Pædagoger og sangere

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 04 - side 65-69

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

PÆDAGOGER OG SANGERE

AF HOLGER BOLAND

Hr. Svend Turning har i sidste Nr. af Dansk Musiktidsskrift skrevet en i og for sig interessant Artikel: »Gehørsangskole eller Funktionsdiagnose« og fremkommer ined en Del sangpæ-dagogiske Betragtninger væsentlig støttende sig til W. Talvils Bog »Huru Röstorganen behårskas«.

Der er absolut ingen Tvivl om, at Talvis Forskning har været af stor Betydning for Forstaaelse af Stemmeklangen-s Fysiologi, og enhver Sanger, der har læst hans Bog, maa bøje sig for den logiske Klarhed, hvormed Stem-mens Funktioner og Misfunktioner er belyst. Men - ja, der kan sættes adskillige store Men ved Hr. Turnings Betragtninger, der i Virkeligheden konkluderer i, at man nu specielt gennem Talvis Undersøgelser har faaet Midler ihænde, til den konkrete Sangundervisning!

Nu er der jo iøvrigt, andre Forskere end Talvi, der har givet forstaaelige Beskrivelser af Klangens fysiologi-ske Aarsagsforhold, m-en selvom man yder Talvis Teorier fuld Anerkendelse, er det 'dog mere end tvivlsomt, om man paa Grundlag af et bedre Kendskab til Stemmens fysiske Funktioner, formaar at vise Eleven en Genvej til det saa eftertragtede bel canto.

Selv en begavet Elev vil ikke have megen Fornøjelse af at blive belært om, at hans Stemmetappe er aabne ved Fonation - og at der er Overspænding ved crico-thyreoideus og thyreo-hyoideus, eller at hans Internusfunktion er mangelfuld!

Stikker man yderligere et Laryngoskop i Halsen paa ham for at vise ham de fysiske Funktioner, kan man være temmelig sikker paa efterhaanden at belemre ham med et Kompleks, der før eller senere vil drive ham paa Turné mellem Byens Halslæger.

Man kan dog alligevel ikke vise Eleven den gunstigste, Indstilling af Stemmebaand og Resonansrum og kontrollere den under Øvelsens Forløb, saaledes som man f. Eks. kan kontrollere en Pianists Fingersætning.

Foreløbig har den moderne Stemmevidenskab eller rettere Kendskabet til Stemmeorganernes Anatomi - ikke givet mærkbare Resultater - Ja, Hr. Turning fortæller os endda selv, at med Helge Nissen og Herold gik baade Styrke og fornem Kræsenhed i det, musikalske (og dermed vel ogsaa en højere udviklet Sangkunst) bort fra det kgl. Teater for ikke senere at vise sig der! (En noget hasarderet Paastand, det iøvrigt ikke er Ulejligheden værd at modsige.)

Endvidere giver Hr. Turning os den interessante Oplysning, at den rette Stemmebevægelighed, Triller, Løb og Forsiringer, kun kan opnaaes ved en korrekt Internusfunktion, - muligvis har han Ret, men besynderlig nok havde,den Sangkunst, hvor disse Triller, Løb og Forsiringer naaede sin højeste Udvikling, netop sin Blomstring paa et Tidspunkt, hvor ikke en Sjæl interesserede sig for Arytenoiderne og deres Virkemaade ligesaalidt som den Tids berømte Sangere og Sange-rinder anede det bitterste om transversus, obliqui eller lateris og har hellerikke - af gode Grunde - været forfalden til Auto-laryngoskopering.

Mon ikke disse Fakta skulde give et Fingerpeg i Retning af, at Gehørmeto;den a: Tilegnelsen af Sangteknik først og fremmest med Øret (,og ikke Laryngoskopet) som Kontrolmid-del, bærer Kernen i sig til al virkelig Tonedannelse!

Ialtfal,d skylder Funktionsdiagnosen os stadig Bevis for opnaaede Resultater.

Hvis Hr. Turning er Sangpædagog - og det maa man vel gaa ud fra, han er - havde det været et nok saa overbevisende Forsvar for ha-ns Diagnoseteorier, om han var mødt frem med dokumenterede Resultater af sin Metode end at anvende bemeldte Teorier til en saare negativ Kritik af andre Sangere!

Negativ Kritik har vi i Forvejen ingen Mangel paa her paa Bjerget; Sangpædagogerne betragter jo i Almindelighed indbyrdes hinanden -som rene Charlataner og Stemmemordere.

