Heises kammermusik. Nogle introducerende bemærkninger

HEISES KAMMERMUSIK

NOGLE INTRODUCERENDE BEMÆRKNINGER

AF RICHARD HOVE

I de Breve fra Heise, som Gustav Hetsch udgav i 1930, er der en Del Tale om en Klaverkvintet, som Heise selv synes, »ikke er saa gal, den er meget lys og munter, i F dur«. Heise omtaler den gentagne Gange i Brevene. Man kan følge dens Tilblivelse fra Brevet til Glir. Richardt 26. Dec. 1868, hvor den første Gang nævnes og indtil den i Brevet til N. W. Gade 14. April 1869 bliver meldt færdig. Og hver Gang, den omtales, er det med Anførelse af den Begivenhed, der har givet Stødet til dens Tilblivelse. Komponisten Sgambati og hans Venner har nemlig »spillet for mig en selvmorderisk Kvintet af Brahms hvis sygelige Nattedunster irriterede mig, saa jeg straks gik hjem og begyndte paa en i F dur paa Trods«. Det var dog en Ting. Brahms Klaverkvintet var vel et Værk at maale sig med, og det maatte være en Opgave at overvinde den. Den har fyldt Heise med Modvilje - andetsteds kalder han den »forskruet sort melankolsk«, mindre kan ikke gøre det. Og den lyse og muntre af Pleter Heise fandt Sgambati magnifico. - Men trods det lever Brahms Kvintet videre, men kun meget faa Mennesker aner Eksistensen af dens heiseske Overvinder, og endnu færre. ved, hvad den indeholder. Da Heise nu er en af de mest sympatiske Skikkelser i den danske romantiske Musik, og til~ lige en af dem, der har faaet størst Betydning for Efterslægten gennem den -store Sangskat, han har efterladt os, saa maa det være naturligt at forsøge at faa. et Overblik over hans absolute Musik ogsaa. Det vil nemlig gerne vise sig, at man her faar et større Indtryk af en Komponists Evner og Kunnen end i den korte Form, som Sangene beting-er, hvor den stærke Inspiration bærer, og hvor Kravene til det rent musikermæssige langt lettere indfries. Det viser sig ved nærmere Undersøgelse, at Heise har en meget betydelig Produktion af absolut Musik, og hvor et af Værkerne lejlighedsvis berøres i Brevene, udtaler Heise sig altid med Glæde og Tilfredshed om sit Arbejde, saaledes at man paa ingen Maade. kan -skyde denne Del af hans, Skabergerning til Side og regne den for ubetydelig og uvedkommende. Kun to Værker er bleven trykt - Klavertrioen og en Violoncelsonate - men det er ganske underordnet, idet Manuskript-Døden alle Dage har været ,de danske Komponisters Lod. Er der Værdier i Værkerne, maa man søge efter dem i de gamle Manuskriptpakker, der indeholder vor nationale Musiks Førstegrøde.

Resultatet af disse Undersøgelser har saa givet til Resultat, at jeg foreløbig har haft Lejlighed til at stifte Bekendtskab med følgende Kammermusikværker af Heise:

3 Klaversonater, 3 Violinsonater, 3 Violoncelsonater, 8 Stykker for Violoncel og Klaver, 1 Trio, 6 Strygekvartetter, i Klaverkvintet, 3 Koralforspil.

Naar man til de 17 Værker i den store Form føjer Symphonien og 4 Koncertouverturer og en Mængde mindre Klaverstykker, vil man se, at der kommer mere Ligevægt,i Heises Produktion, end man tidligere har kunnet finde. Heise er ikke ensidig Sangkomponist, men har foruden den store Sangmasse, forsøgt sig i alle Musikkens Former. Ja, ogsaa Orgelet har -han arbejdet med. Straks da han har tiltraadt sit Embede i Sorø, komponerer -han. tre Koralforspil (over »Hvo ikun lader Herren raade«, »Nu hviler Mark og Enge« og »Mig hjertelig nu længes«). Diss,e tre Forspil er dateret Januar 1858; ellers er Dateringer en m-eget stor Sjældenhed i Heises Manuskripter. Endvidere haves paa Statsbiblioteket i Aarhus en Samling paa 30 Orgelpræludier og et mindre Stykke for Orgel, Violin, Viola og Cello.

