Kong Christian stod ved højen mast Del 1

,,KONG CHRISTIAN STOD VED HØJEN MAST''

AF TORBEN KROGH

Da jeg for et halvt Aars Tid siden havde Lejlighed til at belyse vor Kongesangs musikalske Historie gennem en Radioudsendelse, viste det sig, at Emnet vakte en ganske ualmindelig Interesse og adskillige, der ikke havde Lejlighed til at høre Udsendelsen, rettede senere Forespørgsler om, hvorvidt Materialet var tilgængeligt. Med den Motivering skal jeg hermed i Bladet fremsætte de Synspunkter og det historiske Materiale, jeg ved den Lejlighed fremdrog, i Haab om, at Emnet i vore nationalt bevægede Tider ogsaa maa have Bud til de mere musikinteresseredes Kredse. Hvert Menneske i Landet, gammelt og ungt, kender denne ranke og stolte Nationalsang, musikalsk set Perlen indenfor hele denne Musiklitteratur. Den er gaaet os i Blodet og har i Grunden faaet Folkesangens Karakter. Den er blevet et Symbol, hvis Herkomst og Oprindelse vi egenttig ikke tænker nærrnere over, naar den lyder manende og samlende, ogd og har den sin Historie, ukendt af de fleste, og ganske mærkelig. Der hviler nemlig ikke saa lidt af et Mystikens Slør over den pragtfulde Kongesang.

Selve Ewalds storladne Digt, Hymnen til de danske Orlogshelte med den kongelige Helt Christian IV i Spidsen, forekommer jo som bekendt i hans Syngespil »Fiskerne«, der opførtes første Gang d. 31. Januar 1780 som Festforestilling i Anledning af Christian VII's Fødselsdag. Ewald havde allerede skrevet de stærkt inspirerede Strofer i sit elskede Rungsted i Sommeren 1778, og man mærker jo, hvordan selve Søens Nærhed har ildnet hans Fantasi. Stykket foregaar blandt tapre Hornbækfiskere, om hvis uforfærdede Redningsbedrift Digteren havde læst i Mallings Værk: »Store og gode Handlinger af Norske, Danske og Holstenere«. Der er en lang Afstand mellem den Maade, paa hvilken Ewalds Digt er anvendt i »Fiskerne« og den Stilling, dette Digt senere har faaet som officiel Kongehyldest, som Symbol paa et helt Folks, en hel Nations Følelser og Sindelag. I »Fiskerne« kommer Digtet slet ikke, som man mulig kunde vente, som Udtryk for en stor samlende Fællesfølelse, tværtimod kommer det som en Vise, der synges af den unge kække Fisker Knud, der paa Skrømt vil indynde sig hos Fiskerpigen Lise for ganske sirnpelt at vække sin egen Kærestes Jalousi. For rigtig at imponere slaar han paa, at han vil lade sig hyre til Langfart, ja gaa til Orlogs. »Ha, tro mig« - udbryder han - »Det er Herrefærd til Orlogs«, og umiddelbart derefter følger saa Sangen »Kong Christian«, der i dette Tilfælde betegnes som »Romance«.

Ser man i Partituret til Fiskerne, møder der een imidlertid en stor Overraskelse, Melodien er nemlig en helt anden end den, man formodentlig vilde vente. Som man krævede, det af en kongelig Festforestilling i det l8. Aarhundrede, er Ewalds »Fiskerne« ligesom hans nordiske Tragedie »Balders Død« rigt udstyret med Musik, egentlig et Syngestykke. Musiken til begge Ewalds Stykker er komponeret af Det kgl. Teaters fremragende Koncertmester, Violinvirtuosen og Komponisten Johann Ernst Hartmann, I. P. E. Hartmanns Bedstefader, en virkelig betydelig Kunstner, der var indvandret, da Hertugen af Pløns Kapel blev sammensmeltet med Det kgl. Kapel i Begyndelsen af 1760'erne. Johann Hartmanns Indsats, som Johannes Ewalds Komponist blev af stor grundlæggende Betydning for dansk Musik. Hans kunstneriske Forbilleder var i ganske særlig Grad Glucks nyklassiske Kunst og det franske Syngespils Rousseau'ske Enkelhed og Naturlighed, og det er netop ogsaa en Tone, der ligger det franske Syngespil nær, vi finder i hans Orlogssang fra »Fiskerne«. Det er typisk, at Ewald og Hartmann kun lader Fiskerknøsen Knud synge det sidste Vers i Digtet, den mandige og malmfulde Hyldest til det sortladne Hav: »Du danskes Vej til Ros og Magt« i Stedet for at fortabe sig i en historisk Opremsning af de danske Søhelte. Hartmann lader herigennem saa fuldt ud det dramatiske Krav ske Fyldest; han , vil give et Billede af den unge uforsagte Sømand, og det er lykkedes hani udmærket. Der er baade Følsomhed, Flugt og Rejsning over hans ægte dramatiske Melodi i Tidens Operastil. Den giver oven i Købet Tenoren, der forøvrigt var den berømte Skuespiller Rosing, Lejlighed til at brillere med en lang udholdt Tone, under hvilken man hører Orkestret i Tonemalerier skildre Ordet »Faren«, den Sømanden møder med Foragt. Selve Melodien, der af Hartmann betegnes som Cavatine, ser saaledes ud:

