Fra Mozarts sidste aar

FRA MOZARTS SIDSTE AAR

AF FRITS EIBE

Da Wolfgang Amadé Mozart Natten mellem den 4. og 5. December 1791 ikke 36 Aar gammel bukkede under for en haabløs Sygdom, var han til det sidste febrilsk optaget af Arbejdet paa det Requiem, som han ikke skulde naa at fuldføre. Efter Aars Stagnation havde han de sidste 12 Maaneder i en Forudfølelse af, at Døden nærmede sig, udfoldet en rig Kompositionsvirksomhed: De 2 Strygekvintetter i D-dur og Es-dur (Köchel 593 og 614), den sidste mærkelige Klaver koncert i B-dur (K. 595, den første af en projekteret helt ny Cyklus af Koncerter), Børnesange, hvorilblandt den ogsaa af danske Børn kendte »Kom Maj du søde milde« (K. 596), de herlige F-moll Fantasier for et Spilleur (K. 594 og 608), Adagio og Rondo for Glasharmonika, Fløjte, Obo, Viola og Violoncel (K. 617), Ave verum corpus (K. 618) og Klarinetkoncerten (K. 622) er Frugterne heraf. Dertil kommer, hvis man af stilmæssige Grunde mener at kunne henføre en Del af Köchel paa et tidligere Tidspunkt anbragte Kompositioner til denne Periode, kanonisk Adagio i F-dur for 2 Bassethorn og Fagot., Adagio i F-dur for 2 Klarinetter og 3 Bassethorn (K. 410-11), de 5 Divertimenti for 2 Klarinetter og Fagot (K. Tillæg 229), den lille Adagio i C-dur for Harmonika (K. 356), det lille Albumblad i Es-dur for J. B. Cramer (K. 236) og Menuetten i D-dur (K. 355), begge for Klaver.

Og paa store Værker strømmede Bestillingerne ind. I Marts 1791 paatog Mozart sig for at bringe sin Ven, Teaterdirektøren og Skuespill,eren Scihikaneders Økonomi paa Fode at komponere ham en Trylleopera, en Genre, Mozart ikke tidligere havde beskæftiget sig med: »Tryllefløjten«. Midt under Arbejdet paa denne fik han den bekendte mystisk-e, anonyme Opifordring til at skrive et Requiem. En lang mager Mand i graat Tøj afgav Bestillingen, som senere efter Mozarts Død viste sig at hidrøre fra en Grev Walsegg, der ønskede at fejre Mindet om sin afdøde Ægtefælle ved en Dødsmesse, som han vilde udgive for sin egen Komposition. Næppe havde Mozart besluttet sig til at modtage dette Tilbud, før der - i August - kom Bud fra Prag, Stedet for hans største dramatiske Sejre, om at komponere en Festopera fil Leopold IFs, Kroning som Konge i Bøhmen. Dødssyg, som Mozart allerede da var, afbrød han Arbejdet paa Tryllefløjten og ilede til Prag, hvor i alt for stor Hast Metastasio's »La clemenza di Tito«, »Titus«, blev færdigkomponeret og indstuderet. Opførelsen d. 6. September blev ikke nogen Sukces. Derimod form-ede en Don Juan Opførelse den 2. September formentlig under Mozarts egen Ledelse sig som en -stor Triumf. »I Huset var alle Loger optaget, Parterret var overfyldt« . . . I Parterret saa man blandt andre Berømtheder Grev Axel Fersen, »le beau Fersen«, Marie Antoinettes ridderlige Beskytter. Det var under dette Mozarts sidste Ophold i Prag, hvor han antagelig som sædvanlig tog ind hos sine Venner Dussek's paa Villa Bertramka udenfor Byen (alle Hoteller var overfyldt i Anledning af Kroningen), at den danske Violinist og Komponist Claus Schall, en glød-ende Beundrer af Mozart, havde den Lykke at træffe Mesteren.

