Om Jørgen Bentzons symfoni nr. 1

OM JØRGEN BENTZONS SYMFONI NR. 1

I D-DITR, OVER INIOTIVE,,11 FRA C11ÅRLE'S DICKENS VA'IRKER

I de sene-re år har Bentzon foruden. at,dyrke kammermusiken også skrevet, v,«-icrkei, for storre besætninger o,--, orkester, bl. a. otiverturen

r, -1,5

»Fotoinont,,i,,,,e« 01). 27, »Variationer for lille orkester« Op. 28, kantisk. koncerfino« o,,,,, sinfonia seria og buffo.

De fleste af disse -værker synes, at v:ære opstået af - eller i til1mytning til - Bentzons berøring med folke-musikskolen; og den musik-stil, der er frernkommet derved, står på en del punkter i rriodsætning til hans kammermusikstil: tendensen synes at være en simplificering af teknik og -indhold, en bortfjerning af -det altfor specielt artistiske. til fordel for det udtryksfuldt-karakteristiske og det ubetinget naturlige; - iøvrigt en tendens der på ingen måde'er i uoverens-stemmelse med tiden.

Set på den baggrund forstår man, at konsekvensen kan blive -denne symfoni; men man forstår ikke, at det kunstneriske res, ' ultat kan blive så åbenbart svagt. Der må da enten ligge andet og mere bag-,,,ed den proces, der er foregået i Bentzon ide senere år end det her er antydet, eller der må - stadig med Bentzons tidligere værdifulde. produktion in mente - være tale om en ret enestående.misforståelse af de kunst~ neriske mål og midler.

En række -spørgsmål rette,t til komponisten vil da u-tvivl-somt. være mere oplysende, ihvertfald om hans hensigter, end en abstrakt kritisk -vur-dering.

1) Først et rent formelt spørgsmål: Hvorfor kalde værket en »sym~ foni«, når det dog klart fremgår af stof og form, at der er tale om en følge af orkestrale karakterstykker?

21) Er den harmonisk-tonale opfattelse, der ligger til grund for værket, et resultat af tænkning, en trang til popularisering eller i overensstemmelse mednoget væsentligt i -denne mu-sik?

3) Hvad er grunden til, at -der anvendes disse for Bentzon ellers s-å fremmede tekniske midler: en melodik, en formgivning, orkesterteknik osv., der er så velkendte, at de må kaldes banale?

4) Afdette følger, at værket kommer til at nærme sig visse velrenomrnerede komponister, de-r har specialiseret sig i orkestrale hav-, morgen-, aften-, og årstidsstemninger; er ~det hensigten? .

5) Mener Bentzon, at det er nødvendigt at tilsidesætte -de strengeste kun,stneris-ke -fordringer, som en komponist må have til sig sel-,,», for at skrive tilgængelig musik af større format?

6.) Og endelig sam,nienfa-ttende: Hvad er da hensigten med et orkestervær-k af denne t~kniske og indhol- d-si-næssige beskaffenhed?

NB. Det siger sig selv, at berettigelsen af disse spørgsmål vilde falde bort, dersorn B. ikke ha-,,de skrevet arbejdet til en ».stor koncert«, men til de, løben-de efteriniddagsudsendelser i radioen.

V 'agn Holmboe.

SVAR TIL HOLMROE, EN REDEGØRELSE OG ET

MODSPØRGSMAAT,

, Holmboes Kritik fo,rbavser inig noget. Min Syinfoni har ikke meget

at gøre med min kammermusikalske Stil; inen jeg selv føler da i li,,,ert Fald en tydelig organisk Sammeiffiæng mellein Stilen i dette Værk og de af Hohnboe nævnte Værker for Ainatørbesætning. Den eneste Forskel er den, at jeg i Symfonien har søgt en inere subjektiv Karakteriseringsmaade end tidligere. Nu -ed jeg godt, at (lette er ineget farligt, og at »subjektiv« n,,ærinest er et uart~,gt Ord. Men ligesom jeg ikke er Spor bange for uartige Ord (rigtigere sagt: ligesom jeg er ganske ligeglad med musikalsk Doginatik), lige saa lidt lader jeg mig afskr Wkke af en risikabel Opgave. Det vil-de inig den letteste Sag af Verden at sætte mig til Rette i en let genkendelig, karakteristisk »Stil«, -som jeg kunde køre paa sniertefrit og rutineret til mine Dages Ende. Oni det vilde være en Gevinst, er en anden Sag.

