Strøtanker om Chopin Del 1

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 08 - side 153-159

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

STRØTANKER OM CHOPIN, I

AF ANDRÉ GIDE

OVERSAT AF FINN VIDERØ EFTER LA REVUE MUSICALE, DECEMBER 1931

(SPECIALNUMMER OM CHOPIN)

Disse linjer tilegner jeg mindet om abbeden, der var leder af Monte Cassino, og som nogle år før krigen modtog mig i dette berømte kloster. Og hør hvorfor:

Dom Adelberto Gresnitsj, som jeg traf i Rom, havde meget elskværdigt indbudt mig til at gøre et kort ophold på Monte Cassino. Vi havde flere fælles venner, blandt andet Maurice Denis, der lige havde malet et portræt af ham. Som hollænder af fødsel talte Dom Adelberto flere sprog lige godt, og da han var meget kultiveret, var hans konversation fængslende. Jeg tog derfor strax mod hans tilbud.

Sankt Benedikts orden er gæstfri, idet bestemte værelser og opholdsstuer i klostret er forbeholdt rejsende. Men Dom Adelberto tænkte meget rigtigt, at det vilde være mere interessant for mig at tage intim del i munkenes liv. Han fik derfor udvirket, at en celle blev stillet til min rådighed, og at jeg skulde indtage mine måltider, ikke sammen med turisterne, men i ordenens store spisesal. Jeg tænkte mig kun at tilbringe tre dage på Monte Cassino, men disse dage blev så lærerige, der var en så smuk udsigt fra den store celle, og munkenes selskab var så fortryllende, at jeg dvælede en hel, uforglemmelig uge hos dem.

Jeg skulde, strax jeg kom til klostret, have hilst på abbeden, men han var ikke rigtig rask og lod mig sige, at han ikke var i stand til strax at modtage mig. Det blev -derfor først den morgen, da jeg skulde tage afsted, jeg fik lov at udtrykke min taknemlighed over for ham. Denne formalitet forekom mig at være en ubehagelig pligt, som jeg tilstår, jeg ikke var glad ved, og det var derfor ikke uden en vis uro, jeg trådte ind i den vældige sal, hvor abbe,den ventede mig, og hvor Dom Adelberto, der introducerede mig, efterlod mig.

Abbeden var højt til års. Skønt tysker af fødsel -talte han både italiensk og fransk beundringsværdi t; men hvad skulde jeg dog sige til ham?

Han sad i en stor lænestol, som hans svagelighed ikke tillod ham at rejse sig fra. Han lod mig tage plads ved siden af sig og var så elskværdig, at jeg hurtig følte mig fri og utvungen. Så snart de første høfligheder var udvexlet, begyndte vi at tale om musik.

»Jeg ved, at De holder af musik - sagde han til mig - og at De har musiceret alle disse sidste aftener sammen med Dom Adelberto og nogle andre herfra. Jeg har været meget ked af, at jeg ikke har kunnet være sammen med Dern, for jeg holder også meget af musik. Man har sagt mig gentagne gange, at De har forstået at få meget ud af vort tarvelige klaver. Jeg har også spillet klaver, men jeg har for længe siden måttet give afkald på det og må nøjes med at læse uden at spille. Forstår De, at det at læse musikken stumt og forestille sig den hørt er en fuldkommen glæde? Ja, når jeg må blive liggende i sengen, hvad der ofte sker, så er det ikke kirkefædrene eller andre bøger, jeg lader mig bringe, men det er nodehæfter.«

Han standsede et øjeblik, spændt på, om jeg kunde følge ham, og fortsatte så:

»Og hvad tror De så, jeg lader hente til mig? Nej, det er ikke Bach; det er ikke engang Mozart Det er Chopin.« Og han
føjede til: »Det er den reneste musik.«

»Den reneste musik.« Det er netop det, jeg næppe vilde have vovet at sige, og som jeg omhyggeligt sørger for at dække med hele den autoritet, som en så betydelig og så alderstegen kirkens embedsmand ejer. Det er overraskende ord, nien ord, som de vil forstå, for hvem Chopins inusik ikke er (eller i det mindste ikke blot er) disse verdslige og overfladisk brillerende ting, som de udførende byder os på deres koncerter. Men det mest overraskende ved disse ord er, at de var af en tysker; for der findes ikke - synes jeg - musik, der er mindre germansk. Havde Barrés været musiker, hvilken Lothringer vilde han da ikke have gjort ud af Chopin på grund af, at han oprindelig stammede fra Nancy. Når jeg holder fast ved, at der i Chopins værker -findes en polsk inspirationskilde; vil jeg ligeledes gerne mene, at -dette oprindelige stof har et fransk snit, en fransk tilvirkning. Går jeg for vidt? Lad os så sætte, at der ikke findes noget i egentlig forstand fransk i hans tonedigtninges opbygning, nien at den stadige berøring med fransk ånd og fransk kultur snarere har fået ham til at overbetone de sider af den slaviske psyke, som netop er mest antigerinanske.