Den kendte Melodi til den danske Kongesang maa altsaa søges andetsteds. Vi træffer den morsomt nok i en haandskreven Nodebog, en Violinbog fra Tiden omkring 1770. Den er skreven sammen af to teologiske Studenter, Brødrene Bast, der forøvrigt stod i venskabeligt Forhold til Ewald. Saadan en Nodebog giver med sine møjsommeligt opskrevne Danse- og Visemelodier et fortræffelig Indblik i, hvad der var populært i Tiden. Den repræsenterer jo netop det, vi nu til Dags vilde kalde Hjemmets Musik. Violinbogen er nedskrevet i Tidsrummet fra 1762-77, og da Ewalds Tekst, som før nævnt, stammer fra 1778, kan vi altsaa fastslaa, at Digtet er skrevet til Melodien og ikke omvendt. Men hvorledes lyder nu Melodien i Brødrene Basts Nedskrift? Ja, man hører straks, Grundkernen i Melodien er den rigtige. Vi genkender Kongesangen, selv om mange Træk er ikke saa lidt ændrede, f. Eks. mangler den kendte karakteristiske Begyndelse med Kvartspringet opad og Oktovspringet ned. Tidskoloriten fornægter sig heller ikke, den giver tværtimod Melodien et vist galant rokokoagtig Anstrøg, forsynet som den er paa ægte Violinmanér med smaa Løb, Triller og Forsiringer. Denne saakaldte Urmelodi, der har Karakter af en rask Dans, tager sig saaledes ud:

Men hvor møder vi nu næste Gang Melodien til »Kong Christian« og i hvilken Forrn? Det sker i den fortræffelige Syngemester, kgl. Kammermusikus Niels Schiørrings Samling »Selskabssange med Melodier« fra 1785, altsaa en Samling, der yderligere viser, hvor udbredl og populær Melodien var i denne Periode. Sammenligner vi Schiørrings og Basts Gengivelser, er Forskellen trods alt ret stor, i hvert Fald meget betydningsfuld for Karakteren. Det let pyntelige Rokokoantræk er nu meget for et mere monumentalt, klassisk præget Udtryk, der giver Sangen en majestætisk Rejsning. Nu møder vi ogsaa den kendte karakteristiske Begyndelse og.en iøvrigt ganske morsom og virkningsfuld Understregning af Marchrytmen ved Hjælp af skarpe Punkteringer. Den største melodiske Afvigelse fra den kendte Form træffer vi i Ordene »Fly skreg de, fly hvad flygte kan« og navnlig i selve Slutningen, der er meget tidspræget og absolut svagere end den Form, vi i Dag bruger. Her ser vi den i den Skikkelse, i hvilken den lod rundt omkring i danske Hjem i 1780'erne.

Omtrent paa samme Tid møder vi Melodien til »Kong Christian« i endnu en Udgave, nemlig som Duet for to Fløjter eller Violiner udsat af den unge Violinspiller og Balletkomponist Claus Schall, den senere Kapelmester, i hans »Arier«, Viser, Sange og andre smaa Haandstykker«. Det er ganske interessant at sammenligne Schiørrings og Claus Schalls Udsættelser. Første Halvdel af Melodien er saa at sige ens, mens anden Del, altsaa fra Ordene: »Fly, skreg de, fly« og ud, antager en ny Form. Der har med andre Ord været en ganske betydelig Usikkerhed i Syngemaaden for denne Dels Vedkommende, men Traditionen maa have været langt fastere og stærkere for Begyndelsens Vedkommende. Det er egentlig typisk, at denne Udgave forekommer paa en Tid, hvor det pastorale Blæseinstrument Fløjten, som bl. a. Baggesen dyrkede med Iver, var det knæsatte Modeinstrument Spillet af to Fløjter minder Stykket mest af alt om en hyggelig Spilleursmelodi.

