De tre Riisager-balletter

DE TRE RIISAGER-BALLETTER

AF NILS SCHIØRRING

Det var Fokin, som ved sit Instruktørgæstespil paa Det kgl. Teater i 1925 aabnede det større Publikurn Døren ud til moderne europæisk Balletkunst. Nogle tidligere spredte Forsøg af dansk Avl, Emilie Walboms »En Nat i Ægypten« og Gustav Uhlendorffs »Lakschmi« havde ikke Held til at indføre den eksotiske Del af Russerballettens Elementer paa Bournonvilles Scene, og de vakte gennemgaaende kun Forargelse. Bournonvilles kyske Idealer levede endnu, og den store Ballet digters geniale Elev Hans Beck, som ikke selv havde nogen fremtrædende Ærgerrighed i Retning af at skabe nye Balletter, havde lige til sin Afgang i 1915 set det som sin betydningsfuldeste Opgave at bygge videre paa de store Traditioner. De næste 10 Aar karakteriseres ved Begreberne Gæring og Afklaring. Uhlendorffs Balletrnestertid var udadtil en død Periode for Balletten, rnen indadtil fortjener den Ros for at Grundlaget, Skolen, ikke blev sat til. Fokin fandt, hvad han skulde bruge, et teknisk højtstaaende Korps, hvis tre Stjerner Elna Hansen, John Andersen og Svend Aage Larsen var af international Rang. Og
Københavnerne tog straks igen begejstret mod en Balletaften, ikke en Helaftensballet som Bournonvilles berømteste - Tiden var under ingen Omstændigheder mere for den romantisk fortællende Romanballet men en Balletaften i det Tretals Tegn, som er blevet moderne Balletkunsts magiske Ciffer. Siden da har vor kgl. Ballet levet i Skæret fra Russernes nyskabende Balletkunst, og i 1931 traadte den igen i den intimeste Kontakt med den under George Balanchines Gæstespil, der fik maaske endnu større Betydning for vor Ballets Udvikling i hvert Fald indadtil. Tidspunktet, hvorpaa Balanchine naaede hertil, var et af de ufredeligste i de senere Aars danske Teater og Balanchines Koreografi for eksklusiv for et større Publikum. Men for Ballettens Medlemmer og for alle Elskere af Dansekunst blev de to Gange tre Balletter, der naaede op i Løbet af den omtumlede Sæson, Mødet med de virkeligt aktuelle Strømninger i international Dans, en Stil der er bygget videre paa, men som ikke er forladt endmindre overtruffet.

Ballettens Kunst har herhjemme og over hele Verden - det ved enhver Musikelsker - opnaaet en saadan Blomstring at Komponisterne langt fra har kunnet dække Begæret om kunstnerisk Balletmusik. Og det til Trods for at det at komponere Musik til en Ballet fuldstændig har snuppet Komponisterne bort fra Operaens i vor Tid noget miskrediterede Former. Ganske typisk for det sidste Slægtled af Komponister er det derfor, at en Mand som Knudåge Riisager, der staar paa Højden af sin Skaberevne og har en efterhaanden meget omfangsrig Produktion bag sig, faar sin Helaftensdebut ikke med en Opera, men med en Ballettriade: En remarkabel Begivenhed i dansk Musikliv og noget enestaaende i Verdens-Ballettens Historie at en enkelt Mand har leveret Musik til en hel tredelt Balletaften efter højeste internationale Mode!

Fra Dagspressen vil det allerede være kendt, i hvor høj Grad denne Balletaften af helt igennem dansk Fabrikat har gjort Lykke. Disse Linier vil ikke prøve at pille ved den Glorie, som Forestillingen med Rette har faaet, men søge sin Fordel i at være skrevet af en, der har kunnet overvære Balletaftenen flere Gange end den ene eller de to, der normalt er en Skribent beskaaret. Det kan være mere end nok, men ved Balletter i endnu højere Grad end ved Operaer samler Indtrykket sig sjældent fuldt ud ved den første Præsentation.

