Violinvibratoet

VIOLINVIBRATOET

AF SVERRE FORCHHAMMER

Vibrato er af overordentlig stor Betydning for enhver Violinspiller. Det er gennem Vibratoet, at den enkelte Violinist kan give sin Tone et individuelt og personligt Præg. En stiv og kold mekanisk Tone bliver gennem Vibratoet levende og fyldig og i Stand til at give Udtryk for Sjælens indre Følelser. Det vil derfor være af Betydning at klargøre sig, hvad Vibrato egentlig er, hvordan det opstaar og virker.

Ved en Tones Vibrato forstaar man en mer eller mindre regelmæssig og hurtig Variation af en eller flere af Tonens Egenskaber. Saaledes kan en Orgeltone komme til at vibrere, ved at man bringer en regelmæssig Uro ind i Luftstrømmen (Kinoorgelet).

Hvor Tonen er underkastet en stadig Paavirkning fra den menneskelige Organismes Side, opstaar Vibratoet ved, at den eller de paavirkende Dele af Organismen ved Spænding af visse Muskler sættes i vibrerende Svingninger. Hvis man kunde holde sine Muskler helt slappe, vilde de ogsaa være i fuldkommen Ro. Men det kan man ikke. Enhver levende Muskel har selv i den mest passive Tilstand en vis Spænding (tonus), som ledsages af en ganske fin, umærkelig Sitren. Øger man Musklernes Spænding, kan der opstaa mærkbare Sitringer eller Svingninger i det af Musklerne paavirkede Organ. Spænder man f. Eks. Underarmens Muskler paa en ganske bestemt Maade, kan Haanden komme tit at dirre og svinge, og disse Svingninger bliver kraftigere jo mere Musklerne spændes. Dog kun til et vist Punkt. Øger man Spændingen ud over dette Punkt, bremses Svingningerne og bliver krampagtige og uregelmæssige (Fixation). De frie, regelmæssige Svingninger foregår altid i et nogenlunde konstant Tempo, omkring 6 Dobbeltsvingninger i Sekundet. Hvis Svingningerne frembringes i et Organ, der har Indflydelse paa en Tone, f. Eks. ved den menneskelige Stemme eller et Strygeinstrument, kommer denne Tone til at vibrere i Takt med Organet.

Den psykiske Virkning af Vibratoet beror blandt andet paa, at Hjernen bliver underkastet en stadig vekslende Paavirkning, hvorved denne bliver mere levende og indtrængende. Samtidig bliver det klanglige Indtryk rigere og smukkere. Ved den menneskelige Stemme kan man frembringe forskellige Slags Vibrato ved Paavirkning af Tonens forskellige Egenskaber og kan der tale om et Højdevibrato, et Styrkevibrato og et Klangfarvevibrato.(*)
(*) Nærmere uddybet i en Artikel af Viggo Forchhammer: »Stemmefysiologi og Funktionsdiagnose« i dette Blads Nr. 5, Maj 1941, S. 98-99.

Ved Strygeinstrumenterne anvendes altid kun Højdevibrato. Det frembringes ved, at den paa Strengen hvilende Finger sættes i Svingninger paa langs af Gribebrættet, altsaa i Strengens Retning, hvorved Tonen skiftevis bliver lidt højere og lidt lavere end den intenderede Tone. Problemet bliver altsaa her, hvorledes disse Svingninger helst skal være, og hvordan de bedst frembringes, men forinden jeg tager dette op til nærmere Belysning vil jeg se paa hvordan Pædagogerne har behandlet Problemet.

