Gerhard Rafn

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 07 - side 133-133

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

GERHARD RAFN

En ulykkelig Hændelse har berøvet dansk Musikliv en sympatisk og evnerig Kunstner. Netop som han stod i sin bedste Kraft og havde naaet sin højeste Udfoldelse og Frigjorthed ~r Gerhard Rafn gaaet bort. Tabet er saa meget smerteligere som han hørte til den Type af Kunstnere, der aldrig kunde faa sine Sager gjort godt nok, men som med bestandig Ildhu hvæssede sine Vaaben for i dyb Respekt at kunne tjene den Kunst, han var kaldet til at røgte.

Som Instrumentalist raadede han tidligt over en veludviklet Teknik, og den haarfine Intonation var hans Adelsmærke som Stryger. En vis kølig Renhed, der stod i Forbindelse med hans noget reserverede Personlighed, prægede i mange Aar hans Præstationer, men den stadig opadstigende Linje i hans Udvikling brød tilsidst med dette noget forbeholdne. Tydeligst gav han Beviset herfor ved en egen Koncert, som han afholdt paa sin 50-Aars Fødselsdag fornylig. Hans Bach Ciaconne laa saaledes i et højt kunstneri,sk Plan. - Kammermusik interesserede ham mest. Paa dette Omraade gjorde han sig da ogsaa fortræffeligt gældende. Man mindes ham saaledes, naar han i Spidsen for sit Ensemble tolkede Beethoven - og ikke mindst den sidste Beethoven - Ydelser som var i Toppen af hvad der præsteredes her tillands. - Som han nu stod kunde man derfor forvente en yderligere værdifuld Indsats fra hans Side - men det skulde beklageligvis ikke være saa.

Det siger sig selv at en saa gennemskolet og samvittighedsfuld Natur maatte være en ypperlig Lærer. Som saadan sikrede Det kuugelige Musikkonservatorium sig hans Medarbejderskab efter Peder Møllers Død. I den korte Tid det blev ham forundt at virke i denne Egenskab havde han allerede vundet sine Elevers fulde Beundring og Hengivenhed, og det hurtige Tab af hans betydelige Arbejdskraft er overordentligt føleligt for denne Institution. - Ogsaa Musikpædagogisk Forening havde den Ære at tælle ham blandt sine Medlemmer.

Hans ranke Personlighed, som ikke leflede for nogen eller noget, vil efterlade et dybt Savn hos de Kolleger og de Yenner, som satte Pris paa hans hensynsløse Oprigtighed. Ære være hans Minde!

Thorvald Nielsen.

Årgang 16/1941, nr. 07