Gehørsangskole eller funktionsdiagnose

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 03 - side 41-52

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

GEHØRSANGSKOLE ELLER FUNKTIONSDIAGNOSE

AF SVEND TURNING

Hvis man vilde tælle alle de Sangpædagoger op, der paastaar at lære italiensk Sangkunst fra sig, kunde man faa en artig Portion samlet sammen. Vilde man spørge,hver enkelt, hvori italiensk Sangkunst bestaar til Forskel fra t. Eks. nordisk, kan man vente at blive henvist til Grammofonplader. En nærmere Forespørgsel om funktionelle Detaljer vilde i Almindelighed blive resultatløs.

For ca. 10 Aar siden stillede jeg et saadant Spørgsmaal til en dansk Læge, der specielt havde interesseret sig for Sang og Strubefunktioner og fik til Svar: Det kan ikke angives.

Nu har det aldrig manglet paa Forskere med Lyst og Energi til at søge ned i Hemmeligheden ved den straalende, teknisk lette Sangkunst, som enhver - Fagmand eller Ikke-Fagmand - kan høre hos Italienere i Særdeleshed.

Man har længe vidst, at der --- reelt set - ingen Forskel bestod i Bygningen af en, Sangers og en Ikke- Sangers Organer. Stemmebaandenes Længde og Muskulatur varierer individuelt hos begge. Kategorier, men paa dette Felt, som paa Sportspladsen, kan enhver Dimension gøre sig gældende. Adrætheden, Muskelsammenspillet er det afgørende.

Den eksakte Viden om det Muskelsammenspil, der gør sig gældende for Sangkunst, har været længe undervejs, og den er kommet frem i Etaper. Hvad der imidlertid har været endnu trægere, i Bevægelsen, er Sangfolkets Forstaaelse af en saadan Videns Nytte. Man foretrækker til enhver Tid blomstrende Talemaader og Imitation. Men fremfor alt foretrækker man Smiger for ubehagelig Belæring, Kosmetik fremfor Næringsmidler.

Nu er der ingen Tvivl om, at Imitation rækker et Stykke Vej, men den er behæftet med Vilkaarlighed. Talent for Sport og Talent for Sang skal nok gøre sig gældende, selv om alle Landes Gehørmetoder og samtlige Fabrikanter af Patentmedicin slog sig sammen. Der slipper altid nogle Talenter igennem. At der drukner andre paa Vejen, er en Kendsgerning, men man græder ikke over dem, og der holdes ikke Mandtal paa dem. Spørgsmaalet staar ikke herom, men om dette: hvordan kommer et Talent ned til Bunden af dets Evner.

Finder man Sikkerheden under Gehørmetode og Imitation eller under en Viden, der kan udskille en gavnlig Funktion fra en ikkegavnlig. Der har virkelig hersket Tvivl om Spørgsmaalet, og der er kastet mange Sten efter »den lærde Pædagog«. Ganske vi,st, under Erkendelsen frem til brugbar Viden har der eksisteret mange Lærere med Quasi-Viden, fordi Forskningen simpelt hen ikke var færdig. Der er blevet trættet en Del Elever, uden at de synes, de har faaet. Gavn af Undervisningen. Man er ubarmhjertig over for den Læge, der ikke kan helbrede, men tilgivende overfor den kloge Kone, der heller ikke kan.

Man har Bøger om Sangkunst, der væver Side op og Side ned, paastaar Uhyrligheder med skønne forjættende Ord, men ingen klar Besked giver, men hvor man dog -- bag alt - aner en krampagtig Vilje til at sige noget, der fornemmes rigtigt, men som der ingen Mulighed er for at udtrykke konkret. Først skulde Anatomien klargøre Organets Bygning, dernæst skuldede sanglige Slutninger drages. Ikke noget let Arbejde. Den levende Organisme kan ikke ditssekeres, og den døde kan ikke frembringe Klang. Fra mange Sider begyndte man dog at slutte - -rigtigt og forkert - ind i mellem hinanden.

Saa udkom 1 1931 paa et svensk Forlag en Bog, W. Talvi: Huru Röstorganen behårskas. Denne Bog var en Eksplosion. Men det var en høflig Eksplosion. Den forløb lydløst. Og endda fløj Trærødder og Stene i Luften, Ler og Mudder forsvandt saa hurtigt, at man bagefter ikke kunde se, at det havde været til Stede. Men de, der havde sat sig til Rette i Husene, sover sig røde om Ørene endnu.