De to af de tre Riisager-Kompositioner er kun i uegentlig Grad Balletmusik. Baade Slaraffenland- Sulten og Qarrtsiluni er komponeret som ren Orkestermusik uden Tanke paa deres Anvendelse til Dans. »Tolv med Posten« fra 1938 er alene skrevet med Henblik paa Balletopførelse. Det er tillige det eneste af de tre Værker, som fik sin egentlige Førsteopførelse ved Balletprermeren, og derved det, der i højest Grad maa vække den musikalske Interesse. Det er derfor paafaldende, at Dagspressen i sine Anmeldelser er gaaet, ret flygtigt hen over netop denne Musik, selv om Grunden. muligvis er den just antydede eller den, at Værket, ligesom det meste andet Riisager har skrevet, først aabner sig helt for En, naar man har hørt det nogle Gange. Riisager har tydeligt nok villet holde sig tæt op ad H. C. Andersens lille Fortælling, og han har derfor ikke komponeret en lang sammenhængende Balletmusik, men 12 skarpt adskilte Numre indfattet af et kort Forspil og en Koda, der samler Motivstof op fra, alle de tolv Maaneder. Man har Fornemmelsen af, at der har foresvævet Riisager en Ballet bestaaende af Solo-Numre og en afsluttende Fællesfinale. Men Børge Ralov, hvem Koreografien skyldes, har foretrukket en Række Genrebilleder i Stedet for Solodansene, og selvom hans farvestraalende Løsning virker festligt, føler man det dog sorn om en Udformning af Eventyret mere i Smag med H. C. Andersens havde været nok saa afklaret.

Ligesom Riisagers Musik og i Modsætning til Harald Landers umiddelbart slagkraftige Koreografi til Aftenens to sidste Balletter, er der nemt Elementer i Børge Ralovs Danse, som unddrager sig Opmærksomheden i første Instans. Der er næppe nogen, der vil betegne Ralovs Koreografi som frodig, snarest er der noget tørt over den, men den er meget elegant, ikke sjældent overordentlig vittig og altid enestaaende vanskelig. Deraf maaske noget af Tørheden, naar andre end Ralov selv danser sine egne Trin. At Ralov ser et stort Forbillede i Balanchine, vidner hele hans Stil om, man kunde blot have ønsket, at de Kammerballetvirkninger, der gav de tre første Balanchine-Balletter deres Præg af Eksklusivitet, havde været overført til »Tolv med Posten«, som ingenlunde indbyder til et stort Personopbud. Navnlig de to første Billeder føles forkert dimensioneret. Januars Grosserer, som kræver Regninger betalt har svært ved at udfylde Scenen og Riisagers Musik selv med Hjælp af diverse Komparser, og Februar paa sin Side er alt for kompakt. I Løbet af de 3 Minutter, der er beskaaret Harlekin og hans Følge, oplever man en Pantomime, Tøndeslagning, lidt Flirt og endnu andet godt. Foraarsmaanederne virker mere ligevægtigt. Niels Bjørn Larsens Martsprokurator, som her nyder godt af sit Bekendtskab med Trudi Schoop, er noget af det mest umiddelbart morsomme, der er set i en Ballet og Riisagers Musik understreger det komisk gravitetiske i hans Lader. Som Modvægt er der flettet lidt Vintergækspoesi ind, som Kirsten Gnatt danser henrivende med sin suveræne Overvindelse af alle de uudsigelige Vanskeligheder, Ralov har beredt hende. April har Riisager skildret med morsom Tøvejrskriblen og Bygevejr, Maj, der personificeres af Primavera i Margrethe Schannes fortryllende Skikkelse, har aflokket ham en Vals i de sarteste og fineste Klange, rigtig en blid Foraarsvals, og Juni, der forener Else Højgaard og Svend Erik Jensen i en glødende Elskovsduet, faar sit musikalske Farveskær i de hastige Figurationer, der som i gammel Orgelmusik omspinder den melodiske Handling. Juli, Fru Junis Broder, udstyret med Badebukser og Badehætte, danser Børge Ralov selv, et Virtuosnummer, som han afleverer med blændende Elegance, August præsenterer os Amagermor baade som hos H. C. Andersen med sine Æbler og som i Børnevisen med sine Guleroer. Riisager benytter Melodien som Motiv for dette Billede og fortsætter i Septembers Løvfaldsmaleri - atter et scenisk lidt for kompliceret Billede - og Oktober denne lidt farlige Trafik. Morsomst virker den forvredne Prinsesse Toben til de rødklædte Oktober Jagt-Damers Dans. Men alt for udstrakt Travestering virker efterhaanden sikkert mere irriterende end komisk karakteriserende. November er blevet en oplagt Pudse Næse- og Nyse- og Hoste-Sats og December et lille musikalsk Julebillede med ringlende Kokker og Julesange, dansende Snefnug og en rørende Morlil som Gerda Karstens mimer med gribende Inderlighed.