Vibratoet har sikkert interesseret Violinspillerne gennem Tiderne, og en Paastand om, at man i »gamle Dage« ikke anvendte Vibrato, tror jeg ikke kan holde Stik. Det har altid været brugt som et Middel til at efterligne Klangen i den menneskelige Stemme, det Instrument, der gennem alle Tider har været højst i Kurs. I en Udtalelse fra det attende Aarhundrede hedder det, at Formaalet med Vibratoet er at give Violinen en Tone saaledes, at den er paa Højde med den mest fuldendte Sangtone. Det kan imidlertid se ud til, at man i tidligere Tid har behandlet Vibratoet med en vis Ligegyldighed, da mig bevidst ingen pædagogiske Værker gennem Tiderne beskæftiger sig med Vibratoets Funktion. Selv i Louis Spohrs udførlige Violinskole fra 1832, altsaa paa en Tid, da den virtuose Violinkunst blomstrede med Paganini, Ernst, Kreutzer o. m. fl., er der kun levnet Vibratoet nogle faa Linier lige efter en udførlig Beskrivelse af, hvordan man bør skifte fra den ene Position til den anden. Der staar saaledes: »I den følgende Øvelse skal saavel disse (Positionsskiftningerne) som Vibrationen (die Bebung) indøves. Ved hurtig Vibration er 1) [...] anført, ved langsom 2) [...] ved stadig hurtigere 3) [...] og ved stadig langsommere 4) [...] «. I den efterfølgende Etude vil man da ogsaa finde disse Tegn over Noder af mere end en Fjerdedels Værdi. I Ferdinand Davids Violinskole fra 1863 kan man finde følgende:

»Vibrato fremkommer, naar man sætter Fingrene i en skælvende (zitternder) Bevægelse, hvorved man bevæger sig en Smule over og under den rene Tone. Første Finger maa forlade sin sædvanlige Plads paa Violinhalsen, som kun maa holdes med Tommelfingeren og Spidsen af den Finger, der befinder sig paa Strengen. Man maa kunne vibrere langsomt og hurtigt, dog maa man vogte sig for for hyppig og umotivet Anvendelse«. Det fremgaar heraf, at man har anvendt Vibratoet paa den Tid, men ikke betragtet det som noget teknisk Problem. Louis Spohrs og Davids Violinskoler er mærkeligt nok de eneste pædagogiske Værker af ældre Dato, hvor jeg overhovedet har mødt en Omtale af Vibratoet. Nogen Anvisning paa, hvordan man kan tilegne sig eller øve denne vigtige Funktion findes derimod ikke. Først i Karl Flesch's Bog: Die Kunst des Violinspieles (udk. 1923), hvor Vibratoet omtales overordentlig indgaaende, har jeg fundet Anvisninger vedrørende Tilegnelsen af det rigtige Vibrato. Flesch udtaler om Vibratoets Betydning: »At den Spillendes Individualitet bliver naturligst udtrykt gennem hans og udelukkende hans specielle Tonekvalitetet, vil vel ingen bestride. Imidlertid vil den Paastand, at en Tonekvalitets Ejendommelighed i første Række er bestemt gennem Vibratoet synes besynderlig. Dog kun i første Øjeblik. Lader man to Violinister, hvis tonlige Egenskaber udviser den største Forskel bag 3 Forhæng spille de samme Toner paa det samme Instrument med det for dem karakteristiske Vibrato, vil man let og sikkert kunne skelne dem fra hinanden. Bliver der imidlertid spillet uden Medvirken af venstre Haand, altsaa paa løse Strenge eller i naturlige Flageolettoner, vil man kun tilfældigt gætte paa den rigtige.«

Det er imidlertid ikke nok at fastslaa Vibratoets Betydning, vi maa ogsaa se, paa hvilken Maade man kan tilegne sig det eller, hvad der har endnu større Betydning, paa hvilken Maade man kan bibringe Elever denne vigtige Funktion. Karl Flesch gør opmærk som paa, at vi til Formaalet har tre Dele af Legemet til Raadighed, nemlig Finger, Haand og Underarm, der som Regel skal virke sammen. Underarmen kan bevæges paa to Maader, nemlig i Ansigtsretningen (ligesom ved Positionsskiftet) eller ved en lettere Rullen i Albueleddet. At svinge med Fingeren alene, uden Medvirken af Haanden, kan kun frembringe et yderst hurtigt Vibrato, medens Haanden der svinger i Haandleddet er i Stand til at udføre væsentlig større Bevægelser. Svingninger af Underarmen i Albueleddet kan derimod foregaa hurtigere eller langsommere alt efter deres Beskaffenhed. Det hurtige Vibrato bliver hovedsagelig frembragt af Finger eller Arm, det langsomme som Regel gennem Svingninger af Haanden.

