Fini Henriques - in memoriam

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 10 - side 187-193

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

FINI HENRIQUES - IN MEMORIAM

AF KAI AAGE BRUUN

Der er et lille Klaverstykke af Fini Henriques, det hed,der »Sorg«, og det staar i »Aphorismer« - i al sin enkle Troskyld, sin Vemodighed og sin oprindelige, varmhjertede Menneskelighed siger det os ikke alene overmaade meget om hans Kunst, om den forunderligt personlige Tone, der prægede den i hans bedste Stunder, men selv faa Takter af dette lille fordringsløse Klaverstykke tolker jo i al deres musikalske Ægthed i Grunden ogsaa, og det bedre end Ord kan sige det, det vi alle følte ved Budskabet om hans Død.

(nodeeksempel)

Det var en mærkeligt gribende Oplevelse, da vi midt under den sidste Udsendelse i Serien »Vi blader i den danske Musiks Bille.dbog«, hvor Fini Henriques, for netop at give et dækkende Billede af 80- 90'ernes musikalske Danmark, var taget med som den »eneste nulevende« danske Koinponist, der vilde blive repræsenteret, fik Meddelelsen orn, at han var gaaet bort, allerede inden vi i det hele taget var, begyndt oppe i Studiet. Stille, omgivet af Venner, var han sunket sammen, lyttende til en Spilledaases spinkle, sprøde Toner - et Livs Melodi var Slut.

Vi har mistet meget i ham, vi danske Musikere og Musikelskere - vi har mistet en vidunderlig, genialt begavet Kunstner, idealistisk, inspirerende og inciterende, glødende interesseret i alt, hvad der havde det ægte Talents Præg, ikke mindst i den unge, ja yngste Generation, et forunderligt levende, stærkt og varmt, følende Menneske, et af de faa der lyser op i Hverdagens graa og gør Livet rigere, festligere, mere legende lunefuldt for os andre. Bare man vekslede et Par Ord med ham, var man jo straks fanget ind i hans lyse, muntre Sinds Tryllekreds. Hans eventyrlige Popularitet, hans aandelige og saa at sige ogsaa reelle Dusbroderskab med det hele Land overtraf jo alt, hvad man ellers kunde opleve indenfor Musikens Verden i den Henseende. Var der egentlig, saa forfærdeligt rnange, der kendte Hr. kgl. Kammermusikus Henriques? Næ! Det lod saa højtideligt, saa fremmed! Men de kendte alle som en Fini! Der er snart sagt ikke det Lokale, med eller uden Tribune, hvor ikke Finis geniale Spillemandskunst har gnistret og føget om Ørerne paa Tilhørerne og sat Salen i Kog. Hvor husker vi ikke alle fra Finis Velmagtsdage denne gyldne, ædelt syngende Violintone, øm, skælvende - dette henrivende Violinspil, hvor Hjertet saa at sige sad i Buen og i venstre Haands sniygende Toneforbindelse. Og hvad har Finis Gerning som udøvende Kunstner, ikke betydet for folkelig dansk Musikkultur, og det enten han tegnende strøg Violinen, eller han med et skalkagtigt Smil satte sig til at »fabulere« ved Klaveret! Faa har forkyndt Musikens I?,vangelium saa viden om i det danske Folk som Fini --- med sin sjældne Evne til at tryllebinde alle, fra Kenderen og Fagmanden til den fuldkomment forudsætningsløse blev han hele Landets Spillemand, det store, dejlige Gøgler, taget i dette Ords dybeste og sandeste Forstand.

