Musik og musikliv
MUSIK OG MUSIKLIV
Med nogen Undren har jeg læst 1'agn Holmboes (paa sine Steder en Smule dunkle) Kommentar til en Bemærkning om Forskellen mellem Jean Sibelius' og Carl Nielsens Kunstnerpersonligheder, jeg fremsatte i min Kronik om Sibelius i Politiken. Vagn Holmboe synes en Del fbruroliget, over min Betragtning m. H. t. den Indflydelse, den ene af de to Stormænd, Carl Nielsen har haft paa det Slægtled, der' fulgte efter ham, og som mundede ud i et lille velment Varsko til de unge danske Komponister om ikke at lade sig opæde med Hud og Haar af Carl Nielsen og hare nøjes med at kopiere hans Tonesprog, da de jo dog ikke kunde kopiere dets virkelige, saa egenartede Indhold. En Personlighed af en saadan Egenart maatte, skrev jeg, staa isoleret. Men at dette »isoleret« skulde kunne opfattes som det &amme som at være uden Sammenhæng med Fortid, Samtid eller Eftertid - ja, dertil havde min Fantasi unægtelig ikke svunget sig op, saa meget mere som jeg dog nogle (','ange i Løbet af Aarene - ikke saa faa Aar endda - netop har »beskuet«
''i
Carl Nielsen under alle disse tre »Tiders« Synsvinkel samt været der med »Augiasstalden«, »Porten, der sloges op«
alt det dér. Jeg har, maaske lidt naivt, forud at dette bekendt - for Vagn Holmboe i alt Fald synes det at være forblevet en Hemmelighed, og maaske det er Grunden til hans Nidkærhed nu.
Lykkeligvis for mig konkluderer Vagn Holmboe i følgende: »Hvis Seligmann, med sit varsko til de unge: bort fra Carl Nielsen mener, at unge med fremdrift i nu engang ikke hør blive stående i den omtalte åbnede port, men bør gå igennem den ud i den fri luft, hvor de så må se at klare sig på eget ansvar, hvis dette er tilfældet, kan man kun være enig med hr. Seligmann.«
Vagn Holmboe har her ramt lige i Pletten, det var lige akkurat det, jeg havde ment. Saa jeg har altsaa den Glæde ikke blot helt at kunne berolige Hr. Holmboe og udglatte alle hans Bekymringsrynker, men jeg kan ligefrem trykke ham til mit Bryst som une åme socur.
Huge) Seligmann.