Jeg skal ærligt tilstaa, at en musikalsk Opgave kun har ringe. Interes-se for mig, -hvis der ikke er et eller andet Problem at løse, - en tekni,sk, klanglig eller psykisk Vanskelighed at overvinde. Derfor har jeg følt Trang til at arbejde paa saa vidt forskellige Omraader soin (len eksklusive Kammermusik og den folkelige Ainatørmusik. Og ligesom jeg -det m,aa ,,el Holmboe indrømnie mig - har syslet rigeligt ude paa Grænsen af det abstrakt »objektive«, ligesaadan føler jeg

for en Gangs Skyl,d - Trang til at arbejde i den nioids~atte Side af Periferien. Man .,-il inaaske kalde dette for Holdningsløshed; 'lad det væ-,,,re,,hvaddet væ,,re vil: det er inig n-Li engang en artistisk og psykisk Nødvendighed ut arbejde nogenlunde all round, selv med Ris-iko for at plumpe i. I Betragtning af den yderst usigtbare ""rid, vi for Øjeblikket,genne,inlever, vil jeg tilined hævde, at en saadan relativ Als,idighed er r~qtig. Ensporethed er kun til-s Ynelwiende en Styrke; -den fører for (le fl,este før eller senere til Maner og Sterilitet, og -det staar for inig soin det mest afs-krækkende af alt. - Herined har jeg forhaabentlig og-saa tilstrækkelig klart tilkendegivet, at jeg med init si-ciste Stykke paa ingen Maade har bundet mig til en »ny Stil«. Jeg haaber og-saa i Fremtiden at kunne berede mine Tilhorere en og anden fille »Overraskelse«.

Holinboe tilsiger mig --- lidt iilogisk, syne,,,, jeg -- Absolulion. fisv. ,,Stykket er -skrevet til Raldioens, Eftermiddagsud,sendelser. Det er det nu ikke; inen jeg skal ærligt tilstaa, at jeg ogsaa har tænkt paa, at Stykket kunde passe ind i Radioens løbende Orkesterrepertoire - samlet ;eller i Uddrag -- og Vejen til dette gaar nu allerede. af rent pr,aktiske Grunde gennein den »store Koncert«, da en forsvarlig Indstudering slet ikke kan foretages indenfor den begrænsede Prøvetid, der staar til Raadighed for Stuldieudsendelserne. Jeg betoner imidlertid, al dette ikke for inig er noget afgørende').

3C

1) Paa Spørgsmaalet om Betegnelsen: »Symfoni«, »Karaktersuite« eller andet gider jeg ikke ofre to Ord. Jeg finder det saa inderligt underordnet.

,Jeg kunde lade (let blive lierved. Men Holniboes Udtalelser navnlig hans Sondring niellem de strengeste og mindre strenge kunstneriske Krav efter Opgavens Art, som jeg altsaa finder noget problematiske --- frister mig til at forsøl..,e en niere almindelig Redegørelse for de Vilkaar, livoriinder dans'ke Komponister for Tiden arbejder, saaledes som disse tager sig ud i inine Øjne, og en Paavisning af de Problemer, der knytter sig hertil.

De, Oniraader, hvor dei: kan -- og bør -- sættcs ind, falder saa

I

vidt jeg kan se i tre (irupper, h-,,is Grænser ikke ligger helt fast, li-len som dog ret tydeligt kan adskilles:

1) Her er paa den ene Fløj den rent artistisk prægede - tildels eksperimentelle --- 2Nlusik, Kanimeri- nusik og Orkesterniu'sik, hvis Hoved,hjemsted er DUl"". ,Saa vigtig (len er for Musikkens Trivsel og Videreførsel, er det (log et. Faktum, at kun et gan,ske. lille Xlindretal gider Iiøre paa (len, og man gaar næppc ffiadiocn for na-,r ve,d at sige, at (len ikke, ligefrem kæler for den.

2) Paa den anden Fløj ligger Amatormusikken, fortrinsvis Vokalmusik for'Korene, men ogsaa teknisk overkommelig Instrumentalmus,ik.',Jeg har Gang paa Ciang tiidligere hæ,"",det, at det har den -Største Betydning, at denne Musik. bliver til i et aktivt, opdragende Arbejde, hvor (ler er direkte Kontakt nielleni (len skabende og den Kreds, han. ,skri-~Ier for, og jeg gentager det blot lier for en Sikkerheds Skyld. - Forsaavidt. Amatørniu,,,,ik:ken har Kvalitet, 1)ør (len ogsaa høres paa Koncert og paa Radioen.