Og hvor savner vi ikke allerede nu dette særprægede Fysiognomi, dette upartiske, uhøjtidelige og usnobbede Menneske, dette barnligt geniale, strømmende Kunstnersind indenfor vor Musikverden. For os yngre føltes det jo nærmest som et Ridderslag første Gang Fini sagde »ssøde Dreng« til os! Der straalede en ganske ejendommelig og uhyre personlig Charme, en gnistrende, sprudlende og smittende Vitalitet ud af Finis lille, runde skikkelse med den korte Hals, det som Regel lidt skraat opadvendte Hovede, den drengeagtigt ru, lidt kvækkende Stemme, det altid ligesom lidt forundrede Blik, spørgende, skælmsk, forslagent og det store, aabne Ansigt, der med sin uhnodstaaelige mimiske Bevægelighed, ofte med de pudsigste, mest bratte Overgange afspejlede hver eneste lille Nuance i Tanke og Følelse. Det er Himlens Vilje, at der engang imellem skal fødes Mennesker, der, som jeg engang hørte en kendt Maler sige, »er værdifulde blot fordi de er til«: det er Mennesker, der gennem deres Sinds Lyskilder, deres lykkelige, Aladdin-Natur, deres barnlige Frejdighed og Livsglæde virker som en gærende, sydende Uro, en stadig Overraskelse og aldrig afladende Impuls for de mange ,,hvis Livs Regelbundethed gør dem til Vanemennesker --- og det er vel i Grunden Hovedparten. De er som tonende Strenge, disse Undtagelsesmennesker, der skaber Resonans overalt, hvor de lyder. Endnu betydningsfuldere bliver den Slags Mennesker, naar de har faaet en genial Evne i Vuggegave og bag alt det udadtil saa lunefulde, impulsive, tilfiældige kendte Fini ganske nøje sit Maal, sin Mission. Han vidste, at det var Skæbnens Vilje, at han rundhaandet, ødselt skulde øse ud af sin Overflod og glæde andre, og det baade kunstnerisk og menneskeligt. Han var fuldt ud bevidst i Pagt med den guddommelige Gøglerevne, det uforfalskede Gøglersind, der var Drivfjederen i hans Kunst, og som ogsaa forklarede hele hans Væremaade. Naar han, som det saa ofte skete, ikke blot slog over i det humoristiske, men i det groteske, ja, det absurde, var det sikked mange Gange, som det for nyligt er blevet sagt, for at værne om den hellige Flamme, der luede inderst inde i hans rige og frodige Kunstnersjæls Helligdom --- den han ikke vilde have alle og enhver til at nærme sig. Saa kunde han værge for sig med Narrebjælder. Det var vidunderligt at møde hans spillende og sprudlende danske Humør og Lune, naar det strømmede frit og ægte; hans Slagfærdighed blev jo saa at sige legendarisk! Hvad findes der ikke af »Fini-Historier«! Man behøver jo blot at minde om den lille Episode, da Drachmann, der havde en mærkelig høj, lidt pibende Stemme, oppe fra Parkettet under en af de afsluttende Prøver paa »Vølund Smed« beklagede sig over, at Musiken var for stærk - - »man kan ikke høre, hvad de siger paa Scenen«, sagde han, »ikke det«, svarede Fini fra Dirigentpodiet, »det kan jo være dig ligemeget, du ved jo, hvad de siger, du har jo selv skrevet det«. Ja, saadan var Fini, mundkaad, hurtig, slagfærdig, uberegnelig!

Men selv om Fini Livet igennem paa en v,is Maade blev ved med at være en kaad, noget uvorn, halvvoksen Dreng, saa behøvede man som Musiker ikke at have vekslet mange Ord med ham for at forstaa, at Kunsten, den der i hans geniale Hænder havde Legens Lethed, var dyb, ja dødsens Alvor for ham, ligesaa fuld af store Problemer for ham som for alle andre ægte Musikere. Tolkede han med sin Violin fastklinet under Hagen en Mozart, Haydn, Schubert, Beethoven, Brahms eller Grieg, følte man straks hans dybe og sande, næsten religiøse Ærbødighed for den store Kunst -- han blev det lydhøre Instrument for Mesteren, gik med hver Fiber, hver Nerve op i sin Opgave; og der gik altid lidt Tid bagefter før han blev »morsom« igen! Overdaadigt rustet som han var fra Naturens Haand, og med hans høje Syn paa Kunsten, var der egentligt kun to Ting Danmarks morsomste Musiker, den herlige Gøgler Fini Henriques hadede - det var Halvtalentet, den billige Dilettantisme, der trækker ikke alene Kunsten, men selve Musikeræren nedad, og saa Respektløsheden overfor Kunstens Værdighed - den kunde saare, ham dybt.