For første Gang i hele Sangkunstens Historie laa Klangens fysiologi-ske Aarsagsforhold klarlagt og samlet. Synetmaa have været nervepirrende for de uforberedte. De, der fik det for Øje, skyndte sig.væk og kom aldrig mere tilbage. Til Lægevidenskabens Ros maa det'siges, at den rejste sig og sagde enstemmig: Tak. Desværre underviste den ikke i Sang. Thi Sangpædagogerne - themselves - var ubevægelige, tavse som Sphinxer i en Ørken. Men se - Vinden maa alligevel have baaret noget med sig. I de nærmeste Aar derefter dukkede der Folk op, der kunde nyttiggøre den Viden, Talvi havde samlet og fuldendt. Det var væsentlig paa Talestemmen og de syge Stemmers Omraade, hvor man blev klar over, at den svage Muskelfunktion maa uddifferentieres og behandles efter sin egen Art. Herhjemme er i alt Fald''de Pædagoger, der samles om Universitetet, klar over dette Forhold. Det Talvi havde opnaaet med sin Bog var at give Sanglærerne det samine Arbejdsgrundlag som ~ Dag en Massør, en Sygeplejerske, en Sportstræner har i deres fysiologiske Viden.

Det skal indrømmes, at der endnu findes ubesvarede Spørgsmaal; visse Omraader, hvor man stadig rnaa nøjes med Hypoteser, men Feltet er indkreset. Talvi har heller ikke, løst Spørgsmaalet om Talent, men naturligvis heller ikke paastaaet -det. Sang er et supernormalt Stemmebrug, og kræver Evner over Normalen. Disse Evner »bringes endnu af Storken«, men der kan gøres Plads for Evnernes Udfoldelse.

Pointet i den vundne Viden er denne:
den smukke Klang er en hensigtsmæssig Balance mellem samvirkende Muskler i og omkring Sangorganet,
den uskønne Klang er en uhensigtsmæssig Balance i samme Muskler.

Og -- hvad der er det vigtigste --- den Behandlingsmaade, alle kyndige i Dag er enige om som den eneste anvendelige for Helbredelse af en syg, fonastenisk Stemme: at uddifferentiere den svækkede Muskel og træne den op, gælder ogsaa for en i og for sig god Stemme, der skal gøres bedre.

Det sidste Arbejde kræver blot et skærpet Øre og en mere vaagen kritisk Indstilling til det fysiologiske Sammenspil. Fuldendt Balance er sjælden, Normen for god Sang flytter sig efter samme Principper som Smagen for god Vin -og -god Tobak. Det, man som Begynder smækker med Tungen for, rynker man paa Næsen af efter Aars Forløb.

Desværre hersker der, mellem Sangere en indgroet Overtro imod at beskæftige. sig med det,,der ligger i Halsen. Mistilliden til dem, der vil forsøge -det, er saa stor som visse gamle Bønders til Lægen. Jeg kendte een, der ikke vilde gaa til Doktoren med et Benbrud: Skaa'nken vokser nok sammen igen, sagde han. Det gjorde den ogsaa, rnen jeg vil ikke fortælle hvordan.

Men man tør i Dag sige, at -den, der ikke tør tage Arbejdet op, hvor Kilden til saavel skøn Klang og grim Klang findes, har sluttet sig til -gamle veltjente Mr. Micawbers Korporalskab.

Der er virkelig nogen, for hvem noget viser sig. De redder sig igennem Livet med en brugelig Stemme. Men man tør maaske gøre opmærksom paa, at det kun er i Begyndelsen af en Sangers Karriére, at den velvillige Kritik oplyser ham om hans Fejl og Mangler. Senere svøbes han i Høflighedens Tavshedskaabe, omend mindre elskværdige Kolleger har deres billige og ublodige Fornøjelse af at lægge ham paa Dissekerbordet -- eller er det Marterhjulet - hver Gang, de kommer sammen for at faa en hyggelig Passiar.


Den primære Klang.

I en Klanganalyse bliver man nødt til at adskille primære og sekundære Kilder. Teksten bliver et Forhold for sig selv. Ved den primære Klang forstaar man Fonationen, Strubens Lydgivning før Klangen omformes eller denatureres - af evtl. sekundære, resonatoriske Aarsager.

I den primære, Klang ligger en Grundkarakter, et Vibrato, en Ansats som selv den gunstigste Resonans ikke kan ændre.

De Fejl, man erhverver sig her, erhverver man sig gerne paa Livstid. Hvis altsaa. ikke -den specifike Behandling sætter ind paa Vanekomplekset og erstatter en daarlig Vane med en god Vane.

Den sekundære Klang bliver altsaa Resonansvirkningen, og ved sekundære Hæmninger forstaar jeg saadanne Indsnævringer, der i almene Øren denaturerer Klangen: Halspres d. v. s. Tungerodens Tryk paa de falske Stemmebaand (plica ventricularis) og disses Tryk paa de vibrerende rigtige Stemmebaand (plica vocalis), Hul-Klang, d. v. s. Indsnævring i Svælget saaledes, at der kommer Dobbelt-Svælgrum, Knødel i de forskellige Former, Nasalitet, d. v. s. ensidig Benyttelse af Næse- Hulrummene.

