Ny musik

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 02 - side 35-36

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

NY MUSIK

/1 Ved DUT's 4. koncert d. 24. januar opførtes bl. a. Jørgen Bentzons Racconto nr. 3, op. 31, udmærket spillet af Mogens Steen Andreassen, Mogens Hartvig Sørensen og Berl Botschinsky.

Det centrale i Bentzons produktion er kamnierinusiken, som han dyrker i dens reneste form: Alle væsensfremi-nede, eller ikke ubetinget nødvendige elementer er fjernede; (ler er intet symfonisk, drama~tisk og meget lidt klangligt eller koncerterende i denne musik. Det giver en sikker afgrænsning af stilen, så det væsentlige, det Bentzon vil fortælle med sin musik, komrner umiddelbart frem.

En konsekvens heraf er (le senere kammermusikarbejders titel: »Racconto«: fortælling; hos Bentzon vil det sige intim og åndfuld musikalsk tale. Hvert instrument har sit at berette, fastholder sine egne karakteristiske motiviske og rytmiske træk, så der ved sammenspillet mellem instrumenterne opstår en polyfoni, der nærmere udtrykt kan betegnes »karakterpolyfqni«.

I Bentzons 3. Racconto (1937) sætter (le få blæsere dette forhold i særlig relief. Har man kun 3 instrumenter at arbejde med -- og især når disse 3 instrumenter er så klangligt individuelle som Obo, Klarinet ug Fagot - er (ler ingen mulighed for omsvøbsrig eller dunkel tale; hvad der er sagt står skarpt og den mindste banale vending, den ringeste fejlvurdering af det instrumentalt-klanglige eller af den samklangsmæssige balance, vilde træde grelt frem. Et præcist tonesprog er her, endnu mere end med større besætninger, en uomgængelig nødvendighed.

Og Bentzons tonesprog har en sådan præcision og logik i udtryk og udvikling; det er klart, velovervejet og afbalanceret; lige så sikkert i den enkelte melodiske linie som i instrumenternes sammensmeltning.

Kravet om en sammensmeltning i den instrumentale behandling og syntese i det stoflige må blive særlig stærkt overfqr et værk, der som dette arbejder så udpræget karakter-polyfont; og man er ikke i tvivl- om, at for Bentzon er syntesen af stor vigtighed.

Racconto nr. 3 består af fire sammenhængende satser-. tranquillo, con moto, vivace og tranquillo. Det sidste

tranquillo er i tempo og motiver en

noget bredere udformet reprise af den indledende sats, hvor det første vigtige motiv ligger i klarinetten (1). 1 skiftende form kommer dette motiv igen også i anden og fjerde del, con

moto og tranquillo, mens oboen og fagotten belyser det med stadig varieret individuelt stof.

Instrumenternes rytmisk-motiviske spil mødes talrige. steder i den samme varierede og klangligt betonede figur; i begyndelsen af con- moto-delen (2) senere i samme del (3) og henimod slutningen af satsen (4) for endelig også at sætte punktum for hele kompositionen (5).

Den tredie del, vivace, har som væsentlig idé 2 kontraster - igen klarinetten mod obo-fagot (6 a-b). Satsen sluttes med en lang, karakteristisk obo-kadence (7), der føres lige over i den afsluttende tranquillo.

Hele denne racconto's opbygning er baseret på motiverne, deres udformning og forløb; nogen arkitektonik blir der derfor ikke tale om; men trods det deta~llerede spil, hvor hver node så at sige er af betydning, er formen på een gang levende, bøjelig og stringent og får den smukkeste afrunding. '

Mens Bentzons musik kan være både harok, og yndefuld, så er det dog lyriken, der træder tydeligst frem i hans værk; men hans lyrik er bundet af logik og fortaber sig derfor aldrig i almindeligheder og floskler.

Årgang 16/1941, nr. 02