Ermanno Wolf-Ferrari og han oratorium "La vita nuova"

ERMANNO WOLF-FERRARI OG HANS
ORATORIUM ,,LA VITA NUOVA"

AF POVL HAMBURGER

Man søger et eller andet paa sin Nodereol og faar noget helt andet i Haanden. Sligt hænder jo. Og saa kan det jo ogsaa. træffe sig, at det forkerte, man saaledes faar fat paa, viser sig at være noget, som i længere Tid, maaske, i Aarevis, har ført en upaaagtet Tilværelse, men som nu af en eller anden Grund fanger ens Interesse og i en saadan Grad, at det man først var ude efter i denne Omgang faar Lov at forblive, hvor det er.

Saaledes gik det for nylig mig. Og det, som paa den Vis kom til at slaa. det først eftertragtede af Marken, var et Klaverudtog, paa hvis Omslag læses: La Vita Nuova. Cantica su parole di Dante per Baritono, Soprano, Coro, Orchestra, Organo e Pianoforte composta da Ermanno Wolf-Ferrari, Op. 9.

Og nu fløj Tanken med det samme 28 Aar tilbage i Tiden til ens første store Musikoplevelse. Til hin Januar 1913, da »La vita nuova« opførtes i »,Musikforeningen«, og vi var en Flok Skoledrenge fra »Schneekloth«, som nød det Privilegium at fungere som ragazzi, d. v. s. være med i Drengekoret. For et Privilegium var -det jo saaledes at komme med. i det hele, høre det hele saa at sige inde fra - og tilmed flere Gange. Det var nemlig endnu i »Musikforeningen«s Velmagtsdage med Serie A- og B-Koncerter og i dette Tilfælde en-dog med en offentlig Ekstraopførelse i Tilgift. At Værket vakte enorm Opsigt, kan man læse i.Dagbladene fra den-gang, Publikums Begejstring var saa stor, at man talte om en ligefrem »Wolf-Ferrari-Menighed« her i København, og denne Stemning har sikkert ogsaa. været medvirkende til, at Det kgl. Teater allerede Aaret efter bragte den yndige lille Enakter »Susannes Hemmelighed« fil Opførelse. »La vita nuova« fik da ogsaa en førsteklasses Opførelse - med Ellen Beck og Helge Nissen som Solister og som Dirigent den fine gamle Professor Neruda.

Saa kom da »La vita nuova« paa ny paa Klaverpu.lten - og straks med de allerførste Takter af Prologen tryllebandtes man paa ny af denne underfulde Dante-Vision af den 25-aarige Wolf-Ferrari. Og saa meldte sig -det Spørgsmaal: Hvordan har det været muligt, at et saa dejligt Værk, én Gang ført til Sejr herhjemme, lige siden har ligget uænset-hen? Saa voldsom er Trængslen af virkelig stor Kormusik fra den sidste Menneskealder da heller ikke. - Lidt nærmere om »La vita nuova« og dets herhjemme i det hele taget kun lidt kendte Skaber kan da muligvis have sin Mission.

Ermanno Wolf-Ferrari, der den 12. Januar i Aar fyldte 65, er født i Venedig som Søn af den tyske Maler August Wolf, kendt især for en Række fremragende Kopier i Schack-Galleriet i München; Moderen var en Italienerinde, Emilia. Ferrari. Som Dreng vilde Wolf-Ferrari være Kunstmaler som Faderen, men allerede 17 Aar gammel bestemte han sig for Musiken og drog til München. Her studerede han i to Aar, til 1895, paa Musikskolen (senere kaldet »Akademie der Tonkunst«) med blandt andre -den stive Kontrapunktiker Rheinberger som Lærer. Saa vendte den unge Komponist tilbage til sin Fødeby, hvorhan hurtigt maa, have skabt sig et anset Navn som Musiker, thi saa tidligt som i 1902, kun 26 Aar gammel, blev han Direktør for selve Liceo Benedetto Marcello. Denne Stilling opgav han imidlertid allerede i 1907, og siden har han levet en fri, aabenbart, økonomisk uafhængig, Kunstnertilværelse, bosat. den meste Tid i Bayern.