Et forkert Vibrato vil til Stadighed være en uovervindelig Hindring i at naa højere Maal. Og hvad er der hidtil gjort for at hjælpe den ulykkelige, hvis Løbebane trues af en Mangel paa dette Omraade? Saa at sige intet. Læreren nøjedes med at betegne Vibratoet som noget »naturligt«, der ikke kan læres, idet han forvekslede dets rent personlige, æstetiske Indhold med de mekaniske Forudsætninger for dets Dannelse.

Hvordan starter Begynderen da overhovedet med Vibratoet? Kommer det pludselig over ham som en guddommelig Aabenbaring? Ingenlunde. Det gaar meget mere prosaisk for sig. Han har opdaget, at Læreren gennem Vibratoet opnaar en Forædling af Tonen, og efter nogen Tids Forløb forsøger han at gøre ham det efter, enten direkte opmuntret dertil af Læreren eller foranlediget af en indre Trang.

Derfor har enhver Elev den Lærers Vibrato, under hvis Ledelse han har anstillet de første af den Slags Forsøg. Hvis den fremadskridende Udvikling paa Violinundervisningens Omraade skulde medføre, at der kommer til at staa bedre uddannede Lærere til Raadighed, da vil der heller ikke mere gives Elever med forkert Vibrato. Forløbig maa vi dog søge efter Midler og Veje til at fjerne de mekaniske Fejl ved et mangelfuldt Vibrato og aabne Vejen for Eleven til at finde den Form, som bedst svaret til hans inderste Væsen. Til dette Øjemed skelner vi imellem tre Arter af forkert Vibrato.

I. Det for lille (Finger-) Vibrato. Det opstaar ved overdrevent hurtige og smaa Finger- eller Armsvingninger med fuldstændig Udelukkelse af, respektive med Stivhed i Haandleddet. De for hurtige Svingninger medfører en brægende Klang.

2. Det for store (Haandleds-) Vibrato. Det opstaar ved overdrevent støre og langsomme Svingninger af Haanden i Haandleddet under Udelukkelse af Finger- og Underarmsbevægelser. Disse for store Afvigelser fra den oprindelige Tone bevirker en især i de højere Stillinger velkendt flagrende eller hylende Klang, der virker saa ubehagelig, fordi den egentlige Tonehøjde ikke mere høres tydeligt.

3. Det for stive (Underarms-) Vibrato. Skønt det til Tider virker klangligt overraskende godt, er det til stor Skade for den samlede Teknik, fordi der paa Grund af den dermed opstaaede Stivhed i Haandleddet opstaar en Usmidighed i den venstre Haand, som gør det umuligt at komme i Besiddelse af en fuldkommen Positionsvekselteknik. Desuden lader denne Slags Vibrato sig som Følge af sin Klodsethed ikke differentiere, d. v. s. det bliver at en vis ensformig Uforanderlighed.

Begge under Punkt 1 og 2 nævnte Mangler fører altsaa hørlige Ulemper med sig, medens det stive Underarms Vibrato har en ugunstig Indflydelse paa den samlede Venstrehaandsteknik. Desuden har jeg iagttaget Tilfælde, hvor et stift Haandled under Vibratoet medførte en almindelig Krampagtighed i hele Spilleapparatet (ogsaa i højre Arm), som forsvandt fra det Øjeblik, da venstre Haandled atter begyndte at virke i Vibratoet.«

Enhver Violinpædagog, som læser dette, vil sikkert give Flesch Ret i, at disse tre Kategorier af forkert Vibrato er dem, man i Praksis støder paa. Men hvad skal man gøre for at rette de foreliggende Fejl, hvad enten de nu er af første, anden eller tredie Kategori. Paa det Punkt synes jeg, at Flesch har gjort en overordentlig værdifuld Indsats, idet han giver nøje Anvisning paa, hvordan man skal komme Skavankerne til Livs.