1 1789, altsaa 9 Aar efter »Fiskernes« Førsteopførelse, udkom, udgav den lige omtalte Kammermusikus Niels Schiørring en Samling af de mest yndede Arier og Sange fra Syngespil, der var bleven opført i Komediehuset paa Kongens Nytorv. Bl. a. bringer dette Værk ogsaa, et Uddrag af Musikken til »Fiskerne«, og her finder vi ikke Hartmanns Cavatine »Du danskes Vej til Ros og Magt«, men derimod hele Sangen til en ny Variant af den nukendte Melodi. Denne ændrede Form skyldes interessant nok selve Johann Hartmann, altsaa »Fiskernes« Komponist, hvilket tydeligt fremgaar af Fortalen til Samlingen. For nylig har Professor Hans Brix opkastet den i og for sig ganske interessante Formodning, at denne Hartmanns Bearbejdelse af »Urmelodien« oprindelig var tiltænkt »Fiskerne«, men atter opgivet, sagtens af Hensyn til den tidligere omtalte dramatiske Situation. Der er to Ting, der er interessante ved denne Form, som aabenbart er gjort med en vis Teatervirkning for Øje, nemlig den afvigende Begyndelse, der ikke har det karakteristiske Oktavspring, og Slutningen, der til Gengæld her fuldstændig stemmer overens med den vi kender.

Af forskellige Grunde har de Forskere, der har beskæftiget, sig med Emnet, ment, at ved senere Opførelser af »Fiskerne« indlagde man alle Sangens Strofer, sungne paa en Variant af den kendte Melodi, og her vilde selvfølgelig først og fremmest Johann Hartmanns Bearbejdelse komme i Betragtning. Dette er imidlertid en Fejltagelse. Under Opførelserne paa Det kgl. Teater fra 1780-1814 er kun den ene Strofe: »Du danskes Vej til Ros og Magt« med Hartmanns Musik bleven foredraget af Knuds Fremstillere. At dette virkelig er Tilfældet, fremgaar med al ønskelig Tydelighed af det musikalske Materiale til »Fiskerne«. Hverken i Partituret, Knuds Part, Suflørpartiet eller Orkesterstemmerne findes en eneste Antydning af, at der er benyttet et andet Nummer end Hartmanns Cavatine. Og dette Bevis er fældende. Lad være, at Indlæg kan falde ud af Partituret og komme bort i Tidens Løb, men at der i Orkesterstemmerne ikke skulde staa en eneste Henvisning til, at man paa dette Sted udførte et andet Numrner, er utænkeligt. De øvrige Numre, sorn Hartmann senere har omarbejdet, er saaledes
omhyggeligt sat ind i de forskellige Orkesterstemmer. Disse Omarbejdelser skete i 1787, og »Theaterjournalen« fra hin Tid giver os den Oplysning, at der ved en »fuldstændig Prøve« paa Stykket »manglede endnu 2de Arier, sorn Komponisten vilde omarbejde, nemlig een for Kr. Morthorst, og een for Jfr. Winther«. Om Knuds »Rornance« er der slet ikke Tale.

Det er i og for sig ikke saa underligt, at Johann Ernst Hartmanns Navn, ikke mindst efter den før orntalte Bearbejdelse af den jo i Virkeligheden ganske anonyme Melodi i stigende Grad blev knyttet til »Kong Christian stod ved højen Mast«. Den første, der rokkede ved den Formodning, at Hartmann skulde være Komponisten, en Formodning, der jo i Virkeligheden svævede fuldstændig i Luften var Folkeviseudgiveren, Organist A. P. Berggreen. 1 1840 udgav Berggreen en Række Melodier til fædrelandshistoriske Digte, og i en Note beretter han, at »et Sagn« allerede »for længe siden havde fortalt« harn, at Melodien til »Kong Christian« ikke var af Hartmann, men derimod maatte tilskrives den ivrige Musikentusiast, Landsdommer paa Bornholm Ditlev Ludvig Rogert, der i sin Ungdom ikke alene havde kendt Brødrene Bast, men ovenikøbet været Ewalds venskabelige Raadgiver i musikalske Spørgsmaal. For at faa dette Sagn bekræftet, skrev Berggreen til en Søn af den omtalte Rogert, der i et længere Svarbrev forsikrede ham ikke alene om, at Sangen virkelig var komponeret af hans Far, men ovenikøbet paastod, at det ogsaa var den musikalske Jurist, der havde skabt den kønne og yndede Melodi til Visen om »Liden Gunver«. Denne Formodning om, at Rogert skulde være Komponist til Kongesangen, vandt egentlig ganske almindelig Tiltro, støttet bl. a. af den kendte Musikforfatter V. C. Ravn, indtil den nu afdøde Musikforsker Angul Hammerich. fremkom med den Formodning, at det oprindelige Grundlag for »Kong Christian« snarest var en Vandremelodi, »som ikke mindst i hine, de vandrende Haandværksvendes Tider, spredtes, som oftest ukendt hvorfra og fra hvem, den hele Verden over«. For nylig har dog Professor Brix. brudt en ny Lanse for Rogert-Hypotesen, idet han mener, at det omtalte Brev fra Sønnen maa betragtes som et virkeligt vægtigt Bevis.

(Fortsættes).