Som Komponist er Wolf-Ferrari en af de umiddelbart mest indtagende Skikkelser in-den for den Generation, som traadte frem ved Udgangen af forrige Aarhundrede. Men tillige en af -de ejendomme ligste, vanskelig for ikke, at sige umulig at klassificere. Puccini, Mascagni, Leoncavallo - -det er Italien og Verisme, Strauss, Mahler, Reger - det er Tyskland og Senromantik. Hos Wolf-Ferrari blandes romansk og germansk Blod - og paa usædvanlig lykkelig Vis, forenet i en, ikke mindst af vor Tid at være, sjælden afklaret og harmonisk Kunstnernatur. En rig melodisk Fantasi, Munterhed, Sans for Formens Klarhed og Udtrykkets Renhed og Maadehold er blevet hans »mødrende« - Inderlighed, Trang til Mystik, Grundighed og Ubestikkelighed i selve Haandværket, hans »fædrende« Arvelod.

Det fortælles om Wolf-Ferrari, at han fra sin tidligste Ungdom har haft to »Sværmerier«: Bach og - Goldoni. Bach, den germanske Mystiker, Goldoni, den muntre venetianske Komediedigter - i sig selv absolute Aandsmodsætninger, men optaget i en Natur som Wolf-Ferraris alligevel alt andet end Hund og Kat. Det var Bach, der lyste for Wolf-Ferrari, naar han skrev sine Oratorier og andre Korværker, Goldoni, der blev -den kun sjældent svigtede Inspirationskilde for hans musikdramatiske Skaben.

Sit Ry ogsaa uden for Italien og Tyskland skylder Wolf-Ferrari i første Række sin Musikdramatik, ganske særlig de komiske Operaer. Paa dette Felt, hvor Stoffet ofte netop er hentet direkte fra Goldoniske Komedier, staar Wolf-Ferrari som den moderne Fornyer af den italienske Opera buffa. Her er ingen reaktionær Tilbagevenden i Betydningen Stilkopiering, men virke-lig Nyskaben. Flertallet af Wolf-Ferraris komiske Operaer med det næsten Rossiniske Væld af ægte Melodi og aandfuld og vittig Karakteristik har da -ogsaa, haft betydeligt, ikke faa endog, synes det, varigt Sceneheld. Det gælder ikke mindst tidligere Arbejder som »Die neugierigen Frauen« (Le donne curiose, 1903), »Die vier Grobiane« (I Quattre Rusteghi, 1906) og den - som omtalt ogsaa i København opførte - »Susannens Geheimnis« (Il Segreto di Susanna, 1909). Mindre Held havde Wolf-Ferrari, naar han lejlighedsvis gjorde Forsøg i den ham i Virkeligheden væsensfremmede Verisme á la Puccini saaledes som i den dramatiske Opera »Der Schmuck der Madonna« (Gioielli della Madonna, 1911).

Wolf-Ferraris første Korværker er et lille Mysterium »Talitha kumi« og et større anlagt bibelsk Oratorium »Sulamith« (1898). Omtales disse Værker, trods mange fine Enkeltheder, som endnu stilistisk famlende Ungdomsarbejder, betyder allerede »La vita nuova« - skønt som før anført et Værk af en 25-aarig - et fuldmodent. og afklaret Mesterværk. Det tekstlige Grundlag danner en Række, Digte - Ballader og Sonetter - der findes -som poetiske Indlæg i den ejendommelige lille Prosafortælling »La vita nuova« af Dante, hvori 'den store italienske Digter besynger sin Ungdomskærlighed til en billedskøn ung Pige, som han kalder Beatrice, og som døde i 1290 kun 24 Aar gammel. I Forordet til sin tyske Oversættelse af »La vita nuova skriver Karl Federn bl. a.: »Es ist in einer wahren Feiertagsweise, schlicht und ergreifend, erzählt, mit feinster Psychologie ... Es ist das lieblichste Buch des Mittelalters. Alles darin ist Weichheit, Zartheit, stille sehnsuchtsvolle, fromme Empfindung ...«. Ændrer vi kun »das lieblichste Buch des Mittelalters« til »et af de yndigste Musikværker fra vore Dage«, dækker de citerede Ord nøjagtig det Indtryk', som ogsaa Musiken fremkalder. Wolf-Ferraris Musik er ikke alene i sig selv en forunderlig Inspiration, den føles tillige i den Grad kongenial med Aand og Væsen i Dantes Digtning, at ideelt set tættere Forening af Ord og Toner vanskeligt lader sig teenke. Reelt set for den Sags Skyld ogsaa - ikke mindst naar man betragter den rytmisk saa forbløffende differentierede Behandling af Sangstemmerne, der overalt paa det. smidigste er tilpasset selv de fineste prosodiske Svingninger i Digterens Sprog. Et eneste mere udførligt Citat - fra Prologen, dér hvor Beatrice i et Drømmesyn aabenbarer sig for Dante - faar her tjene som Prøve paa Musiken til »La vita nuova«. Efter 26 Takters Forløb sætter Sopransoloen ind: (nodeeks.)