Den czekiske Violinpædagog Johannes Velden, der omkring 1925 var bosat i København og senere slog sig ned i Sverige, havde ogsaa ganske bestemte Anvisninger paa, hvordan man kunde opøve Vibrato, men da der ikke foreligger noget trykt om disse Øvelser, der var udarbejdet paa Grundlag af en indgaaende anatomisk Viden, har de kun haft Betydning for de faa, der har studeret hos ham.

Ikke saadan at forstaa, at Flesch og Velden maa betragtes som de eneste Pædagoger, der har beskæftiget sig med Vibratokorrektur. Baade hos Georg Kuhlenkampff og Emil Telmanyi har jeg faaet glimrende Anvisninger i saa Henseende, i begge Tilfælde bygget paa Flesch, men Flesch er mig bevidst den første, der har udgivet saadanne Anvisninger paa Tryk. Flesch skriver følgende om Opøvelsen af det rigtige Vibrato under Henvisning til de anførte forkerte Maader:

» 1. Korrektur af det udelukkende med Fingeren udførte Vibrato. Det gælder om at faa Haandleddet til at medvirke og paa den Maade faa Vibratoet til at blive større. Forøvelse: Mekanisk Løsning af Haandleddet gennem gymnastiske Øvelser uden Medhjælp af Instrumentet. Haanden sænkes og hæves i regelmæssig Takt. Indtræder Træthed, maa man straks holde op og sænke hele Armen. Hovedøvelse: Opdeling af Vibratoet i enkelte Bevægelser. Achille Rivarde, en i England levende betydelig Violinist og Pædagog, anbefaler Studiet af enkelte Vibratobevægelser paa følgende Maade: Venstre Underarm trykkes fast mod Violinen for herigennem at opnaa en fuldstændig Ubevægelighed. Første Finger lægges meget fladt paa Strengen, Haanden beskriver en Bevægelse fremefter med en Hældning til venstre uden at Fingeren forlader Strengen. Herved opstaar en Sammensmeltning af Finger- og Haandledsbevægelse med en let Rullen af Underarmen i Albueleddet. Bevægelsen kan udføres langsomt eller hurtigt. Paa denne Maade løsnes Haandleddet, og Betingelserne for et langsommere Vibrato under Medvirken af Haandleddet er fremskaffet. Øvelsesmaade: Uden Bue, fire Vibrationsbevægelser efter hinanden med den samme Finger. Øvelsestid: Fem Minutter i Form af en Skala, der beskæftiger alle fire Fingre. Til at begynde med ti Gange daglig, senere stadig sjældnere. Viser der sig nu efter nogen Tids Forløb en følelig Frigørelse af Haandleddet, forsøger man lange og udholdte Toner, under Anvendelse af et Vibrato i Haandleddet, stadig med Armen fast liggende mod Violinen. De forudgaaende Øvelser skal begynde i tredie eller fjerde Position, fordi Underarmens Støtte mod Violinen er naturligst i denne Stilling.

