Kong Christian stod ved højen mast Del 2

KONG CHRISTIAN STOD VED HØJEN MAST

(SLUTTET)

Alt tyder paa, at Melodien i Slutningen af det 18. Aarhundrede og i Begyndelsen af det 19., i denne Klubbernes sangglade Tid, har været overordentlig populær. Den blev sikkert ofte sunget i et godt Lag omkring den dampende Punchebolle, og rimeligvis har man efter Forgodtbefindende benyttet sig af alle de forskellige afvigende Former, som kendes fra Datiden. Et direkte Bevis for Melodiens Popularitet finder vi bl. a. i et Variationsværk for Klaver, som Kuhlau udgav omkring 1817-18, altsaa ca. 10 Aar før Elverhøj fremkom. Morsomt nok benytter Kuhlau her Johann Hartmanns Form, saaledes som den fremtraadte. i Schiørrings Teaterarier og Sange, altsaa den, der bortset fra Slutningen, staar Elverhøjbearbejdelsen fjernest. Højst interessant er det endvidere, at Kuhlau nogle Aar før »Elverhøj«s Fremkomst i et Klaverværk »Les Charmes de Copenhaque«, der indeholder en Række af Datidens populære Melodier, slutter med et Brudstykke af »Kong Christian« i ganske den samme Form og med lignende Figurationer som i Ouverturen til »Elverhøj«, til hvilken denne Komposition i hvert Fald paa dette Punkt maa betragtes som en Forstudie. Et Par Takter er tilstrækkeligt til at vise dette betydningsfulde Stadium i Melodiens Historie.

Paa dette Punkt, vi nu er naaet til, har man hidtil staaet overfor en Lakune, som man har ment at kunne udfylde med Hypotesen om, at det var Kuhlau selv, der i sin »Elverhøj-Musik« skabte Melodiens egentlige Udformning. Denne Antagelse holder nu imidlertid ikke Stik. Interessant nok føres vi netop gennem en nærmere Undersøgelse af Datidens Teatermusik ind paa et nyt og frugtbart Spor, idet Anvendelsen af Kongesangsmelodien kan paavises i ikke mindre end to Sukees-Stykker, der ligger inden »Elverhøj«. Den 11. Maj 1822 opførtes Nicolai Søtofts Skuespil »Christian IV's Dom«, der i flere Henseender er vigtig som Forudsætning for »Elverhøj«. Det holdt sig paa Repertoiret til 1832 for at blive genoptaget i 1849, besynderligt nok i Heibergs Direktørtid, og det oplevede til 1850 ialt 16 Opførelser. Søtoft, en af Romantikens mindre Aander, der bl. a. er stærkt paavirket af Oehlenschlæger, bringer, som Stykkets Titel viser, vor store Renæssancefyrste paa Scenen og fremstiller ham paa lignende Maade som, Heiberg i »Elverhøj« som den ædle, retfærdighedselskende Danerkonge, der afslører Mørkets Gerninger. I en ganske vel tilrettelagt Handling behandler Forfatteren her den kendte Historie om en Adelsmands Dokumentforfalskning, som Kongen opklarer ved at sammenligne Dokumentets Dato og Papirets Vandmærke. Søtoft gav saa at sige Heiberg Materialet til »Elverhøj«s Kongeskikkelse i Hænde med sin romantisk farvede Christian IV, som Ryge med sin magtfulde Skuespilkunst yderligere forlenede med Højhed og Festivitas. Den stærkeste Parallel mellem Søtofts og Heibergs Kongestykker findes i den beslægtede Udformning af Slutningsseenerne. Da Kongen i Søtofts Skuespil paa Domhuset i Skanderborg har afsagt sin salomoniske Dom, trænger en Skare festklædte og blomsterprydede Karle og Piger ind, og mens den vise og retfærdige Monark bekranses istemmes en Sang, hvori Forfatteren indlader sig paa den vanskelige Opgave at omdigte Ewalds Tekst. At det heller ikke lykkedes Søtoft at fordunkle »Fiskerne«s Digter, fremgaar allerede af Sangens første Strofe:

»Kong Christian stod i Fredens Hal

Med Sværd i Haand!