Derfor er det heller ikke Bizet, jeg vil sætte som modstykke til Wagner, som Nietzsche ikke uden malice yndede at gøre det, nien det er Chopin. Og hvis man forekaster mig, at der er et latterligt misforhold til Wagners uhyre masse, og at Chopins værker syner uforholdsmæssig lidt ved siden af hans gigantiske værk, vil jeg svare, at det netop er den første grund til, at jeg vil stille dem op som modstykker til hinanden, og at det er på grund af sin uhyrlighed, Wagners yærk forekommer mig at være det mest germanske. Denne uhyrlighed føler jeg ikke blot i hvert værks umenneskelige længde, inen i de overdrivelser, der findes af enhver slags, i den pågående karakter, i antallet af instrumenter, i de overanstrengte stemmer og i svulstigheden. Allerede før ham var musikken blevet stærkt følelsesbetonet og svælgede i stemning så bredt og stærkt, det var muligt. Chopin banlyser som den første tværtimod enhver snakkesalig udvikling. Han synes kun at bryde sig om at tnække grænser og at indskrænke udtryksmidlerne til det netop uundværlige. Langt fra at overlæsse sin følelse med noder -fx. på Wagners maner, fylder han hver node med følelse, og jeg kunde næsten sige: med ansvar. Og selv om der uden tvivl findes større musikere, findes der ingen mere fuldkommen. Så at Chopins niusik, der i sin art ikke er synderlig mere onifangsrig end Baudelaires poesi, kan saninienlignes nied Fleurs du Mal på grund af det fortættede udtryk og indhold, soin de bedste stykker i den liar, og på grund af den overordentlige indflydelse, som de begge netop derved kunde udøve.


Allerede i 1892 - for snart 40 år si,den - udtalte jeg, at jeg vilde skrive mine »Strøtanker om Chopin«. Ganske vist kaldte jeg dem dengang: »Strøtanker om Schumann og Chopin«. Nu idag forvolder sammensætningen af disse to navne mig et lignende ubehag, som det Nietzschc sagde, han følte overfor: Goethe og Schiller. Dengang syntes jeg, at der vilde være meget at sige også om Schumann, men det har forekommet mig mindre og mindre vigtigt 1). Schumann er digter. Chopin er kunstner, hvad der er noget helt andet. leg skal senere vende tilbage til det.

Men ved en mærkelig skæbnens tilskikkelse, som ingen anden har kendt, er Chopin så meget mere miskendt, jo rnere de, der spiller harn, arbejder på at gøre ham kendt. Man kan fortolke Bach, Scarlatti, Beethoven, Schumann, Liszt, eller Fauré rnere eller mindre godt. Man forfalsker dog ikke deres væsen. ved at tage lidt kejtet. på deres udtryksmåde. Det er kun Chopin, man begår forrædderi imod, soni, man kan forvanske ganske og aldeles i bund og grund.


Har De undertiden hørt skuespillere foredrage Baudelaire, som var det Casimir Delavigne? De spiller Chopin, som var det Liszt. De forstår ikke forskellen, og spillet på den måde, så hellere Liszt. Virtuosen finder i det mindste der noget at give sig i lag med, noget at begejstres for. Gennem ham lader Liszt sig virkelig igen komine nær. Men Chopin slipper ham ganske og aldeles forbi og så umærl«eligt, at endog publikum ikke aner det. Det er fortalt os, at Chopin ved klaveret. altid gjorde indtryk af at improvisere; det vil sige, at lian uafladelig syntes at søge, at finde på og lidt efter lidt at afsløre sin idé. Denne fortryllende tøven, overrasken og henrykken er ikke. mere mulig, hvis stykket fremføres for os, ikke længere som noget, der efterhånden tager form, men som et allerede færdigt, bestemt og objektivt hele. Jeg ser slet ingen anden mening med de titler, som han yndede at give visse af sine mest udsøgte stykker: Impromptus. Jeg tror det ikke muligt at antage, at Chopin i egentligste forstand har improviseret dem. Nej. Men det er vigtigt at spille dem sådan, at de synes at blive det, det vil sige med en viss, jeg vover ikke at sige tøven, men ubestemtlied; i hvert fald uden denne uudholdelige sikkerhed, som et forhastet tempo medfører. Det er en tur, hvor man går på opdagelse, og den spillende' må ikke i for høj grad give anledning til at tro, han i forvejen ved, hvad han skal spille, eller at det altsammen allerede er skrevet ned; jeg holder af, at den musikalske frase, der lidt efter lidt tager form under hans hænder, synes at udgå fra ham selv, forbavse ham selv og på behændig måde indbyde os til at tage del i hans henrevethed. Selv i et sådant bravurstykke som den kraftfulde og stormende a-moll etude (nr. 11 i andet hæ-fte), hvilken stemning vil De have, jeg skal føle? hvis De ikke selv føler nogen og ikke lader mig føle, at De, pianist, føler nogen ved uventet at gå over i as-dur og strax derefter i e-dur - et solglimt, der pludselig og uventet bryder gennem orkanen og skylregnen - hvis De ved Deres sikkerhed lader mig forstå, at De vidste det, i forvejen, og at det altsammen var forud fastlagt. Hver modulation hos Chopin, der aldrig er forslidt eller forud ventet, skal beholde og bevare denne friskhed, denne næsten frygtsomme stemning, det nyopdukkende har, denne inderste kærne af forbavselse, som den æ-ventyrlystne sjæl kommer ud for på ubanede veje, hvor landskabet først lukker sig op lidt efter lidt.