Vi har saa været Aaret igennem. Og i Finalen hopper de Rejsende som H. C. Andersen foreskriver, en efter en op i Kareten igen for at køre gennem Byens Port ind i København fulgt af Digterens lille Slutningsbemærkning, som her er lagt i Toldkaptajnens Mund: - Naar et Aar er omme, skal jeg sige Dig, hvad de Tolv have bragt Dig, mig og os Allesammen. Nu veed jeg det ikke, og de veed det nok heller ikke selv, - for det er en underlig Tid vi lever i.

Riisager og Ralov bruger i Fællesskab Finalen til en løssluppen Kehraus. Et lille Motiv fra hver af de tolv Maaneder er plukket ud og kunstfærdigt er de slynget sammen til en lang Kæde. Man faar her et Tværsnit gennem denne splinternye Riisagermusik og konstaterer dens tematiske Righoldighed. De mange adskilte Dele, som denne nye Riisagermusik indeholder, giver hans særlige Evne for at præge det korte Motiv med baade rytmisk og melodisk Spændstighed de bedste Udviklingsmuligheder. »Tolv med Posten« er i Modsætning til Balletaftenens to andre Musikværker tænkt som Brugsmusik. Men at dette skulde være ensbetydende med, at den er ringere eller formet med mindre kunstnerisk Alvor, er der ingen Holdepunkter for. »Tolv med Posten« er et lige saa sprudlende Værk som det meste af, hvad Riisager har skrevet i de senere Aar, og det er med Interesse, man vil se hen til en Koncertopførelse af den saa mangfoldigt afvekslende Balletsuite.