Fini Henriques er født den 20. December 1867 som sidste Barn af Fattigvæsensdirektøren, Justitsraad W. M. Henriques. Der var mange. Børn, men nu skulde det være Slut, deraf det symbolske Navn Fini. Det er noksom kendt, at Fini tilbragte Størstedelen af sin Barndom med at lave gale Streger, vælte Kakkelovne og lignende; Skolen interesserede ham ikke, og han kunde ikke løse sine Regneopgaver med mindre Talstørrelser, Brøker og lignende blev oversat i Nodeværdier - men saa gik det. I Læse- og Stilebøgerne vrimlede det med Nodetegn og smaa Kompositionsudkast. Hele den lille Drengs straalen- de musikalske Evne brød frem, naar han satte sig til Klaveret og begyndte at improvisere i Justitsraadhjemmet ude paa, Gammel Kongevej - Gavtyven blev til en Drømmer. Den meget musikalske Moder var hans første Vejleder paa Kunstens Bane. 14 Aar gammel skrev han en Børnesymfoni, der blev opført ved et Selskab i Hjemmet; ved Bordet bagefter rejste selveste Herman Bang sig og holdt en Hyldesttale til Drengekomponisten, som han spaaede en stor Fremtid.

Da Talen blev om Optagelse paa Konservatoriet, sagde Professor Niels W. Gade morsomt nok, »Næ - d'inte noget for dig«; en saa moden Begavelse, et Vidunderbarn af næsten mozartsk Støbning, maatte have Privatundervisning. Han kom i Lære hos det kgl. Kapel Koncertmester, Professor Valdemar Tofte og ingen ringere end Komponisten, kgl. Kapelmester Johan Svendsen, den Mester, der vel kom til at betyde mest for den unge Musiker. Er det ikke Svendsens straalende Orkesterfarve med dens gyldne Strygerglans, vi genoplever i Finis- »Vølund«-Musik? I Aarene fra 1888-91 oprandt der en lykkelig eg begivenhedsrig Studietid ved den berømte »Hochschule für Musik« i Berlin, hvor Tidens store Mesterviolinist Jos. Joachim blev hans Lærer. For Finis Karriere som udøvende Kunstner blev den strenge Skole han gennemgik hos Joachim, hvis Spil endnu bundede dybt i de i store Traditioner fra Wienerklassikerne, af afgørende Betydning, hvad man ved Hjemkomsten til Danmark straks lagde Mærke til i den unge Kunstners varme og inspirerede Gengivelse af Mozarts og Beethovens, Værker. Det er ogsaa ganske betegnende, at Jos. Joachims talentfulde danske Elev kommer til at gøre sin vel nok betydeligste Indsats som udøvende Musiker indenfor Kammermusikens intime og krævende Kunst. Var Dirigentens Evne ikke beskaaret Fini Henriques, saa var han til Gengæld den fødte Fører, den fødte Primarius i en Strygekvartet, hvor ingen afhans Medspillende undgik at blive grebne af den Fortryllelse, der udstraalede fra hans spirituelle og inderligt oplevende Fortolkning. Man anerkendte meget tidligt hans vidunderlige Evner, han fik det anckerske Legat, drog atter til Tyskland og Østrig og konkurrerede sig ved Tilbagekomsten ind i det kgl. Kapel. Her under Johan Svendsens uforglemmelige Førerskab blev Fini, først som Bratschist senere som Violinist, fuldt fortrolig med det vældige, mangestrengede Instrument, der hedder Orkestret, - her oplevede han Wagner, Verdi og Bizet i Mønsterfortolkning. 1896 trak han sig saa tilbage for at leve det fri og ubundne Kunstnerliv som Komponist, Koncertspiller og Pædagog, der ene passede for hans urolige, impulsive Temperament. Kun da Vennen Vilh. Herold, han derhavde tolket mangen, af hans Romancer, kaldte, lod han sig overtale til i Perioden 1910-11 at overtage Dirigentlivervet ved Operaforetagendet paa Dagmarteatret.