Det er også derfor, jeg vil have, at denne musik af Chopin næsten altid skal foredrages halvhøjt, ja, næsten sagte, uden voldsomme udbrud (jeg undtager naturligvis herfra visse lidenskabelig bevægede stykker, blandt hvilke de fleste af scherzoerne og polonæserne) uden denne uudholdelige virtuos- sikkerhed, der ellers vilde berøve den sin kosteligste tiltrækning.

Sådan spillede Chopin selv, er det os fortalt af dem, der endnu havde hørt ham. Han syntes altid at være på denne side af den fulde klangstyrke, jeg mener: han lod næsten aldrig klaveret give sin fulde klang, og derved skuffede han meget ofte sin tilhørerkreds, som syntes, at de »ikke fik smæk for skillingen«.

Chopin foreslår, foregiver, antyder, bedårer og overtaler; men han bekræfter næsten aldrig.

Og vi hører så meget bedre hans tanke, jo mere den med forsæt forties. Jeg tænker på denne »klang af skriftestol«, som Laforgue priste hos Baudelaire.

Den, der kun kendte Chopin gennem de dygtigste virtuoser, kunde holde ham for en leverandør af strålende effektstykker som
jeg vilde afsky, hvis jeg ikke selv havde vidst at spørge ham, og hvis han ikke havde forstået at hviske til mig: »Hør ikke på dem. Gennem deni kan I ikke længere forstå noget af, hvad jeg havde at fortælle, ,Jer. Og jeg lider meget mere end I, ved hvad de har gjort ud af mig. Hellere være ukendt end tages for, hvad jeg ikke er«.

Visse tilhøreres falden i afmagt for visse berømte Chopin-fortolkere, irriterer mig. Hvad kan man finde at holde af der? Der er jo kun noget verdsligt, noget profant. Men intet, der som fuglens sang hos Rimbaud »holder dig fast og får dig til at rødme«.


Jeg har ofte hørt Beethoven sammenligne med Michel Angelo, Mozart med Correggio, Giorgione o. s. v . Selv om disse samnienligninger mellem kunstnere fra forskellige kunstarter forekommer mig temmelig intetsigende, kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvor ofte de bemærkninger, jeg kan gøre med henblik på Chopin, lige så godt kan anvendes om Baudelaire og omvendt, så at navnet Baudelaire allerede flere gange ganske naturligt er løbet mig i pennen, når jeg talte om Chopin. »Usund musik« sagde man om Chopins værker. »Usund poesi« sagde man om Fleurs du Mal, og jeg tror netop af samme grund. De stræber begge to på samme måde efter det fuldkomne, har samme rædsel. for det veltalende, det svulstige og den bredt udspundne udvikling; men især vilde jeg sige, at jeg hos den ene som hos den anden genfinder een og samme anvendelse af overraskelsen og de useedvanlige kortninger, der tilvejebringer den.

Når Chopin strax efter de indledende takter i begyndelsen af g-moll balladen for at indføre hovedtemaet, som han gentager i forskellige tonearter og med nye klangvirkninger, efter nogle ubestemte takter i f-dur, hvor blot tonika og kvinten anslås, uventet lader et dybt b indtræde, der pludselig ændrer situationen som et vink af en troldmands tryllestav, synes jeg, dette dristige trylleri kan sammenlignes med en eller anden overraskende kortning hos digteren af Fleurs du Mal.

Yderligere synes jeg, at Chopin i musikkens historie indtager næsten samme plads (og spiller samme rolle) som Baudelaire i poesiens historie, begge to fra først af miskendt og af samme grunde.


