Omkring Musikkonservatoriets jubilæum

OMKRING MUSIKKONSERVATORIETS JUBILÆUM

AF JENS SCHRØDER

I Tirsdags d. 13. Januar fandt der en Festlighed Sted paa Musikkonservatoriet. Man ønskede at markere, at 75 Aar var gaaet, siden Juveler P. W. Moldenhauers Testamente havde muliggjort Oprettelsen af et dansk Musikkonservatorium. Kongen var til Stede i sin Egenskab af Instituttets Protektor. Programmet for den musikalske Del har været, bragt i DMT's Decembernummer, desuden holdt Direktøren, Rudolph Simonsen, den egentlige Festtale og senere bragte Repræsentanter for Myndigheder og Musikliv Hilsener til Jubilaren, bl. disse var Formanden for Dansk Tonekunstner Forening, Komponisten Hakon Børresen.

Skal man nu kaste et Blik tilbage over Konservatoriets Historic siden Grundlæggelsen, vil man i de skiftende Tider se, at Livet indenfor Instituttets fire Vægge har formet sig forskelligt alt efter de Strømninger, som rørte sig udenom. Snart var der mange, snart færre Elever. Det nuværende Antal paa 150 er langt fra det største, saaledes var der ikke mindre end 239 i Halvtredsaaret. Men man kan sikkert give Bestyrelsen Ret i, at Antallet er tilstrækkeligt til at dække Behovet efter unge alsidige Musikere. Med 150 Elever sprænges heller ikke Rammerne for Lokalerne, saalledes at den ønskede og forventede Udvidelse kommer til at gaa i Retning af forbedrede Kaar for Lærere, bedre Undervisning for Eleverne gennem mindre Klasser og endelig flere Fripladser. Man er ganske klar over paa Vestre Boulevard, at øget Tilskud kan komme til at betyde øget Statskontrol, paa den anden Side har der i mange Aar siddet en Repræsentant for Regeringsmagten i Bestyrelsen, og man haaber hermed, at man vil kunne undgaa at forlade de Principper, gamle Hartmann lagde til Grund ved sin Udarbejdelse af Konservatoriets Fundats. Hovedpunktet heri var, at tre helt uafhængige Musikere skulde lede Instituttet, og at de ved et Bestyrelsesmedlems Bortgang skulde supplere sig selv.

Ønskernes Maal er en Stilling sideordnet med det kgl. Akademi for de skønne Kunster, men for at kunne føre Bestyrelsens Planer ud i Livet maa der Penge til; 175,000 Kr. nævnes som tilstrækkeligt, et lille Beløb i vore daglige astronomiske Tal, men stort i Forhold til det nuværende Tilskud paa mellem 45 og 50,000 Kr.

Til den Tid er det Hensigten ikke blot at uddanne helt dygtige Solister, men ogsaa færdiguddanne den betydningsfulde Del af vore Musikere, der skal være gode Haandværkere i dette Ords fineste og ædleste Betydning. - Bestyrelsen erkender fuldt ud, at man ogsaa paa andet Sted her i Landet og, om man vil i Udlandet, kan faa en fortrinlig musikalsk Uddannelse, og derind har den tydeligt tilkendegivet, at den ikke anser Instituttet for hævet over al anden Undervisning. Alligevel er Konservatoriet ofte udsat for stærke Angreb, men med rette kan det spørge, om dets Stilling i Musiklivet er saa priviligerende, at det er forpligtet ud over de Maal og Retningslinier det selv har sat sig. Chr. Christiansen, Knud Jeppesen og Rudolph Simonsen er alle Musikere, om hvis Kunstnerskab ingen vil tviste. De ved udmærket godt, at et Konservatorium kan drives, paa mange Maader, men at deres Arbejde ikke vrages af Ungdommen, synes den Række af utvivlsomme Talenter, som i de sidste 10 Aar har forladt den graa Bygning, at bevise.

Af unge Komponister stod følgende ikke helt ringe Udvalg paa Programmet ved Matinéen Fredag d. 16.: Sv. S. Schultz, Niels Viggo Bentzon, Otto Mortensen, Leif Kayser, Sv. Erik Tarp, Vagn Holmboe og Herman D. Koppel. Man kan ikke fortænke Triumviratet, hvis det spørger: Hvad vil I da?

