Ny musik

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 04 - side 77-78

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NY MUSIK

fi Ved DUT""s 6. koncert opførtes bl. a. Sv. Schultz: »Pezza. sinfonica«, Karl C2ausen: »Concertante for fløjte og orkester«, Knudåge Riisager: »Frederik d. II i Ditmarsken« (spagfærdige bemærkninger til et krigerisk tema) alle skrevet i 1940, og l-"" i il n Høffding: «Christofer Columbus«, chaconne for mandskor, solo o,, orkester (1937). Dirigent var for instrumentalmusikens vedkommende Launy Grøndahl og for korværket Karl Clausen.

St~. S. Schultz' »pezza sinfonica« gav (let stærkeste indtryk man indtil nu har modtaget af ham som orkesterkomponist. Denne »symfoniske ouverture« (vel egentlig tænkt som I. sats til en flersatset synifoni?) er som tidligere orkesterarbejder velskrevet og flydende, men med en fastere holdning, med mere. energi og fasthed i det tematiske arbejde og med større linjer (og samtidig inere koncentration) i formen.

Arbejdet. er sat op med stærke klan,,,,kontraster og -- bortset fra enkelte o-,,ergange - med en naturlighed ol,,, sikkerhed i formudviklingen, (ler viser, 't t

' Schultz arbejder alvorligt og dyg-

tigt ined (le symfoniske problerner.

Karl Clausens concertante, hvor Jolian Bentzon var (len udmærkede solist, er et kønt, musikantisk arbejde; inen uden prægnans i (let tematiske og motiviske stof (g noget hæmmet. af overleverede form- og still)egreber. Balan

11

C,n ,jelle,,n soloi,,,,,»trunientet. og orkestret, er ikke overalt lige god: fløjte', er smukt, behandlet ined lethed og ynde, nien orkestret er gennemgående for tykt i sammenspillet. Måske kunde man også ønske s ig større kontraster Inelleni (~c enkelte satser, (ler indholds11iæssigt flyder lidt ud i hinanden; s,""t noget lielt. tilfredsstillende bidrag til løsningen af nutidens koncertproblern er værket, ikke. Det var velklingende, rnen det er ikke altid nok.

Knudåge. Riisagers variationsværk, (ter stilistisk inå betragtes i sammenhæng nied og i fortsættelse af værker soni ouverturerne, »slaraffenland« og »peblingeviserne«, viser os Riisager som den udpræget. artistiske orkesterkom

ponist, livis partittirer altid er i)ræget, ,tf en stor klarhed.

Det er ikke selve det musikalske stof og dets problerner, der i højere grad interesserer i disse værker (eller soni formodentlig tiltrækker Riisagers artistiske sans); musikstoffet er ganske underordnet, vel egentlig kun anledningen for ham til at spille på orkestret, hvilket. han også gør suverænt, sommetider lidt vel rutineret. Rytmen og samklangen er de eneste elementer, der i-nere specielt er behandlet. af komponisten. Det (ler fængsler hos Riisager er da også hans sikre grel) på orkestret, hans store kunnen på (lette område og hans sans for det klanglige i enliver form og afskygning'.

De 11 variationer er en række drastiske orkestervittigheder, hvor de enkelte er sluttede helheder, der som oftest stiw i kontrastforhold indbyrdes. Nogle af dem virker kun lidt overbevisende, er lidt billige i deres inorskabs-effekt, (bl. a. valsen).

Man f o r s t å r udmærket. Riisagers trang til at »sparke bagud«; han har altid, lige fra sine tidligste værker, haft (len, og musikalsk set kan både de indre og ydre årsager være ligegyldige, når blot de er der. 11,fi den -inden side når Riisager ikke i denne genre en kvalitet, en ligevæ.1,1t. inelleni stof, forlil, instrumentation og klang, som inan finder i andre af hans, værker f. eks. (Jal-rtsil1111i og sinfonia gaia.

Den musikalske idé i Finn Høffding-skorværk, at bygge (let ol) som en eliaconne, er i sig selv aldeles udmærket. Det strænge bånd, der derved pålægges musiken, og niusikens brydning og spænding niod formen kunde man vente vilde (lække og fremliæve karakteren i netop dette digt.

Det er en æstetisk rigtig-vurdering,

som man kunde vente sig af en. kom-

ponist. som Høffding. er i

så fald naturligvis ikke opfattet. som

en »gammel form«, inen som et inusi-

kalsk begreb af mere almen gyldighed.

Det kunstneriske resultat af Høffdings arbejde er blevet en smuk. og organisk korkomposition. Naturligvis er det en temperanientssag, I'Vor ""leget Il',"""" vil lade (let musik.-t Iske stof stige i spælding, og hvor ineget nian vil alivelide de» (lej-af følgende ydre orkestrale virkninger. Fol- Høffding li,,~r det utvivlsømt iiicrc været. (let musikalsk berettende end (let dramatiske i teksten, (lejbar virket tiltrækkende; derfor sætter han ikke kontraster og spændinger ol) i stort format, men lader musiken glide som cii bred, og sniukt nuanceret, strøm.

Alligevel savner nian noget af det, der giver valget af chaconne-formen sit videre perspektiv: spændingen melleni stof og form; i digtet, mellem Columbus og lian,, omgivelser og i ham ,,elv. Ganske vist vilde da, ved et sådant udfyldt savn, faren for sprængn i lig a f form og stof lure på så og sige liver partiturside. Eli sifflan fare eksisterer ikke i dette værk; 'det er absolut og rent musikalsk tænkt og følt.

Vagn I1o17nboe.

Årgang 16/1941, nr. 04