Trods det forcerede Arbejde paa »Titus« beskæftigede Mozarts utrættelige Hjerne -sig med »Tryllefløjten«. Under Billardspillet, som han med sine Venner næsten daglig -dyrkede i et nærliggende Kaffehus, lagde man Mærke til, at han stadig nynnede et Motiv med »hm, hm« og flere Gange, naar de andre spillede, trak en Bog op af Lommen, kastede et flygtigt Blik deri og saa spillede videre. Det var den første Kvintet af »Tryllefløjten«, hvis Hovedmotiv han saaledes udarbejdede under stadig Konference med Schikaneders Tekstbog.

Efter Hjemkomsten fra Prag, Fuldendelsen af Tryllefløjten og dennes straalende Førsteopførelse den 30. Septemher gik Mozart, saa vidt hans stadig tiltagende Sygdom tillod det, for Alvor i Gang med Requiem, som -han i sin sygelige TIlstand efterhaanden følte, som var det hans eget, han skrev paa. Endnu i de sidste Feberfantasi-er beskæftigede den døendes Fantasi sig med Kompositionen. »Han blæste Kinderne op og søgte med Munden at efterligne Paukerne.«

Forud for denne hektiske, men straalende Afslutning paa Mozarts Kunstnergerning var der gaaet Aar, hvor Nød og Modgang, Mangel paa Opgaver, ikke mindst af dramatisk Karakter, svigtende Interesse hos Kejser og Publikum havde svækket hans Produktionsevne, saa at Resultatet blev baade sparsomt og svagt.

Da Mozart 10 Aar tidligere, i 1781, besluttede sig til at tage fast Ophold i Wien, havde han siden 1769, da -han efter vidtstrakte Kunstrejser som Vidunderbarn vendte tilbage til Salzburg, hans Fødeby, ligesom Faderen, Vicekape-lmester Leopold Mozart, haft Ansættelse i de vekslende Ærkebis,koppers Tjeneste, først s,om. Koncertmester, i Begyndelsen ulønnet, og senere fra 1779 som første Hoforganist. Den godmodige Ærkebiskop Sigismund, Greve af Schrattenbach, fandt sig ganske vist i, at -hans Vicekapelmester -og Koncertmester turede rundt i Euro'pa paa Kunstrejser, men man kan egentlig ikke fortænke hans Efterfølger, Hieronymus, Greve af Colloredo, i, at han satte haardt imod haardt, da den unge Mozart, der i 1781 havde faaet Orlov for efter Anmodning af Kurfyrsten af Bayern at komponere og lade opføre en Opera til Karnevallet, »Idomeneo«, blev borte u,d -over alle Aftaler, hvad der førte til det bekendte Brud med Ærkebiskoppen og Fødebyen, idet Wolfgang meget mod sin Faders Ønske tog blivende Bopæl i Wien.

For denne Beslutning' talte der dog vægtige Grunde. Som Mozart skrev i et Brev af 4. April 1781 til sin Fader kort efter Ankomsten til Wien »Jeg forsikrer Dem, at her er et herl,igt Sted og for min Metier det bedste Sted i Verden«. Den samme aande,lige Atmosfære, som senere skulde drage og fastholde en Beethoven og en Brahms, mødte den,-da 25-aarige Mozart. En Kreds af kunstbegejstrede Dilettanter af alle Samfundslag virkede ansporende paa det unge Geni, og Konkurrencen med ikke alene de kendte Komponister Haydn og Dittersdorf, men ogsaa betydelige, nu til-dels glemte Talenter, Eybler (hvem Afslutningen af Mozarts Requiem senere blev tilbudt af Enken), Eberl (hvis Kompositioner for en Del blev eftertrykt under Mozarts Navn, skønt -de i Karakter er mere beslægtet med Beethovens), Neukomm (Haydns Yndlingselev), vakte hans Kappelyst. Dertil kom det meget væs-entlige, at Mozart, som i sig selv følte den Begavelse for det dramatiske, som gør ham til en Ener af alle Komponister og i hans Behandling af Don Juan Stoffet, set i skiftende tragisk og komisk Belysning, senere skulde stille Mesteren paa lige Fod med Shakespeare, her i Wien fik Muligheder for at udfolde sit Geni som Operakomponist. Kejser Joseph Il ønskede nemlig at skabe et tysk nationalt Sangspil, og Mozart løste Opgaven ved »Bortførelsen. fra Seraillet«, der ved Premieren den 12. Juli 1782 blev en stor Sukces.