2. Korrektur af det udelukkende med Haandleddet udførte Vibrato. Den overdrevent udviklede Bevægelse af Haanden maa formindskes og Finger- saavel som Underarmsrullen bringes til stærkere Medvirken. Bevægelserne skal i Stedet for udelukkende at være vandrette trænges mere i lodret Retning, ligesom mere ind i Gribebrættet og derved blive mindre og hurtigere. Til at opøve Fingeren foreslaar jeg følgende Metode, som under min lange Lærervirksomhed har be

Shae t, sin Prøve: Man udfører med de enkelte Fingre en Bevægelse ' som udelukkende forplanter sig i vertikal Retning og hvis Nodebillede ser ud som følger (hos Flesch Eksempel 72):

[Nodeeksempel]

Gennem den forudgaaende grafiske Gengivelse maa Bevægelsen være tilstrækkelig klargjort. Det drejer sig derefter om som første Bevægelse 2 anbringe Fingeren ganske let paa Strengen, som naar man griber en naturlig Flageolettone og som anden Bevægelse at trykke Strengen let ned mod Gribebrættet. Disse to Bevægelser, udført hurtigt efter hinanden giver et Fingervibrato, der er udskilt i sine Bestanddele. Jeg har hermed, især ved for bredt og ublandet Haandledsvibrato, hvor det drejer sig om at svække Haandledsbevægelsen og forstærke Fingervibratoet, opnaaet rent ud sagt overraskende Resultater. Hvis man derimod skal opnaa en stærkere Rullen af Underarmen, saa er den før omtalte Rivardeske Øvelse paa sin Plads, dog uden at man trykker Underarmen mod Violinen, altsaa med normal Haandstilling.

Endvidere virker en overdreven hul Haandstilling svingningshæmmende paa Haandleddet, ligesom den virker svingningsbefordrende paa Fingrene. Disse berører imidlertid i denne Stilling Strengen med deres yderste Spids, hvorved der opstaar en Tilbøjelighed til for høj Intonation - altsaa. Forsigtighed! Hos nogle Violinister kan Vibrationshastigheden paa indirekte Maade ad Omveje paavirkes gennem Buen. Marteléstrøg ved Spidsen er glimrende egnet hertil, fordi deres korte Varighed paa Forhaand umuliggør et alt for langsomt Vibrato, og den vibrerende Haand uvilkaarlig, forsøger at tilpasse sit Tempo efter Marteléstrøgets »schwungvoll-stürmisch-drängenden« Karakter. Jeg har endvidere ofte bemærket, at et korrekt udført Portato paa en og samme Tone ligesom ansporer den venstre Haand og river den med til en Vibrationsvirksomhed.

Et for langsomt Haandledsvibrato, der trodser enhver Forbedring og som ikke ved noget Middel er til at gøre hurtigere, maa erstattes med Albuevibrato, forudsat at dette lader sig udføre i et hurtigere Tempo. Man maa ikke vige tilbage for at erstatte en stor Ulempe med en mindre. Desuden er en fuldstændig Stivhed i Haandleddet udelukket i det her nævnte Tilfælde, da Fejlen jo ligger i en overdreven Funktion af dette Led: Langt snarere bliver Resultatet en mere eller mindre vellykket Blanding af begge Arter.

3. Korrektur af det udelukkende med Underarmen udførte Vibrato. Ved for hurtigt Vibrato opnaas det gennem Brug af den Rivardeske Øvelse; ved for langsomt Vibrato gennem de i Eksempel 72 belyste Øvelser. Efter nogen Tid forsøger man at vibrere i Haandleddet i tredie Position, derefter ogsaa i første Position. Er Formaalet, Haandleddets Medvirken naaet, og Vibratoet dog blevet for langsomt, følger Anvendelsen af min vertikale Øvelse. Til Tider ligger Aarsagen til en vis Stivhed i Vibratoet i et krampagtigt Tryk af Tommelfingeren eller tredie Pegefingerled mod Violinhalgen. Vibratoøvelser under Udelukkelse af Tommelfingeren og med Violinen støttet mod en Dør eiler Væg, virker i saadanne Tilfælde gunstigt og ofte helbredende. Til Tider møder man endog en fuldkommen legemlig Mangel paa Evne til at vibrere. Tonen virker i saadanne Tilfælde iskold, den mangler enhver Kvalitet og virker desuden - som Følge af den manglende Vibratokorrektur - i Reglen uren. Behandlingen gaar for sig paa følgende Maade: a) Frigørelse af Haandleddet gennem de Rivardeske Øvelser. b) Frigørelse af Fingrene gennem Eksempel 72.