Hans Komponistgerning omfatter saa at sige alle Felter; mest beskæftigede han sig med den dramatiske Musik, Kammermusiken, Romancen og Karakterstykket. Han voksede op paa Senromantikens kunstneriske Grund. 80-ernes og 90-ernes danske Musikliv var med al dets Produktionslyst og Stræben mod en mere storstilet Universalitet, mod det internationalt betonede, det »virkningsfulde« en underlig urolig og ofte betænkelig usikker Tid. Med Smagen var det ofte saa som saa! Under Indtrykket af alt det nye, der udefra vældede ind over os fra Wagner, Bruckner og Cesar Franck til Saint-Saéns, Delibes, den franske Impressionisme, Tschaikowsky, Rimsky-Korsakow, Smetana, Grieg, m. fl. var den yngre danske Musikergeneration til Tider næsten ved at miste Fodfæstet. Selv hos Senromantikens to største Komponister, P. E. Lange-Müller og C. F. E. Horneman, sporer man en vis Evnens Splittelse, der sikkert foruden det individuelle bunder i Tidens indre Usikkerhed. Det er ejendommeligt at se, hvorledes de tre stærkeste Begavelser i den yngre Generation: Louis Glass, den æstetiske Grubler, Carl Nielsen, den bevidste, sejrrige Fornyer og Fini Henriques, den rent umiddelbare Naturbegavelse,- hver paa sin Vis søger at bevare Kontinuiteten i den danske Musiks Udviklingsgang og netop af den Grund faar en saa mærkelig betydningsfuld. Plads i vor Musikhistorie. Glass søger at formidle Hartmann-Gade-Traditionen med de nye Bruckner'ske og Cesar Franck'ske Idealer, Carl Nielsen bryder sig med genial Kraft og uforfærdet. Vovemod sin egen stejle Vej, medens Fini, den sorgløse, den umiddelbare og ureflekterede med intuitiv Sikkerhed absorberer, udskiller og omformer alt det, der har Sangbund i hans Sind. Sin Ungdoms store Forbilleder Mozart, Beethoven, Brahms, den danske Tone fra Gade til Horneman, Bizet, Delibes, Grieg og Johan Svendsen ikke mindst svigtede han aldrig. Dette udtryksfulde romantiske Tonesprog forstod Fini paa mærkelig Maade, navnlig ved visse kromatiske Vendinger i Harmonierne, at give en egen, personlig Farve. Hans Sinds Kilder sprudlede saa friskt, saa overdaadigt, at han turde fastholde sin Udtryksform med al dens Arv og Gæld og Tradition selv midt i en nyskabende Tid ined fuldstændigt ændrede kunstneriske Signaler. Netop derved traadte Fini med sin Forening af uvisnelig Ungdom og trohjertet Fastholden ved de vedtagne Idealer i saa stærkt et Modsætningsforhold til Nyskaberen Carl Nielsen.

Han var en af de oprindeligste og rnest umiddelbart geniale Musikbegavelser vort Land har fostret - og naturligvis kom hans meget tidlige Modning, der minder ikke saa lidt orn Mendelssohns og Gades ogsaa i dette Tilfælde til at skygge lidt over den senere Udvikling. Den purunge Fini lovede næsten for meget til at Løfterne helt kunde indfries.