Efter »Bortførelsen« gik der, væsentlig ved Intriger fra Italienernes Side, Aar hen, hvor Kompositionen af en tysk Opera var haabløs. Men heldigvis blomstrede Koncertlivet, og den Gang nøjedes man, som det vides, ikke som nu med Repriser af engang opførte Værker. »Privatakademierne« i Adelens og Borgerskabets Huse forlangte stadig nyt Stof, og man ser derfor ogsaa Mozart uafladelig beskæftiget med Komposition af Symfonier, Kammermusik og med Forkærlighed de store Klaverkoncerter, som han selv udførte under uendelig Begejstring. Klaverkoncerterne, der i Virkeligheden staar paa lige Fod med hans bedste Symfonier og burde opføres langt hyppigere, en,d Tilfteldet er, de seks Strygekvartetter, tilegnede Haydn, Kvintetten for Klaver og Blæseinstrumenter (K. 452), de to Klaverkvartetter (K. 478 og 493, d-er skulde efterfølges af 4 andre, som imidlertid blev opgivet, da Forlæggeren, Hoffmeister hævdede, at Publikum hverken kunde forstaa dem eller magte deres tekniske Vanskeligheder) danner sammen med »Keglebanetrioen« for Klaver, Klarinet og Viola (K. 498) den firhændige Sonate i F-dur (K. 497), enkelte Violinsonater og Fantasien og Sonaten i C-moll et kunstnerisk høJtstaaende Resultat af Aarene 1783-86.

Først i 1786 med »Figaros Bryllup«, der ligesom »Bortførelsen« i 1782 og »Cosi van tutte« i 1790 - havde sin Førsteopførelse (den 1. Maj 1786) paa det gam1e Burgteater i Wien, fik Mozart, efter at Italienernes Intriger var overvundet ved et kejserligt Magtbud, en ny Opera over Scenen. Desværre var Virkningen paa Wienerne af -dette Mesterværk ikke særlig stor. De fore-trak en fo-Ikeligere, ogsaa mere sentimental Genre, som det først i »Tryllefløjten« uden at slaa af paa de kunstneriske Krav lykkedes Mozart at nærme -sig. Den næste Opera, »Don Juan«, Operaernes Opera blev derfor bestemt for det musikforstaaende Prag, hvor »Figaro« efter den lunkne Modtagelse i Wien havde gjort Lykkeover al Beskrivelse.

Allerede da Mozart i 1787 begav sig til Prag for at færdigindstudere og lede den - man kan næsten sige - verdens,historiske Førsteopførelse af »Don Juan«, var hans materielle Forhold sørgelige. Den Interesse, man i Wien fra Begyndelsen havde -vist ham, «døde hen. Eleverne, som tidligere havde - bidraget til at holde hans Menage oppe, udeblev. Som Dramatiker regnede man overhovedet ikke med Mozart. Det var Klaverspilleren, man mindedes, og navnlig Improvisatoren, som, efter at Aftenens Koncertprogram var udtømt, meid frie Fantasier holdt Publikum i Aande. Dette direkte Møde med det skabende Geni glemte man al,drig. Det blev ogsaa vanskeligere at forstaa hans Musik. Denne, som oprindelig var en Idealisering af det, Tiden ønskede sagt, blev mer og mer indadvendt og grublende. I Klavermusikken gav han efterhaanden Afkald paa alt brillerende og nøje-des med reelle, fortrinsvis 4 Stemmer, ført som i Strygekvartetten. De kontrapunktiske Finesser og den stedse hyppigere Anvendelse af den Dag i Dag grelle Dissonanser blev ogsaa en Hindring for Forstaaelsen.