I det hele taget har den fagmæssige Bedømmelse af Sangere altid været nederdrægtig ubarmhjertig og langtfra objectiv - men det hører -dog vist til Sjælldenhederne, at man ser en Sangpædagog begaa en Anmasselse af lignende Art, som den, Hr. Turning gør sig skyl-dig i ved offentlig at opstille et Skema over navngivne, kendte Kunstnere, for derefter at regalere dem paa bedste Skolemestermanér - ovenikøbet ud fra Teorier, som ganske vist er interessante, men som dog endnu kun er Teorier. (Den gruppevise Kontraktion af Stemmebaandenes Fibre, hvorpaa Hr. Turning bygger sin sønderlemmende Kritik, er jo langtfra videnskabelig bevist!)

Nu tror jeg absolut ikke, at de paagældende Kunstnere har tilbragt søvnløse Nætter under Indtrykket af Hr. Turnings lidet smigrende Karaktergivning over,deres kunstneriske Kvalifikationer, men da den Frimodighed - for at benytte et pænt Ord, hvormed Hr. Turning offentlig udstiller alvorligt arbejdende Kunstnere som en Samling beklagelsesværdige Fonastenikere, tilogmed bedømt - saa vidt man kan forstaa efter Hr. Turnings egne Angivelser - paa ét saa usikkert Grundlag som en Radio- eller Grammofongengivelse, er karakteristisk for den Intolerance, hvormed Sangere ofte bedømmes af Kritikere, Sangpædagoger og ikke mindst af andre Sangere, har jeg Lyst fil at bringe visse Kendsgerninger i Erindring.

Bedømmelsen af selve Klangen i den menneskelige Stemme er mere end noget andet afhængig af den bedømmendes individuelle Smag - selv fremragende Musikere kan paa dette Punkt være bunnduenige! Den Stemme, der lyder skarp og haard for den ene, finder den anden lys og -frisk - og den Stemme, der forekomnier nogle ulden og hul, synes andre er vidunderlig niørk og blød etc.

Aarsagen til -det ikke saa sjældent forekommende »Sangerhovmod« er sikkert ikke 'den, at Sangere er mere glade for sig selv, end andre udøvende Kunstnere, men maa sandsynligvis søges deri, at en Sanger bedømmer sig selv, naar han synger under gunstigst mulige Vilkaar, især hvad angaar de akustiske Forhold (Badeværelsetenorer!) og faar saaledes et falsk Erindringsbillede al' sin egen Stemmes Volumen og Farve; andres Præstationer bedømmer han naturligvis ud fra det øjeblikkelige Indtryk og er -derfor paa en Maade i »god tro«, naar sammenligningen uvægerligt falder ud til hans egen Fordel! (Tilgiv, at jeg for Nemheds Skyld -benytter Ud,trykkene »Sanger« og »han« - hermed skal absolut ikke antydes, at Betragtningerne ikke i lige saa høj Grad gælder Sangerinderne.)

I det, hele taget regner de færreste med den uforholdsmæssige store Indvirkning paa Klangopfattelsen Afvigelser i de forskellige Runis Akustik har paa Sang fremfor paa den instrumentale Musik, ligesom alt for mange gaar rundt med et ganske fejlagtigt Indtryk af en Stemmes Størrelse og Klangfarve, naar den kun kendes gennem mekanisk Gengivelse. (Radio, Grammofon og Tonefilm.)

Selv -berømte udenlandske Sangere, sorn man først har lært at kende gennem Grammofonplader, skuffer ofte, naar man senere møder dem i Koncertsalen. Mikrofongengivelse forlener t. Eks. »uldne« Sternmer med en besnæren,de metallisk Timbre - som altsaa intet har med Virkeligheden at gøre!

Ingen nok saa smuk Stemme kan siges at være fejlfri, d. v. s. at der ikke kan paavises rent sang- tekniske Skavanker, inen først og fremmest maa -man huske paa, at Værdien af f. Eks. en Opera'sangers kunstneriske Præstation maa maales ud fra en Række andre Faktorer end netop den mer eller mindre lydefri Sangteknik.

Først og fremmest spiller Evnen til at give kunstnerisk Udtryk i Sangen den mest afgørende Rolle - og denne Evne er ikke absolut identisk med den ful,dkomne Teknik; dernæst har dramatisk Sans, Musikalitet, sober T'ekst, Plastik, Stemmens Størrel-se etc. ogsaa Betydning for Helhedsindtrykket af vedkommende Kunstners Ydelse.