Med Hensyn til den primære Klang beror en Stemmes musikalske Karakter først og fremmest paa dens Vibrato. Betingelse for Vibratoet ligger i Stemmebaandenes Egen-Kontraktion, Vibratoets Kvalitet afhænger af dets Regelmæssighed samt af, hvor ringe eller stor Del af Stemmelæberne, der svinger med.

Under Forudsætning af, at Strubens Organisme i de ydre Træk er kendt, bliver jeg, som Indledning til det følgende, nødt til at omtale visse mindre kendte Detaljer.

Talvi refererer i sin Bog en Opfattelse, som er fremsat af Dr.med. E. Barth vedrørende Stemmebaandsmuskulaturens Funktion. Den ser logisk og tiltalende ud:

Stemmebaandene bestaar af en Række Muskelfibre beliggende i disses Længderetning. Disse Muskelfibre kan - altsaa hos Sangeren, d. v. s. Manden med Talent for Sang - kontraheres separat i mindre Grupper, saaledes, at den øvrige Del af Stemmebaandene er i Ro. Det vil sige, i Højden kontraheres kun de inderste Fibre; efterhaan'den som Tonen falder, slutter flere og flere til, indtil, paa det dybeste Leje, hele Stemmebaandet er kontraheret og svinger i sin fulde Bredde.

Denne Udtynding - Svingning af en Del af Stemmebaandene - kan bringes i Anvendelse, mere eller mindre, paa ethvert Tonetrin, dog saaledes at Muligheden for Fortynding er svagest ved de dybe Toner og omvendt - Muligheden for Fortykning er indskrænket paa de høje Toner.

Fænomenet har saaledes sin Betydning for Tonehøjden, for Klangfarven samt for de spontane dynamiske Nuancer.

At andre Faktorer spiller ind bl. a. for Tonehøjdemekanismen er givet, men de behøver ikke at omtales paa dette Sted. Det, som det gælder at holde fast paa, er, at Klangfarve og Nuancer bestemmes af den omtalte Kontraktion og Breddebelastning af Stemmebaandene, og ikke med Lødighed kan erstattes andre Steder fra.

Jeg vil senere vise nogle Eksempler paa, at netop paa dette Omraade fikserer en Mængde Stemmer sig uden at træne elastisk Bevægelsesevne op til stor Skade for deres kunstneriske Fysiognomi.

Den tynde Stemme kender man under det populære Navn af Hovedstemme, Randregister, medens den tykke Stemme kendes under Navn af Bryststemme, Fuldregister.

I Praksis taler man om en internus Funktion, hvilket dækker -den tynde Stemme, samt om en externus Funktion, hvilket dækker den tykke Stemme.

Navnene er taget fra en Distinktion, som i Virkeligheden ikke eksisterer, nemlig, at der ligger to separate Muskler langs Stemmebaandene, henholdsvis internus, den indre, samt externus, den ydre. I Virkeligheden maa man regne med en langt mere gradueret Inddeling, men det har sin Betydning at kunne fastholde en simplere Inddeling, selv om den er teoretisk. Man har dog ogsaa Brug for Begrebet mezzo voce, formindsket Brystregister, til at karakterisere visse Stemme.r. Det er altsaa en Svingningsbredde midt mellem Yderpunkterne.

En svagt kontraheret Stemmebaandsmuskel giver en slap, energifattig Klang, men der kan paa -den anden Side ogsaa blive Tale om en overkontraheret Muskel. Idealet for en Sanger ligger i et Medium, der kan give Nuanceringsmuligheder til begge Sider.

Endvidere vil man forstaa, at der foruden Externus er Tale om en separat Internus-Kontraktion, der behersker Stemmens Piano- og Fortyndingsmuligheder. Den har sin Betydning at omtale derved, at der kan stilles Øvelser op for Træning af denne separate Funktion.

I Praksis vil man endvidere have bemærket et Meget langsomt, stort Vibrato (Marius Jacobsen) og et kort, tæt Vibrato, som man gerne hører det hos Italienerne. Det store Vibrato er symptomatisk for nordiske Stemmer, medens det korte karakteriserer de fleste sydlige Stemmer. Ganske vist svinger externus altid større og langsommere end internus, men andre Forhold gør sig sikkert gældende. En Hypotese, som Talvi omtaler nederst Pag. 31 af sin Bog, er maaske Forklaringen paa det langsomme Vibrato,. Hypotesen gaar ud paa, at Fibrene nærmest ved Stemmebaandenes Endepunkter ikke kontraheres, de forbliver bløde, medens Midtfibrene spændes. Denne Funktion kan tænkes at give et stort, blødt svingende Vibrato.

Stemmebaandenes Kontraktions-Mulighed afhænger foruden af deres egen Styrke ogsaa af de Muskler, der støtter dem ved begge deres Endepunkter. Disse er - foran ved Skjoldbrusken - Forbindelsen ned til Ringbrusken (crico- thyreodeus), samt bagved - en Muskel, der ogsaa tjener som Aabnemuskel, kaldet postieus.

