Dansk symfonier i det 18. aarhundrede Del 3

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 01 - side 7-13

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

DANSKE SYMFONIER I DET 18. AARHUNDREDE, III

AF ERLING WINKEL

Første Sats falder i 3 Perioder, hver indledt af Hovedtemacitat (paa Tonika, Dominant og Tonika igen); vi har altsaa Tilløb til en »Wienerritornel-Symfonisats«. Sammensætningen og Opbygningen af de 3 Perioder er forskelligartet. De 6 Takter inden tredie Periode virker noget stilfremmed; som vi senere skal vende tilbage til, finder vi i Afskriften fra Lund af Hartmanns Symfoni før Reprisen indflettet en »Overgang« for Strygere; - maaske staar vi i disse to Tilfælde over for en Art Kapelmestertradition, hvad der ikke kan forbløffe, eftersom de udøvende Kunstnere paa andre Omraader inden for Datidens Musik havde Lejlighed til Improvisation. - Efter en kort sarabandeagtig Larghetto i G-Dur følger Finalen, en Allegro i 3/4-Takt, hvis Hovedtema er en Variant af Hovedtemaet i første Sats. - Iversens Sinfonia er intet Mesterværk; men et frisk og fornøjeligt Arbejde, der, om ikke andet, kan give os et Indtryk af et Amatørorkesters repertoire i Datidens København.

II) Italienske Symfonier; Værker af Scalabrini, Sarti og Walter. I Scalabrinis Ouverture til »Oraklet« er den langsomme Sats ganske kort og i Virkeligheden kun et indskudt Bindeled mellem Satserne(32). Om de seks Symfonier i Brüssel, der alle er tresatsede, savnes endnu tilstrækkelig Oplysning. - Sartis Symfonier(33 ) er i udpræget Grad Orkestermusik; vi finder heri en Mængde af de sædvanlige Floskler i Tidens, Orkestermusik, saasom trommende Basfigurer eller Spiccato i Violinerne som Akkompagnement, enten til en af de ordinære »Løbeture« i Bassen eller til et Soloparti; - vi finder Anvendelse af Spillefigurer, Triller, Lombardik, brusende Sekstendedelsbevægelser, Akkordtilsløringer, Crescendoer over Orgelpunkt, Forte-Piano-Virkninger, treklangsbetonede Indledninger, markante Unisoni m. m.

- Blæserne benyttes, bortset fra enkelte Solopartier, som Forstærkning af Strygerne, hyppigt liggende i lange Nodeværdier; men de benyttes med udpræget Sans for Klang og Dynamik. Sartis Sats er ofte noget tynd, som Regel er den præget af parallelle Tertser eller Sekster, det ligefrem vrimler med Gentagelser af større og mindre Melodiled; men Sarti har et sikkert Øre for Udformningen af sine Kompositioner, næsten altid forenet med Charme, Melodiøsitet og Sans for Effekt. Tutenberg understreger Sartis Betydning for Rondoformens Anvendelse i Symfonier; - saa tidligt som i Ouverturen til »Ciro« (1754) er Finalen en Rondo; - senere træffer vi den ofte, baade i de langsomme Rellemsatser og i Finalerne; - i en enkelt Symfoni, E-Dur Symfonien fra Gävle, er baade første og sidste Sats Rondoer, - bemærkelsesværdig er i denne Symfoni endvidere i første Sats nogle korte Solopartier for Valdhorn og Fagot samt et Overgangsled, der som en Art fri Kadence er føjet til i Slutningen af Satsen efter det sidste Refraintemacitat; - denne Symfoni og »Sinfonia 19« indtager indenfor Sartis Værker en Særstilling, idet begge er tosatsede; vi staar sikkert i begge Tilfælde overfor udprægede »Kammersymfonier«; »Sinfonia 19« udmærker sig i øvrigt ved sin overordentlig indsmigrende Melodik, Finalen er en »Amoroso« af Menuetform (med Trio).

- Af de tresatsede Symfonier indtager igen Ouverturen til »Kærlighedsbrevene« en Særstilling, idet Satserne er sammenkædede ved Brug af »aabne« Kadencer og særlige Overgangsled, - endogsaa efter Finalen følger et kort Bindeled til Terzetten, Syngespillets Nr. 1; - dette Bindeled taaler dog at udelades ved en eventuel Koncertopførelse. I første Sats, hvis Begyndelse er udpræget orkestral, virker Kodalpartierne usædvanligt dramatiske ved Brug af dystre Septimakkorder og Berøring af fjernereliggende Akkorder; - Andanten, i den typiske 2/4-Takt, er ualmindelig fin og sart, - Finalen er en Allegro assai, som saa hyppigt hos Sarti i 6/8-Takt, næppe helt uden Forbindelse med Baroktidens Gigue. - Som et typisk Eksempel paa Sartis Allegro-Satser kan nævnes første Sats af »Deuealion og Pyrrha«-Ouverturen, hvorfra vi viser nogle Partier.