3) Imelleni disse Grupper ligger- et stort Oniraa-de, ,,-(,)ni jeg ikke kan finde bedre Betegnelse. for end »Symfonisk Repertoirentusik«. Jeg ser lier bort fra (len udpra-,get »lette« Genre, der kan fattes af alle og enhver, og L-ænlzer mere paa :(len Musik, (ler taler til den jævnt musikinteresserede, og som kan gouteres uden særligt Hovedl)rtid. Det er denne Musik, der dyrkes - eller 1)urde dyrkes - i Radioens Studieudsendelser i (Jet l(A)ende I~epertoire. Kam-niermusikken komnier kun lidt i Betragtning; det er Symfoniorkestret, (ler dominerei-, helst »Normall)esætningen«. Afvigelser er ikke s-ærlig velsete, og jeg véd af smertelig Erfaring, at man s-kal va'-i-e vai-som med al foreskrive en Solist, der -efter den berskende Ordning særskill skal »I,)e,,,ilges«.

Denne Gruppe har en uhyre stor Betydning, dels fordi del egentlig kun er i Repertoiremusikken, man kan komnie i Forbindelse med el s-tørre Publikuni, -dels fordi den Koniponist, der ønsker at se. sit Navn blot nogenlunde jævnligt paa Radioens Programmer, sædvanligvis, maa have. en Del Værker til Rede, der egner sig for disse Udsmidelser, »er praktikable i Repertoiret«, som det hedder. Der foreligger her et

11,111)

Behov, et »Vakuuni«, der naturliigt drager Værker til sig, og et »Stilpres«, betinget af de særlige Fordringer.

Hvordan skal man nu stille sig overfor dette særlige Musikbehov?

Her er utvivlsomt adskillige Musikere, der vil hævde, at det eneste, det kommer an paa for en Komponist er at skrive noget »god Musik« ud i Luften uden Hen-syn til nogetsomhelst andet end hans kunstneriske Samvittighed og hans eget Sinds Intentioner. Det lyder bestikkende, men Betragtningen er i Virkeligheden en Rest af In,dividualismens Underkendelse af Kunstnerens Afh,,,.engighed af Tid og Miliø. Der er utvivlsomt mange Komponister, 'der -selv har troet, at de skre,..,, paa den Maade, og det er inaaske ikke værst, at de troede det; inen det er en Illusion. Musik. er altid blevet til ved en bevidst, eller ubevidst Sainvirken mellem den skabende og en interesseret Kreds 'af moldtagelige. Denne Kreds behøver ikke at være meget stor; nien ;(len maa være der. Svigter Kredsen, svigter Musik,ken ogsaa. Komponisten behøver ikke nødvendigvis at smigre sit Publikum; han skal tværtimod hellere søge at overbevise det, føre det videre, og her niaa han saaimænd gerne frappere og -drille, det - det er og bliver dog ogsaa en Form for Kontakt.

Saadan har det altid v,,wret, ogsaa i det, 19. Aarhundrede, hvor Forestillingen om »det i Luften frit - svæven,de Geni« kulm,inerer. Forrige Aarhundredes Komponister skrev for -det »dannede« Koncert- og' Operapublikum, som de. snart begejstrede, snart forargede - det afgørende er, at der var et Publikum, og at Komponisten interesserede det. Et saadant, Publikum fandtes overalt i Kulturlandene - ogsaa i Danmark - til omkring 1930. Carl Nielsens Sukees blev her faktisk. fastslaaet af nogle faa hun,drede Mennesker. Det ,,ar ikke noget stort Publikuni, men (let var der, og det var, hvad man end vil -sige, ikke noget daarligt Publikuin. Et go,dt Publ.ikuin frembringer vel ikke autoniatisk gode Komponister, nien Grænserne for en Kompu,, sts. Yde-evne er i høj Grald betinget dels af Tilste~deværelsen af en Stab af betydelige udøvende, dels af hans Tilhørerkreds' menneskelige og æstefiske Udviklingstrin. Det er ganske som Planten, hvis Vækstbetingelser og Udfol,delse,smuligheder i overvejende Grad beror paa Jordbundens Bonitet. Publikurnsproblemet er derfor en Ting, der fortjener megen Opmæ-rksomhed. Hvordan ligger det nu?

Omkring 1930 slog Radioen de gamle Musikforeninger ined deres trofaste -Stab af virkeli~1 musikinteresserede i Stykker, og dette Publikuni smuldrede bort, forsvandt ud i Mørket bag -Hjemmenes Højttale-re og opslugtes af Lytternes uhyre store Masse, en Kreds med helt andre og væsentlig ringere kulturelle Foru,dsætninger. Den gamle direkte Kontakt mellem. Koniponisten og hans Publiklini forsvandt eller vanskeliggjordes. Musikbehovet blev et væsentligt, andet end før, nicd andre Ord: Koniponisteriie stod overfor en helt ny Situation').

