Svar til herr Svend Turning

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 05 - side 106-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

SVAR TIL HERR SVEND TURNING

Paa hr. Turnings ovenstaaende bemærkninger kan jeg svare ganske kor,t, hvilket sikkert ogsaa er nødvendigt af hensyn til læserne.

Det ovennævnte citat fra IOWA UNIVERSITY har kun mening, hvis det sigter til stemmelæbernes aabning og lukning ved det af mig omtalte kompressionsvibrato. Her er en saadan tilbagevirkning paa aandedrætsmuskulaturen mulig; men da denne form for vibrato efter -vor tids smag er forkastelig, kan vi se bort fra dette.

Det er muligt, at man ikke behøver at drive aandedrætsøvelser for at styrke aandedrætsmuskulaturen, selv om der til denne stilles overordentlige fordringer i retning af kraft og udholdenhed. Men udaandingen skal jo da ogsaa beherskes baade af hensyn til den fine afbalanceren mod stemmelæ-bernes modstand o-, til tekniken (staccato f. eks.). Og til indaandingen stilles særlige og overordentlige krav, f. eks. om hurtig, lydløs indaanding uden medspændinger. Aandedrætskapaciteten er ogsaa en faktor af stor betydning og kan trænes betydeligt op. Det er heller ikke ligegyldigt, hvilken aandedr,-aetsform man anven,der. Der er saaledes grunde nok til at øve og træne denne vigtige funktion.

Selvfølgeligt er det rigtigt, naar Jørgen Møller skriver, at m. thyreo arytaenoideus internus, og externus ikke anatomisk kan udsondres fra hinanden som særlige muskler; men fysiologisk virker de helt forskelligt, hvad Jørgen Møller -da ogsaa gør opmærksom paa, og det er det, det herdrejer sig om. Naar man imidlertid vil anvende betegnelser som internus og externus, der har en ganske bestemt, internationalt vedtaget betydning, maa man selvfølgelig kun bruge dem i denne betydning. Det maa derfor anses for vildledende, hvis man

som af Turning nu sidst foreslaaet - vil bruge disse betegnelser -om »Klange, man ellers ikke har fysiologiske, Navne for«. De maa selvfølgelig kun bruges om selve de vedkommende muskler. Men hvorfor ikke bruge betegnelserne fuldregister, randregister og mellemregister, det sidste om alle overgangsformer, der ligger mellem de to grundregistre, en terminologi, som efterhaanden er ved at vinde hævd i de nordiske lande.

Maaske maa jeg i denne sammenhæng lige omtale det afkortede, randregister, »kortregistret«, som opstaar ve-d, at stemmelæbernes rande i en større eller mindre del af deres længde presses imod hinanden, saa at den svingende del af stemmelæberne bliver afkortet og tonen herved højere. Det anvendes særligt. af høje sopraner ved deres højeste toner. Ved en demonstration, som dr. phil. Egil Forchhammer nylig afholdt, havde man lejlighed til i strubespejlet at se ham under en nedadgaaende. glidetone gaa fra en -høj kortregistertone jævnt over i en almindelig »lang« randregistertone ved ganske successiv forlængelse af den aabne. del af glottis, hvilket paa en smuk og interessant maade - og saa vidt mig bekendt for første gang - viser, hvorledes man skaber en jæ-vu, torbindelse mellem kortregistret og de dybere registre.

Viggo Forchhammer.

Årgang 16/1941, nr. 05