Hvis disse Muskler er for stærke, kan Stemmebaandene ikke kontrahere, de bliver simpelthen strakt i deres Længderetning. Resultatet er en skrigende, skinger Klang. Dette Forhold høres paa de fleste høje Toner, hvor Stemmebaandene af tonale Grunde strækkes og udtyndes, og hvor derfor en passende Kontraktion bliver svær at gennemføre og beherske.

Den Sanger, der søger Fornemmelser at støtte sig til, vil her lægge Mærke til, at Tonestøtte skal føles under Stemmebaandene, thi den passende Spænding her - ikke for stærk - afgiver Basis for Stemmebaandenes egen Kontraktion. Derimod vil Spænding i den opgaaende foranliggende Støttemuskel (thyreo-hyoideus, Forb. mellem Skjoldbrusken o-, Tungeroden) være af det onde. Det er denne Muskel, der trækker Strubehovedet opad, hvilket bør undgaas. Muskelen skal være fri for Spænding, saaledes at Tungen uhindret kan medvirke ved Artikulationen. Omvendt - spændes den - vil Stemmebaandene have øget Vanskelighed ved Kontraktion, og Artikulationen besværliggøres. Ogsaa for denne Muskels Afspænding findes specielle Øvelser. Fejlen er meget udbredt.

Stemmebaandenes Lukkemekanisme:
Stemmebaandenes lukkes bag ud af to Stemmetappe (Arytenoiderne), Lukningen besørges af tre Muskelsæt, henholdsvis transversus, obliqui og lateralis.

Lukkemekanismen er den vigtigste Faktor for lydefri, teknisk Sang, idet det er en Kendsgerning, at den letteste Sangfunktion sker med lukkede Stemmebaand og kontraheret Stemmebaandsmuskel. Naar Luften under Stemmebaandene komprimeres, vil den søge at slippe igennem de spændte Stemmebaand. Disse giver elastisk efter, men svipper sammen igen og fortsætter i rytmisk Rækkefølge, de første Lydbølger er opstaaet. Hvis Lukningen er utæt, slipper der falsk Luft igennem, hvilket giver en Klang, der er sløret ved lille Utæthed og hæs, hviskende, ved stor Utæthed.

Dette er ikke den eneste Géne. Utætheden giver, med en bestemt Luftstyrke og en bestemt Kontraktion af Stemmebaandene, mindre Klangenergi end den tætte Stilling. Ubvidst vil derfor Sangeren kompensere derved, at han øger Lufttrykket og øger Kontraktion og Svingningsbredde. Og saa optræder den tykke Bryststemme i daarlig Udgave.

Man vil se heraf, at det i første Række gaar ud over Luftøkonomien. I Virkeligheden kan det siges, at der eksisterer ikke andre Hemme ligheder ved Vejrtrækningen end den tætte Stemmebaandsstilling.

Yderligere vil man ved utæt, Stilling sjælden træffe Fortynding og Hovedklang. Det er svært at faa fat i den separate internus Funktion med utætte Stemmebaand.

Naar det tilmed kan siges, at man bogstavelig skal lede med Lygte her i Daninark efter en Sanger, der har et konstant Lukke paa Stemmen, vil man forstaa, at paa dette Omraade ligger første Aarsag til, at danske Sangere mangler den afgørende Glans samt Bevægelsesteknik. Al Bevægelse, Intervalspring, Løb, Forsiringer skal, for at lyde elegante, udføres med internus Funktion, men naar en Sanger gennem daarligt, Lukke ikke kan faa fat i denne, er han ogsaa afskaaret fra de tekniske Færdigheder, som Italienerne jonglerer med.

Lukningen er et bærende Krav for et virkeligt Legato og et præcist staccato, den er uomgaaelig for et portamento. Portato, rytmiske og dynamiske Akcenter bliver grove, hvis ikke Stemmen er lukket.

Den er med andre Ord identisk med den meste Stemmeteknik.

Naar Danske har sværere ved denne Funktion end andre Landes Sangere, ligger det først og fremmest i det danske »Stød«, en Sprængansats. Luften slaar baade Sfemmebaand og Stemmetappe aabne, hvorved Fonationen kommer til at ske med utæt Aabning. Stemmebaandene kan ved Tilbageslag (rekursion) naa --i bedste Fald en lineær Stilling, men hver Vibratoaabning (exkursion) giver en trekantformet Stilling.

Der, hvor Stemmetappene bliver staaende i Lukkestilling, me,dens kun Stemmebaandene slaas aabne, kommer, ved exkursion, en ellipseformet Aabning og, ved rekursion, en lineær.

