Omkring Holger Danske

OMKRING HOLGER DANSKE

AF SVEN LUNN

Der er al mulig Grund til at glæde sig over, at Det kgl. Teater genoptog Kunzens gamle Opera »Holger Danske«.

»Holger Danske« er en af Juvelerne i den danske Operalitteratur, ja selv maalt med international Alen staar den højt. Musikken er virkningsfuldt afrundet af det til Oberon knyttede Sylfekor, dier gaar som et Ledemotiv gennem hele Operaen. Navnlig har Kunzen kælet for Oberons Parti som - for første Gang i Operaens Historie? - er udstyret med Erindringsmotiver. Oprindelig var det Meningen, at Operaen skulde hedde Oberon, og saadan hedder den ogsaa paa Det kgl. Teaters gamle Partitur.

Man har sagt, at Tidspunktet ikke er rigtigt til at genoptage en Opera som Holger Danske. Det er noget ubetænkt, Sludder. Tidspunktet er det helt rigtige. Vi skal værne om vor Kul-tur, og vi skal gennem vor Kulturs Storværker hente det, -der skal bringe os frem gennem det øjeblikkelige Kaos.

Man maa haabe, at denne »Holger Danske«-Opførelse maa danne Indledningen til en Række Genoptagelser af gamle -danske Værker. Som Teatret arbejder nu, saa supplerer det Repertoiret med 4 Operaer, d. v. s. Spilleaftener, om Aaret, enten det saa drejer -sig om - helt nye Værker eller blot grundige Nyindstuderinger. I Løbet af to Aar har man altsaa 8, og hvis man afser en af disse 8 til -det gamle danske Repertoire, saa kan man i Løbet af relativt faa Aar komme igennem det ringe Antal Værker, der -her er Tale om. For blot at nævne nogle af, de vigtigste, saa kan inan fremhæve »Hemmeligheden« af Kunzen, »Sovedrikken«, »Et Eventyr i Rosenborg Have« og »Festen paa Kenilworth« af Weyse, »Røverborgen« og »Lulu« af Kuhlau og »Ungdom. og Galskab« af Dupuy. - Og der er heller ikke noget i Vejen for, at man paa samme Maade kan supplere Balletrepertoiret med nogle af de gamle Balletter. Smaa indsmigrende og let spillelige Værker som »Afguden paa Ceylon«, »Den vægelsindede« og »Amors Triumf« af Schall skulde sikkert kunne afvinde Interesse.

Fremførelsen af »Holger Danske« led en Del under, at man tilsyneladende ikke var blevet færdig med Afpudsningen, før Forestillingen blev afleveret.-,Ouverturen gik ved Premiéren, som om det var første Gang, Kapellet spillede -den igennem. Balanceforholdet mellem Strygere og Blæsere var galt, Blæserne kunde ikke følge med Strygerne i det indledende Presto ' og-i det afsluttende Allegro molto hørte man slet ikke Bruset i Over,stemmerne paa Grund af en ligegyldig Mellemtone i en Trompet. -- En saadan Form for Sjuskeri kan Teatret ikke være, tjent med. En Ouverture skal gaa elegant og præcis; Udførelsen af den kan være afgørende for Publikums Indstilling overfor den følgende Forestilling. Ogsa Balanceforholdet mellem Koret og Orkestret var galt; Koret var for svagt i Forhold til det stærke Orkester.

Men bortset fra disse Anker, var det en Nydelse at overvære Forestillingen. Man glædede sig navnlig over Inge Frey som Oberon. Hendes stilsikre Udførelse, af dette Parti retfærdiggjorde fuldstændig, at man havde. lagt det om fra Tenor. til Mezzo-Sopran. Inge Lis Hassings sprøde Stemme klædte Titanias P;arti og gav. det netop den Lethed, det forlanger. Det virkede lidt overraskende - men egentlig ganske velgørerende, - at Almansaris' Parti var lagt (en lille Terts?) ned til Lilian Weber Hansen. Derved opnaaede -man en ganske god Balance i Damestemmerne. I Virkelil-,heden liggerdette Parti lige saa høit som Rezias og Titanias, hvilket sikkert nok havde virket noget trættende. Mindst god var Magnus Andersen, der Gang paa Gang med et noget letkøbt Gallerispil gjorde hvad han kunde for at ødelægge de lyriske Steder, som f. Eks. i Scenen ved Sultanens. Hof, hvor Holger træder f rem og kræver et Kys af Rezia.

Publikum var glad for Forestillingen. Man glæde-de sig over de smukke, lettilgængelige Melodier, over den farverige Opsætning og de henrivende Danse. Anmelderne følte sig - paa et Par hæderlige Undtagelser nær - efter gammel Vane foranlediget. til at sparke. Det var jo kun Teatret, -det gik ud over - og skidt med Teatret. Og da Objektet tilmed -,,ar dansk, saa skulde der jo være fri Bane for det store Skud. - En af de grimmeste Anmeldelser var Felsings i Nationaltidende. Den blottede en fuldstændig Mangel paa Forstaaelse af Opgavens kulturelle Karakter og vidnede heller ikke om noget ærlig Forsøg paa at komme ind paa Livet af Kunzens Musik. Efter at have ytret sin Tvivl om Operaens Levekraft (den er nu i denne Omgang foreløbig opført 8 Gange), slutter Felsing: »Desværre har den opnaaet at spærre Vejen. for fire nye -danske Arbejder, Knudåge Riisagers tre Balletter og Paul von Klenaus Opera »Dronningen«, som Teatret ikke har haft Tid til at gøre færdig paa Grund af litteraturhistorisk Optagethed«. - Man kan ikke lade være me,d at un,dre sig over den paafaldende Interesse, Felsing her viser over for nyere -dansk Musik.