Af den Ligegyldighed, man saaleides. viste Mozart (Don Juan var i Wien ikke bleven. nogen Sukces, »det er ikke Mad for mine Wienere«, havde Joseph II sagt), blev hans Produktionsevne dog foreløbig upaavirket. Pausen efter Don Juan i dramatisk Komposition blev endda straalende udnyttet, da Mozart i Sommeren 1788 skabte de berømte sidste Symfonier, Es-dur (26. Juni, K. 543), G-moll (25. Juli, K. 550) og C-dur »Jupiter« (10. August, K. 551). Men derefter kan man iagttage en betænkelig Nedgang. Den danske Skuespiller Preisler, som Søndag den 24. August (altsaa 14 Dage efter Fuldførelsen af »Jupitersymfonien«) havde Lejlighed til sammen me,d sine Rejsefæller, Skuespillerne Rosing og Saabye at besøge Kapelmester Mozart, fortæller i sin Journal: »I Wien opfører han Kirke-Musiker, og da Operetten er gaaet, ind, saa har -han Intet med Theatret at bestille -«. Efter Glucks Død i 1787 var Mozart med en Løn, der ikke udgjorde Halvdelen af Forgængerens, blevet udnævnt til Kammermusikus med Pligt til at levere Dansemusik til Hofballer og -maskerader (Redouter). En lang Række formelt fuldkomne, men rutineprægede Balkompositioner blev Resultatet, selv om Mozarts Kunstnerevne heller ikke her fornægter sig, f. Eks. i de tyske Danse (K. 571), sorn Fritz Busch gav en saa vidunderfig Fortolkning i en Torsdagskoncert. Men af egentlig vægtige Kompositioner møder man kun faa, og disse bunder trods al Gennemsigtighed og Velklang (beroende paa en raffineret Udnyttelse af - Overtonevirkninger), harmoniske Finesser og stigende Brug af Kontrapunktik, som udmærkede Mozarts sidste Stil, ikke saa dybt som den forudgaaende Periodes Værker.

I det Haab at kunne forbedre sin økonomisk fortvivlede Stilling foretog Mozart i 1789 en Rej,se til Berlin, den nordligste By, han har besøgt siden Barndommens Englandsrejse. Til København er han i Modsætning til sin Forgænger paa det dramatiske Omraade, Gluck, og sine Efterfølgere, Weber og Marschner, aldrig naaet. I Berlin blev han introduceret ved Hoffet hos den musikelskende Konge Frederik Wilhelm 11, der bestilte 'hos ham 6 Strygekvartetter for Kongen selv, der dyrkede Violoncellen, og 6 Klaversonater for Prinsesse Friederike. Af disse Værker blev, uvist hvorfor, kun de. 3 bekendte Kvartetter D-dur, B-dur og F-dur (K. 575, 589 og 590) og den i Ydersatserne interessante Sonate i D-dur (K. 576), Mozarts sidste Sonate, færdige. Efter Hjemkomsten fra denne Rejse, som ogsaa førte ham til Dresden og Leipzig, Joh. Seb. Bachs fordums Domicil, hvor Mozart spillede paa 'Thomaskirkens Orgel, saa at Kantoren, Doles, troede sin Lærer Bach genopstaaet, blev der overdraget Mozart at komponere da Pontes nye Tekst: »Cos! van tutte«. Den udmærkede Librettist til »Figaro« og »Don Juan« har her leveret en menneskelig set mindre tiltalende Te&-st, som man i Ti-dens Løb:har søgt at bøde paa til liden Gavn for Mozarts Musik, der trods dens noget forbeholdne Karakter, lovlig l'art pour l'art, som den er, -dog nu engang er knyttet til den kyniske Handling og taber enhver Mening, naar man som i Det kgl. Teaters Gengivelse, lader Opløsningen komme for tidligt, saa at den Glød, der faktisk er over Forvekslingsscenerne, ikke svarer til nogen virkelig Følelse hos de to Damer.

»Cosi van tutte« havde Premiere den 26. Januar 1790. 1 September samme Aar foreog Mozart efter at have pantsat sit Sølvtøj en Rejse til Frankfurt, hvor Leopold II's, Kroning som Kejser sikulde finde Sted den 9. Oktober, og,hvor han haabede. at kunne tjene Penge ved at afholde en Koncert i Forbindelse med Kroningsfestlighederne. Koncerten, der fandt Sted den 15. Oktober, og ved hvilken Mozart spillede 2 Koncerter, ikke alene den bekendte Kroningskoncert i D-dur (K. 537), men ogsaa, Koncerten i F-dur (K. 459), der er saaledes to Kroningskoncerter! gav desværre (der var samtidig Frokost hos en Fyrste og en stor Manøvre af de hessiske Tropper) ikke de ventede Indtægter, men vakte iøvrigt stort Bifald.