[Nodeeksempel]

Vi bemærker den kraftige unisone Treklangsbegyndelse, Pianopartiet med Spillefigurer og Lombardik, Orgelpunkterescendo med trommende Bas og Sekstendedelsfigurer »Løbetur« i Bassen, Afslutning med »Wiener-unisono« og et Soloparti for Valdhorn over Spiccato i Strygerne. - Som et Eksempel paa Sartis Andanter viser vi nogle Partier fra Mellemsatsen i Ouverturen til »Tronfølgen i Sidon«.

[Nodeeksempel]

Denne Sats, der staar i Rondoform, giver et Indtryk af Sarti som Melodiker.

III) Nordtyske Symfonier; Værker af Scheibe, Hartmann og Zielche. - Af Scheibes Symfonier har Partituret fra Schwerin endnu ikke været Genstand for Undersøgelse; de øvrige, til hvilke Kilderne ikke kan formodes at være de allerbedste, er kun for Strygeorkester. -

Alle tre Symfonier er tresatsede, Hovedsatserne er af Koncertform; - Begyndelsen af A-Dur Symfonien (Stockholm) viser bedst Scheibes Ærgerrighed med Hensyn til at præstere solidt Arbejde.

[Nodeeksempel]

B-Dur Symfonien (Lund, Engelhardt 287) viser, at Scheibe, sine undertiden noget bitre Udtalelser til Trods, ikke altid forblev lige upaavirket af Italienerne; Mellemsatsen er saaledes en Andante i Rondoform, - og Satsen er hist og her temmelig let. - B-Dur Symfonien (Lund, Kraus 105) er At i alt den mest sympatiske af de 3 Kompositioner.

Af Joh. Ernst Hartmann som Symfoniker faar vi et udmærket Indtryk ved at se paa den Symfoni, som han 1770 fik trykt i Amsterdam. Den bestaar af 4 Satser: Allegro - Andantino - Menuet med Trio - Presto. - Denne Symfoni udmærker sig ved en omhyggelig, musikalsk Stemmeføring, - en selvstændig Behandling af Viola- og Blæser-Stemmer samt ved det koncerterende, undertiden rent kammermusikalske Sammenspil mellem Orkestrets Stemmer. - Første Sats er af udpræget Koncertform:

A B A B A B A1
Tonika-Domin. - Domin. - Parall. - Ton. - Tonika. - Tonika.

(A og B kan atter underdeles i Temagrupper). - Hovedtemaet er ganske pompøst; men noget tørt.

[Nodeeksempel]

Sidetemaet viser især Hartmanns Duelighed som Orkesterkomponist.

[Nodeeksempel]

Andantinoen, der som saa mange af Tidens langsomme Satser staar i 2/4-Takt, er vel nok den mest personligt prægrede af Satserne; dens Temastof er kort og knapt; men overordentlig fint udnyttet ved Satsens Udformning og Opbygning. - Menuettoens Trio beherskes al en Obosolo i d-moll. - I Finalen, der er af suiteformspaavirket Koncertform, spores nogen Paavirkning fra italiensk Orkesterteknik; hvilket blandt andet fremgaar af Afslutningen.

[Nodeeksempel]

Det er ikke uinteressant at sammenligne den trykte Udgave med Afskriften i Lund. Finalen er her helt udeladt; Menuettoens Trio er erstattet med et helt fremmed Musikstykke; Strygerstemmerne stemmer nogenlunde overens med den trykte Udgave, idet Satsen dog hist og Ur er noget forsimplet; - mest ukendelige er Blæserne, der saa at sige helt har opgivet sin Selvstændighed og pænt og artigt følger Strygerne. Endelig er der, som tidligere omtalt, i første Sats indflettet en fri »Kadence« for Strygere inden Reprisen. - Det kan ikke nok som beklages, at vi savner Secondoviolinstemmen til »Sinfonia 2« (Oslo) ; idet vi ikke rigtig er i Stand til at vurdere den satstekniske Udarbejdelse; inen efter alt at dømme har den ikke været af ringere Kvalitet end den trykte Symfoni; - blot har den en Sats mindre, og Blæserne er knap saa selvstændigt udarbejdede; - derimod er det tematiske Stof nok saa frisk og fornøjeligt. Ydersatserne er af udvidet Suiteform, - Mellemsatsen, der bærer Betegnelsen: »molto Andante«, er, lige som Andantinoen i den trykte Symfoni, nærmest todelt. De 2 Symfonier for Strygere, der ligger den gamle Koncert (uden Solister) ret nær, hører ikke til Hartmanns mest inspirerede Arbejder. Zielche søgte som Komponist utvivlsomt at efterligne Italienerne, - stilistisk ligger han Joh. Chr. Bach ret nær, om end hans Talent er knap saa rigt. Paa den anden Side mærkes nogen Indflydelse fra den Tyske »koncerterende« Stil; - hans lejlighedsvise Anvendelse af polyfont Arbejde er dog hverken saa behændigt eller personligt som hos Hartmann; - til Gengæld kan han som Melodiker være fuldt ud saa inspireret; - ofte lader han sig dog nøje med en højst triviel Brug af Treklangsmelodik, trinvis Bevægelse og sædvanlige Orkesterfloskler. - Som Eksempel paa Zielches Melodik ser vi Temaet fra Mellemsatsen af hans »Sinfonia 1«

