Den rædsomme § 9 - igen!

DEN RÆDSOMME § 9 - IGEN!

AF KNUDÅGE RIISAGER

I sin artikel om betimeligheden af de grænser, der ved den danske forfatterlovs § 9 er -sat for adgangen til at forgribe sig på et kunstværk, fremstiller mag. Povl Hamburger de synspunkter, jeg for nogen tid siden fremkom med her i bladet under overskriften »Mu-sikens' marodører« i en skikkelse der - er lige ved at drive mig til at påberåbe mig en beskyttelse efter -samme § g! For at det ikke skal se. ud, som om jeg anerkender denne udlægning, er jeg desværile nødt til at tage til genmæle.

Jeg fastslog, at § 9 i sin nuværende formulering kun er egnet til at ramme sådanne »lån og citater«, om hvilke -det oftest vil gælde, at det er en smagssag, hvorvidt man vil betegne dem som vansirende, forvrængende i forhold til det oprindelige stof. Jeg tilføjede, at denne form for kunstnerisk beskyttelse alt for let fører dertil, at afgørelsen af, hvorvidt der foreligger en moralsk krænkelse, kommer til at afhænge af hykleri og tidsbestemt forargelse, af hvilken årsag § 9 måtte anses for værende af højst tvivlsom værdi. (Er Stravinskys anvendelse af Pergolesi-temaet en § 9-sag?)

Det har mo~et mig at finde en forbundsfælle i professor Hans Brix, der i en artikel fornylig i »Berlingske Tidende« om droit moral skrev: »... Den saaledes benævnte Institution er lige saa velment som urimelig. . . . Konsekvensen af Droit Moral maa til sidst blive, at kun den højeste Kunstforstand tør nærme sig Va-,,rker af Kunsten. Den gemene Hobs Vankundighed krænker det høje. Skal en Urtekræmmer have Lov at beskue en Venusstatue? Der maa en Adgangsprøve til inden Museer tør betrædes. . . . Jurister er mere sarte og følsomme end -alle andre Væsener - synes man undertiden.«

Samtidig påviste jeg, at den »frækkeste« benyttelse - den nodetro gengivelse - af et givet stof ikke eo ipso rammes af § 9, da der savnes en bestemmelse om anbringelse i uværdige omgivelser. Det var dette, jeg udtrykte i bemærkningen om, at jo mere direk,te et »lån« var, jo inindre formåede § 9 at ramme krænkelsen. Heraf udledede jeg den slutning, at § 9 burde ændres, således at den 1) gav fri mulighed for alle kunstnerisk begrundede »lån o,"" citater«, mens det 2) blev muligt

z~, at skride ind overfor den blot forretningsinæssigt tilsigtede udnyttelse af disse-. fler var det jeg nævnede visse »jazzkompositioner«

af den Sinl Dle grund. at det er Då dette område exempl rne find s.

Hvad rene plagiater angår - det vil sige tyverier fra i-nusikværker, der er be-skyttet efter forfatterlovens § 1, og som ejes, i materiel forstand, af komponisten, hans arvinger eller (hyppigst) et musikforlag

har jeg slet ikke beskæftiget, mig med disse. Det er et rent civilretligt anliggende, som overhovedet ikke kominer § 9 ved, da det falder ind under begrebet krænkelse af den kunstneriske ejendoi~sret.

Mag. Hamburger blander i det hele taget to juridisk vidt forskellige forhold sammen: 1) beskyttelse af kunstnernes e ' jendomsret og denne beskyttelses økonomiske følger (det er dette, Toin Kristensen har skrevet oin), og 2) den znoralske' beskyttelse, af kunstværket og dets integritet. Det er det sidste, § 9 beskæftiger sig med.