Da Juveler Moldenhauers Dødsbo var sluttet i Februar 1866, viste det sig, at den Formue, han havde efterladt sig, beløb sig til 71,657 Rigsdaler og 22 Skilling. I Testamentet var I. P. E. Hartmann, Gade og Kapelmester Paulli paa Forhaand udnævnt til at udgøre den første Bestyrelse, og Beløbet var, naar man betænker Pengenes Værdi dengang, ikke saa helt ringe. Det var naturligvis Gade, der overtog den daglige Ledelse. Han havde den største administrative Erfaring, og desuden vidste han fra sin Lærergerning i Leipzig, hvordan et Konservatorium saa ud i Udlandet. Gade fastslog den endnu i Dag gældende Regel, at alle Elever skal følge Undervisningen i Teori, Klaverspil og Sang. Fra dengang stammer Ordningen, at et fuldstændigt Kursus paa Konservatoriet var beregnet til 3 Aar, som man eventuelt kunde supplere med det 4. Aar. - Et Moment, som fortjener at huskes i Forbindelse med Omtalen af Konservatoriets første Dage, er, at man udover Uddannelsen af musikbegavede unge Damer og Herrer til fremtidig offentlig Optræden eller pædagogisk Virksomhed tillige var indstillet paa at give Amatører et solidt Grundlag for derigennem at udvikle en virkelig forstaaende Tilhørerkreds og støtte Musiken i Hjemmet.

Den 2. Januar 1867 lagde man ud. Havde der været nogen Betænkelighed med Hensyn til Elevtilslutningen, blev den gjort grundigt til Skamme, idet ikke mindre end 48 Aspiranter havde meldt sig til Optagelsesprøven. Man valgte de 28 bedste ud. Blandt de allerførste Aars Elever kan man finde Navne sorn: Victor Bendix, Viggo E. Bielefeldt, Axel Grandjean, Frederik Rung, Otto Malling, Lange-Müller, J. D. Bondesen, Thomas Laub og Ludvig Holm. Først i 1884 dukker Carl Nielsen op. Der var altsaa Vind i Sejlene, og man maatte flere Gange flytte for at skaffe Plads til Udvidelserne. En Overgang havde man Lokaler i Hornung & Møllers, Ejendom i Bredgade, senere i 1887 byggede man sit første Hjem paa Vester Vold Nr. 9 og 11. Konservatoriet indrettede sig i Stuen og paa 1. Sal, medens Gade flyttede ind paa 2. Sal, saa at han til hver Tid paa nærmeste Hold kunde følge Livet og Undervisningen. Der er noget symbolsk i dette, at Gade boede i Hus sammen med den Institution, som han ofrede saa meget af sin Tid i de sidste Aar han levede.

Ved Gades Død i 1890 gled Carl Helsted ind i Bestyrelsen, men først i Otto Malling, der kom ind efter August Winding, finder vi en Mand, hvis Virke udadtil som Direktør falder i en Tid, de noget ældre endnu kan huske. Det faldt i hans Lod at indvie Bygningen
Vestre Boulevard 36, hvor Konservatoriet har til Huse i Dag, og ved den Lejlighed udtalte han bl. a.: »Det er jo et Konservatoriums Op gave - og derved adskiller det sig jo netop fra den private Under visning -, at det ikke alene giver de vordende Fagmusikere en grundig Undervisning i deres Specialfag, men ved Siden heraf søger at give disse en mere universel Musikuddannelse, baade teoretisk og praktisk udvikler dem til at blive veludrustede og dannede Musikere. Men det ligger i Sagens Natur, at et Konservatorium ikke udelukkende kan tage Sigte paa vordende Kunstneres uddannelse. - Den nuværende Bestyrelse følger i det væsentlige de store Forgængeres Spor, men i en klar Følelse af hvad den mangler af disses Autoritet og Navn, maa den søge erstattet ved forøget Kraft og Energi og med et vaagent Øje, for, at Tiden stiller andre og paa flere Punkter større Krav end hidtil.«

Paa samme Maade, som Bestyrelsen i et rask Hop sætter over den mellemste Generation i Valget af Program til Matinéerne,, som fandt Sted Onsdag d. 14. og Fredag d. 16., vil den følgende Fremstilling gaa ud paa at belyse lidt af de Forhold, som har medført, at Konservatoriet i Dag er paa lykkelig Vej ud af Klaveramatørernes Kvælertag. Maaske var dette Klaverkonservatoriums Tidsalder ikke uden Skyld i, at tre saa betydelige Komponister som Riisager, Høffding og Jørgen Bentzon ikke har nydt deres Uddannelse paa denne Anstalt.