Aah! Hvor er det dog svært at kæmpe mod et falsk billede! Foruden virtuosernes Chopin er der de unge pigers. En altfor sentimental Chopin. Han var det, ak! men han var ikke blot det. Jo vist er (ler den melankolske Chopin, lian, som endda aflokkede klaveret den niest fortvivlede hulken. Men hvis man skal tro visse mennesker, synes han aldrig at være kommet ud af moll. Det, som jeg holder af, og som jeg priser ham for, er, at han gennem og hinsides denne sørgniodighed dog når til glæden; det er fordi glæden har overtaget i ham (soin Nietzsche ineget rigtigt følte), en gkæde, der ikke har noget af Schuinanns lidt summariske og vulgære lystighed, en lyksalighed, der kominer nær til Mozarts, inen mere menneskelig, i slægt med naturen og lige så hvilende i landskabet soni det uudsigelige smil i scenen ved bækken i Beethovens pastoralsymfoni.

Før Debussy og visse russere tror jeg.ikke, at inusikken endnu nogensinde har været så genneintrængt af lysvirkninger, af vandets rislen, af vindens og løvets sus. Sfogato skriver han; har nogen anden musiker nogensin,de brugt dette ord, om han da nogensinde havde lyst til eller brug for at angive denne luftning, dette vindpust, der bryder rytmen og uventet gyder svaling og duft over midterpartiet i hans barcarole?


Hvor er Chopins temaer dog enkle. Her er intet, der kan sammenlignes med hvad nogen anden musiker før hani nogensin-de havde skabt; for de (jeg undtager dog Bach herfra) går ud fra en stenining som en digter, der bagefter søger ordene for at udtrykke den. Men ligesom Valéry, der tværtiniod går ud fra ordet, fra verset, går Chopin soni den fuldl,-.omne kunstner ud fra noderne (det er også det, der gjorde, at man sagde, han »improviserede«), inen han lader strax, mere end Valéry, en menneskelig stemning omspænde denne meget enkle grundtanke, som han udvider til det storslåede.

Ja - og det er meget vigtigt at sige - Chopin lader sig lede og råde af noderne; man skulde tro, han tænkte over hver enkelts expressive kraft. Han føler, at den og -den node eller det og det interval, terz eller sext får en ny betydning efter sin plads i skalaen, og gennem en uventet ændring af bassen lader han dem pludselig sige noget andet, end de før sagde. Det er det, der er deres expressive kraft.


En af de hyppigste måder at begå forræderi mod Chopin på . . . . . består i at fremhæve melodien, medens hele resten (som om der var nogen »rest« hos Chopin) udviskes så meget mere. Den vilde åbenbart ikke træde tilstrækkelig tydeligt frem, og Deres tilhører vilde åbenbart ikke forstå, at det er melodien, hvis De ikke understregede den med rødt blæk. Langt fra at lade den træde frem vil jeg tværtimod have, at den kun knapt nok må skille sig ud fra alt det, som jeg ikke kan gå med til at betragte slet og ret som et akkompagnement, når man undtager visse stykker, der ikke netop er af de bedste fx. den anden scherzo og især den anden nocturne (men læg mærke til, at disse stykker netop er dem, det simpleste publikum kaster sig over, dem Chopin skylder, ak! den største d. v. s. den uheldigste del af sit ry). Han bærer sig ofte sådan ad, at melodien (hvis man holder fast ved dette udtryk) så at sige skal underforstås, som i det første præludium af Bach, der kun venter på en Gounod for at lade den komme til sin ret. Hvor mange pianister tror ikke at gøre Chopin den tjeneste, som Gounod dér gjorde Bach, ved at frigøre en skjult melodi (Aah! hvor meget finere er det ikke blot at lade den skimtes!), og hvorfor forstår -de ikke, disse pianister, at de på denne måde berøver Chopin den fine ynde, som er ham så særegen."

1) Man kan holde Schumann for en udmærket musiker; jeg må dog tilstå, at min beundring for ham er taget stærkt af; han stilles for let tilfreds; hans ubestridelige inspiration rummer ingen hemmeligheder og udleverer sig strax helt; han kan ikke få noget ud af (len uden ved de mest summariske- kunstgreb; så snart han søger at udvikle en idé, udpiner og udvander han (len; hans harmonier er af hjerteskærende almindelighed, hans modulationer af kvalmende s!mpelhed. Og endelig: er det ikke smerteligt at måtte kaste størstedelen af den kærlighed, man trods alt har tilovers for ham, på hans ungdomskompositioner, der er fortrinlige og ejer en indtagende ægthed.