Svar til herr lektor Viggo Forchhammer

SVAR TIL HERR LEKTOR VIGGO FORCHHAMMER

Redaktøren har ønsket et Par Ord fra mig, inden Sommerferien midlertidig standser DMT, i Anledning af Lektor Forchhammer's foranstaaende Artikel. Der er visselig Punkter, hvor en Debat kunde have offentlig Interesse, men jeg forstaar, at Pladsen er begrænset, og jeg vil derfor indskrænke mig til kun at berøre et Par enkelte.

Først dette: Lektor Forchhammer har opfattet min Artikels Hensigt korrekt. Vor Meningsudveksling tager jeg - som en Selvfølge - rent saglig. Udgangspunktet for min Artikel »Gehørsangskole eller Funktionsdiagnose« var nogle faa enkelte men vigtige Synspunkter vedrørende primær Klang, og det var saa-danne, som jeg af egen Erfaring ved, ligger indenfor enhver normal begavet Sangers Evne til at tilegne sig og kontrollere - om fornødent endda ved Selvstudium. Af denne Grund er jeg gaaet. lettere henover Ting, der i og for sig selv kunde fortjene en bredere Behandling, men en Artikel i et Musiktidsskrift er jo ikke en Sangskole. Heller ikke har jeg i nævnte Artikel rettet noget Vaaben imod dem, der allerede har erhvervet- sig eller anerkender en fysiologisk Viden som et nødvendigt Grundlag for Sangstudium.

Med Hensyn til Vibratoet, der er et meget betydende Emne, har jeg selvfølgelig ikke forvekslet de tonegivende Svingninger med dem, der bestemmer Vibratoets Rytme. De første er forskellige for hvert Tonetrin, de sidste relativt faste med en Frekvens fra ca. 7 til 5.5 i Sekundet. Udtrykket »Vibratoaa-bning« kan maaske virke vildle-dende, men lad mig citere en Passus fra en Bog om dette Emne, udgivet af THE IOWA UNIVERSITY i 1932 med Titlen THE VIBRATO fra en Serie af »studies in the psychology of music«. *

»Man har ved Iagttagelse af Mellemgulv, Stemmebaand og Strubehoved hos undersøgte Objekter fundet Svingninger i alle de Tilfælde, hvor Melgulvet svingede. Tilsyneladende vilde Lokaliseringen af disse Bevægelser i Underlivsmusklerne eller Mellemgulvet afgøre Spørgsmaalet, om Oprindelsen til Vibratoet som hørende derhen. Men der er den Mulighed, at Stemmelæberne virker som en Ventil ved deres tilbagevendende Aabning og Lukning og indvirker paa Luftstrømmen fra Lungerne og herigennem foraarsager en Bevægelse i Aandedrætsmuskulaturen.«

Heraf vil ses, at man andre Steder aabner for -den Mulighed, at Stemmebaandenes Aabning og Lukning virker tilbage paa Aandedrætsmuskulaturen. Herimod sætter Lektor Forchhammer sin Opfattelse, at Tonusen i Muskulaturen er første Aarsag. Mig bekendt foreligger der ikke noget experimentelt Bevis for den ene eller den anden Opfattelsens Rigtighed, men en Afgørelsen af Spørgsmaalet kan, saa vidt jeg ser, kun have teoretisk Interesse.

Af egen Erfaring kan jeg kun sige, at den hensigtsmæssige Balance mellem Strubens Kontrastmuskler og Beherskelsen af disse fremmer Sangerens regelmæssige og gennemførte Vibrato. Og det er paa dette Punkt, at det skorter i nordisk Sang.

Med Hensyn til Spørgsmaalet internus, og externus. kan jeg kun se, at Divergenserne os imellem ligger i Terminologien.

Jeghar støttet mig paa Talvi og Talvi i sin Tid paa den anatomiske Videnskab. Indenfor denne har -der ikke hersket fuld Enighe,d. Jeg citerer fra Dr. med. Jørgen Møller: Undersøgelser over den komparative.- Anatomi af Larynxmuskulaturen:

»Som det ses..., skelner de fleste Forfattere mellem m. thyroid-arytenoidaeus externus, og internus til dels af fysiologiske Grunde. Af ældre Forfattere regner dog Santorini, Soemmering og Tourtual den for en sammenhængende Muskel og i den nyere Tid hævder FUrbringer, at det er umuligt at udsondre en særlig m. thyroid-arytenoidaus internus, undtagen som et Kunstprodukt. Denne Antagelse støttes ogsaa af Disse, Jacobson og Kanthae paa Basis af mikroskopiske Undersøgelser.«

Det staar fast, at der reelt set kun findes een Muskel. Betegnelserne dækker altsaa fysiologiske eller funktionsmæssige Foreteelser. Nu er det mul,igt, at man i Krese - maaske vide Krese - indenfor Lægevidenskaben I~ar' udvidet Begrebet internus. Men se bort fra externus hvad angaar Klangdannelse tror jeg -d-og ikke man kan (altsaa den Del af Musklen som Lektor Forchham Mer vil indskrænke Betegnelsen til at d2Åke). Tilbage staar -det, om det ikke er'hedre at bruge Betegnelser som internus og externiis for Klange, man -ellers ikke har fysiologiske Navne for. Hoved- og Bryststemme duer ikke,

I

og det af Lektor Forchhammer indførte -fortrinlige Navn: Randstemme, forstaar jeg, skal kun dække den Klang, der stammer fra det sving-ende Ligament (uden Muskelfibre).

Saa mangler vi endda stadig et dækkende Navn for,den vigtigste Position, det jeg i en snæver Vending men utilfredsstillende skulde have kaldt mezza voce, altsaa, -den Svingningsbredde, der ligger lige langt fra internus som fra externus, og som er det ideelle Udgangspunkt for alle dynamiske Udtryk, altsaa det, Stemmen under Træning bør ledes ind til.

Med Hensyn til visse andre af Lektor Forchhammers Indvendinger tror jeg, at vi i Praksis, stillet overfor Fænomenerne, ikke vil divergere synderligt, men en Beskrivelse af de enkelte Forhold, der skulde udelukke Mistydning, vil sikkert blive for omfattende.

Kun eet til Slut: jeg har altid reageret imod. den overdrevne Betydning man har tillagt Vejrtrækningen, og -som er Aarsag til saa megen Misbrug i Retning af Fejltræning, rangerende -fra »Bøger paa Maven« ~til Yogaøvelser, hvor man - oh salige Enfold - har anvendt Øvelser, .som Yogierne bruger til at transmutere seksuelle Kræfter med. Den Kraft, der skal bruges til at drive en Luftstrøm gennem de komprimerede Stemmelæber er jo kun en Brøkdel af det ethvert normalt Menneske ejer -- uden Træning.

Svend Turning.