Den mellemliggende Tid skal kun omtales med det ene Navn, Carl Nielsen, hvis Betydning for Konservatoriet vilde fordre en særlig historisk Skildring. - Hvad er det da, der særlig drager de unge til Konservatoriet, og hvordan har man kunnet faa Tag i saa mange Talenter? Det Spørgsmaal kan bedst belyses ved at nævne nogle af de nye Uddannelsesmuligheder, som er opstaaet siden omkring 1930. Der er først og fremmest »store Eksamen«. Denne Prøve viste sig efterhaanden at være en bydende Nødvendighed; der maatte skabes en Afslutning paa det allerede fra Gades Tid kendte 4. Aar. Man gik ud fra det Princip, at der skulde være en Garanti for Musikerens
Alsidighed, og den blev udmaalt i Karakter, ansat til mindst mg- i Bifagene. Dernæst skulde den omfatte Opgaver indenfor alle Stilarter, og man er standset ved 5 Hovedopgaver og 1 selvvalgt. Ved selve Eksamen stiller Censorerne derpaa Opgaverne. Det har været. et lille Stridspunkt, om Elevens egen Lærer skulde være med ved Bedømmelsen, men det staar stadig fast, at han ikke er med, da han naturligvis, maa have svært, ved at se klart paa en Præstation, han i hele Indstuderingsperioden har overvaaget. Minimumskarakteren er mg for Solospillet, og hvad der ligger derover er kun givet, naar der ydes Musik. Denne Eksamen blev straks stærkt attraaet af de unge, og der var snart saa mange, der overvandt Vanskelighederne, at det blev nødvendigt at føje, et endnu højere Trin til denne Eksamensskala. Solistklassen opstod. Men ved dennes Afslutning traadte Konservatoriet tilbage og overlod Dommen til Publikum og Anmelderne; Uddannelsen slutter med en regulær Debut, der vel foregaar under Konservatoriet Auspicier, men alligevel er overladt helt og fuldt til den unge Kunstners eget Ansvar. Instituttet er i den lykkelige Stituation - takket være privat Støtte - at kunne yde Lærerne et Honorar, der svarer til dette Arbejdes ekstraordinære Karakter. I Forbindelse med Omtalen af Solistklassen bør nævnes, at denne ikke staar aaben for alle, der har taget Store Eksamen, og at paa den anden Side en ung Sanger eller Musiker, der viser helt usædvanlige Evner, kan optages deri, selv Om hans Begavelse ikke har rakt til et for Store Eksamen tilstrækkelig alsidigt Grundlag.

Samtidig glemte man ikke de yngre Aargange. Der er oprettet en Under- og Elementærskole, der tager sig af Eleverne helt fra Begynderstadiet. Amatører undervises paa en Aftenskole, der er Kantorkursus og populære. Aftener, hvori Musikens Store forklares og fortolkes. Der arbejdes saaledes med Elever fra de tidligste Barneaar, og der er draget Omsorg for, at de kan følges op helt til det, man i Udlandet kalder Mesteruddannelsen. Endelig fører pædagogiske Kursus op til Statsprøven.

Det vil være urigtigt at betegne Mulighederne for en grundig Forberedelse til Vejen som Orkestermusiker som ideale. Om dette Spørgsmaal hersker der imidlertid en vis Enighed. Den uhyre korte Tid, normalt tre à fire Aar, fordrer at Arbejdsindsatsen koncentreres mest muligt. Der er derfor ikke Tid til mere end at »snuse« til Begrebet Ensemblespil. Man maa vente i Ro paa de Penge, der ene kan skabe Muligheder for at udvide Arbejdsomraadet.

Paa Konservatoriet raader der Frihed til at docere hvilken Opfattelse man vil; det skete fornylig, at en kendt, noget bidsk Tunge spurgte Rudolph Simonsen, hvordan det nu gik, hvis den ene Lærer sagde eet og den anden et andet til samme Elev, vilde denne da ikke blive forvirret. Hertil blev der svaret, at man regnede med nogen Intelligens hos Eleverne, og at Lærernes Standpunkter alligevel ikke var længere fra hinanden, end at de paa Bunden var de samme. Det kunde Spørgeren ikke lade sig nøje med, og han gik Direktøren paa Klingen og spurgte: »Der kan da være Tale om en mere saglig og en mere romantisk Opfattelse af et Værk«. Svaret faldt prompte og gav paa en frisk og morsom Maade en Sandhed om Konservatoriet, denne elskede og derfor ofte tugtede Skole, Simonsen sagde: »Vi er alle her baade romantiske og saglige«.