Unge tonekunstneres orkester opfører Franz Sybergs symfoni

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 02 - side 31-33

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

UNGE TONEKUNSTNERES ORKESTER OPØRER FRANZ SYBERGS SYMFONI

VED AKSEL AGERBY

I Anledning af Unge Tonekun,stneres Orkesters 10 Aars Bestaaen, afholdtes d. 11. Februar en Koncert i Odd Fellow Palæets store Sal. Orkestret var forstærket, bl. a. med tidligere Medlemmer og det blev en overmaade festlig Koncert Thomas Jensen gav os, hvor Orkestret ikke blot fik Lejlighed til at spille to af de kendteste klassiske Værker, men netop havde ønsket at fremføre et V,«-ierk fra vor egen Tid, for dermed at vise hvor langt Orkestret - ,,ar naaet, og understrege sin PI igt og Forstaaelse overfor samtidig Musik. Vi konstaterer straks, at baade Dirigent og Orkester ha-,,de stor Glæde og Ære aif Koncerten, hvad følgende Uddrag af den københavnske Presse tilfulde viser:

Berlingske Tidende. ... Unge Tonekunstneres Orkester fejrer 10 Aaret for Orkestrets første Optræden, og havde i den Anledning sat en stor Orkesterkoncert op med forstærket xfandskab, og med Ths. Jensen som Dirigent. Det var en smuk og w P~rdi4 Form for Jubilæumsfest, og den næsten fyldte Sal takkede orkestret med levende Bifald ikke blot for Koncerten i Gaar, men for de mange Aars trofaste Arbejde i den orkestrale Musiks Tjeneste.

Under Ths. Jensens Taktstok indlededes med Webers »Jaegerbrud-Ouverturen«, der dannede en storartet Optakt til Festaftenen. Dette Arbejde holder sig evigungt. Med sine fængslende Temaer, sin sære Uro, sine mærkelige recitativiske Indskud og de asymmetriske Taktinddelinger af Stoffet virker det ægte romantisk og fænger, for hver Gang det opføres, ikke mindst naar det faar en saa udmærket Fremførelse som i Aftes.

Som Tribut til den nye Tid, som Orkestret i de 10 Aar jo ogsaa netop har dyrket med Iver, spilledes den Symfoni af Franz Syberg, der er skrevet 1939 og havde Uropførelse i Aarhus' filharmoniske Selskab, men endnu ikke har været spillet i København. Syberg er en af de mest moderne blandt de moderne, og hans sidste Symfoni giver ikke hans tidligere Arbejder noget efter i denne Henseende. Forbløffende er det dog, hvorledes Carl Nielsen stadig danner Baggrunden for al Musik, der skrives i vore Dages Danmark. Ellers er Syberg saamænd selvstændig nok, kras i Detaillen, med mange overordentlig interessante Enkeltheder, snakke salig som-altid, og med den bevidste Tilsidesættelse af den arkitektoniske Helhed, som altid har været ham egen. Ths. Jensen gav ogsaa dette Værk en fortræffelig Udførelse - og naaede navnlig den helt store Virkning ved Gengivelsen af Symfoniens Adagio. Komponisten modtog stort Bifald af det meget interesserede Publikum. Som Slutsten Beethovens 5. Symfoni, der stod i smuk kontrapunktisk Balance til den indledende Ouverture, maaske knap med saa meget »Bid« som hin, mestendels fordi første Sats blev tqget lidt vel hurtigt og led under en Del Unøjagtigheder i Orkestret. Men efterhaanden blev det Beethoven, navnlig var Overgangen fra »Scherzoen« til den afsluttende Allegro, og selve denne Afslutning med en godt opbygget Stigning helt i Mesterens Aand. Ths. Jensen hilstes med overvældende Bifald, og Orkesteret gav sin Gæstedirigent en vældig Touche.

E. A br.

Nationaltidende. ... Det blev altsaa Franz Syberg, der skulde repræsentere den symfoniske Kunst, som den skrives nu om Stunder i Danmark. Det viste sig ogsaa, at han er en fuldgod Repræsentant for vore Dages Komponister i den store Form. Økonomi kender de færreste til, de ødsler med Temaerne, strøer om sig med Detailler af baade rytmisk og melodisk Karakter, og giver derved let deres Værker et Præg af Uro i Linieføringen, som kan vanskeliggøre Tilegnelsen for Tilhøreren. Alligevel kan man ikke nægte Sybergs Symfoni en vis organisk Helhed. Der hviler en egen Atmosfære af Besindighed, af alvorligt Arbejde med Tankerne over Satserne. Syberg gaar ingen Svinkeærinder i Udviklingen, fortaber sig ikke i uvedkommende Effektmageri, men forfølger, ogsaa ad kontrapunktiske Veje, en engang opstaaet Tanke til sine yderste Konsekvenser. Uden Tvivl betegner dette Værk et stort Skridt videre for Komponisten i den symfoniske Kunst.

Ths. Jensen havde nedlagt et stort Arbejde i Indstuderingen af saavel dette,

Programmets midterste, som det indledende og afsluttende Nummer. Han har

tidligere vist, hvor sikkert han fanger Romantikkens Tone, især hos Weber, og i

sin Udførelse af »Skæbne-Symfonien« lægger han stadig mere Vægt paa det skøn-

hedsmættede end paa det tragiske. A. F.

