Dietrich Buxtehude: Klaverværker

DIETRICH BUXTEHUDE: KLAVER VÆRKER

Udgivet af Emilius Bangert. Wilhelm Hansen. 3392. Pris Kr. 12.

AF ERLING WINKEL.

Der er i de senere Aar opdaget en Del Nodemanuskrifter, der indeholder Kompositioner, der tilskrives Buxtehude; for Eksempel i New Haven i Amerika og i Lund i Sverrig. Herhjemme har vi endelig præsteret et Buxtehude-Manuskrift; det blev for nogle Aar siden konstateret, at en gammel haandskrevet Bog, der tilhørte Postmester Ryge, Nykøbing Falster, indeholdt Tabulaturer, i hvilke Buxtehudes Navn eller Bogstaverne D. B. H. (Dietrich. Buxtehude Helsingoriae), som han ofte betegnede sig med, flere Gange forekom Disse Tabulaturer blev deciffreret af Bangert; en enkelt Komposition, Variationerne over »La Capricciosa«, Nr. XXV i Udgivelsen, er overført til almindelig Nodeskrift af den kendte tyske Musikhistoriker Max Seiffert. De Værker, der var angivet at være af Buxtehude, samt enkelt anonyme Klaverstykker, er Indholdet af den foreliggende Samling. Nodebogen indeholdt yderligere en Række anonyme Kompositioner, blandt hvilke det er lykkedes Bangert at fastslaa Værker af Pachelbel og J. A Reinken.

Det er et glædeligt Tidens Tegn, at man ikke har nøjedes med slet og ret at udsende »25 Klaverstykker af Buxteliude«; det tjener Bangert til Ære, at Udgivelsen er forsynet med en omhyggelig og redelig Beskrivelse af de hidtil foretagne Undersøgelser, saaledes at enhver kan danne sig et Skøn over, hvor paalidelig Værkernes Ægthed er. I Forordet findes Fotografier af Nodebogens overordentlig smukke Bind og af en Tabulaturside. I Følge Redegørelsen synes Tabulaturet at være en Afskrift, skrevet af en ubekendt. Naar Tiderne bliver anderledes, maa man haabe, at Bangert vil fortsætte sine Undersøgelser (vel først og fremmest i Vallø-Arkivalier samt i danske og nordtyske Nodesanilinger) for at prøve paa at fastslaa Afskriverens Identitet. En enkelt af Suiterne (Nr. XI) findes, tillige i en Afskrift Paa Universitetsbibliotket i Uppsala. Tilsyneladende er Familien Ryges Nodebog nok saa god en Kilde som Tabulaturbogen i Uppsala.

Forordet indeholder dernæst et Forsøg paa at beskrive Særpræget i Buxtehudes Musikstil for paa denne Maade at fastslaa Værkernes Ægthed. Nu er det mere end tvivlsomt, om man overhovedet i noget Tilfælde kan bestemme Autorskabet til et Værk ud fra dets Stil; i hvert Fald er de Kriterier, som Bangert anfører, utilstrækkelige til at underbygge Nodebogens Komponistangivelse. Det maa dog indrømmes, at det vil blive vanskeligt at rette en velbegrundet Mistanke til Buxtehudes Paternitet.

Endvidere forsøger Bangert i Forordet at angive det omtrentlige Tidspunkt for Nedskrivningen af Tabulaturet; det ansættes til senest i 1690'erne. Grundlaget for denne Tidsbestemmelse er en Formodning om, at Afskriveren skulde have kopieret Pachelbels Varietioner Nr. 15, 17 og 20 i Tabulaturbogen, ikke efter Pachelbels »Hexachordum Apollinis«, der udkom 1699; men efter en tidligere Kilde. Formodningen begrundes med, at Afskriveren i Nr. 15 kun har medtaget 2 Variationer; mens »Hexachordum«s Udgave yderligere indeholder 4 Variationer. Man kan ikke sige andet end, at Formodningen hviler paa et yderst spinkelt Grundlag. For Bangerts egen Regning maa ogsaa noteres Formodningen om, at vi staar over for Værker fra Buxtehudes Ungdom eller tidligste Manddom; det lyder nu ikke usandsynligt.

Selve Musiken er der midlertid kun Grund til at glæde sig over (ganske uanset Problemet ægte eller uægte). Den bygger stilistisk paa Tidens traditionelle Klavermusik, som den i det 16de og 17de Aarhundrede har udviklet sig fra de engelske Virginalister over de franske Luth- og Clavecinmestre til de tyske Klaverkomponister, mellem hvilke Froberger og Pachelbel indtager en fremtrædende Rolle. Bangert har arrangeret Stoffet saaledes, at først kommer de 19 Suiter ordnet efter Toneart; derpaa de 6 Variationer og til sidst 3 anonyme Stykker. Variationerne er nok de morsomste. I Forordet giver Bangert nogle fortræffelige Oplysninger om de benyttede Temaer; af særlig Interesse er »Aria Rofilis«, - den forekommer i Lullys »Ballet de. l'Impatience«, vi kender den bedst som Melodien til Kingos » Rind nu op i Jesu Navn«. En anden Variationsrække hedder »La Caprieciosa«, ,dens Tema er en Variant af den Melodi, som J. S. Bach benyttede i Goldberg-Variationerne; den hedder paa Tysk »Kraut und Rüben«; paa Dansk gaar den igen i »Skære, skære Havre«. I nogle af Variationsrækkerne præsenteres først det grundliggende Tema eller »Aria«, i andre begyndes der med den første Variation, uden at vi hører det simple Tema. I det første Tilfælde benytter Komponisten antagelig fremmede, almenkendte Melodier, i det andet Tilflælde egne Kompositioner som Grundlag. Det er vanskeligt at afgøre, hvilken af de 6 Variationsrækker man skal give Prisen; »La Caprieciosa« (XXV) er et Orgie af Tidens klavertekniske Spillefigurer; specielt Variatio 3 i Nr. XXIV viser en fin Kombination af Melodien i en enkel Skikkelse og Toccatamanerer; meget indtagende er Nr. XX, der antagelig er bygget over eget Tema; fortræffelige Helheder udgør Nr. XXI, over den latinske Studentersang »More Palatino«, og Nr. XXII, hvis Tema er »Aria Rofilis«.