Den ellipseformede Aabning giver -Sangen Velklang og Klarhed, bortset fra, at den forhindrer Stemmebaandsknuder. Den trekantaabnede Stilling er problematisk. Den er altid tung, den kan i bedste Fald klinge nogenlunde, men i værre Tilfælde bliver Stemmen uklar, rusten, mangler Ædelhed, for i værste Fald at blive grov og til Slut helt udviskes, nemlig naar det ikke længer er muligt at faa Komprimering af Luft under Stemmebaandene paa Grund af den store Utæthed. Dens sidste Faser kommer ind under Sygdomstilfældene (Fonasteni).

Selv om de bedste af vore Sangere har lært at lukke under Fonation, hører man Eftervirkningerne af »Stødet« i Form af daarlige Ansatser. Det vil sige, at -der bestaar en Kamp mellem Aabnemusklen (posticus) og Lukkemusklerne (i forreste Række transversus). I visse Tilfælde fortsættes denne Kamp under Fonationen, og man kan da høre tremolo,, d. v. s. Stemmetappene slaar rytmisk mod hinanden. Men ellers er Reglen, at Sangeren paa Konsonanter ubevidst slipper sin Koncentration (han er jo fra Sproget vant til denne Funktion), hvorved St.tappene giver sig lidt, hvorpaa, han igen indstiller paa Vokalen. Det høres paa forskellige Maade, alt efter den. Grad, der aabnes paa, lige fra en lille »tør« vibrationsløs Indledning,
til en længere dito, og op til en tydelig Fonationsafbrydelse.

I Lande, hvor man ikke har Stødet, kommer man lettere til Sangteknik, og vilde man derfor i Dag spørge mig -om, hvad det er der funktionelt hæver italiensk Sang over dansk, vilde jeg sige:

Italienerens fuldendte Lukkemekanisme, som han arver fra Talesproget, og som tillader Placering af Stemmen i et »voix mixte«, lige langt fra ren internus og ren externus, Funktion, samt Balancen mellem Stemmebaandsmusklernes egen Kontraktion og Kontraktionen af Støttemusklerne (crico-thyreodeus og posticus).

Vil man derfor hjælpe en Sanger af Talent frem, maa det ske ved en Justering af disse Musklers Sammenspil.

Lukkemekanismens Funktion er den letteste at iagttage, nemlig gennem Laryngoskopering. Og i Betragtning af den alt betydende Virkning burde en Sanger selv gennem Autolaryngoskopering erhverve sig Kontrol over sin Lukkemekanisme. Han kan selvfølgelig ikke synge, med et Spejl i Munden, hvilket heller ikke er Meningen. Men han kan ved Stumøvelser og let Fonation træne sig op til Bevidsthed om Mekanismens Funktion.

Den Sanger, der søger Fornemmelser, vil mærke Stemmetappenes Lukning og den ellipseformede Aabning som en let Bredning (Smilet) dybere end Fornemmelsen i Struben ved Syngning paa almindelig Maade. Der er ogsaa en karakteristisk »Bund«fornemmelse. Den er ganske let og ligger bagud, ogsaa dybere end Normalfornemmelsen.

Den Sanger, der begynder at etablere Lukkefornemmelse, Vil næsten automatisk trække Bagtungen bagud og skabe sig en sekundær Hæmning. Fejlen kan afhjælpes senere, men skrækker nogle bort fra den anden rigtige Funktion. Jeg,har kendt en Sangerinde, som kun i Højden -havde Lukkestillingen, men behæftet -med ovenomtalte Fejl. Højden varhendes mest energiske Leje, men hun sagde uden at blues: jeg kan ikke lide min Højde. Det er hyppigt, at en rigtig primær Klang erhverves med en Tilgift af sekundær Hæmning (ufrivillig Muskeleoordination), men fremfor noget Sted gælder det her, at man ikke maa kaste Barnet bort med Badevandet. De primære Funktioner er saa vigtige, at de maa erhverves for enhver Pris. De Behæftelser, der kan komme, er lette at fjerne, naar først den nye Funktion har faaet Hjemsted i Vanekomplekset.

For nærmere at klargøre disse ret betydningsfulde Detaljer har jeg taget mig den Dristighed efter Øret at anstille nogle Analyser af kendte danske Sangere, der er tilgængelige for hele Landet paa Grammofon og ved jævnlig Optræden i Radio. Dristigheden ligger ikke i, at jeg ikke undgaar at nævne negative Sider ved disse Sangeres Kunst - jeg gør det uden Lyst til at sige personlige Ubehageligheder, men nærmest derved, at visse Ting kan ikke endelig diagnosticeres uden laryngoskopisk Undersøgelse. Der er Undtagelsestilfælde, der kan skuffe Øret, men som aabenbares i Laryngoskopet.

Tenna Kraft: Eksempel paa en afbrudt Lukkemekanisme mellem de enkelte Ord. Frasen bliver hullet. Klangen er - naar Indstillingen er sket - smuk, et Sopran-mezzo, voce i rigtig Kontraktion og Balance. Men førstnævnte Fejl berøver Fruen teknisk Bevægelighed. Ingen sekundære Hæmninger.

