Ny musik

Af
| Årgang 16 (1941) nr. 03 - side 55-56

NY MUSIK

Svend Erik Tarp: Toccata (orkester) opført d. 10. januar ved DUT's tredie koncert; og Lystspilouverture (orkester) opført ved torsdagskoncerten d. 30. januar.

Det er åbenbart instrumenteringen og det instrumentalt-klanglige, der synes at interessere Tarp mere end stoffets udformning og de musikalske spændinger; for begge orkesterarbejder er prægede af Tarps lette, gennemsigtige orkesterbehandling og den udmærkede klanglige balance, der er mellem de forskellige instrument-grupper.

Også i form og stil ligger de hinanden nær, offiend ouverturen er fastere både i stoffet og formen end toccataen, hvor man kan savne en bredere stoflig udformning, eller, hvis man betragter den som »mosaikform«, en større spænding og kontrast mellem figurative og tematiske partier og et mere overbevisende polyfont arbejde.

Stilen i begge disse værker er karakteristisk for Tarp som orkester og -koncert-komponist; det er nutidens divertimento-stil. overført til et større format; -' selve den livlige, opstemte koncerterende hovedtematik i »toccataen (1) og i ouverturen (2), viser det.

I ouverturen er der et meget smukt forhold mellem det tematiske og det rent instrumentale; Tarp gør her mere ved stoffet end i de fleste tidligere

værker. Det humør, (ler er over legen forhøjes ved de klanglige virkninger, der ikke føles som mål i sig selv; og den stilfærdige ynde, der er over fløjte-ns tema (3) i den langsomme midterdel, er anbragt med sikker sans for den kontrastvirkning, der derved fremkommer.

Det er i høj grad berettiget at et ungt dansk værk som denne lystspilouverture opføres på en torsdagskoncert; men det er for enlig en svale. Statsradiofoniens musikafdeling har åbenbart for lidt kendskab til, hvad der er skrevet og skrives af unge og yngre komponister i danmark. Hvornår blev der spillet værker f. eks. af Høffding, Syberg eller Koppel på en torsdagskoncert?

Alle tre har de skabt orkesterværker, der er selvskrevne til opførelse: Høffdings symfonier, Koppels klaverkoncerter og Sybergs orkesterværker, for at nævne nogle eksempler.

Den indvending, at man ikke vil op~ føre et dansk værk (som f. eks. Sybergs symfoni), fordi det for kortere eller længere tid siden har været, udsendt eller transmitteret, gælder ihvertfald ikke mere, efter at radiofonien selv har skabt præcedens for, at man udmærket godt kan opføre en dansk symfoni ved to større udsendelser indenfor godt et halvt Aar.

11 1 radioens serie »vor tids danske komponister«, var turen d. 3. marts kommet til Sv. Erik Tarp. Der opførtes »lille suite for orkester« op. 23, concertino, for fløjte og orkester, nogle sange og de to sidste satser af »concerto for orkester« op. 18, intermezzo og finale;

og man fik et stærkere og mere samlet indtryk af Tarps musik end ved nogen tidligere lejlighed.

Finalen af concertoen og concertinoens ydersatser er præget, af Tarps instrumentale opfindsomhed og klare

formdisposition, med hastige kontraster og en melodik man også kender f. eks. fra hans toccata og festouverture.

I suiten op. 23 er stoffet gennemgående noget vægtigere, men især i intermezzo'et af concerto op. 18 når Tarp både i formel, instrumental-klanglig og ikke mindst i melodisk henseende noget af det smukkeste han indtil nu har ydet.

Nu må man vente og håbe på at få et tilsvarende indblik i Høffding, Syberg, Koppel og Bentzon's produktion.

De tre førstnævnte har skabt orkesterværker, koncerter og kammermusik af høj kvalitet, og af Bentzon foreligger der også kammer- og orkestermusik bl. a. et af hans hovedværker »symfonisk trio« op. 18.

Sådanne samlede udsendelser er af stor værdi; de giver et vist overblik over den enkelte komponist's produktion og muliggør samtidig en større forståelse af nutidens musik.

// Ved DUT's 5. koncert d. 28. februar opførtes bl. a. N. V. Bentzons trio for violin, viola og cello nr. 1, op. 6; og den viste at Bentzon er i stadig stærk udvikling. Han arbejder med det musikalske stof på en måde, der kendetegner den fødte kammermusiker.

Men mens det abs~rakt-musikalske virker overbevisende, omend naturligvis søgende, kan der rejses mindre tekniske indvendinger; især denne, at Bentzon arbejder for ens med stoffet i de tre. strygere; de får ikke hvad der (instrumentalt set) tilkommer dem, hvilket omvendt giver satsen en måske unødig tyngde.

Melodiken er ofte meget ekspressiv,

f. eks. i førstesatsens hovedidé (U. Rytmiken er frit flydende, bundet af det melodiske stof; mest »rytmiker« er Bentzon i den udmærket klingende rondo Il (finale). Samklangen er gennemgående hård; rene klangvirkninger findes egentlig kun i den meget smukke adagio espressivo med dens karakteristiske kontrapunktiskførte melodik (2).

Det er glædeligt, dersom vi med Niels Viggo Bentzon kan få endnu en fin kammermusiker her i landet.

Vagn Holmboe.