nogle faa ubetydelige Smaastykker.

Harald Høffdings Ord: »Vort egentlige Liv er et indre Liv« sander man hos Horneman. »Aladdin« viser ham som den unge Musiker med alle Porer aabne, sugende Næring allevegne fra. Men hvad sker saa? - Saa gaar han sine egne Veje, indtil han i »Kalanus« oh »Kampen med Muserne« har fundet frem til en Stil, der er helt og holdent hans egen. Wagner var en af hans Husguder, men han er herligt fri for Paavirkninger fra Wagners Side. »Aladdin-Ouverturen« kan man finde samtlige Paralleller til i Udlandet f. EKs. hos Smetana, men »Kalanus« og »Kampen med Muserne« staar for sig selv. Med deres Maadehold i Udtrykket og Maadehold i Virkemidlerne er de typisk danske. Man kan blot tænke paaa den geniale Anvendelse af en ganske simpel Sekstakkord i Ouverturen til »Kampen med Muserne« . Han starter Ouverturen med ene Sekstakkord og lader samme Sekstakkord senere være Ouverturens Klimax. Den rent musikalske Virkning er kolossal.

Der er meget, vi har at at takke Horneman for paa hans 100-Aars Dag. Han stod som et Bolværk mod all de usunde efterromantiske Strømninger, derskyllede op sydfra og truede mede at drukne vor hjemlige musikalske Kultur. Han og Hartmann er Carl Nielsens danske Fædre; de er lige gode om det. Men det er Horneman, der bærer den væsentligste Del af Skylden for, at Carl Nielsen ikke blev fanget ind af det internationale Dødvande. Ikke alene for hvad han selv ga, men ogsaa for hvad han har betydet for den danske Kærne i vor Musik skal vi mindes ham - og takke ham.