Anna Hagen: Klangen er klar og køn, men uden Nuancering og Energi. Antyder for slap Kontraktion. Pianoet er smukkest. Stemmetappene maa anses at være lukkede under Fonation, men Indstillingen sker ved en for lang vibrationsfattig Ansats. En Stemme, der bør trænes for externus Kontraktion.

Edith Oldrup Pedersen: Mere Kontraktion end hos A. H., men Klangen er ujævn, altsaa manglende Konstans i Muskelsammenspillet. Paa det bedste en smuk mezzo voce, sikkert med Ellipse-glottis. Pianoet klinger ikke, hvilket antyder
internus Svaghed. Mange svage Ansatser tyder paa Afbrydelse af Lukkemekanismen tinder Frasen. Ingen sekundære Hæmninger, men talrige svage Vokaler, fonationsmæssig set, hvilket ligger i svigtende Øre for den Klangvalens, de skal synges med, altsaa et Spørgsmaal om momentan Kontraktions-Svækkelse hos Stemmebaandene.

Else Jena: Denne Stemme har Konstans i Ansats og Kontraktion. Vibratoet er let og kort. Stemmen vilde vinde i Nuancering ved externus Træning, men det letteste internus magter den heller ikke, derfor ingen rigtig Højde eller Dybde. Ingen sekundære Hæmninger.

Marguerite Flor, Else Schøtt: Aabne Stemmetappe ved Fonation, Overspænding ved crico-thyreoideus og thyreo-hyoideus. Derfor skrigende Klang uden smukt Vibrato. Stærke sekundære Hæmninger: Bagtunge og meget utydelig Tekst. M. F. sang for ca. 10 Aar siden langt bedre.

Ingeborg Steffensen: Mezzo voce med Nuanceringsevner, pianoet svigter, altsaa internus Svækkelse. Vibratoet ikke konstant, hvilket tyder paa Indstilling af Stemmetappene mellem Ordene. Den meget dybe Tone er en aaben Stemmetap Stilling med haard. Kontraktion af Stemmebaandene. Stærk sekundær Hæmning.

Else Brems: Gunstig Kontraktion og Balance, men ikke konstant. Stemmen er i stort Format med mange smukke Toner, ingen Ansatsstøj, men næppe lukkede Stemmetappe mellem Ordene. Internus svigter, derfor skriger Højden. Mange svage Vokaler, sekundær Hæmning.

Helga Weeke: Udelukkende externus Funktion med aabne Stemmetappe. Derfor intet piano og ingen tekniske Færdigheder. Klangen er ulden og upræcis som ved undertrykt Følelse og Graad.

Niels Hansen: Ensartet konstant externus Funktion, Ansats uden Overgange, karakteristisk stort, men energisk Vibrato. Stemmen ikke trænet. for Nuancering, derfor Vanskeligheder med internus paa Højden, og Vanskeligheder med dramatisk Variation, som Sangeren søger at forcere frem fra alle andre Kilder. Vokalejendommeligheder. Naar denne Sanger ikke viser tekniske Finesser, ligger det i manglende internus Træning.

Marius Jacbsen: Stort Vibrato, der nærmer sig Trillen. I Mellemlejet »tørre« Ansatser. Sangerens Stemmekvalitet viser sig i Højde og piano, der fungerer med lukkede Stemmetappe under hele Frasen, en internus Funktion paa Højde med Udlandets bedste. Førstnævnte store Vibrato er en Fejl, antagelig erhvervet under Forsøg paa at opnaa mezzo voce. Her vilde man - modsat som for de fleste andre Sangere - anse Træning af tidligere nævnte ydre Støttemuskler for gavnlig, altsaa en Længdespænding af Stemmebaandene. Den ensartede Vibration antyder rigtig Lukning af Stemmetappe under Fonation, men i Mel lemlejet, er der de føromtalte Tegn, der tyder paa Indstilling mellem Ordene.

Islandi: Ogsaa her viser Pianoet Sangerens Kvalitet. Dette og Højden er lydefrit. Mellemlejet viser den samme Antydning af Indstilling af Stemmetappe som Marius Jacobsen, men Islandis Stemme hører mere naturligt hjemme i mezzo voce end Jacobsens.

Thyge Thygesen: Her er Tegn paa uomtvistelige Overspændinger i Støttemusklerne ved Stemmebaandenes Endepunkter, Stemmebaandene bliver for spændte i Længderetningen, Stemmetappene ikke lukkede. Resultat: den skingre, men energiske Klang, der ikke kan kaldes køn. Internus Funktion, Tremolo høres.