Hans Ungdomsbedrift blev Musiken til Holger Drachmanns Melodrama »Vølund Smed« fra 1896. Der findes interessant nok paa det kgl. Bibliotek et Par Breve, af hvilket det fremgaar, at Skjalden først havde henvendt sig til den godt og vel 90-aarige Prof. I. P. E. Hartmann, som han fandt var den eneste, der kunde løse Opgaven, men »Thrymskviden«s og »Valkyrien«s Skaber følte sig paa Grund af sin Alder ikke stærk nok til at gaa i Gang med det lidenskabeligt følte Melodrama om den kunstfærdige Smed Vølund og hans elskede Bødvild, den stolte Kongedatter. Drachmann blev fortvivlet og inente, at saa maatte Musiken indskrænkes betydeligt! Saa var det den unge Fini krydsede hans Vej, ligesaa blodrig af Temperament som den farende Sanger selv. Som Lange-Müller havde udløst og adlet Drachmanns dansk-middelalderlige Eventyrverden i »Der var engang ---« og hans venetianske Farvepragt, hans Tintoretto-Verden i »Renaissance«, saaledes udløser den unge, stærkt inspirerede Fini hans bredt baarne, lyrisk-nordiske Sagntone i »Vølund«-Musiken; en ny, hed Klang er - vakt til Live, en Klang, der ikke alene hviler paa Hartmanns Arv, men bag hvilken man ogsaa aner den unge Svendsen-Lærlings Betagelse af Wagners Kunst.

Ret beset bunder jo egentlig hele Finis musikalske Skaben saa at sige i hans rent ud geniale Improvisationsevne - hvor var det en Fest at høre ham improvisere - navnlig i en intim Kreds. Hvilken bugnende Idérigdom, hvilken gudbenaadet Musikantersjæl! Kaade,vittige, barokke, sværmerisk, poetisk beaandede og dybt alvorlige Indfald i hastig Vekslen. Hvor mange gyldne, inspirerede Idéer vejredes ikke ødselt bort Enhver tænkelig musikalsk Stilart fra Bach til Strauss og Lumbye kunde han efterligne, belyse - og i overstadigt Lune parodiere. Da en af forrige Aarhundredes største tyske Klaverspillere, Professor Reissenauer, omkring Aarhundredskiftet gæstede København, var den unge Fini typisk nok den eneste danske Musiker, der ved et musikalsk Aftenselskab formaaede at improvisere 4-hændigt med den frygtede Reissenauer. Hans ypperste Værker fra de største som f. Eks. »Den lille Havfrue«, Obo-Suiten, Kong Volmer Legenden, g-moll-Violinsonaten og Strygekvartetten i a-moll over de skønneste af Romancerne til de bittesmaa Karakterstykker for Klaver og Violin eller Klaver alene har alle den lykkelige improvisations Friskhed og frie Fantasiflugt over sig - det er deres Kendemærke frem for noget. Hvor ganske særlig stor blev han ikke i det smaa - Fini, den uimodstaaelige Troldmand paa Violin og Klavler, de danske Koncertsales store, musikalske Elventyrfortæller, deres naivt-dybsindige H. C. Andersen. Det lille musikalske Genrestykke det musikalske Epigram, som vi kender det fra Schumann, faar nyt Liv, ny Farve i Finis Fortolkning. Med sin strømmende Musikglæde, sin barnlige Umiddelbarhed gaar han videre paa den Grundvold, der her i H. C. Andersens Land var skabt gennem Kuhlaus Sonatinekunst, Gebauers Børneviser og O. E. Hornemans og J. P. E. Hartmanns Klaverminiaturer - det er kun den geniale Kunstner givet at tegne et Billede saa træfsikkert, med saa faa Streger, saa skælmsk pointeret som Fini.

Med Lune og nænsom, fint afskygget Følelse og en mærkelig Evne til at leve sig ind i Barnets Uskyldsverden og se alt omkring sig ud fra Barneverdenens Lilleputperspektiv, tager han den lille paa sit Knæ og pludrer ined den i et Sprog, der ogsaa - og det skal vi være taknemmelige for - blev tilgængeligt, for os voksne! Denne Dobbelttale til Gammen for store og smaa er Finis Bedrift i »Billedbogen«, »Aforismerne«, »Melodiske Profiler« og hvad de nu hedder disse Sidestykker til H. C. Andersens Eventyr, disse kostelige Perler, disse paa Nodepapiret fastholdte, geniale Improvisationer, i hvilke Fini Henriques taler af hele sit fulde - uforglemmelige Hjerte, sit enfoldigt geniale Kunstnersind til os. Her bliver han en af de store Skikkelser i den danske Musiks Historie.

Årgang 15/1940, nr. 10