[Nodeeksempel]

til hvilken saa mange Stemmer savnes. - Mest helstøbt af hans komplet bevarede Symfonier er C-Dur Symfonien. Første Sats har »Wienerritornelsymfonisatsens« Form, - Andanten er formet paa lignende Maade, - Finalen er todelt med Reprisevirkning paa Sidetemaet i anden Repetitionsperiode (udvidet Suiteform). - Som Eksempel paa Zielches Orkesterteknik viser vi Symfoniens Begyndelse

[Nodeeksempel]

og Sidetemaet i Finalen.

[Nodeeksempel]

Simoni dal Croubelis' Produktion er det endnu umuligt at give nogen fyldestgørende Behandling, - tilsyneladende drejer det sig om letflydende Underholdningsmusik, tilsat en Duft af letfordøjelig Senrokokko.

IV) Wienerklassiske Symfonier; Værker af Kunzen og Weyse. Om Kunzens g-moll Symfoni er komponeret her i Landet, er, saa vidt vides, endnu ikke fastslaaet; - den har 4 Satser og er tydelig nok paavirket af Mozart. Første Sats er præget af Hovedtemaets Melodistof, der paa en uroligt søgende Maade stadigt arbejder videre, - Sidetemaet afbryder denne Søgen som en kortere Mellemepisode; i anden Repetitionsperiode indtræffer Reprisevirkningen paa Sidetemaet. - Andanten arbejder med en Vekselvirkning mellem en cantabil Obosolo og et mere »heroisk« Parti med punkterede Nodeværdier. Efter Menuetten følger Finalen, der er opbygget i den wienske rondopaavirkede Sonateform; - i Reprisen kommer Sidetemaet og Kodaet i G-Dur, saaledes at den vemodige Sats faar en lys Afslutning.

En udtømmende Redegørelse for Weyses Symfonier maa vente til bedre Tider, idet de originale Partiturer for Tiden er evakuerede. Vi tør dog nævne, at Finalen af c-moll Symfonien, hvis Temaer har den største Lighed med Jupiter-Symfoniens Finales Temaer, tydeligt viser Mozarts Paavirkning. - Symfonien i e-moll, der er tilgængelig i det kgl. Teaterarkivs Partitur til »Macbeth« (kgl. Bibliotek), viser, at Weyse næppe er upaavirket af den frembrydende Romantik; - Finalen giver desuden en Prøve paa hans kontrapunktiske Færdigheder; idet vi finder fugeret Arbejde med tre Temaer.

Hermed afslutter vi denne Gennemgang af den Danske Symfoni i det 18de Aarhundrede. Nogen sammenfattende Konklusion ser vi os ikke i Stand til at give, da det for de fleste Værkers Vedkommende drejer sig om spredte Fremtoninger midt i det daglige Repertoires Mængder af udenlandske Symfonier. - Vi maa nøjes med at understrege, at der ikke herhjemme har været Tale om nogen ensrettet Paavirkning. - Med Sarti husede vi en af de mest talentfulde Italienere; - Joh. E. Hartmann er maaske den af de omtalte Komponister, der er mest personligt præget om end hans Personlighed træder mere frem i hans Triosonater end i Symfonierne; - Weyses Ungdomssymfonier er i Tidens Løb blevet fordunklet af hans øvrige Produktion; ved deres Fremkomst vakte dog disse ham første større Kompositioner en Del Interesse(34). - I det store og hele har Symfonien langtfra spillet nogen upaaagtet Rolle i det hjemlige Musikliv; de her behandlede Værker viser, om end de færreste af dem kan maale sig med de bedste af de udenlandske Kompositioner, at der ogsaa herhjemme har været Jordbund for Symfoniens Dyrkelse i rundt regnet hele sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede.


Fodnoter:
(32) Torben Krogh anser den ikke for nogen egentlig Sinfonia; - se: »Zur Geschichte des Dänischen Singspiels im 18. Jahrhunderte Side 76.
(33) T. Krogh: »Zur Geschichte des Dänischen Singspiels im 18. Jahrhundert« Side 57-58 og Tutenberg: »Die Sinfonik Joh. Chr. Bachs« Side 139-46 bebandles Sartis Symfonier.
(34) Allgemeine musikalische Zeitung, Aargang 1, Side 547, Nr. 35, 29. Mai 1799. Ifølge Annoncer i Adresseavisen opført ved flere Lejligheder i Tiden 1797-1806, for Eksempel 7. Januar 1797. - I disse Annoncer blev Komponisternes Navn ikke altid nævnet.

Årgang 16/1941, nr. 01