Aksel Schiøtz: De senere Aars Udvikling har ført denne Sanger fra et lidt uenergisk mezzo voce frem til en hel og udelt externus Funktion. Internus beherskes ikke, derfor svigter Højden, Vibratoet ikke regelmæssigt, men formes dog efter kunstneriske Krav, knapt saa meget af Tilfældighedernes. Ogsaa her Indstilling mellem Ordene. Man sporer ogsaa en begyndende sekundær Hæmning, Tryk fra Tungeroden ned paa pl. ventr. (belagt Klang). Dette i Forbindelse med
Kunstnerens Ansats-Indstilling kan blive farligt for Stemmen.

Georg Leicht: Meget kraftigt kontraherende Stemmebaand, afgjort externus uden internus Beherskelse. Vibratoet konstant. En svag taaget, Klang tyder paa ikke helt lukkede Stemmetappe, ogsaa her høres samme sekundære Hæmning som hos Schiøtz. Den kraftige Kontraktion giver ikke Plads for Nuancer.

Einar Nørby: Externus Funktion, men ikke saa kontraheret som Leichts. En Sanger, der har valgt at synge dybere, end Stemmen tillader. Vibratoet ikke ens, tydelig Ansatsstøj og svage Ordafslutninger. Aabne Stemmetappe under Fonation. Trods Energi og det korte Vibrato og trods kunstnerisk Myndighed mangler Stemmen ædel Klang.

Holger Byrding: I mange Retninger et mandligt Sidestykke til Else Brems' Stemmeteknik. Hyppigt skønne og rigtige Toner (ellipsef. Glottis), men ujævnt. Nuanceringsevner. Man hører for tit den Forringelse i Klangskønhed, der øjeblikkelig indfinder sig, naar Stemmetappene aabner sig. Sekundær Hæmning. Løb udføres teknisk godt.

Endelig to Stemmer, som man sjælden hører:
Ebba Wilton: For Aar tilbage den Stemme, der kom italiensk Sangfunktion nærmest, lukkede Stemmetappe, passende Kontraktion etc., men Stemmen er paa nuværende Tidspunkt smittet af Omgivelserne og har overtaget de nordiske Fejl.

Johannes Fønss: Tykke overkontraherede Stemmebaand, aabne Stemmetappe, anstrengt, presset Klang. Eksempel paa - hvad primær Klang angaar - hvordan Stemmen ikke skal bruges. Stemmetappene aabnes selv midt i en Vokal.


Meningen med at fremføre disse Detaljer er et Ønske om at yde et beskedent Bidrag til en Revision af -hele det Grundlag, der har været undervist i Sang paa, og som der stadig i altfor høj Grad undervises paa.

Det er ganske meningsløst og uden Sidestykke indenfor nogen anden Disciplin, at man ikke gør sig til Herre over et Fags fysiologiske Grundlag, naar nu engang de fysiologiske Forhold kommer ind i Kunsten. Spørgsmaalet er noget mere end det, der gør sig gældende for en Violinists eller Pianists Arme. De er her blot den bevægende Kraft, ikke Tonen selv, den er fabrikeret af Instrumentmageren. Men Sangeren skal selv spille og samtidig levere Instrumentet, han maa altsaa krybe i Instrumentmagerens Arbejdstøj. Og her - paa dette Omraade - harhan Brug for hver eneste Centimeter Viden, han kan slæbe ud af Forskernes Arbejde.

Men det er pinegalt med Lysten til at erhverve sig denne Viden, desværre ikke alene i vort lille Land, hvor Sangtalenterne er lige saa hyppige som nogetsteds, men ogsaa i andre Lande,. Dog vi har i vort Sprog et Handicap, der burde inspirere til, før nogen anden, at tage Kampen op for at erhverve den Kundskab, der kan stille os paa lige Fod med andre. Det er de skæve Skuldre, der kal-der den bedste Skræderkunst frem.

Det burde være en Pligt paalagt af det Offentlige, at den, der vilde undervise i Sang, fik en Autorisation, og at denne Autorisation ikke blev givet uden fremvist theoretisk og praktisk Kendskab til Stemmefysiologi og Klanglære. Vedkommende bur-de kunne behandle et Laryngoskop, om ikke andet saa for at foregribe Stemmekrise, Stemmetræthed etc. hos Elever.

Kommer vi mon nogensinde saa vidt?

I Øjeblikket er 65 % af Sangundervisning nærmest en Slags Motionsgymnastik til Musikledsagelse. Den gør hverken Skade eller Gavn. Saa er der visse Skoler, der arbejder efter Principper. De er ikke altid lette at holde ude fra hverandre. Men der kan dog skimtes to Retninger, der forholder sig til hinanden som lunken Thevand til 8 Graders fuselfri Brændevin.

Den med Brændevinen har set sig flintrende gal paa al den slappe energiløse Sang, der vitterlig findes. Krop skal der til, siger den. Tag fat i det Klaver og løft paa det. Naa. Den Fornemmelse, du nu har i Kroppen, skal du bruge, naar du synger. Klø paa.