Han røgted' tro sit Fader-Kald

At frelse Uskyld i sit Fald;

Med Visdom stod han i sin Hal

Med Sværd i Haand!

Da skreg de Onde: »Fly, hvo, kan,

Hvo staar mod Danmarks Christian

I Aand!«

Ligesom i »Elverhøj« udbringes der ogsaa i SøLofts Stykke et Leve for Kongen. Der er blot den Forskel, at det hos Søtoft sker efter Afsyngelsen af Sangen, og efter at den rørte Christian IV knælende har udbrudt: »Gud velsign det danske Folk!« mens Heiberg, der maa siges at være en klogere dramatisk Bygmester, lader Leveraabet udbringe inden Afsyngelsen af Kongesangen, som direkte slutter Stykket.

Der er endnu en vigtig musikalsk Parallel mellem de to nationale Skuespil; under Personlisten til »»Christian IV's Dom« kan man nemlig læse følgende interessante Oplysning: »I Ouverturen er Melodien: »Kong Christian stod ved høien Mast««. Desværre er Originalmusiken til dette Stykke gaaet tabt, saa vi er altsaa ude af Stand til at sige, paa hvilken Maade Melodien blev anvendt i det musikalske Forspil til Stykket. En senere musikalsk Bearbejdelse af H. Rung til Brug ved Genopførelsen i 1849 kan naturligvis ikke komme i Betragtning her. Angaaende Melodien udtalte iøvrigt den københavnske Avis »Aftenblad« i Maj 1823, »at Digteren har benyttet Lejligheden til at bringe Hartmanns fortræffelige Melodie til Ewalds »Kong Christian stod ved høyen Mast«, er sindrigt og fortjener at paaskønnes af Publikum«. Hartmanns oprindelige Cavatine fra »Fiskerne« kan man naturligvis helt se bort fra i dette Tilfælde, og at den gamle Koncertmesterkomponist nævnes i denne Sammenhæng er langt fra noget Bevis paa, at man har benyttet den af ham bearbejdede Form fra Schiørrings Teaterarier og Sange. For den almene Bevidsthed stod jo nemlig Hartmann paa dette Tidspunkt som Melodiens Skaber.

Det var Teatrets udmærkede Syngemester Ludvig Zinck, en fortræffelig Musiker, kendt for sine smagfulde Arrangementer af Heiberg Vaudeviller, der havde lagt Musiken til Rette i Søtofts Stykke. Heldet vil nu imidlertid, at der fra Tiden inden »Elverhøj« findes bevaret Partitur, i hvilket samme Zinck har arrangeret Kongesangsmelodien. Det drejer sig her om et til Det kgl. Teater anonymt indsendt Stykke »Vennernes Fest eller Testamentet« fra 1826, med hvilket den ukendte Forfatter ønskede at fejre 25 Aars Mindedagen for Slaget paa Rheden, hylde Heltene af 2. April. Bag Anonymiteten skjulte sig ingen anden end Skuespilleren C. N. Rosenkilde, der betegner sit Arbejde som et »Lystspil med Sange og Kor til bekiendte Melodier«. Forbilledet er tydeligt nok den Heibergske Vaudeville, som jo netop paa denne Tid havde hele Nyhedens Interesse, og karakteristisk nok lader Rosenkilde ogsaa Stykkets forsmaaede Elsker udtale, at han vil trøste sig med Trine Rar i Fru Bittermandels Institut. Trine Rar fra »Aprilsnarrene« i Johanne Luise Pätges Skikkelse var som bekendt den populæreste Figur i Teatrets Repertoire.