At vi her har bredt os lidt kraftigt over »Tolv med Posten« som Aftenens musikalske Nyhed, behøver vel intet Forsvar i et Musikblad. Baade Slaraffenland-Suiten og Qarrtsiluni vil foruden fra utvivlsomt personligt Kendskab være Dansk Musiktidsskrifts Læsere kendt fra tidligere Omtale her i Bladet. Begge staar de fast i Riisagers Produktion. Slaraffenland-Suiten var før Krigen ved at brede sig til Alverdens store Orkestre. De klare og saa morsomt kontrasterende Satser er for Tilfældet udbygget med et stort supplerende Materiale, som ikke naar de originale Kernepunkter i Prægnans, men som alligevel forbinder dem paa en afvekslende Maade. Kjeld Abell har skitseret den moralske Tekst om Drengen, der ikke vil spise sin Havregrød og drømmer, at han kommer til Slaraffenland, men bliver saa led ved Lækkerier, at han styrter sig over den sunde og spartanske Grødportion, da han vaagner op. »Slaraffenland« er blevet et fuldkommen Overflødighedshorn, og selv om det er meget moralsk, at Publikum bliver lige saa led ved Overdaadighed som Ballettens Dreng, saa er det ikke godt, at man bliver det før ham. Og det er ikke langt fra. Scenen ved Kong Sauce's Hof er for voldsomt stadset op, man føler hver enkelt af Menuens Retter i Strid med de andre i sit Indre, saadan at man er temmelig overvældet, naar det hele er forbi. Men til Gengæld er de første Billeder meget morsomme. Knud Henriksen er en tvær Mads, som den store Bastian vilde nikke genkendende til og Gerda Karstens grotesk som hans hysteriske Mor. I Drømmens Rige er den lille Kræsenmads naturligvis sammen med sine Helte fra de kulørte Blade, de tre Musketerer, Robin Hood og Skipper Skræk, og disse Scener, hvor Drengen i sin stumpede Bluse besejrer alle de stærke Mænd, er ubetaleligt morsomme. Ogsaa Dovendidrikkernes Skole, hvor de helt har Krammet paa Lærerne, og deres groteske Polka er af en vidunderligt befriende Komik. Men Klimaks, Scenerne hos Kong Sauce og hans fortryllende Prinsesse Sukkergodt er blevet for kompakte. Harald Lander har fyldt saa meget godt paa, at Resultatet nærmer sig Kaos. Alene det, at Ballettens to Solodanserinder næsten ikke faar Lejlighed til at gøre sig bemærkede paa Menuen, vidner om, at der er fyldt for meget paa. Men et straalende Eksempel paa hvor storstilet den kgl. Ballet kan tage sig ud, naar alle Hjælpernidler tages i Brug er »Slaraffenland« ikke destomindre. Og det er jo ingen Skade til at se den i fuld Aktion en Gang imellem.

Der har været nogen Diskussion om Rækkefølgen af de tre Balletter paa Aftenens Program. Navnlig har man syntes, at Slaraffenland burde være Knalderten, som skulde afslutte den afvekslende Aften. Og dog er der ingen Tvivl om, at »Qarrtsiluni« danner den rigtigste Afslutning paa Forestillingen. For med den naar Aftenen sit kunstneriske Højdepunkt. Kun ti-tolv Minutter varer denne Grønlandsfantasi, men i dem smelter Riisagers Klange og Harald Landers Dans sammen til en stærk kunstnerisk Oplevelse. Der er allerede og med Rette skrevet meget om Qarrtsiluni. Det er maaske Riisagers mest helstøbte Værk, hvor hans kompositoriske Teknik, der opererer i saa høj Grad med korte Motivdannelser prægnante Rytmedannelser og en uovertruffen Behandling af Orkestret ligesom vider sig ud i et fuldere Aandedrag end ellers. Man kunde næsten have frygtet, at dette koncentrerede Orkestercresendo havde lidt ved at spærres inde i en Orkestergrav som Akkompagnement til en Ballet, Men i Stedet for oplevede man, at det paa sin Vis blev uddybet og forklaret. Niels Bjørn Larsen som Trommedanseren faar Rytmens magiske Kraft til at forplante sig ud over Rampen og tryllebinde Opmærksomheden til Musikens pulserende Liv. Qarrtsiluni har noget af det samme fascinerende som Ravels Bolero, men dens Stof er tættere, mere inderligt opstaaet ud fra en stor kunstnerisk Vilje. Dens Plads er fra nu af i lige saa høj Grad i Teatret som i Koncertsalen.

Mange ypperlige Kræfter har været i Ilden for at gøre Riisager-Aftenen til en Begivenhed. Først og fremmest de allerede med Hæder nævnte Børge Ralov og Harald Lander. Dernæst det dygtige Balletkorps, af hvilket kun enkelte er omtalt. Deres Navne maa gælde som en Hyldest til hele Ensemblet. Endvidere Svend Johansen og Axel Bruun der har skabt Dekorationer og Kostumer. Og endelig skal der lyde en Tak til Johan Hye-Knudsen og Det kgl. Kapel. Riisager er jo ikke af de Komponister, der spiller sig selv. Han stiller næsten overmenneskelige Krav til sit Orkester. Men vort Eliteensemble gav de tre Værker saa ubesværet og elegant en Udførelse som tænkes kan.