Politiken. ... Det er 10 Aar siden Unge Tonekunstneres Orkester gav sin første Koncert. 10 Aar er slet ikke saa lidt, endda ganske meget, naar det gælder de Unge, og det er i hvert Fald en hel Mængde, der er blevet udrettet i Løbet af denne Tid. Med en beundringsværdig Selvdisciplin har Orkestret holdt sig, udviklet og dygtiggjort sig til at løse store og betydningsfulde Opgaver, og det kan med Rette siges, at vore unge Tonekunstnere ikke blot har hævdet sig gennem deres Orkester, men Gang paa Gang.har ydet en fremragende Indsats i vort Musikliv. Der er da al god Grund til at fejre dette Jubilæum, og det skete da ogsaa paa festlig Vis i Aftes ved en Koncert i Odd Fellow Palæets store Sal. Orkesteret var forstærket, og som Leder havde man hidkaldt Kapelmester Ths. Jensen, den ubestridt største Dirigent-Evne blandt vore yngre Musikere, anerkendt og værdsat fra første Færd og fulgt med stigende Interesse og Forhaabninger paa hans sikre Vej mod de store Maal. Endnu engang fastslog Ths. Jensen i Aftes, hvor stærkt og myndigt og levende hans Førerskab er. Webers Jæ-gerbrud-Ouverture, Beethovens Skæ- bnesymfoni, i lige høj Grad Vidnesbyrd om hans Indfølings- og Udtryks Evne, en renlivet, uildertiden lidt tung, men altid maalbevidst, Musikers fuldlødige Gengivelse. Med særlig Interesse hørtes den unge Komponist Franz Sybergs Symfoni, som for et Aars Tid siden opførtes af Ths. Jensen i Aarhus, ved hvilken Lejlighed den transmitteredes, men det vanskeligt tilgængelige Værk var det den Gang næsten umuligt at faa Samling paa i Radioen. Selv her, hvor Symfonien hørte.,,, direkte i Koncertsalen, forflygtigedes til at begynde med Indtrykket ved Førstesatsens sære og søgende, meget spredte Karakter. Hvad vil han, hvor vil han hen? Det synes ingensteds at føre frem, denne famlende Kammermusiceren. Men saa strammes Formen, Motiverne fæstner sig, vokser, og dermed Evnen til at stryge (let forbeholdne af sig, og - endnu bedre - det umiddelbart naturlige faar Lov til at tale med. Det udvikles i ""i Nlidtersatsen, der synes saa langt den bedste, for atter i sidste Sats at give Plads for det sære søgte og villet mærkværdige.

Der var Aftenen igennem Feststemning i den næsten fyldte Sal, og med sær-

lig Begejstring hyldedes Ths. Jensen, der til sidst fik Bifald og Blomster og

Touche. A x. K.

En sjælden Ci'rang, med Aars, Mellemrum, diikker Franz

Sybergs Navn ol) paa vore Koncertprogrammer. Han lever stilfærdigt tilbage-

trukket i Rerterninde, hvor lian betjener et af vort Lands skønneste Orgler. Men

naar vi saa endelig støder paa harn i hans Egenskab af skabende Kunstner, har

hans Indlæg Vægt. De bringer Biffi fra et rigt musikalsk Sind af en egen fornem

Holdning. I Aftes hørte vi for første Gang i København hans Symford fra 1939, der

fik sin Uropførelse for et Aars Tid siden i Aarlius filharmoniske Selskab. I dette

tresatsede Værk stod i Midten en Adagiosats af sjælden, umiddelbar Skønhed. Den

havde Bredde og Ro og den vidnede højt om Sybergs, Evner som Melodiker. Den

-første Sats, en Allegro omgivet af to rolige Partier, havde en fortræffelig Hold-

ning og var i Udvikling og formal Balance en ægte symfonisk Sats. Svagere synes,

i alle Tilfælde ved en første Overhøring, Finalen, der mere arbejdede med Kon-

trastvirkning. Det er et farligt Princip at bygge paa, naar de stilles uformidlet op

mod hinanden, fordi de saa let slaar Fremstillingsformen i Stykker. Dertil kom-

mer to Ting, der i nogen Grad svækkede Virkningen af ',,~ærket som Helhed. For

(let første er dets Stoffylde saa stor, at det til Tider virker unødigt komplicerende

og derfor vanskeliggøres Tilegnelsen. For (let andet har Sybergs Melodik af og til

et saa kammermusikalsk intimt Præg, at den synes tynget af den orkestrale Iklæd-

ning. Det er dog muligt, at dette Indtryk snarere skyldes en vis Kejtethed i

Orkesterbehandlingen. Vi maa haabe paa meget snart igen at faa Lejlighed til at

høre dette Værk, der, alle Iudvendinger til Trods, er blandt de betydeligste danske

Orkesterværker fra den seneste Tid. Koncerten var iøvrigt. en Art Jubilæurn, idet

det om kort Tid er 10 Aar siden, Unge Tonekunstneres Orkester traadte frem som

selvstændigt Ensemble. Vore fornemste Orkestre har i disse Aar hentet deres Til-

vækst blandt de her skolede Musikere og dog har Ensemblet formaaet at holde en

smuk Standard. Herom vidnede den livfulde Udførelse, som Ouverturen til »Jæger-

bruden« og Beethovens c-moll Symfoni fik i Aftes. Men det var jo ogsaa Ths. Jen-

sen, der holdt Taktstokken i sin sikre og opildnende Haand. i. B.

Efter Koncerten samlede.s man i Riddersalen til en festlig Sammenkomst og mindedes de forløbne 10 Aar i Taler af Aksel Ågerby, Sverre Forchhammer og Waldemar Wolsing.

Årgang 16/1941, nr. 02