Stemmefysiologi og funktionsdiagnose

AF VIGGO FORCHHAMMER

Naar man som jeg i et langt liv har arbejdet paa udbredelse af kendskabet til talens og sangens teori og med undren og beklagelse set paa, hvor liden interesse de fleste af mine sangkolleger har vist disse discipliner, virker det helt forfriskende at møde to saa positive udslag af denne interesse som Talvis »Huru Röstorganen behärskas« (Kulturförlaget, Stockholm 1931) og nu sidst Svend Turnings artikel i dette blad for marts 1941: »Gehørsangskole eller funktionsdiagnose« - selvom -det i nogen grad virker forstemmende at se de mange fejl -og unøjagtigheder, som disse afhandlinger indeholder, og som maatte kunne være undgaaet.

Det vilde nu være et lidet opbyggeligt syn at se os par stykker, som arbejder med og ud fra kendskabet til sangstemmens psykologiske, fysiologiske og -akustiske forudsætninger, ligge i haarene paa hinanden, fordi vi ikke altid ved det samme. Jeg vil derfor bede de to forfattere om at opfatte nedenstaaende bemærkninger lige saa sagligt, som de er ment.

Turning skriver om Talvis bog, at den »var en Eksplosion. Men det var en høflig Eksplosion. Den forløb lydløst.« »For første Gang i hele Sangkunstens Historie laa Klangens fysiologiske Aarsagsforhold klarlagt og samlet.« .. . »Men se - Vinden maa. alligevel have baaret noget med sig. I de nærmeste Aar derefter dukkede der Folk op, der kunde nyttiggøre den Viden, Talvi havde samlet og fuldendt. Det var væsentlig paa Talestemmen og de syge Stemmers Omraade« ...og saa ved universitetet (fremhævelserne ved mig).

Dette turde,dog være at stille sagen noget paa hovedet. Ved universitetet harder været undervist i stemmefysiologi med omliggende fag siden 1925, og den bog, der særligt lægges til grund for denne undervisning, nemlig Jørgen og Viggo Forchhammers »Theorie und Technik des Singens und Sprechens« udkom i 1921, altsaa 10 aar før Talvis bog. »Theorie und Technik« er paa 564 tættrykte sider og er trods sine 20 aar forbavsende lidt forældet. Saaledes behøvede Talvi og Turning ikke at gaa, til Dr. Barth for at søge oplysning om stemmebaandsmusklens funktion, men kunde ha fundet ganske den samme forklaring i »Theorie und Technik«.

Hvad taleundervisningen og behandlingen af syge stemmer angaar, har der til »Talepædagogisk Forenings« -diplomeksamen lige siden foreningens stiftelse 1923 været krævet et ret indgaaende kendskab til stemmens akustik, fysiologi og patologi, et pensum som Den almindelige danske Lægeforening -har anset for tilstrækkeligt til at kunne.give dem, der har taget foreningens diplonieksamen lægeforeningensautorisation.

Selvom der er nye og værdifulde iagttagelser og udredninger i. Talvis bog, kan man saaledes ikke sige, at det er den, der har givetstødet til eller skabt grundlaget for den stemmefysiologiske undervisning her -hjemme.

Helt upaaagtet gik Talvis bog heller ikke hen over hovederne paa. dem, der havde de fornødne forudsætninger for at forstaa den. Saa-. ledes lagde jeg den til grund for en studiekreds med Talepædagogisk Forenings diplomerede medlemmer, hvor den blev underkastet en meget omhyggelig gennemdrøftelse.

Rent sagligt findes der mange rigtige og træffende bemærkninger i Turnings artikel; men der findes ogsaa ting, det er nødvendigt at. tage afstand fra.

Først vibratoet. Om dette skriver Turning: »Betingelse for Vibra-toet ligger i Stemmebaandenes Egen- Kontraktion. Vibratoets Kvalitet afhænger af -dets Regelmæssighed samt af, hvor ringe eller stor Del' af Stemmelæberne, der svinger med.« Og senere: »Stemmebaandenekan ved Tilbageslag (rekursion) naa - i bedste Fald en lineær Stilling, men hver Vibratoaabning (exkursion) giver en trekantformet. Stilling.« (Fremhævelserne ved mig). Disse udtalelser tyder paa en sammenblanding af stemmehebernes tonegivende svingninger og de muskelvibrationer, som er aarsag til det, vi kalder vibrato. Disse er af en - helt an-den art og staar antagelig i forbindelse med niuskeltonusen. De kan findes i alle muskler: i violinspillerens venstre underarm, i klaverspillerens underarm, naar han triller og i sangeren& aandedrætseller stemmelæbemuskulatur. Men de har intet at gøre med stemmelæbernes tonegivende exkursioner, som er af rent fysisk Art, og de forløber meget langsommere end disse (c. 6 i sek.). Vibratoet kan animeres til atgaa noget,hurtigere end det angivne gennemsnit og kan derved faa en tættere, mere intensiv karakter; og det kan retarderes noget, hvorved det kommer til at virke mere dødt og nærmer sig tremoloet.