Denne Form for Vibratoimpotens kan ogsaa skyldes overdreven Anvendelse af langsomme, eller Forsømmelse af hurtige Fingerøvelser. Træge Fingre, trægt Vibrato. Hurtighedsøvelser i størst muligt Tempo er her nødvendige. I den sidste tid har jeg ogsaa med Held anvendt følgende Øvelse ved helt manglende Underarmsrullen: Instrumentet støttes mod Væggen, Haanden befinder sig i første Position, Fingrene rører imidlertid ikke ved Strengen, men hænger slapt ned ved Siden af Violinhalsen, medens Tommelfingeren berører Violinhalsen paa det sædvanlige Sted. Nu udføres hurtige Rystebevægelser ved Hjælp af Underarmsrullen i ganske kort Tid (1/2 - 1 Minut). Denne Øvelse maa i Begyndelsen gentages saa ofte som muligt med Mellemrum paa et Kvarter, indtil der er indtraadt en følelig Bedring. Det nye i denne Øvelse ligger i den isolerede Underarmsrullen i Forbindelse med fuldkommen Afslapning af Fingrene.«

Foruden disse tre Kategorier af forkert Vibrato og Metoderne til deres Helbredelse omtaler Flesch ogsaa forskellige andre Former for Vibrato, som jeg ikke skal komme nærmere ind paa her, da de alle er stærkt beslægtede med de forrige og som Følge deraf korrigeres paa samme Maade. Dog vil jeg gøre opmærksorn paa Vigtigheden af, at Vibratoets Udsving- er lige stort til begge Sider. Svinger Tonen mere opefter end nedad, vil den klinge for højt, selv om Fingeren er anbragt nøjagtigt paa det rigtige Sted, og svinger Tonen mere nedad end opefter, vil den klinge for lavt. Den første Skavank er dog den hyppigst forekommende.

Flesch omtaler Elevens egen Vilje til at vibrere, som er af største Vigtighed. En Elev, der i lang Tid har spillet uden Vibrato eller med forkert Vibrato, kan have vænnet sig i en saadan Grad til sin egen vibrationsløse Klang, at han vægrer sig ved at anvende Vibrato, selv efter at han har tilegnet sig Evnen til at vibrere. I saadanne Tilfælde anbefaler Flesch, at Eleven vænner sig til at se paa venstre Haand, medens han spiller, for derigennem at kontrollere, om Vibratoet fungerer. Jeg vil ogsaa anbefale, at man kontrollerer sit eget Vibrato i et Spejl, da man derved kan sammenligne det i Udseende med andres Vibrato og gennem Synet kontrollere, om man vibrerer konstant og regelmæssigt og uden Stivhed i Haandleddet. Paa denne Maade kan man vænne Øret til Klangen af det rigtige Vibrato.

