Musik og musikliv

MUSIK OG MUSIKLIV

I en kronik i politiken d. 7. december om Jean Sibelius kommer Hugo Seligmann ind på et problem om Carl Nielsen, der har almen interesse, idet Seligmann forfægter et standpunkt, der 1x~rører antagelsen af musikens kontinuerlige udvikling.

På baggrund af Sibelius »der kom til

,in egen

at tilhøre Verden i Kraft af

fra først til sidst nationale Verden«,

skriver Seligmann om Carl Nielsen: »I

Espansiva, det Uudslukkelige og Femte

Symfonis Ur-Syner er han Klodens

Søn, og hvor han ellers færdes, er det

(let almenmenneskelige, der giver hans

Kunst sin Akcent. En Personlighed af

denne Art er af en saadan Egenart, at

(len staar, maa staa, isoleret«. (Jeg hå-

ber at meningen gennem dette citat

fremgår ligeså klart som i kroniken).

Henvendt til de unge danske komponi~

ster fortsætter Seligmann: »Hans Tone-

sprog kan kopieres, dets virkelige Ind-

hold ikke. Derfor maa der til de unge

Danske, der fulgte efter ham, tilraabes

et Varsko: Bort fra Carl Nielsen, ellers

kommer I ikke videre«.

Det er kun den tanke, der ligger bagved' udtrykket, at en personlighed af denne art må stå isoleret, der er vansl~elig at forstå. Det er jo ret klart, at er~- stor komponist's højeste ydelser er Nole~ede i den forstand, at de er ueftgrlignelige, at de udover (let tidspj*ægede har noget så almenmenneske Ligt i sig, at man ikke tåler (lette specielle udtryk for noget menneskeligimdeligt efterlignet, d. v. s. forfusket; me- n, at en betydende personlighed som sådan skulde kunne stå isoleret, er og blir en gåde!

Dersom man overhovedet kunde forestillp sig en komponist, der ikke havde sai~menhæng med tiden, den forudgående og (len efterfølgende, vilde han kun kunne betragtes som en ufrugtbar abnormitet. Det er da også umuligt at finde een eneste af de store komponister, der ikke gennem deres kunst har (len dybeste sammenhæng med den tid, hvori de opstod.

Hvad betød ikke f. eks. Chr. Bach og llaydn for Mozart og denne igen bl. a. for Haydn, hvis påvirkning bragte (len

unge Beethoven til udfoldelse; og kan man forestille sig Brahms uden Beethoven som forgænger? Og sådan vilde man kunne fortsætte en række kontinuerlige kæder gennem musikhistorien.

Mener hr. Seligmann virkelig at Carl Nielsen står udenfor denne sammenhæng. Har Johan Svendsen, Tjaikofski og især Brahms intet betydet for den unge Carl Nielsens udvikling? Og fin(ler man ikke senere overensstemmelser med stilen hos to nulevende komponister, Bartok og Strawinsky, der viser, at galli~k indflydelser har gjort sig gældende.

Carl Nielsens indflydelse frem i tiden, er der næppe grund til at gøre opmærksom på. Det er givet, at enhver stor personlighed, og dermed også Carl Nielsen, kan være farlig for svage sjæle og for dem, (ler fordriver tiden med at kopiere; men de stærke skal nok vide at frigøre sig for alt epigoneri, og de førstnævnte må man hellere lade blive hvor de er.

Carl Nielsens umiddelbare sammen~ hæng med tiden gav sig udslag i at han, tilsvarende Bartok og Strawinsky andetsteds, virkede som en vældig renser i (len hjemlige augiasstald; han fejede s,""ti meget af det uægte, forlorne og forskruede væk, som han kunde overkomme. Han smækkede porten op på vid gab her i landet.

. Hvis Seligmann, med sit varsko til (le unge: bort fra Carl Nielsen, mener, at unge med fremdrift i nu engang ikke bør blive stående i den omtalte åbnede port, men bør gå igennem den ud i den fri luft, hvor de så milt se at klare sig p~. eget ansvar, hvis dette er tilfældet, kan man kun være enig med hr. Seligmann.

Og vi kan formodentlig nu alle se, hvor nødvendigt det var, at den port kom ol) og være glade for, at det skete forholdsvis tidligt herhjemme; der er v i'st kun få der endnu foretrækker at hygge sig indenfor voldene. Til dem lian man kun sige, at porten nu engang er åben, så (le må finde sig i lidt gennemtræk.

l""a~ln Holmboe.