Selvom jeg -har beskrevet vibratoet i mine »Taleøvelser« (III udg., Nyt Nordisk Forlag 1927, hvori der i øvrigt er givet en ganske kort og meget populær fremstilling af de vigtigste stemme- og sprogfysiologiske foreteelser m. m.), er det maaske paa sin plads at omtale dette vigtige fænomen lidt nærmere her. Overalt, hvor muskler har indflydelse paa tonestrømmen, kande frembringe vibrato i stemmen. Stemmens rigtige vibrato stammer -fra aandedrætsmusklerne og er af overvejende dynamisk karakter, -dog ledsaget af en ikke ubetydelig højdevariation. Et meget stærkt vibrato af denne art findes hos Titta Ruffo,. hvor jeg har konstateret et højdevibrato paa 1/2 tone. (Som bekendt er strygeinstrumenternes vibrato et udpræget højdevibrato). Sangtrillen er et rent højdevibrato, antagelig stammende fra den muskel,, der spænder stemmelæberne i længderetninaen (m. erico-thyreoideus). Det rene kompressionsvibrato, der virker som en række smaa, stemte h-lyd, er det, franskmanden kalder chevrotter, tyskerne meckern, ordret oversat bræge (vi bruger dog ofte dette ord i en anden betydning). Jeg har fundet dette vibrato hos den i øvrigt meget dygtige og skattede italienske tenor Bonci. Endelig er der mulighed for et klangfarvevibrato, frembragt af de muskler, der har indflydelse paa resonansrummenes form. Hyppigst er det tungen, underkæben eller tungebens-hagemuskl'en, der vibrerer, men det kan ogsaa være strubehovedet, der bevæ-ger sig op og ned.

Det er rigtigt, at en fuldstændig vibratoløs tone lyder død og hæslig. Vi kender den fra radioens hyletoner. De, som har hørt »Sfærernes musik« vil have bemærket, hvilken charme disse hyletoner fik, ved at man tilførte dem et stærkt vibrato. Sandsynligvis er dette forhold aarsag til kinoorgelets overdrevne vibrato og store popularitet En tone, der frembringes af en levende organisme, er aldrig helt blottet for vibrato; men det kan være mer eller mindre stærkt. Styrken vokser med den vibrerende muskels spændingsgrad; men kun til en vis grad. Overskrides denne, kommer man ind i den saakal-dte fixationsstilling, som frembringer et uregelmæssigt, krampagtigt virkende vibrato. Hvis en sanger har et for stæ- rkt eller et uregelmæssigt vibrato, skal 'han altsaa ikke følge de velmente raad om at holde mere, fast paa sin stemme, men han skal tværtimod afspænde de vibrerende. muskler.

Saa er -der spørgsmaalet internus~externus, som spiller en saa stor rolle baade i Turnings, artikel og stemmeanalyse-r. Herom skriver forfatteren: »I Praksis taler man om en internus Funktion,hvilket dækker den tynde Stemme, samt om en externus Funktion, hvilket dæk-. ker den tykke Stemme-« Umiddelbart i forvejen har han sagt: »Den tynde Stemme kender man under det populære navn af Hovedstemme,. Randregister, medens den tykke Stemme kendes under Navn af Bryststemme, Fuldregister.« Sammenholdt gir disse to sætninger flg. forklaring: Internus-funktionen er karakteristisk for randregistret, externus-funktionen for fuldregistret. Dette er galt. En række udtalelser tyder paa, at Turning med internus mener -den inderste del af selve stemmelæbemusklen, nærmest medianplanet og med externus. den yderste del ~af samme muskel. Dette svarer ikke til den gængse,. internationalt vedtagne anatomiske terminologi. Den muskelgruppe, der gaar fra skjoldbruskens vinkel tilbage til stemmebruskene (m. thyreo-arytænoideus), falder i to dele. Den yderste -del er ret flad og ligger langs skjoldbruskpladens inderside, men helt udenfor stemmelæben. Den kaldes derfor externus. Den inderste -del er formet omtrent som en trekantet prisme og udfylder hele stemmelæben. Den kaldes derfor internus eller m. vocalis, stemmeniusklen ogsaa stemmelæbemusklen. Internus betegner altsaa hele stemmelæbemusklen og ikke blot dens inderste fibre (nærmest medianplanet). Naar internus er spændt, bliver stemmelæberne tykke og -svinger med hele deres masse; de gir derfor (ligesom en tyk streng) forholdsvis dybe toner, dvs. vort dybe register, brystregistret eller -bedre fuldregistret. Naar internus ikke er spændt, bliver stemmelæberne af den ydre spændingsmekanisme trukket ud til et par skarpe folder, hvoraf kun de frie rande svinger. Vi faar da (ligesom ved en tynd streng) forholdsvis høje toner, dvs. vort høje register: hovedstemmen eller bedre randregistret. Indenfor disse to grundregistre reguleres højden ved den ydre spænder (m. erico-thyreoideus), som spænder stemmeheberne i deres længderetning, paa samme maade som man spænder en stræng. Den ydre spænding er nødvendig ved enhver tone, ganske simpelt for at give stemmelæberne den fornødne elasticitet. Den er ved siden af internus den vigtigste højdefaktor og en meget vigtig klangfaktor. Det er saaledes misvisende at reducere den til sammen med posticus at være en af stemmelæbernes støttemuskler.