Men hvad er det rigtige Vibrato? Ja, det maa naturligvis blive temmelig individuelt, da Vibratoet netop skal medvirke til at give Udtryk for den udøvendes inderste Væsen. Vi kan derfor ikke opsætte nogen fast Regel for et Standardvibrato. Alligevel er det mærkeligt, at Flesch omtaler flere Arter af forkert Vibrato og angiver, hvorledes de skal helbrede, men ikke giver nogen virkelig Definition paa, hvad et rigtigt Vibrato er. Man kan jo svare, at det er det Vibrato, som en Heifetz, Kreisler eller Elman benytter sig af, men hører man rigtigt efter, vil man netop hos disse Kunstnere opdage en hørbar Forskel paa saavel deres Vibratohastighed som Udsvingenes Størrelse, og dog har de hver for sig en Tone af overordentlig Skønhed. Hvor langt har man da Lov til at gaa med Hensyn til Individualiteten i Vibratoet. Her kan vi søge Svar hos Videnskaben, der er gaaet samme Vej som Musikteoretikerne, der opbygger Teorien paa de skabte Værker. Ved lowa-Universitetet i Amerika har en Videnskabsmand ved Navn Carl Seashore indlagt sig stor Fortjeneste ved indgaaende at undersøge Vibratoet og dets akustiske Funktion. Seashores oprindelige Navn er Petterson, og han er fra Smaaland i Sverige, men i Amerika kaldte Familien sig Sjöstrand, hvilket senere blev oversat til Seashore. Det er naturligvis først og fremmest det vokale Vibrato, han har belyst, men ogsaa Violinvibratoet har han beskæftiget sig med. Ved Hjælp af Grammofonplader har han maalt Svingningsantal og Udsvingenes Størrelse hos de mest fremragende Kunstnere og derved konstateret, at for Violinkunstnernes Vedkommende findes der ikke Vibrato paa alle Toner, men dog paa de fleste. Udsvinget er ca.1/4 Tone (1/8 Tone til hver Side), og Svingningsantallet op imod 7 pr. Sekund. Professor Edgar Rubin omtaler i en Artikel dm Vibrato foruden Seashøre ogsaa en Amerikaner ved Navn D. A. Ramsdell. Ramsdell har en Tonegenerator, et elektrisk Apparat, det er i Slægt med Radioapparatet, og som kan frembringe rene usammensatte Toner. Apparatet er indrettet saaledes, at den Tone, det frembringer, kan svinge op og ned i Højde. Ved passende Indretninger kan man baade variere Antallet af Udsving pr. Sekund og Udsvingenes Størrelse. Lader man en Tone svinge ganske langsomt med omkring 3-4 Svingninger i Sekundet, hører man 2 Toner af forskellig Højde; der veksler. Naar Svingningerne foregaar omkring seks Gange i Sekundet, hører man kun een Tone, der hvad Højde angaar ligger fast, men som vibrerer. Hvor Højdeudsvingene er smaa, kan Antallet af Udsving ligge noget under 6, hvor Udsvingene er større, kan Antallet ligge noget over 6. Det fremgaar heraf, at jo større et Vibrato er, des hurtigere maa det være for ikke at lyde som flere Toner. Hvis Tonestyrken er svag, sker Overgangen til, at man hører een Tone ved et noget mindre Antal Svingninger pr. Sekund end hvor Styrken er stor. Heraf fremgaar altsaa, at man kan tillade sig at vibrere langsommere i piano end i forte, noget, der har praktisk Betydning i en lang crescendo-Tone. Hvis Antallet af Udsving pr. Sekund vokser væsentlig op over 6, hører man nærmest en samtidig Flerhed af Toner, der ligger hinanden nær i Højde. Disse Iagttagelser stemmer ganske overens med Flesch's før omtalte forkerte Vibrato 1 og 2, det for hurtige og det for langsomme Vibrato. Hos Violinister, der har enten den ene eller den anden af disse to Vibratotyper, vilde man kunne bruge nøjagtig den samme Karakteristik, som er brugt om Udsvingene væsentlig under og over 6 pr. Sekund paa Ramsdells Tonegenerator. Man behøver derfor ikke at anvende Stoppeur for at konstatere, om Vibratoet nu ogsaa er omkring de 6 Svingninger i Sekundet, men blot konstatere, om Tonen klinger som een Tone der lever gennem Vibratoet. Hører man to Toner, der veksler med hinanden, er Vibratoet for langsomt eller for stort, hører man ligesom flere Toner paa en Gang, er det for hurtigt. Desuden vil, som nævnt i Begyndelsen de frie, uregelmæssige Svingninger automatisk foregaa med en Hastighed omkring 6 i Sekundet.