Der er een utvivlsom Fordel ved denne Skole, den begrænser paa -en naturlig Maade Tilgangen til de professionelle Sangere. Eleverne afgaar gerne ved Døden, men genopstaar senere som private Mennesker, der engang har haft en taabelig »hobby«.

Den anden Skole - med Thevandet -- er helt anderledes. Den kan ikke lide Pres og Overspænding. Det kan vi andre heller ikke. Men saa har den fundet paa, at man kan afslappe det hele og saa begynde i det smaa.

Man aabner forsigtigt og venter - ligesom Manden paa Dyrehavsbakken ved Spilleautomaten - at Kuglen skal finde det rigtige Hul. Denne Skole dyrkes af Mænd med psykologisk Sans, de har fint hvidt Kravetøj og overbærende Smil. Skade gør de absolut ikke. Man er Sangeraspirant Livet igennem, og kan engang med Tiden nedlægge Arbejdstøjet med Bevidstheden om at have stridt for en god Sag. Livet er blot for kort i Forhold til de Vanskeligheder, det byder.

Der er endvidere en billig Metode - saa billig, at alle har lært. den udenad, selv en ung Knægt, der har faaet, en Maaneds Sangundervisning, kan den. Det drejer sig om Resonansen - Hovedresonansen. Man tror, at naar Stemmen klinger i Hovedet, saa skal man blot sørge for at putte,den derind - noget lignende som naar man stopper Krølhaår i en Madras. De laver en Gebærde, en Bue fra Øret op til der, hvor Forstanden sidder. Her skal -den op, forklarer de deres lille Søster eller p. t. Kæreste, der endnu ikke har lært Kunsten.

Sandheden er, at et saadant Forsøg automatisk vil opløse enhver tonedannende Mulighed i deres Sangorgan. Fornemmelsen kan til Nød bruges til at jage en tilbagetrukket Tunge fremefter og opefter, men i klanglig Henseende - ja da modarbejder man enhver Tonestøtte, der gaar i lige stik modsat Retning.

Det er den Slags Paafund, der gør, at man ser efter om ikke vore Lygtepæle, nu i Mørklægningstiden, kan bruges til noget nyttigt. Jeg kunde tænke mig, at den,'der gav saadanne Raad, kom lidt derop et Stykke Tid. Naturligvis med Rebet under Armene. Vi skriver da 1941.

Hvad ellers. Jo ellers er der det, at man ikke maa slutte en Artikel om teknisk Sang uden at erindre om, at Teknik og Stemmeskønhed kun er Midler.

Den mest gribende Virkning skabes, naar den, der kan sin Kunst, lader Skønhedsbestræbelserne fare, og i et enkelt Glimt, en enkelt Linie, lader Inspirationen raade og griber en psykisk Detalje, saaledes som Schjaljapin Gang paa Gang har vist det. Forbløffende saa faa der magter det. Eller tør vove Forsøget. Der skal naturligvis være Oplevelse bag.

John Forsell kunde ogsaa denne Kunst. Jeg husker hans: Waldesgespräch. af Adolf Jensen. Hexen Loreleys Strofe. Den blev sunget med en desillusionert Stemme, trist som Døden, Overmættelse indtil Lede, ikke skøn, men af den højeste psykiske Virkning.

Vor egen Operas største kunstneriske kvindelige Kraft indenfor Mands Minde, Elisabeth Dons hørte jeg, efter at hun var gaaet fra det kgl., synge Schuberts: Dobbeltgänger. Hun sang den med magisk Henførthed, kun med Rester af Skønklang. Naar man senere kommer til at høre Taubers Grammofongengivelse, griber man en Lovsamling og slaar op paa Straffebestemmelserne for Blasfemi.

Skønhed ligger i andet end i Klang. Vor egen afdøde Herold har givet Beviset. Han rostes i sin Levetid og efter sin Død for Stemmecharme. Jeg vil ikke trevle denne Stemme teknisk op,den havde Fejl, men paa eet Omraade var han ubestridt Mester blandt,sine Samtidige. Han kunde forme en Frase i dens egen Aand. Og hvor hans Stemmes psykiske. Karakter ikke - dømt efter hans egen kritiske Indstilling - svarede til Sangens Aand, kunde han lade være at synge den. Det er der heller ikke mange der kan. For mig staar hans Fraseføring som hugget i Marmor, af det bløde afskyggede Marmor som Thorvaldsen huggede Relieffer i. Fornemt og stærkt, men med Finfølelse for Detaljen. En plastisk Formsans, som desværre ingen af hans mange Elever har lært ham efter.

Den døde med ham, og da hans mangeaarige Kunstfælle Helge Nissen ogsaa gik bort, gik tillige Styrke og fornem Kræsenhed i det musikalske bort fra Scenen paa det kgl. Den har ikke været der siden.
Men dette er en ganske anden Historie.

Årgang 16/1941, nr. 03