Imellem fuldregistret og randregistret ligger mellemregistret (mellemstemmen), som karakteriseres ved, at stemmelæbemusklen (internus) er mer eller mindre, men aldrig helt spændt. Dette sker, ved at fler eller Tærre muskelfibre spændes, og -her er det ikke ligegyldigt, om man spænder de indre eller ydre fibre. Det er hertil Barth sigter i den citerede udtalelse. Vil man gaa ganske jævnt fra randregistret gennem mellemregistret over i fuldregistret, f. eks. ved en nedadgaaende skala eller -glidetone, maa man begynde med at spænde. de inderste fibre og saa successive de mere udefter liggende. Herved blir den svingende del af stemmel.-ldberne gradvis tykkere og tonen altsaa dybere. Dette kan ske ganske jævnt, uden at man forandrer den ydre spænding. Det er dette, man betegner med registeregalisering, en vanskelig kunst, som, naar den beherskes, faar folk, baade den udførende og tilhørerne, til at tro, at der kun findes et register. Mellemregisteret blir paa den maade sangerens aller vigtigste register, selvom han i dybden maa ty til fuldregistret og i højden - navnlig for kvindestemmernes vedkommende - til randregistret og det -derover liggende kortregister.

Den højere del af det mandlige mellemregister betegnes navnlig i piano afte med voix mixte, et ikke helt misvisende udtryk; derimod er mezza. voce (ikke mezzo voce, da voce. er 'hunkøn) en foredragsbetegnelse, der betyder -med halv stemme, dvs. med svag, blød stemme.

Vi forstaar nu, at det ikke kan være rigtigt, naar Turning siger: »En svagt kontraheret Stemmebaandsmuskel -giver en slap, energifattig Klang« og: »Hvis disse Muskler (posticus og den ydre. spænder) er for stærke, kan Stemmebaandene ikke kontrahere, de bliver simpelthen strakt i deres Længderetning. Resultatet er en skrigende, skinger Klang.« Nej, resultatet er simpelthen en randregistertone (hovedtone), som jo ikke absolut behøver at være skrigen-de og skinger. Og den svagt kontraherede stemmebaandsmuskel er, som ovenfor vis-t, forudsætningen. for mellemregistrets højereliggende del, altsaa ikke nogen fejl.

Det kan heller ikke være rigtigt, at »Al Bevægelse, Intervalspring, Løb, Forsiringer skal, for at lyde elegante, udføres med internus Funktion«, for hvad skulde -den stakkels koloratursangerinde stille op, hvis hun ikke fik lov til at bruge sit randregister til sligt.

Væsentligt rigtigt skriver Turning: »den smukke klang er (burde hedde »skyldes«) en hensigtsmæssig Balance mellem samvirkende, Muskler i og omkring Sangorganet«. Desværre holder han ikke fast ved denne -definition, men siger senere: »Det, som det gælder at holde fast paa, er, at Klangfarve og Nuancer bestemmes af den omtalte Kontraktion og Bred-dehelastning af Stemmebaandene, og ikke med Lødighed kan erstattes andre Steder fra.« Her møder vi atter den ensidige overvurdering af internus' virksomhed. Jeg vil hellere uddybe den første sætning saaledes, at den paakrævede ballance for den primære tonegivnings vedkommende særligt, maa. findes paa to omraader, nemlig paa den ene side mellem stemmelæbernes indre og ydre spænding og paa den an-den side mellem lufttrykket og stemmelæbernes modstand mod dette, hidrørende fra bruskridsens lukning, samt stemmelæbernes kompression og spænding. I det hele maa det undre, at man kan drøfte stemmens klangkil-der saa lidenskabeligt, som Turning gør det, u-den at komme ind paa, end sige gøre rede for kompressionens eminente betydning for klangen.