En bitter Modstander indenfor Teaterdirektionen havde den nye Vaudevillegenre i Rahbek, der dog takket være det smukke patriotiske Formaal lod sig bevæge til i endda ret varme Ord at gaa ind for Rosenkildes Stykke, som opførtes paa selve Mærkedagen den 2. April. Den nationale Karakter understreges iøvrigt ved en rigelig Brug af danske Melodier, deriblandt flere fra Schultz' og Thaarups patriotiske Idyller »Høstgildet« og »Peters Bryllup«. Selve Kongesangsmelodien forekommer i 2. Akt, hvor en Række Veteraner fra Slaget, deriblandt ogsaa, en gammel Invalid, samles med unge Sømænd hos den gamle forhenværende Koffardikaptajn, Vinhandler Niels Lund for at fejre de faldne Søhelte, og da ganske særligt den tapre Steen Wolmar Bang. Efter at hans Leve er udbragt, lyder der en Sang til Kongesangsmelodien, der begynder saaledes: »Steen Wolmar stod ved højen Mast i Røg og Damp«. Zineks Bearbejdelse af Melodien er meget bemærkelsesværdig. Efter et Stemningsbetonet Forspil føres vi lige ind i Melodien, der viser ganske den samme Klarhed i Linjen og Fasthed i Opbygningen som Kuhlaus. En lille Afvigelse i Slutningen betyder intet. Den stammer nemlig fra, at der i enkelte af Stroferne er for mange Stavelser i Rosenkildes Tekst. Iøvrigt er den udmærket instrumenteret med en klanglig pompøs Udnyttelse af Blæserne og Ansats til lidt Figuration i Strygerne. Kuhlau havde med andre Ord et ypperligt instrumentalt Forbillede at gaa ud fra, hvad Eksemplet viser.

Al Sandsynlighed taler i Virkeligheden for, at Zinck har brugt ganske den samme Udsættelse af Kongesangen i »Christian IV's Dom«. Det drejer sig jo her om et Sukcesstykke, og hvorfor skulde han egentlig gøre nogle Forandringer til »Vennernes Fest«, der netop forudsætter bekiendte Melodier? Hvor populær »Kong Christian« blev netop i Tiden efter »Christian IV's Dom« faar man en Anelse om, naar man betragter et lille haandskrevet Hefte, som findes paa Det kgl. Bibliotek. Det morsomme Dokument, der stammer fra 1824, indeholder foruden en Sang af Kuhlaus Elev, Anton Keyper, hele to forskellige Udsættelser af »Kong Christian«, skrevet med Keypers Haand. Den ene af disse Bearbejdelser er arrangeret som en stærkt ændret Klaverromance med Kor til en engelsk Oversættelse af Ewalds Digt »King Christian took his fearless stand«. Af denne meget salonprægede Romance gengives her et lille Brudstykke af det illustrerende Forspil og Melodien med den oversatte Tekst.

Den anden Bearbejdelse i det lille Hefte minder i al sin Enkelhed og Rankhed slaaende om Zincks lige omtalte Udsættelse, som jo rimeligvis ogsaa har vært Modellen. Det er jo iøvrigt et bemærkelsesværdigt Træk, at en Elev af Kuhlau, der tilmed blev betroet det vanskelige Hverv at arrangere Klaverudtog til flere af hans Værker, deriblandt en 4-hændig Udgave af de tre store Fløjtekvintetter Opus 51, optræder i saa tæt Tilknytning til den berømte Melodi.

Endelig kom saa i 1828 Heibergs og Kuhlaus »Elverhøj«, der blev givet som Festforestilling i Anledning af Prins Frederiks Formæling med Prinsesse Vilhelmine. Man kan altsaa ikke sige, at det var en original Idé at benytte Kong Christian Melodien som et pompøst Slutningsnummer eller lade den forekomme i Ouverturen; dette var jo ganske simpelt et Idélaan fra Søtofts »Christian IV's Dom«. Man kan heller ikke give Kuhlau Æren for selve Melodiens endelige Udformning; men vi maa nu alligevel ikke glemme »Elverhøj«-Musikens Betydning for Stadfæstelsen af Kongesangsmelodien som nationalt Samlingsmærke. Sagen er, at Kuhlau var langt den genialeste af alle de Komponister, der havde haft Melodien under Hænderne, og Heibergs festlige Skuespil gav den ganske andet Relief, end den tidligere havde haft.