Naar Mozarts Kunstnerliv fik dette tragiske Forløb, ligger Skylden for en stor Del hos hans Constanze, født Weber, Søster til den Aloysia Weber, han som ganske ung elskede saa lidenskabeligt, og for hvem han komponerede Arien »Non so d'onde viene« (K. 294), en Metastasio-Tekst, som Joh. Chr. Bach. tidligere havde sat i Toner. Familien i Salzburg kom aldrig paa nogen god Fod med Constanze, der ikke alene var en daarlig Økonom, men i Livets Forhold lod alting gaa, s-om det bedst vilde. Hun var musikalsk, spillede Klaver nogenlunde, sang bedre og havde navnlig en god Forstaaelse af den forudgaaende Periodes kontrapunktiske Musik. Mozarts Beskæftigelse i disse Aar med kontrapunktiske Studier skyldes sikkert hendes Indflydelse i Forbindelse. m-ed Bekendtskabet med den indflydelsesrige Musikmæcen Baron van Swieten, der særlig dyrke-de Händel I og Bach. Mozarts egen Musik har Constanze næppe haft den fulde Forstaaels,e af. Paafaldende er det, at samtlige K-ompositioner, som han skrev for hende, er ufuldendte. Trods hendes Brist, som, da Publikums Interesse for Mozart tabte sig, førte Familien paa Falittens Rand, elskede han hende højt, hvorom hans Breve vidner.

Af de paa engang ømme og kaade Epistler, som han i Mængde tilsendte hende, naar de var adskilte, har 4 Stykker fra hans sidste Leveaar, nemlig af 8. Oktober 1790 fra Frankfurt under Kroningsfestlighederne, 2 af 5. Juli 1791 og et fra 7/8 Oktober 1791 været i dansk Eje og efter Originalen offentliggjort i C. Riis-Knudsens Tidsskrift »Literatur og Kritik« IV. Bd. Kbh. -1890. Brevene, der urigtigt er betegnet som »hidtil utrykte«, idet Nottebohm allerede 1880 havde udgivet dem i sine »Mozartiana« efter Conslanzes Afskrifter i Breitkopf og Härtels Besiddelse, er formentlig efterladt af Constanze, der i sit senere Ægteskab med Etatsraad G. N. Nissen, Mozarts Beundrer og Biograf, boede i København 1810- 19. De er for de tres Vedkommende; der tillhørte den danske Søofficer, Kommandør P. Braëm, men blev solgt den 15. Februar 1892 ved en Auktion hos Liepmannssohn i Berlin (ved hvilken Lejlighed de igen blev betegnet som »vollständig unedirt«, se Procházka: Mozart in Prag), udgivet af P. A. Rosenberg, desværre mangelfuldt kommenteret. I Brevet af 7/8 Oktober 1791, som indleder Samlingen, omtales en Opførelse af »Tryllefløjten« med -den senere tit citerede Bemærkning om det »-stille Bifald«, der glæder Mozart mest. Naar der videre nævnes en »Rondo von (für) Stadler« og Stadlers Brev fra Prag, burde det have været bemærket, at det drejer sig om Rondoen til Klarinetkoncerten og Klarinettisten Stadler, der medvirkede i »Titus«, og for hvem baade Koncerten og de mange Soli for Klarinet og Bassethorn i »Titus« er skrevet. B-revene af 5. Juli 1791 er rettet til Constanze, mens -hun under sit sidste Svangerskab (W. A. Mozart jun., der som voksen i 1819 hesøgte Moderen paa en Koncertrejse til København, blev født den 26. Juli 1791), brugte Badekur i Baden ved Wien.