Det er ikke rigtigt at identificere det danske stød med sprængansatsen; det er snarere det modsatte, idet det dannes ved en pludselig forøgelse af stemmelæbekompressionen, som ofte, men ikke nødvendigvis føres -helt ind i stemmelukket. Stødets skadelige virkning ligger derfor i, -at det hyppigt fører til overkompression, uden at jeg dog vil nægte, at dette - som en kompen,sationsforanstaltning - kan medføre en løsnen af hviske- eller bruskridsen og derved direkte blive aarsag til en utæt stemmegivning. I det hele har Turning ret i, at en tæt lukning af den bageste, bruskede del af stemmeridsen er en nødvendig forudsætning for enhver god og klar tone og derigennem for »den meste Stemmeteknik«; men jeg er ikke enig med ham i, at »man ved utæt Stilling sjælden træffer Fortynding«. Tænk blot paa unge pigers luftfyldte, liviskeblandede mellemstemme. Jeg gaar heller ikke med til, »at der eksisterer ikke andre Hemmeligheder ved Vejrtrækningen end -den tætte Stemmebaand,sstilling«, eller at -de sekundære hæmninger, som artiklen behandler noget stedmoderligt, altid er »Iette at fjærne«, naar blot den primære stemmegivning er i orden. Det værdifulde i disse overdrivelser er paavisningen af den primære tones alt overskyggende betydning og vigtigheden af, at man koncentrerer sig om arbejdet med denne.

Til slut et par ord om de stemmeanalyser, Turning har bragt i sin artikel, og som synes at have vakt en del røre og forargelse, ja, uden hvilke artiklen vel var gaaet ret sporløst hen. Mon det ikke er paa sin plads her at slaa lidt koldt vand i blodet paa de forargede?

Enhver kunstner, der optræder offentlig., eller udsender et værk, maa være forberedt paa offentlig kritik i dagblade og fagskrifter. Er kritiken saglig og nogenlunde kyn-dig, har han ikke noget at beklage sig over, selv om han ikke kan være enig med den. Man kan ikke forlange, at kritiken i et og alt -skal være rigtig, da det dog kun er mennesker, der skriver den; men den skal være urban og strængt, saglig, helst tillige baaret af velvillig forstaaelse. Hvorfor har da Turnings kritik vakt saadan en forargelse? Er det, fordi den ikke er tilstrækkelig kyndig? Jeg tror det ikke. De af mig paaviste misforstaaelser, som skæmmer den ellers saa læseværdige artikel, og som ogsaa, sætter deres præg paa analyserne, er næ-ppe faldet ret mange af læserne for brystet. Bærer artiklen da præg af usaglighed eller personlig forfølgelse eller andre kritiken uvedkommende motiver? Jeg finder ikke noget grundlag for en saadan antagelse; forfatterens hensigt har sikkert været den af ham angivne: at ville illustrere sin artikel med eksempler fra almen kendte sangere. Men herved er han kommen til at bryde med en uskreven lov, som synes at g2e1de ikke blot herhjemme, men,ogsaa i udlandet. Medens debutanter og folk, der endnu ikke har vundet sig et navn eller en position, maa staa f or skud for en saglig, men ofte skarp kritik, forstummer denne sædvanligt overfor - de kunstnere, der har vundet frem til en position. De bliver saa at sige saerosankte. Herved skærpes selvsagt deres følsomhed overfor enhver kritik. Naar saa tilmed kritiken fremtræder under form af en nærgaaende analyse, som de kun delvis har forudsætninger for at bedømme og vurdere, og -det desuden ligger udenfor den opgave, forfatteren har stillet sig, at omtale -de stemmelige og kunstneriske kvalifikationer, der har medført vedkommende kunstners position, ja saa kommer det hele let til at tage sig meget værre ud, end -det er ment og virker paa os, som er vant til at foretage saadanne analyser, det vi kalder »at høre fysiologisk«. Lad mig tage et eksempel: Tenna Kraft. Enhver, som kan høre, ved, at fruen afbryder sin vidunderlig skønne tonestrøm. med talrige sprængansatser (coup de glotte) - Jeg har grund til at tro, hun gør det bevidst og med vilje. Men er der noget fornærmeligt i at gøre opmærksom. derpaa?