Heiberg havde til de fleste af sine Sange valgt gamle Folkevisemelodier, som han bl. a. havde fundet i Nyrop og Rahbeks Samling. Om Benyttelsen af Kong Christian-Melodien til Slutningskoret: »Beskærm vor Konge, store Gud« siger han selv: »Dette sidste Nummer er det eneste, som tilhører en modernere Musik, men denne Kontrast finder sin Retfærdiggørelse i den Kontrast, som i selve Stykket dannes mellem de dunkle, overtroiske Sagn paa den ene Side, og Kongens klare Personlighed i den anden«. Det, der dog har betydet mest for Kongesangen, er utvivlsomt Kuhlaus geniale Udnyttelse af den som Højdepunktet i den berømte Ouverture, hvor Komponisten klæder Melodierne i Strygepassagernes festlige Klangskrud. Kuhlau gjorde den til et fuldt bevidst nationalt Symbol, uadskillelig fra den danske Kongemagt. At de ældre Redaktioner af Melodien trods Kuhlaus geniale Fortolkning af den alligevel ikke forsvandt ganske sporløst, faar man et meget interessant Bevis paa, bl. a. i A. P. Berggreens før omtalte Samling af Melodier til fædrelandshistoriske Digte, der udkom i 1840, hvor man træffer to Udformninger fra den nu gængse Form afvigende Udgaver.

Ogsaa udenlandske Komponister har interessant nok benyttet Melodien; dette er saaledes Tilfældet med Meyerbeer, der i 1846 komponerede Musik til »Struensee«, et Skuespil, som Komponistens Bro der havde skrevet over den berømte Statsmands tragiske Fald. Maaske er dette i Virkeligheden Meyerbeers mest forfinede Værk
musikalsk set. Meget virkningsfuldt er »Kong Christian« her benyttet som et saare vigtigt Midtpunkt i glansfuld og karakteristisk musikalsk Behandling. Kunstnerisk set langt ringere er derimod Tschaikowski's »Ouverture triomphale« over »Den danske Nationalhymne«, komponeret i Anledning af Prinsesse Dagmars Bryllup i Moskva i 1866 med den russiske Storfyrsttronfølger. Slutningsvirkningen i dette Arbejde er ganske tydelig inspireret af »Elverhøj«-Ouverturen. Overraskende skriver Tschaikowski, der havde faaet Opgaven overdraget af sin Ven og Velynder Nicolai Rubinstein, mange Aar efter følgende Ord om dette alt andet end betydelige Lejlighedsarbejde, som han ellers havde bedømt ret strengt: »Min danske Ouverture kan vistnok blive et godt Programnummer, thi jeg husker, Musiken er effektfuld og langt bedre end den i »1812««. Eftertiden har jo ikke ganske givet den russiske Romantiker Ret i denne Betragtning.

Ogsaa det nye komponerende Danmark har i vor Tid repræsenteret ved Leif Kayser, forstaaeligt nok følt sig tiltrukken af den stolte gamle Melodi. Det var i Anledning af Kong Christian X's Jubilæum, at den purunge Komponist fremkom med sin gennem Radioopførelser kendte symfoniske Behandling af Kongesangen.

Vandremelodi eller Ikke-Vandremelodi, Rogert eller Ikke-Rogert, men i alle Tilfælde formet af Zinck og beaandet af Kuhlau har denne kærnefulde Melodi en næsten uforklarlig stærk symbolsk Magt over danske Sind, en Sandhed ikke mindst vor Tid har slaaet fast.

Torben Krogh.