Den stilistiske Berøring med 1700-Tallets Musik, især med Barok Italienere som Lotti og Caldara, er ikke til at tage fejl af. »Klassicisme«? For mig gerne - blot man ikke. hermed tilsigter nogen negativ Værdidom. Vi maa nu engang affinde os med, at al nutidig Musik lige op til den allernyeste, forudsat det ikke drejer sig om hastigt forduftende Sensationsfænomener eller rent individualistiske Eksperimenter, er og bliver - »klassicistisk«, d. v. s. paa en eller anden Vis forbundet med klassisk eller før-klassisk Stil- og Formtradition. Vor Tids Stil er ikke født endnu, saa svært vi end har ved at se denne Sandhed i Øjnene. Med Etiketter som »Pastiche« eller »Rekapitulation« kommer man om muligt endnu mindre nogen Vegne med Wolf-Ferrari. Der er over dette Cantando molto, som Prologens Karakter~overskrift lyder, en saa ren og ædel Holdning og -dertil en saadan Oprindelighed, at det langt fra at give en blot og bar Afglans af noget svundet, fornemmes som værende i Pagt med selve det evige i Kunsten. Hvor finder man paa »La vita nuovas« Tilblivelsestid, for slet ikke at tale om senere, en melodisk Inspiration, der blot tilnærmelsesvis maaler sig med den citerede Prolog? Saa aldeles uberørt af fin de siécle og al dens Væsen? Hvor letkøbt, hvor similiagtig føles ikke selv de mest besnærende lyriske Opsving hos en Puccini i Sammenligning hermed. Men hvad gælder alligevel en Wolf-Ferrari i den almindelige Bevidsthed ved Siden af en Puccini, ja selv en Mascagni?

Mod »La vita nuova« som Helhed kan vel rettes den svage Indvending at dets absolute Højdepunkt passeres allerede med Prologen. Paa tilsvarende, næsten gotisk stejle Tinder vandrer man ikke i det følgende. Men alligevel - i sin Art føles de øvrige Dele ikke mindre inspirerede. Den umiddelbart efter Prologen følgende store Ballade, »Fresca rosa novella« med dens varmt-pastorale Melodik og duftigtkrydrede Harmonik, den klangligt saa raffinerede, men i Udtrykket saa naivt-uskyldige »Engledans«, -den smertelig-sensitive Lyrik i Sonetterne og Recitativerne, det saa elementært malede. »Jordskælv« og den apoteotiske Slutning med Beatrices Død og Forklarelse - kun den meget blaserte eller partout-modernistisk indstillede kan lades uberørt deraf.

Fra Wolf-Ferraris Haand foreligger endelig ogsaa en anselig Mængde Kammermusik - som vistnok glimrer ved total U-opførthed herhjemme. Og dog var idet vist ikke Spild af Tid, om nogle af vore mange fine Kammermusikspillere vilde gaa i Lag med et og andet deraf. Saadanne Ting :som Trioen i Fis-Dur eller Violinsonaten i a Mol omtales med særlig Honnør. I alt Fald: Forlang Noderne til Gennemsyn hos Deres Musikhandler!

Men først og sidst: »La vita nuova« maa snarest muligt vækkes af sin alt for langvarige Tornerosesøvn. Og det bliver naturligvis en Torsdags-Opgave for Statsradiofonien med dens fortrinlige Kor. De dertil fornødne Solister vil det næppe blive svært at udpege. Endnu mindre Manden, som skal indblæse »La vita nuova« det nye Liv. Har Wolf-Ferrari nemlig ikke tænkt paa Egisto Tango, da han skrev sit Oratorium, kunde han i alt Fald særdeles vel have gjort det.