Ogsaa Hovedparten af Suiterne er fortræffelig Musik, der besidder af den Friskhed, som vi kender fra Buxtehudes Orgelværker. De har gerne den almindelige Suiteopbygning med Satserne: Allemande, Courante, Sarabande og Gigue; kun enkelte afviger let fra dette Skema. Man kan jo gætte paa, at vi i de Suiter, der indeholder 2 Sarabander, staar over for en Art »Trio«, som vi kender det fra senere Tiders Menuetter. Som Helheder kan man anbefale Suiterne Nr. V (i C-Dur, med en fortræffelig Gigue), Nr. VIII (i d-moll, maaske den mest franske i Præget) og XIX fi A-Dur). Af de 3 i g-moll er vistnok den midterste, Nr. XV, at foretrække. I Allemanderne er det, som om man genkender noget af Stil og Stemning fra Buxtehudes Orgeltoccataer; specielt kan nævnes den muntre F-Dur Tone i Nr. XIII og den pompøse Nr. IX i D-Dur. Ellers er det værd at bemærke den anden Sarabande i Nr. 1, Sarabanden i Nr. VII og Giguen i Nr. XVIII. I Samlingen er medtaget 3 anonyme Kompositioner; Formodningen orn deres Tilknytning til Buxtehude maa forløbig passere for Bangerts personlige Hypothese; forøvrigt er den lille »Simphonie« Nr. XXVIII et tiltalende Stykke Musik.

Udgivelsen er forsynet med en Række Revisionsbemærkninger. Det er prisværdigt, at Bangert har holdt sig tro til Manuskriptet; vi er da heldigvis ud over det Standpunkt, hvor man giver sig til at »bearbejde« og overbrodere Nodebilledet med hjemmelavede Paahit. Noget andet er, at man, især naar man arbejder med Afskrifter, kan støde paa Detailler, der kan være for urimelige. Bangerts Rettelser betyder næsten alle en Vinding og stemmer overens med Tidens Klaverstil; i Tilfældet fra Suite Nr. XIV, Side 46, System. 4, Takt 5, burde Rettelsen nok være praktiseret i selve Noderne i Stedet for kun at være foreslaaet i Kommentaren. I Suite Nr. XIX foreligger derimod en Misforstaaelse fra Udgiverens Side; Stedet, Side 63, System 7, Takt 2, bør spilles saaledes, at Basgangen faar følgende Rytme: Punkteret Halvnode, 1/8 + 1/16 + 1/8; 1/4 + 1/8. Endelig burde Bangert have afholdt sig fra at fjerne eller ændre Forsiringstegnene.

Man kunde yderligere tænke sig nogle Smaaændringer; her er et Par Forslag. I Suite Nr. XIX, Side 61, System 5, Takt 2, bør man, ligesom i den foregaaende T'akt, have Kryds for d og spille dis i Stedet derfor; først i den næste Takt kan man passende lade Opløsningen indtræffe. I Variationerne Nr. XXIV Side 86, System 1, Takt 3, ser det ud, som om der er faldet en Node ud; det vilde sikkert gavne at tage det lille c paa tredie Taktslag i venstre Haand. Der er en Ting, som ikke ved den benyttede Tabulaturskrift kan bestemmes helt nøjagtigt, nemlig hvilken Oktav de enkelte Noder er beliggende i. Man kunde tænke sig, at i Sarabanden i Suite Nr. X, Side 33, System 4, Takt 4, skulde i venstre Haand det store E erstattes med det lille e; - i »La Capricciosa«, Side 88, System 4, Takt 4, skulde paa de første 3 Fjerdedeles Tælletid hele det lille Ornament lægges en Oktav ned, saaledes som Udgiveren ogsaa har antydet Muligheden af.

Men tilbage til Hovedsagen; med den foreliggende Samling har vi endelig herhjemme gjort et antageligt Arbejde paa Buxtehude-Forskningens Omraade; Domkantor Emilius Bangert har sandelig gjort et stort, møjsommeligt og særdeles fortjenstfuldt Arbejde. Da Musiken er overordentlig sympatisk, nem at spille, - og da man ogsaa paa moderne Flygler og Klaverer kan have Fornøjelse af at spille den, skulde Samlingen have Betingelser for at kunne vinde Terrain hos Klaverspillere; i Undervisning vil den være nyttig for Elever, for hvem J. S. Bachs Klaverværker er for vanskelige. Vi maa haabe, at Samlingen maa faa en saadan Udbredelse, at vore Forlæggere faar Lyst til at udgive flere Samlinger med ældre dansk Musik.