Saa kommer spørgsmaalet, om saadanne analyser hører hjemme i et foreningsblad. Ja, bladet vrimler da med kritiske analyser af nye kompositioner af baade yngre og ældre komponister, medlemmer og ikke- medlemmer, uden at nogen tar den udgivende forening det fortrydeligt op. Efter min mening maa, forfatteren selv staa. til ansvar for sin kritik, hvad en anmelder altid bør, ikke mindst, naar han skriver under fuldt navn. Det maa derfor med glæde noteres, at vort eneste musik-fagskrift - selvom det tillige er foreningsblad - ikke har været bange for at optage et indlæg, som muligvis kunde opvække enkelte medlemmers vrede, og at bladet derved har givet plads for en diskussion, som - forhaabentlig - vil kunne faa nolen betydning for vort musikliv.

Efter at ovenstaaende var skrevet, har hr. Holger Boland i dette blads april-hefte gjort sig til talsmand for de gammelkendte anskuelser, at det næppe kan være til nogen gavn for en sanglæ-rer at have kendskab til stemmeorganets bygning og funktioner. Beviset er ogsaa det sædvanlige, at man paa den tid, hvor sangkunsten stod højest, ikke sad inde med nogen teoretisk viden paa dette felt, og han tilføjer, at man skylder beviset for, at denne teoretiske viden er af værdi. Nej, det gør man ikke, for et saadant. bevis kan selvsagt ikke føres! Der er saa mange faktorer, der gør sig gældende: først og fremmest lærerens øvrige kvalifikationer; men dernæst ogsaa elevens medfødte og erhvervede forudsætninger, den tid, der kan ofres paa studiet m. i-n. in. Tænk blot paa den fordel, Italienerne har fremfor os andre i deres sprog og klima! Talrige af -de store sangere og sangerinder'har haft »sangerforældre«, som har kunnet uddanne dem stemmeligt og kunstnerisk, fra de var ganske smaa, mens mange af vore sangere først er begyndt at beskæftige sig med sang og musik efter i en moden alder at have opdaget, at de havde »stemme«.

Det, -der maa. undre en, er, at ikke enhver samvittighedsfuld sanglærer forskaffer sig sin tids viden om det instrument, han har viet sit liv og sit arbejde, en viden, som idag er langt lettere tilgængelig end blot for 20 aar siden. Først da kan han bedømme, hvor meget af denne viden, der kan komme ham tilgode ved hans undervisning. Paa forhaand ved han intet herom. At sangkunsten muligvi S ikke staar saa højt nu som i gamle -dage, har intetsomhelst med dette problem at gøre, da endnu den dag idag kun et forsvindende ringe antal sanglæ rere arbejder paa grundlag af grundig stemmefysiologisk. viden. Det maa altsaa være andre faktorer, der her er' de afgørende.

I øvrigt er det ikke helt uden interesse, at det var en af de store »italienske« sanglærere, spanieren Manuel Garcia, Jenny Linds og Julius Stockhausens lærer, der opfandt strubespejlet ud fra en trang til at vide nærmere besked med det instrument, han virkede med. Det er heller ikke uden interesse, at de to kendte tyske stemmelæger, Flatau og Imhofer har paavist, at c. 50 p Ct. af de vordende sangere i Tyskland (omkring aar 1910) paadrog sig fonasteni allerede under deres, sangstudium. Det er ikke tænkeligt, at dette skyldtes de forsvindende faa lærere, der den gang havde sat sig ind i stemmens fysiologi og patologi, og som derved var bleven i stand til at paavlse de første symptomer paa denne lumske -sygdom og havde faaet midler i hænde til at helbrede den. Her hjemme har fonastenien først mistet sin brod, efter at de fleste halslæger er begyndt at henvise patienterne til behandling hos de specielt uddannede, teoretisk kyndige stemmepædagoger. Det var i »de gode gamle dage«, at fonastenipatienterne gik »paa turné mellem -byens halslæger«.

Selvfølgelig blir man ikke sanglærer, fordi man kan sin fysiologi og patologi paa fingrene; dertil kræves øre, musikalitet, pædagogisk. evne, uddannelse og - og først og fremmest - talent; men ingen, som ikke har prøvet det, aner, hvilken støtte en reel viden giver den, som paatager sig det store ansvar at uddanne et saa fint og skrøbeligt instrument som den menneskelige stemme.