Kilderejsen

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 01 - side 11-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

KILDEREJSEN

Komisk Opera i tre Akter. Efter Holbergs Komedie ved Vilh. Andersen.

Med Musik af Finn Høffding.

AF JULIUS CLAUSEN

Holberg skrev tre »Sæsonkomedier« til Brun for Grønnegade Teatret: Julestuen - Masearade - Kilderejsen. De blev alle spillet første Gang 1724; de to første i Vinterens Løb, den tredje ved Sommertid. Af de tre er unægtelig »Mascarade« den voveste. »Julestue« er Situationskomedie med en spinkel Intrige. »Kilderejsen« rutineret og traditionsbunden Intrige-Komedie med en gammel fransk Farce som Forbillede. Det har neppe kostet Holberg større Hovedbrud eller mange Dages Digters ved at bringe den til Verden. Komiedien er løssluppen Farce, et Bestillingsarbejde, født al et godt Humør. Satiren deri er blot lidt Krus paa Vandet. Overtroen paa Kildens lægende Kraft Set. Hans nat gaar han let hen over; og Spøgen med den syngende Pige maa heller ikke blot udlægges som Satire og Polernik mod den tyske Opera, som dengang havde havt nogle gode Aar i København under Johann Keyszs Førerskab, og vakt Interesse i det højere
Borgerskab. Holberg var jo selv en stor Musikelsker, der i sit rationalistiske Temperament blot hadede Operaens Overdrivelser og Unoder. Hans »Kilderejse« er bleven tolket som en Parodi paa Operaen. Var dette Hovedformaalet med Komedien, burde det kunstneriske Sambroderskab: Vilh. Andersen - Finn Høffding ikke have sat Komedien paa Noder, thi igennem Toner at parodiere en musikalsk Parodi lader sig naturligvis ikke gøre. For Holberg var det dog vel kun et Intrigernotiv.

Han har taget sig Arbejdet let. En Komedie skulde efter Datidens æstetiske Kogebog altid være i et ulige Antal Akter; men Holberg hjalp sig i »Kilderejsen« med at gøre 2den Akt til et Intermedium. Han havde prøvet den Slags Mellemspil før, hvor det meste overlodes til de unge Aktørers Opfindsomhed og Slagfiærdighed, baade i »Ellevte Juni« og »Mascarade«; og nu giver han dem en meget nødtørflig Besked om, at han først har tænkt sig Vejen til Kilden befolket paa en lille Forsecne af to Processioner af Bønder, der gaar Maj i By, og af gamle Kællinger med Krukker og Spande, der kan »fare ud af een Side og komme ind ad en anden for at have Anseelse af mange Folk« - Grønnegade-Teatrets Personale var jo beskedent af Tal. Saa trækkes et Forhæng til Side og Kilden præsenleres med nogle smaa Telte. Der skal være »confus Alarm«, Trængsel om Kilden, en Bierfiedler kommer ind og spiller til Bøndernes Dans. Det er al den Besked Holberg giver. Her er unægtelig noget at tage fat i baade for en Sceneinstruktør og en Musiker.

Da den danske Skueplads flyttede over paa Kongens Nytorv, er »Kilderejsen« blevet givet i adskillige Re-priser; men noget Tilløbsstykke blev den aldrig. Hvordan »Intermediet« her blev givet i 17-Hundredtallet har man ingen bevaret Regiebog til at fortælle om. Kun nogle gamle Musikstemmer viser, at det mest har bestaaet af nogle Danse, hvor Jøder og engelske Matroser har figureret, antagelig med en indifferent Skovdekoration som Baggrund. Senere Opførelser har havt et mere realistisk Snit. Rahbek forarger sig over, at man i 1815 har bragt Københavnerne velkendte Figurer fra Dyrehavsbakken, som den gamle Jøde under Træet og Blaaræderen, ind paa Thalias Scene. Da Bournonville i 1859 arrangerede Intermediet, blev det udpræget romantisk. Han fik H. C. Andersen til at skrive Tekst til nogle Korsange, som I. P. E. Hartmann komponerede. Det blev til en barnlig Lyrik om Kukker og Drossel og det vilde Skovæble og med Omkvæd sorn »Lykke og Held«, »dejlig er Skoven!« osv. Hartmanns Musik - ogsaa Dansene - er i »Liden Kirsten«-Stilen.