Men indenfor denne æstetiske Begrænsning ligger der overordentlig store Muligheder for at variere Vibratoet baade hvad Udsvingenes Højde og Hurtighed angaar og derved give det et personligt og individuelt Præg. Efter at have fastslaaet Rammerne for det rigtige Vibrato, kan vi konstatere, at Flesch i sine Anvisninger er gaaet den nærmeste Omvej, idet han ordinerer helbredende Øvelser for forskellige Vibratosygdomme, men ikke angiver Veje til straks at finde det rigtige Vibrato, selvom han udtrykker Haabet om, at Pædagogerne med Tiden maa kunne forhindre, at der findes Elever med forkert Vibrato. Dette ligger sandsynligvis deri, at han kun har beskæftiget sig med viderekomne Elever, der allerede, naar de kom til ham, var befængt med allehaande Vibratolidelser.

Det forekommer mig imidlertid indlysende, at hvis de Pædagoger, der beskæftiger sig med Begynderundervisning, grundigt vilde sætte sig ind i Vibratoets Funktion og den mest hensigtsmæssige Tilegnelse af Vibratoet, saa vilde mange bitre Skuffelser kunne undgaas. »Prevention is better than cure«, og den gamle Overtro om, at Vibrato først burde forsøges, naar man igennem mange Aar med stiv og kold Tone havde tilegnet sig en vis Færdighed i de forskellige Positioner, er absolut forkastelig. Jo hengere man venter med Vibrato, des større Mulighed er der, for at Eleven tilegner sig stive Fingre og stift Haandled; og at Børn har lettere ved at lære Vibrato end voksne, er hævet over enhver Tvivl. Efter kort Tids Undervisning kan man begynde at øve Vibrato og i de fleste Tilfælde vil Eleven meget hurtigt tilegne sig Evnen til at vibrere, først paa de lange Toner og senere ogsaa paa de kortere. Herved aabner man Elevens Øre for Tonens Skønhed og Kvalitet og de ellers saa kedsommelige kantabile Smaastykker bliver levende og morsomme.

Til Formaalet kan jeg anbefale de af Flesch omtalte Øvelser, øvet hver for sig for derigennem at bibringe Fingre, Haandled og Underarm de rigtige Fornemmelser. Man maa her være opmærksom paa Elevens individuelle Svagheder og særlig modarbejde disse. Er Haandleddet stift, øves med Forkærlighed den Rivardeske Øvelse, er Fingrene stive, øves særlig den i Flesch's Eks. 72 anførte Øvelse. Naar de forskellige Kategorier fungerer tilfredsstillende, prøver Eleven at vibrere, først med een Vibratobevægelse, derefter med flere (4 à 5). For at kontrollere, om Fingeren trykker Strengen i Bund, kan man pizzikere den paagældende Tone i samme Øjeblik, man udfører Vibratoet. Der fremkommer derved en Tone noget, lig en Vibrafon. Denne Øvelse gentages ca. 4 Gange med alle Fingre paa alle 4 Strenge først i tredie Position senere i første. Det er tilraadeligt at begynde paa A-Strengen. Har man opnaaet et velklingende Pizzikato, kan man begynde med lange Strøg, hvor man til at begynde med vibrerer paa anden Tonehalvdel, saaledes at Øret tydelig hører Forskellen mellem den uvibrerende og den vibrerende Tone, hvorefter man gaar over til at vibrere paa hele Tonen. Først da maa man forsøge at anvende Vibrato i kantabile Stykker og, helst i Stykker, Eleven har spillet paa et tidligere Stadium, da man i modsat Fald kan risikere, at der fremkommer Stramninger, ved at Eleven skal tænke paa for mange Ting paa een Gang og derved bliver nervøs. Udvikler man nu Vibratoet sammen med den øvrige Teknik, ved stadig med Mellemrum at vende tilbage til de oprindelige Øvelser vil man opdage, at Vibratoet virker befordrende paa den øvrige tekniske Udvikling, idet det kun kan udføres med en absolut Løshed i alle Led, hvorved Triller, Positionsskiftninger og løbende tekniske Passager bliver langt lettere at udføre.