Forøvrigt forstår jeg ikke den logiske sammenhæng hos Hainburger mellem hans itagen afstand fra den beføjelse, § 9 i sin nuværende form indeholder til at skride ind mod forvanskninger og va nsiringer - og det i slutningen udtalte ønske om »en ganske lille værneparagraf« til beskyttelse overfor »!hårrejsende vandalismer«. Det er jo netop § 9. Og da jeg, -- måske fordi jeg ikke er organist? - er så liberal, at jeg uden forargelse tåler, at der bringes uorden i selv den nydeligste »frisure«, ønsker jeg altså denne »lille værneparagraf« ændret til fordel for en bestemmelse, der udelukker den bevidste form for krænkelse, der kun har et rent profitmæ-ssigt formål.

_4(

P. S. Mag. Haniburger begrunder hyppigheden af motivligheder med mulighedsbegrænsningen for nye tonesammenstillinger. For at dette ikke skal ise ud som rigtigt, bør det nok anføres, at !de ca. 90 toner der - fra den dybeste til den højeste - står til vor rådighed, kan sammenstilles på et antal måder, der inå udtrykkes ved et astronomisk tal på ca. 30 cifre. Og her-,,ed er endda ikke regnet ined de yderligere permutationsinuligheder, der opstår ved rytiniske og -hai-moniske combinationer. Dersoin Adain ,,,,ir begyndt at skrive iiielodier og havde fortsat til verdens ende, vilde han ikke have behovet at gentage sig en eneste gang. Men oin han havde iindgaaet det - er naturligvis en anden sag!

Hamburgers artikel indeholder derimod et synspunkt, som jeg ined glæde har set fremdraget netop af en kritiker, og,som jeg derfor synes, det er vigtigt at anerkende.

Det er spørgsmålet om »stil« og »personlighed« i musiken. Det er urimeligt, når kritiken - som udløber af romantikens indivi-dualitetskrav - stadig hæfter sig så -stærkt ved kravet om »det personlige«, det særegne (der kun er en variant af det »sære«) og glemmer, at tilstedeværelsen af »tidsstilen« i alle ny værker netop er et sundhedstegn. Det er ikke alene jazzen, der har en sådan stil, men -det er alene

i jazzen, at man - ;): kritiken - ikke anker over, at den giver sig tilkende. Vor tids musik skrives vitterligt i en tidsmæssigt bestemt stil, og denne stil er lige så tydelig som Bach-Håndels, som Wienerklassicismens, og romantikens stil. Om et nyt arbejde kan man jo godt sige »det ligner Stravinsky-B,artok« - når blot man derved nøjes med at mene, at det er skrevet i tidens stil, hvilket igen vil sige ved hjælp af det materialeog den teknik, som foreløbig -har nået sin mest tydelige udvikling hos disse komponister, ganske som »Haydns stil« ikke er skabt af Haydn, men er d-en stil, Haydn skrev i, og som han, i kraft af sin personlighed, har givet navn. Det er galt at tro, at »S-travinsky-Bartok-stilen« er opstået på bar bund.

For dansk musiks vedkommende kan man sige, at ligesom N. W. Gade skrev på dansk i Mendel,ssohns stil, b: -den stil der er udtryk for de linjer, der løb sammen i Mendelssohns musik, og Carl Nielsen på dansk i Brahms' stil, således skriver man nu om,dage, pådansk, i vor egen tids »stil«. Ganske - som vore malere maler i tiden-s stil - og det løjerlige er, at her synes -det at være en fortjeneste at impulsen, teknik og materiale er -hentet udefra. Lundstrøm og Rude kan ikke tænkes uden Picasso, Leger og Matisse - men vi vilde ikke undvære dem i dansk malerkunst, selv om vi fik de andre forærende, fordi de ejer noget ud over disse, der er os mere kært ogkendt. Derfor vilde vi heller ikke bytte Carl Nielsen med Brahms eller Gade med Mendelssahn.

Det vilde være værdifuldt, dersom -dette spørgsmål blev drøftet nærmere, så vi endelig kunde blive færdige med,denne mærkelige rest af forventning om, at et musikværk absolut skal være underligt og enestående - eller uden naturlig samhørighed med sin egen tid. Den opfattelse er da virkelig forladt på alle andre områder.