Det havde været almindelig antaget, at Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven maatte være Skuepladsen for Intermediet. Imidlertid blev den og Dyrehavsbakken først Københavnernes Sommervalfartssted i Holbergs sidste Leveaar; da han skrev »Kilderejsen« var det en helt anden Plet i Byens Nærhed, som Sct. Hans-Rejsen galdt. Det var Naturkilden ved Gl. Vartor ude ved Strandvejen ved Traktørstedet. »Kildendal«, og paa Strandmarken syd for Tuborg (nuv. Strandpromenade) var Kildemarked. Her havde Johs. Poulsen da ogsaa henlagt Skuepladsen i sin Iscenesættelse ved Holberg-Jubilæet 1922. Den var overordentlig malerisk, spruttede og sydede af Liv. Men Intermediet blev ganske kort, og da Johs. Poulsen havde indforskrevet et Par Hundrede Statister, vilde »Kilderejsen« - selv til dobbelte Priser ikke kunne give Balance. Den blev derfor henlagt efter kun fire Opførelser.

Nu præsenterer sig altsaa »Kilderejsen« i helt nyt Klædebon: Vilh. Andersen har omdigtet Holberg, sat ham paa rimede Vers, og Finn Høffding sat disse paa Noder. Utvivlsomt er det »Mascarades« Scenelykke, og Carl Nielsens lykkelige Samarbejde med Holberg-Dyrkeren, som har fristet. Thi ellers kan jo siges, at danske Tonekunstnere maa være i Besiddelse af megen Tro, megen Energi - og navnlig - megen Taalmodighed for at give sig i Lag med at skrive Opera for det hjemlige Marked. Med Undtagelse af Carl Nielsen og Hakon Børresens »Kongelige Gæst«, kan ingen af de senere Aartiers danske Operaer glæde sig ved Scenelykke. Det gælder Høffdings tidligere Opera »Kejserens nye Klæder«, det gælder Schierbecks »Féte galante«, Ebbe Hameriks »Stepan« og »Marie Grubbe«, Klenau's »Elisabeth« - alle talentfulde og interessante Arbejder. Men Teatret lader dem falde, fordi de ikke straks »giver Kasse«, mens det jo netop skulde være Nationalscenens Pligt at forcere disse Arbejder frem, selv med Fare for Underskud.

Nu er Intermediet blevet meget omfangsrigt. For Textens Vedkommende er det bleven ny og original Digtning uden Støtte hos Holberg. Her er mange overraskende og opfindsomme Indfald. Slutningsscenen, hvor Baalet dør og Solen stiger op, er det mest vellykkede, selv om den i sin Romantik falder udenfor den Buffo-Stil som i Tilslutning til Holberg ellers præger Gendigtningen. Den giver ogsaa Komponisten noget at sætte Tænder i. Thi ellers har Digteren ikke gjort ham Arbejdet let. Vilh. Andersens Bog er i udpræget Grad givet Rimet i Vold og mest i korte Linjer; men altfor mange Rim er ingen Støtte til en Tonedigter; det voldfører i nogen Grad hans musikalske Fantasi, tvinger ham til overdreven Accentuering, hvad er til Skade for Frasering og Udviklingen af den lange Linje. Texten er egentlig ikke musikalsk, fordi den har saa meget Statcato i sin Udtryksform, skønt bred nok i Udstrækning.

Intermediet har - sammen med store Dele af første Akt - ogsaa været Komponistens Kælebarn. I sidste Akt er det ligesom han taber Tro og Tillid til eget Værk. Partituret virker her noget mat, indtil han tager Oprejsning i en morsom fugeret Slutsats. Men Skylden er ikke hans, men Holbergs, der har behaget sig i en lang og trættende Afvikling af Intrigen. Og en Afvikling er, dramatisk set, aldrig morsom.

Med Spænding imødeser man dette Værk af en højt begavet og forfaren Musiker. Hvilken Vej vilde han gaa - hvorledes vilde han klare Skæret mellem naturlig Sang og Jomfruens Parodisang? For der var jo to Veje at vælge. Enten at stilisere Orkestret med gammeldags Besætning à la Sarti og Pergolesi og lade de parodiske Indskud præsentere sig som forceret Händel-Imitation eller i italiensk Stil (som Rich. Strauss saa mageløst har gjort det i »Rosenkavaleren«) med mange Koloraturer og Overbroderinger, - eller gøre Musik ud af karsken Bælg med alle det moderne Orkesters raffinerede Klangvirkninger? Høffding har valgt det sidste, og det skal medgives, at han med Sikkerhed befarer denne Vej baade som lærd Kontrapunktiker og deven Instumentalist. Han abejder med hele »Værket«, giver baade Stortromme og Xylofon noget at bestille og ødsler - lidt for rigeligt maaske - med Basunklang. Et Par voldsomme flotte Akkorder, understøttede af gran cassa, bebuder, at nu gaar Spillet an.