Af en Stud kan man som bekendt ikke forlange mere end et Brøl, og det er maaske ogsaa formeget at forlange Forstaaelse og- Viden hos en Anmelder. Teatret kunde godt gøre noget for at hjælpe paa dette Forhold. Som Pressen er organiseret, saa er -det saadan, at naar Teatret skal have Premiére, saa møder Teatermedarbejderne op, og faar, Stof f et (enten skrevet eller dikteret) i Reglen i Form af, et Interwiev med Instruktøren. Hvor meget disse Journalister saa faartrykt i -deres respektive Blade bestemmer deres Chefredaktører og det er afhængig af Annoncemængden, Mord i Hvidovre o. I. -- Derved kan man risikere, at Anmel-derne møder ganske uforberedte op.

Teatret maa. sikre sig, at Anmelderne ved fylde-stgørende Besked med, hvad det er, de skal anmelde. Stoffet niaa være tygget for dem, saa de bare skal sluge det. De maa, have et ful-dstæn-dig Resumé af Handlingens Gang, Scene for Scene, og eventuelt rnaa, de ogsaa i et Tilfælde som det foreliggende have haft Lejlighed til at overvære en kommenteret musikalsk Gennemgang af Forestillingen. - Men det kræver ogsaa, at Teatrets Pressebureau, der nu kun yder den nødtørftigste Tipstjeneste for Teaterme-darbejderne - og heller ikke har Kompetence til mere - forvandles til et Propagapdakontor med virkelig Slagkraft. Det skulde nok betale sig.

Hvilke Forudsætninger havde Publikum for at faa noget ud af Operaen, da det mødte op til Premiéren? - Saa godt som ingen! I Dagbladene havde staaet nogle ikke fyldestgørende Forhaandsartikler, og det var alt. Musi,kken foreligger ikke i Nyudgave, og Tekstbogen er ikke trykt siden 1789. 1 Programmet havde Torben Krogh midt i en Artikel om Kunzen og Baggesen givet et 20-Liniers Resumé af Handlingens groveste Træk. Det var noget pauvert. Stedet i Programmet, hvor man ved andre Lejligheder har givet en fyldigere Gennemgang af Handlingen, var prydet med Billeder af Hye-Knudsen og Kanneworff.

Man savnede en Tekstbog. Teatret burde altid sørge for en saadan. Tidligere har Teatret altid solgt Tekstbøger, som det havde i Kommission hos private Firmaer. Men Teatret skulde ikke holde sig til et privat Firma, Teatret skal selv lade trykke de Tekstbøger, det sælger. At det i det lange Løb kan betale sig er givet. De store Repertoireforestillinger, f. Eks. af Mozart og Wagner kan give mange Penge. Men det skulde ogsaa kunne betale sig med »Holger Danske«. Forestillingen var straks sat til at gaa fire Gange; det vil sige, at den selv med halvfuldt Hus vilde blive set af 3.200 Personer. Hvis blot 10-12 % af disse vilde købe en Tekstbog til en Krone, begynder -det at kunne betale'sig. Og selv om det var problematisk, om -det kunde betale sig, saa burde Teatret alligevel gøre,det, da det -har saa stor Betydning for Forstaaelsen af Forestillingen og Modtagelsen hos Publikum. I Nu har Holger Danske været opført otte Gange, og der er ogsaa projekte ret en niende Opførelse. Jeg vilde gerne have haft den Forretning med Tekstbogen.

Det vilde være ønskeligt, om Teatret vilde beholde »Holger Danske« paa Repertoiret, saaledes at den fremtidig kun-de komme op et Par Gange hver Sæson, ligesom »Tryllefløjten« og »Figaro«. Nu da hele det ydre Apparat er i Orden, skulde det ikke være saa vanskeligt at tage den frem en Gang imellem. - Musikalsk set fortjener den det. Som al anden ung Musik er den naturligvis paavirket af den Musik, der var fremherskende, da den blev til. Forbillederne er klare nok, man kan finde dem hos Gluck og I. G. Nauman. Navnlig ligger Ouverturen og Oberons Tilsynekomst i Skovscenen nær opad Ouverturen og den indledende Arie af 2. Akt af Naumans Opera »Cora«, som Kunzen netop Aaret før Premiéren paa »Holger Danske« besørgede en Klaverudgave af. Men uanset Forbillederne har »Holger Danske«-Musikken sin egen store Værdi, og den er ikke forringet ved det, som Kunzen ved sin personlige Skaberkraft har lagt i den.