En fast Datering for denne Gruppe Kompositioner kan altsaa. kun ganske spredt fremskaffe.s. Klaverkvintetten ved vi fra Brevene er fra Vinteren 1868-69,- den sidste Violoncelsonate er ligeledes i Brevene omtalt som komponeret i Rom i Foraaret 1867. Den anden Violinsonate - i Es dur - er af Heise selv dateret 23. Marts 1863 Rom. Klavertrioen ansætter Hother Ploug ogsaa til Begyndelsen af Tredserne. Der har eksisteret endnu en Klavertrio i c-moll, som omtales i Brev til Fru Sibbern 14. December 1852 og til Victor Heise 7. Januar 1853. Den første Strygekvartet er dateret »Vinteren 1851-52«: paa Stemmerne til Nr. 2 (G-Dur) staar Aarstallet 1852. Da g-moll-Kvartetten, formentlig den sjette i Rækken - de, to sidste har intet Nummer -, er fuldendt i Birkerød 6. Marts 1857 (Brev til G. Rode), er det altsaa nærliggende at regne med en Kvartet om Aaret i denne Periode.

Værdien af disse Arbejder er imidlertid meget forskellig. Heise var paa ingen Maade kræsen eller reflekteret i sin Komposition. Han »skrev op« uden svære Skrupler, og da han fra sine unge Dage havde haft et godt Haandelag for det primitive Sonateskeina, voldte det ham jo ikke saa store Vanskeligheder at blive Fad-er til en hel Del Kammermusik. Derimod synes -det at have vold-et ham større Be svær at faa den spillet. Det -er nemlig med H-eises tilfredse Udtalelser i Brevene in mente ikke at vente at det var Selvkritik, der holdt hans Værker i denne Form nede. - Om G moll Kvartetten hedder det saaledes i Brevet til Edv. Holm, 17. Januar 1857: »Først nu er jeg ifærd med en Strygekvartet, hvoraf det første Stykke er færdigt, og jeg er meget tilfreds dermed.«

Betragter man Heises Kammermusik, gør man klogt i at fastholde en Ting, som Tiden egentlig fulld,stændig har ladet -gaa i Glemme, nemlig at Heise var Violinist - ja, det skal forstaaes med Forbehold! Heise var først og fremmest og hele sit Liv igennem cand. phil., hvad der i 1850 var en Titel og en Ting, nu tør vel intet Menneske benævne sig saaledes; men denne fuldblods Akademiker med hele Standens Fornemhed og bevidste Aandsoverlegenhed studere,de altsaa Violinen som sideordnet Instrument med Klaveret og Orgelet. I Brevene fra Leipzig i 1852-53 nævner Heise bestandig, at han øver sig paa Violinen, og at den er ham til stor Glæde. Hans Standpunkt kan man ikke helt blive klar over. Han spiller Kreutzeretuder -- det gør alle Violinister -, og han udtaler sig med uhyre Respekt om Mozart's Kvartetter og Violinsonater; men denne Respekt kan bunde fuldt saa meget i Kompositionernes- Aandsindhold som i de tekniske Fordringer de stiller. En Ting kan man imidlertid fastslaa, efter at have gennemset Heises Kammermusik, han glemte aldrig Violinens tekniske Krav. Hans Violinthemaer er fuldstændig i Instrumentets Aand, de k1inger og de ligger taknemligt for Instrumentet. Det er en afgørende Modsætning til Hartmann, der ogsaa begyndte med at dyrke Violinen ret intenst, men som -hurtigt la-de den til Side, o-, i sine senere Kompositioner viste, hvor grundigt han havde glenit de etudemæs,sig.e Vendinger, der er egne for Instrumentet; glemt dem saa grundigt, at hans Arbejder øjeblikkelig fik Attest for at være upraktiske for Instrumentet. - den gamle Historie: han kunde ikke instrumentere; men han kunde komponere. - Heise kunde fra første Færd instrumentere, og han udviklede denne Evne til Mester-skab. Netop her falder Skillelinien mellem Heises Sange og hans absolutte Musik. Medens Hei-ses Sange staar som det geniale Billede paa -den danske Romantiks Højsommer, fødte af en rig Inspiration, af et fint og stærkt. bevæget. Stemningsliv, saa stiller Kammermusikken Krav; den forlanger Arbejde, Vilje og Koncentration. Den kan ikke skrives paa en Skumringstimes Drømmeri ved Klaveret, - uanset hvor skønt der drømmes. Den kan iheller ikke komponere.s paa en teknisk Rutine i Formen. Det er saa fristende, Formen bærer; men de-n, der har forsøgt for Alvor, skal nok komme til at op-dage, at selv i dens mest skematiske Skikkelse maa Formen være Resultat af en per,sonlig Kamp, dersom ikke dens Bæreevne i de afgørende Øjeblikke skal vise sig at bero paa en Illusion.

