Gamle danske viser, hefte 1

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 01 - side 17-19

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

GAMLE DANSKE VISER, HEFTE I

AF JØRGEN JERSILD

Engstrøni og Sødrings inusikforlag har for nyligt udsendt første hefte af en planlagt samling, »GAMLE' DANSKE VISER«, der udgives af Arthur Arnholtz og Nils Schiørring u-nder medvirken af Finn Vi(Ierø. Som det fremgaar af forordet til første hefte, er det tanken med denne samling igen at skabe. interesse omkring en ganske, bestemt genre inden for den danske sanglitteratur, den enstemmige vise med klaverledsagelse, en genre, der i de senere aar -har været dyrket alt for lidt her~jemme, bl. a. fordi dette traditionsrige stof ikke har forligget i tilstrækkelig let tilgængelige udgivelser.

I første -hefte har man koncentreret sig orn den danske folkevise, heftet inde-holder ialt 20 viser. Udgiverne gør opmærksom paa (let uhistoriske i »paany« at have gjort folkevisen til »klaversang« -paa, den anden side: »ingen Samling af danske Sange kan eller maa undvære den«.

Det er et held, at man -har stillet sig paa det standpunkt, for den foreliggende. samling er i højeste grad -værdifuld - der er virkelig holdning og stil over den baade set fra et kunstnerisk og et historisk. synspunkt.

Siden Laubs folkeviseudgivelser er der jo løbet noget vand i stranden, og det kan ikke wægtes, at meningerne siden denganghar ændret sig en smule, bl. a. fx. hvor det gælder selve vurderingen af de mange vidtforskellige viser. Det N-ar vitterlig en meningsløs begrænsning helt at se bort fra de yngre saakaldte »romantiske« folkeviser, det var det samme som fuldstændig at slaa. fødderne væk under den danske romantik; mon ikke. netop disse viser har spillet en vætsentlig rolle for det, som vi idag er saa stolte af hos romantikerne: den danske

I

tone'? I Schiørrings Og Arn,holtz samling er uretten ogsaa, gjort god igen, heftet er ligeligt delt mellem den middelalderlige og den nyere vise.

mlincren sit

Et andet træk er ogsaa. i høj grad med til at give sai 11 eget og højst sympatiske ansigt; trods det at det drejer sig om en folkelig udgivelse, er der meget samvittighedsfuldt gjort rede for kilderne baade for teksternes og melodlernes vedkommende. Det er en glædelig loyalitet mod tidligere forskere, der straaler ud af disse smaa notitser, og de bevirker, at samlingen, som udgiverne selv meget ærligt har kaldt »uhistorisk«, i virkeligheden bliver en af de mest »historiske«, der til nu har set dagens lys. Man kan uden mindste besvær gaa kilderne efter og tage stilling til, om man synes, om ændringer og arrangementer eller ej. Folkevisespørgsmaalet er med andre ord fra at -have været en slags trosbekendelse blevet rykket op i erkendelsens klare dagslys, hvor selv menigmand kan følge med til, hvad der foregaar.

Det er vanskeligt uden indgaaende kendskab til det vældige repern

toire af danske folkeviser at have nogen mening om, -hvorvidt det nu ogsaa er de rigtige og karakteristiske viser, der er kominet, med i samlingen, man maa nøjes med at konstatere, at det er en samling af stor musikalsk værdi.

For yngre der er fuldt fortrolige med Laubs visesamlinger og hans

»Danske Kirkesang«, vil sikkert sidste halvdel være af størst interesse; denne del bringer forøvrigt ogsaa en nyhed, en vise, som vi kan takke fattiglem Jens Isaksen fra Vridsted ved Skive for, en lille sørgelig sang om en ung pige, der bliver skammeligt narret:

4. »Og hør nu, allerkærest min,

og maa jeg hos dig sove?

I Xforgen tidlig tit op paa Dag,

saa vil jeg Eder trolove.«

5. Om Morg'nen tidlig, da det blev Dag,

jeg tænkte min Kærest' at finde;

da var han lønligen taget bort,

jeg saa ham aldrig mere.

Det forfriskende ved Pligen er, at hun ikke er blevet altfor klog af skade og har mistet humøret:

7. Og Æblet er baade gul og grøn,

og Rusten sidder derinde;

og Karlen er haade vakker og skøn

endog han er falsk i Sinde.

Ogsaa melodien er et lille fund, den er trøstesløs og melankolsk med stadig faldende melodilinjer i næsten 'hver periode.

Blandt de nyere viser mangler naturligvis heller ikke det lille mesterværk »En yndig og frydefuld sommertid«, der her til forskel fra hos Berggreen, hvor den er bragt for første gang, har den poetiske titel: »Kærlighedsrosen«. Fra samme samling stammer desuden bl. a. den lille henrivende sang: »Jeg kan se paa dine øjne«. Berggreens udsættelse har Finn Viderø retoucheret en ubetydelighed paa, det er gjort med fin sans for sinaa -harmoniske nuancer og betyder absolut en vinding. Til gengæl,d. er -- saavidt jeg kan høre - Berggreen en hjulsbredde foran Viderø, hvor det gælder harmoniseringen af »Kærlighedsrosen«, Berggreens er maaske lidt overhesset, men virker trods alt lettere end Viderøs.

Til slut blot en enkelt indvending: Indledningen er faktisk paa sine steder temmelig vanskelig, at fatte; havde man rykket titlen, »Indledning til 1. Hefte« et par centimeter i vejret, vilde der sikkert have været plads til fx. at gøre et par mere, gennemskuelige sætninger ud af denne ene: »Et Folks samlede. Sangskat grupperes rimeligst og frugtbarest efter de aandelige Kræfter, hvorve,d hver Sangkreds 'er blevet til og.som herindenfor giver Holdning til baade, Ord og Toner«.

Men tilbage til hove,dsagen. Arthur Arnholtz, Nils Schiørring og Finn Viderøs første hefte af samlingen »GAMLE DANSKE VISER« fortjener den allerstørste udbredelse, opgaven, man har stillet sig, kunde ikke være mere kyndigt løst - nu venter vi spændte paa næste hefte, der bl. a. bringer sange fra Søren Terkildsens henrivende »Astreae Sjungekor«.

Årgang 17/1942, nr. 01