I den internationale Stiftelse Mozarteum i Salzburg bedømmer man Constanze meget strengt og gør hende ansvarlig for, at Manden blev begravet i en Fællesgrav, skønt der, da han jo var fastlønnet, faktisk var Midler til Raadighed paa den Tid. Det paastaas ganske vist, at G. N. Nissen, hvem hun gjorde Bekendtskab med i 1797, mens han var Legations,sekretær i Wien, og med hvem hun giftede sig i 1809, fik sat Skik paa hende. Hun fulgte med til København, da han som Censor fo-r de politiske Anliggender blev forflyttet dertil, hvor de opholdt sig til 1819, de første Aar med Bopæl St. Købmagergade 9, men fra 1813 Lavendelstræde 79 (nu Nr. 1, hvor Notaren i København har Kontor, -og som Nissen aabenbart ejede). Københavnertraditionen fra den Tid er hende dog ikke gunstig. En af Datidens bekendte Læger blev en Aften kaldet til Etatsraadinde Nissen, men vægrede sig ved at komme, hvis det var Mozarts Enke, der var Tale om! Der boede paa det Tidspunkt i Stormgade 190 en Etatsraadinde A. S. Nissen, Enke efter Etatsraad, Prof. juris H. N. Nissen.

Da Mozart var død, lagde Constanze sig i den døde,s Seng for at blive smittet, saa hun kunde følge ham i Døden. Iøvrigt foretog hun sig det mindst mulige. Begravelsen foregik i et saa frygteligt Regn og Snevejr, at de faa Venner, som fulgte, vendte om, inden man naaede, Graven, en Fællesgrav efter van Swietens Raad. Det hedder sig, at en af de til,stedeværende Venner, Deiner, spurgte Constanze, om hun ikke vilde lade ham sætte et simpelt Kors paa Graven, men at hun mente, at Sognet vil-de sørge derfor. Dette skete imidlertid ikke, og det er muligt, at hun var i god Tro. Beretningen hos Jahn-Abert, at hun nogen Tid efter med Venner besøgte St. Marx Kirkegaarden, men at der da var kommet en ny Graver, som ikke kendte hendes Mands Grav, har altid forekommet noget mystisk. Nissen fortæller ganske tørt: »Paa den Tid, da Mozart døde, blev efter Graverens Angivelse Ligene begravet i 3. og 4. Række fra det Kors, som staar paa St. Marx Kirkegaarden. Den Plet, hvor Mozarts Ben hviler, kunde i 1808, da man vi Ide skaffe sig Underretning, ikke mere bestemmes, fordi Gravene periodisk graves om«.

Selv om den ridderlige Nissen -ikke ligefrem udleverer Constanze, med hvem han dengang agtede at indgaa Ægteskab, ligger der sikkert bag Ordene, hvad den nyere Forskning mener at kunne fastglaa, nemlig at Constanze først 17 Aar efter sin første Mands Død paa Nissens indtrængende, Anmodning betraadte Kirkegaarden og saaledes ogsaa er Skyld i, at Gravens nøjagtige Plads ikke lod sig opspore.

To Musikere, der havde kendt Mozart, bekræftede i 1856 Graverens Udsagn, at Graven havde ligget til højre for Kirkegaardskorset i 3. eller 4. Række, og officielle Undersøgelser har i 1856 gjort det sandsynligt, at det var i 4. Række fil højre for Korset i Nærheden af en Pilebusk.

Paa dette Sted blev der i 1859 rejst et Mindesmærke, som imidlertid i 1891 blev overført til Wiener Centralkirkegaarden. Det forladte Gravsted paa St. Marx Kirkegaarden har en jævn Opsynsmand fra nedlagte Gravste,der smykket med et fordringsløst Monument bestaaende af en brudt Søjle og en sørgende Engel. Paa en Tavle læses: W. A. Mozart. 1756-1791.

Grillparzers Gravskrift over Schubert »Døden begravede her rige Besiddelser, men endnu skønnere Forhaabninger« havde haft større Gyldighed overfor Mozart. Medens Schuberts allersidste Kompositioner rummer Partier af en vis Flygtighed, der vidner om en aftagende Formaaen, gik Mozart bort midt i sin fulde Skaberkraft.