Mon ikke de fleste sanginteresserede i visse Tilfælde har gjort den Erfaring, naar de har hørt en smuk, egal Stemme, at den øje-blikkeli c, umiddelbare Glæde over Klang, Volumen og Stemmeføring hurtigt har veget Pladsen for en almindelig Mangel paa Interesse for den paagæl-dende Sangers fortsatte Præstation! Man kan udmærket glæde ,sig, hver Gang man paa ny -hører den samme Stemme --- og man siger til sig selv: det er nu alligevel en smuk Røst, denne Sanger har; men efter faa Minutters Forløb føler man, at nu har Sangeren i Virkeligheden intet mere at sige een - den smukke Klang er hans eneste kunstneriske Aktiv, og det skæpper ikke meget, naar der skal hales et helt Koncertprogram eller en Operafigur iland!

Altsaa en smuk Stemme alene gør ingen Sanger.

Det vilde være ønskeligt, -om Pædagoger, Sangere o. a. lagde sig dette paa Sinde, naar det kribler i dem efter at lufte deres Viden om, hvilke stemmetekniske Fejl nu denne eller hin Sanger er belemret med.

Hr. Turning nævner selv Sjaljapin som Eksempel paa, at man kan opnaa en kunstnerisk Virkning ogsaa ved momentvis at lade Skønhedsbestræbelserne fare - sikkert i Erkendelse af, at han Funktionsdiagnose sagtens lod sig praktisere paa de mindre Profeter (jfr. Skemaet over vore hjemlige Sangeres Skrøbeligheder), men at der dog maatte gøres en Undtagelse med de -helt store!

Hr. Turning burde imidlertid have været konsekvent og givet os en Analyse ogsaa af Sjaljapins, Forsells og Herolds Funktioner! (Herolds Stemme havde Fejl, siger Hr. Turning, men han vil dog ikke trevle denne Stemme teknisk op. Tænk! Hvorfo-r ikke? Er det en Art Veneration? Intet bør være helligt for en sand Stemmediagnostiker).

Forresten kunde det jo godt tænkes, at hvis Sjaljapin i Tide var kommet til den rette Stemmepædagog (Funktionsdiagnose), vilde han have kunnet tilegne sig den korrekte, tætte Stemmebaandsstilling og undgaaet de aabne Arytenoider under Fonation etc. - Til Gengæld var der maaske saa helleringen, der idag anede, hvem Sjaljapin var!

Disse Betragtninger skal naturligvis ikke konkluderes i, at den fuldkomne Fonationsteknik er noget sekundært og mindre væsentligt ved Sangen, men det kan ikke kraftigt nok understreges, at det ikke er Maalet, men deri-mod et Middel, som kun har Værdi, naar Kunstneren bruger det!

Hr. Turnings offentlige Analyse (sic!) af kendte Sangere og Sangerinder er der i og for sig ingen Grund til at opholde sig ved - Rigtigheden af denne Analyse unddrager sig ifølge Sagens Natur enhver diskussion - og hvorvidt Motivet til dens Offentliggørelse er mer eller mindre smagfuld, maa ligeledes staa hen - om Smagen kan der som bekendt hellerikke diskuteres; nien da Tonen i denne Analyse er typisk for en sær-deles udbredt Forni for irriterende negativ Kritik af Vokalkunstnere, har jeg ment det paa sin Plads at raabe Vagt i Gevær.

At Sangpædagoger skal have Lov til overfor deres Elever at paa-vise eventuelle Minus selv ved kendte Kunstneres Sangteknik, er en Sag for sig; men de bør da ikke glemme ogsaa at frernhæve disse Sangeres Fortrin. (Egenskaberne, der har gjort dem til kendte Kunstnere!)

I modsat Fald opnaar de nemlig kun at give Eleven en udpræget subjectiv, kritisk Indstilling - en sygelig Vagtsomhed overfor Stem mens Funk-tioner, der ikke lader Plads aaben for nogen virkelig kunstnerisk Nydelse.

Den, der ikke. forstaar paa rette Tid og Sted at smygre »Fagmanden« af sig og give sig Muserne i Vold, bli-ver aldrig selv Kunstner!

Og hvad værre er: alle de sangstuderende, som aldrig selv naaede frem, vil leve i konstant Forurettethed, eftersom de er opdraget til med minutiøs Nøjagtighed at dissekere enhver optrædende Vokalkunstners mangelfulde Teknik.

Den umiddelbare Glæde over Sangen er for stedse berøvet dem!

Årgang 16/1941, nr. 04