En »komisk Opera« er den musikalske Komedie bleven døbt. Nu, hvad Komiken eller Humøret betræffer, saa var dette svagest repræsenteret og kom egentlig kun rigtig til sin Ret i første Akts Finale med en morsom og højst fortræffelig Stemmeføring. Og Parodien mistede delvis sin Virkning, fordi Kontrasten mellem den og Musiken, som gaar forud, ikke var grel nok. En mindre operakyndig Tilhører vil mulig til en Begyndelse ikke mærke Forskellen, men ræsonnere: hvor er Galskaben? - de har jo hele Tiden sunget! Det er naturligvis Akilleshælen ved overhovedet at sætte Holbergs Farce (lad os endelig ikke overvurdere den som et litterært Monument) i Musik.

Men i den lyriske Stemning i Intermediet opnaaede Høffding smukke Resultater. Scenen mellem Leander og Leonora og deres Vekselsang var varm og fyldig, og til Majstangen havde han komponeret en allerkæreste, simpel og indsmigrende Melodi. Her var ogsaa nogle meget smukke Virkninger i Studenternes dæmpede Kor og i St. Hans-Hymnen, der blev helt pompøs (noget i Retning af »Den signede Dag«), - her arbejdede Tonedigter og Textdigter smukt sammen.

Vil en Udenforstaaende spørge, hvorledes man bedst kan klassificere Høffdings Værk, i hvilket Fag i Musikens Kartotek den hører hjemme, kan dertil bedst svares: den repræsenterer slet ikke nogen Retning eller - isme. Den er bare helt igennem Musik i moderne Udtryksformer. Efter at Høffding er vokset ud af de Carl Nielsenske Børnesko, som baade han og andre danske Musikere saa længe vadede rundt i, staar tilbage en Mand, som fuldt ud kan sin Metier uden andres Hjælp. Sandt nok, hans Humør og Opfindsomhed er ikke saa svulmende som hos Mesteren. Høffding er bleven en »lærd« Musiker, men Lærdommen trykker ikke hans Skrivemaade. Hans Musik til »Kilderejsen«. er ligetil og fremkommelig. Den indeholder kompositoriske Finesser, men ingen Banaliteter.

For de Syngende har den ikke saa faa Faldgrubber, og det maa have taget Tid at indstudere de ret fordringsfulde Partier, som for Mandsstemmernes Vedkommende blev klaret smukt og fyldigt -. Poul Wiedemann som Arv, Einar Nørby som Henrik, Holding Byrding som den strenge Fader, Thyge Thygesen som Elskeren var alle paa rigtig Plads, og hvert Ord de sang blev forstaaet. Det samme kan desværre ikke siges om de kvindelige Partnere. Leonoras store Rolle, som kræver baade Dramatik og betydelig Sangkunst, var tildelt den unge Karin Rendsberg; men til Trods for sin lyse og rene Sopranrøst fyldte hun ikke ret meget og viste for lidt Humør. Og af den forslagne Pernilles Fripostighed og Djærvhed havde Inge Frey ogsaa for lidt - meget forsigtigt tog hun paa Skikkelsen, og hendes Diktion var saa udvisket, at knap et Ord blev forstaaet. Og det er dog af Vigtighed, naar det gælder Intrigemagersken i en musikalsk Komedie. Naar en Pernille ikke har Humør, saa er Slaget tabt.

Mere Fut og mere Humør kunde der ogsaa have været over Intermediet. Nu skal det indrømmes, at Tekstforfatteren ikke har rakt Sceneinstruktøren nogen hjælpende Haand. Uden smaalige dramatikske Hensyn til Scenens Tarv, lader han sine Figurer være snart hist og her i Kraft af sin Fantasi; at bringe Orden i dette Virvar har ikke været Børneværk for en Iscenesætter. Det var til Tider lidt forvirrende og ikke helt let at begribe, hvad der egentlig foregik deroppe. Men Scenebilledet var meget mialerisk og stemningsfuldt, skøndt det mere ledte Tanken hen paa Egnen ved Helene Kilde end paa det lystige Kildemarked ved Strandvejen. Man havde gerne set Sundet i Sommernattens Lys som Baggrund. Gaardinteriøret (Model Amaliegade 21) var udmærket. Poul Kanneworff forstaar at fremkalde Stemning ved sine Scenebilleder.

Nu maa det haabes, at de skønne Anstrengelser ikke maa være spildte, og at Høffdings og Vilh. Andersens Opera maa faa en længere Levetid end den, der bliver de fleste danske Operaer beskaaret.

Årgang 17/1942, nr. 01