1) Det er ganske pudsigt, at man i den gamle fjollede Diskussion »Levende Musik - mekanisk Xfusik« snakker vidt og bredt om »den forvanskede Klang« osv. osv., men havde meget lidt Øje for (let langt vigtigere Publilmmsproblem. ---

""Fager nian ikke, Konsekvenscii. af en saa.clan ny Situation, di e

11, el r

nian uva,gerligt ud i Ubeimx,rketheden, Særhed eller Sterilitet. Selv tog jeg i 19,30 den Konsekvens af Situationen, at jeg konc..entrerede inig oni flet inu,,sikol)dragende Arbejde og Aniatorinusikken. jeg har

iie, jeg for flere Aar siden angav lier i herved nøje. fulgt den Lii Bladet 'i en Artikel »Fra Artis-teri til Popular-isnic«, og jeg har -ikke, noget Øje-blik fortrudt det, selvoni det nok. har bevirket, at jeg i nogen. Grad er traadt, -i Baggrunden i ;den niusikalske Offentligheds Bevidstlied, og at en Del tidligere »Tilhængere« bar surinulet eller direkte vendt. !inig Ryggen. Mit Folkeniusikskolearbejde har gi,..7et iii,ig mere ciiid rigelig Erstatning herfor.

Repertoiremusikken har jeg kun kunne-[ na,rnie mig fra Periferien.

,Jeg er ikke i Stan'd til at overføre iiiin Kaninierniusikstil til SYInfoni-

orkestret. Det er ikke alene (let, at Klangapparatet er for stort og

diff~rentieret. Selve (lette Klangal)parat kræx-ver en særlig Behandling,

dcr er uforenelig ined den Idé-,-erden og Teknik,' soni Kaininerstilen

bygger paa. Skal denne Stil overføres til -større Forni, niaa nian nød-

-,,,endigvis søge en Specialbesætning, der dækker (le niusikalske 'l""'an-

ker og ikke inodarbejder eller tilslører deni. Jeg har i sin 'rid forsøgt,

dette i mine Kaninierkoncerter, som jeg jo ogsaa li-ar haft uniaade-

fig megen Fornøjelse af. Navnlig af den første, »Synifonisk Trio«

01). 18. Den er skrevet for tre klart. adskilte.Klanggrupper: Violiner,

Horn og Cello-Bas, hver Gruppe ined en Solist, en Besætning, (ler hell-

er i Stand til at gengive det, Holmboe saa træffenide kalder »Karakter-

polyfoni«. Det Stykke, der jo er trykt, har -- i Modsætning til niit

sidste -- indbragt mig saare kollegial Anerkendelse, - og saa

liar (let iøvrigt ligget totalt dødt i sanifulde elleve Aar, uden at mig

bekendt noget Menneske har rørt en Finger for at gennemføre en

Genoptagelse. Man maa da indrømme iiiig, at dette er yderst ol)inunt-

rende og i høj Grad frister til Fortsa-,ttelse ad samnie glor-,,ærdige Vej.

4(

Hvad enten inan nærnier sig Problemet paa den ene eller paa -den anden Maade, forekoninier det mig evident, at Spørgsniaalet oni Repertoireinusikken maa søges løst af Komponisterne. Probleinet bliver næppe mindre brændende i (len koniniende Tid, selvom :der er -,,isse Tegn til, at et nyt »rigtigt« Publikuni er ved at udkrystallisere s,ig. Det nytter ikke at læ-gge Hænderne i Skødet og vente paa, ~dette

Oinkring 1930 sker (ler iøvrigt noget andet betydningsfuldt: Komponisterne begynder, takket være (len stærkere forfatterretlige Organisation, at tjene Penge 1)aa deres Opførelser, særlig Radioopførelser. Et saadant økonomisk Fakturn er vel værd at lægge 'Mærke til, livor det drejer sig om en kulturhistorisk Betragtning. Jeg tror ikke, jeg er meget ved Siden af, naar jeg spaar, at netop Tiden omkring 1930 vil beskæftige Firemtidens Musikhistorie stærkt.