Heises Kammermusik rejser -igen Spørgsmaalet om den romantiske danske Musiks Kilder, dens Forbilleder i Tanke og Form, og det viser sig atter hos Heise, at den Linie i Romantikken, der fra den sidste Beethoven gik over Schumann, og som repræsenterede 'den egentlige Modernisme i Midten af forrige Aarhundrede, bøj,ede uden om Danmark, baade fordi den forblev upaaagtet eller snarere udyrket i - de hjemlige Musikkredse, og fordi de Forposter, vi sendte ud i den store Verden, satte e.n. Ære i at bevare deres musikalske Barnetro fri for alle Anfægtel,ser. - Den eneste af de danske Romantik,ere, hvis Sind indoptog de store aktuelle Strømninger i Europa - Asger Hamerik - belønnede vi ogsaa følgerigtigt med et livsvarigt Exil, som ikke alene omfattede Manden, men ogsaa hans Værker. Den danske Roinantik udviklede sig forsigtigt af det attende Aarhundredes Musik, saalede.s som den var kommen til os i Blomstringsperioden omkring Aarhundredeskiftet, den sidste Gang, da vi herhjemme var i Føling med vor musikalske Samtid. Under den lange Armods- og Mørketid efter Statsbankerotten levede vi paa Kunzen og Schall og blev staaende ved de mozartske Idealer, som var bleven disse Musikere-s højeste Maal. Weyse var i Virkeligheden stokreaktionær. Hartmann var den eneste, som fik Føling med Europa; men med ganske- specielle Strømninger i Europa, de der gik bag om Wienerklassicismen og kulmine:rer,i Weber, Spohr og til dels ogsaa. i Chopin. Da den unge Heise skal søge sig en Lærer i Komposition, er Hartmann ganske vist paa et af sit Livs Høj,depunkter - det er Tiden omkring Liden Kirsten; men Sekretair Hartmann var alligevel ikke den Mand, man gik til om en ung Musikers Uddannelse. Det blev en anderledes sat og grundig M,and, der fik Hvervet betroet: Gades Lærer A. P. Berggreen. Hos ham lærte den unge begavede Mand Generalbas og komponerede sine første Sange og vel ogsaa, -sine første Kvartetforsøg for den Holmske Kvartetkreds. Saa greb Gade ind. Gade var kommen hjem fra sin Udflugt til den store Verden - den Verden, som for en Gangs Skyld havde modtaget en dansk Musiker som en af sine egne og budt ham al sin Herlighed. Og Gade havde vist sin Taknemlighed mod Skæbnen paa den eneste Maade, en Kunstner ikke skal gøre det. Han havde holdt sig fjernt fra alle de store Fristelser: han lærte Schumann at kende, men lærte intet af ham; han oplevede, virkelig oplevede Wagner maaske det største Øjeblik i hans Liv, det Øjeblik, -da den hede Kun-stens Flamme truede med at tænde ham i Brand, - men bød ham vige fra sig. Dog til at afsværge det Onde slog hans Kræfter til. Han glemte vist. aldrig, at han en Gang hørte Wagner dirigere Beethovens niende; men han blev paa Mendelssohns faste Vej og drog hjem som Danmarks gode Søn og lærte os at høre Beethovens Symphonier, medens Niebelungens Ring satte det musikalske Europa i Brand.

Gade saa, hvor stort et Talent der var Tale om hos Heise, og det skyldes vistnok det afgørende Skub, han gav ham ved at faa nam sendt hjemmefra, at Heises Livsbane saa afgørende og tidligt blev f astlagt.

Fra Heises Leipziger Ophold har vi saa de første trykte Breve. Det er meget omfangsrige Skildringer, der lader den unge cand. phil. genopstaa levende for os. Og her er saa meget at bide Mærke i. Heise føler sig trods sit Studium ikke rigtig som Musiker. Han savner den Klassesolidaritet, som ellers altid præger Musikere trods -den vildeste Subjektivitet, for han - Akademikeren - føler sig hævet over de andre Musikstuderendes Tone. Han har aldrig følt den mærkelige Trang til at »gaa paa Galleriet og haane Rernbrandt« og derfor heller ikke forstaaet, hvorledes dette er et Fænornen, der indtræffer samti-dig med den intense Indtrænaen i en Kunst tekniske Materiale, en Følgevirkning af Udvikling, som maaske nok lyder underligt for den uindviede, men som baade er nødvendig og u-skadelig. Men her er det mærkelige altsaa, at Heise var en uindviet og forbliver det hele silt
Liv. Derfor bliver Brahms F moll Kvintet »selvmorderi,sk og forskruet sort melankolsk«. Heise kom aldrig ud for at maatte knuse sit eget Værk og alligevel atter at maatte bygge det op. Det kunstneriske Problem har aldrig staaet for ham med hele -dets forfærdende, aandelige Tryk, dets Krav om Overvindelse om saa Livet skulde sættes ind. - Gid han havde kendt det!