Publikui~i. (',)g det nytter lige saa lidt, at sk.,,elde ud paa Radioen. Den staar her med et berettiget Krav, og kan Koniponisterne honorere dette Krav, kan de ogsaa med større Styrkæ rejse et lige saa berettiget Modkrav: større Plads for den artistiske, experinientelle Musik

Man bør gøre sig sin Stilling klar: er der frit Slag her, eller bør (Yg kan der opstilles -,,isse Noriner. Det har herved Betydning, at nian holder sig for Øje, hvordan Probleniet er søgt praktisk løst i (le sids-te 10 Aar. Selv forudsat, at nian paa init Dickens-Stykke ankegger den noget lempeligere Betragtning: symfonisk Re Pertoire,inusik (hvad jeg altsaa dog kun delvis selv kan anerkende), og selvoin Holinboe inaatte finde, at det endog. under denne Synsvinkel er forfeilet. at ic!,, har

overskredet Grænsen for, hvad jeg ined inin. inusikalske Fortid kan tillade ni,ig, og at mine Musikbilleder er blevet, til »Sofastykker«, saa spørger jeg hani: hvad er -da rigtigt i denne Genre,? Pastichen? - »Bearbej,delser« af inden- og u,denlandsk Melodigods? - finpressionistisk farvet Regie- og Effektinus-ik? - Orkestervittighe;der? -- Eller hvad? Her syne,,~, jeg, vi 'har Krav paa en aaben, ulvetydig og specificeret Tilkendegivelse fra Holniboes Side. Det vil afstive hans, Virksonihed som Kritiker ,red dette Blad, og skal der gøres rent i Tabernaklet, er (let vel bedst, idet gøres til Bunds.

Vi -danske Komponister har for Tideii. den store Fordel, at vort indbyrdes personlige Forhold genneingaaende er upaaklageligt. Det bør ikke og Wl heller ikke lide ved, at vi siger hinanden. vor uforbeholdne Mening. Og vi bliver ikke ringere deraf. Tværtimod.

Jorgen Bentzon.

Det er et teninielig umuligt spørgsmål, hvorpå Bentzon forlanger et svar af mig: Hvad er rigtigt i den »orleestrale repertoirciiiusik«)

Det er et faktuin (og det fremgår også af Bentzon,,s klare og oplysende redegørelse) at den kunstneriske kvalitet ikke er et prinia--,,rt forlangen:de i denne genre. For radioen er !det i hovedsagen nok, alder skrive-s forholdsvis letspillelig, lettilgængelig inu,sik. for en normal orkesterbesætning; men. for den alvorligt skabende kunstner sebl', er (let -,,el en selvfølgelighed, at kvalitet altid må være af større vigtighed end en evi. forbeldret økono,nii, større popularitet eller lign. Dersom han vil skrive va~rker, -der egner sig til et løbende repertoire, må han erhverve sig en kunnen, -der tilfredsstiller radioens tekniske krav; idet jeg går ud fra, at kvalitet ol', kunstnerisk samvittighed ikke ligefrem er en hindring.

F'or mig er begrebet »symfoni« ikke cii torn, formel glose, men et 'j)robleni af stor rækkevidde. Symfoniske værker er først og sidst karakteristiske ved musikalske og psykiske spændinger, og derfor ikke specielt anvendelige i det løbende repertoire.

,Med sit sporgsimål forlaiiger 13. jo ligefrem, al jeg skal ops-a Ate et program fol-, 11.,illwil slags musik der burde skrives og spilles i denne. genre; men (lette spørgsmål må jeg (da det ikke er rettet til mig som slwbendc imisiker) gå uden om, idet jeg som anmelder kuli ønsker at tage stilling til musil,~v:,,urker (ler etisk og æstetisl~ cl- af posiliv eller negativ iliteresse i miti-dens musil~, og det er repertoire-musil- Zen en,dnu ikke. Jeg indrømmer at -hele problemet er af o~,erorden1lig vigtighed, men -det kan umulig klare,s forlods ved teoretiske eller kritisl~e bemærkninger og krav. Derimod vil det naturligvis altid ha N'e interes-se at høre om de forskellige komponisters stillingf til problemet.

Det pral~tiske forhold er det, at (mig bekendt) kuli to viigre komponister indtil nu i større målestok har arbej,det med det løbende repertoire for øje. Riisager med forskellige min,'åre orkeslerwærker og Tarp med folke N,isebearbejdelser og ligneiide, -,-ærker ,tf ret fors1-zellig l~.,-alitet.

At der er tale om et stilpres er ulvi-,,Isomt (mon :det ikke ,ar el tilsvarende stilpres, der frembragte wienerklassicismens divertimentomusik?) ; men -det bliver deii enkelte komponist's sag at forene. de tekniske, formelle osv. krav med n-iusikalsk k,,alitet og skabe en »diverti

iiieiito«-iiiusil~ ud fra vor tids musik. Vaflit Holmboe.