Lidt om spilleure fra det 18. århundrede

Af
| Årgang 17 (1942) nr. 05 - side 94-102

LIDT OM SPILLEURE

FRA DET 18. ÅRHUNDREDE

AF JØRGEN JERSILD

Det 18. århundrede var et artisternes århundrede, virtuosernes tid. Operasangeren beherskede kun sin kunst tilbunds, når han uden det mindste besvær kunde udstyre en arie med blændende koloraturer, danseren måtte kunne præstere de vanskeligste »tours de force« uden at man mærkede den mindste anstrengelse, og tidens digtere var formfuldendte i deres udtryk og mestre, når det drejede sig om stilen.

Også en så fredsommelig og stilfærdig syssel som urmagerkunsten havde sine virtuoser; man blev ikke blot stående ved det, at lave et ur, der kunde gå præcist og pålideligt, nej uret måtte være fint forarbejdet i alle enkeltheder, og det skulde helst kunne præstere et eller andet usædvanligt udover det, at kunne repetere og slå timeslag og kvarterslag, det kunde være forsynet med små mekaniske figurer eller med et spilleværk.

Mekaniske pudsigheder af alle arter var forøvrigt noget der i høj grad interesserede tidens konger og fyrster, de kunde aldrig blive trætte af at overraske hinanden med den slags små morsomheder, som de mange gange måtte betale kolossale summer for at få fat i.

En af de berømteste fremstillere af den slags små mekaniske vidundere var franskmanden Jacques de Vaucanson, der gjorde sig kendt over hele Europa ved at konstruere en lille mand, der kunde spille på tværfløjte(1). Denne lille fløjtespiller var efter samtidens udtalelser at dømme, en fuldstændig virtuos paa sit instrument, han kunde spille 12 forskellige melodier og afleverede sit repertoire med den største præcision, han kunde endda spille i forskellige styrkegrader, idet han havde hele ni smnå blæsebælge inden i sig, der enten arbejdede enkeltvis eller allesammen på en gang; det morsomme var imidlertid, at tonerne frembragtes på selve det instrument, han holdt i hånden og ikke, som man skulde tro, ved hjælp af orgelpiber; luften blev ledet op i hovedet og ud i fløjten, og de forskellige toner fremkom, når han med sine små mekaniske fingre dækkede eller åbnede for fløjtens huller. Vaucansons fløjtespiller, der blev forevist for det franske akademi i 1738, vakte umådelig opsigt og blev efterlignet overalt i Europa, f. eks. konstruerede en Svejtser efter et noget lignende princip en lille dame, der kunde spille paa cembalo.

En af Vaucansons største beundrere var Frederik den Store i Tyskland, han var lidenskabelig interesseret i al mekanik; et forhold, der fik ikke ringe betydning for tysk urmagerkunst. I begyndelsen af 1760'erne kaldte han flere svejtsiske urmagere til Berlin deriblandt den berømte Huguenin, der var den egentlige, grundlægger af Berlins første større urfabrik(2). På denne fabrik fremstillede man ikke alene fortræffelige lommeure efter svejtsisk mønster, men også større ure, standure og konsolure af mange forskellige typer. Berlinerurindustrien var dog særlig berømt for en ting, nemlig for sine spilleure. I en beretning fra tiden, en beskrivelse af de kongelige residenssteder Berlin og Postdam(3), fremhæves udtrykkeligt denne specialitet, her står der: »Spilleure, såvel harpe som fløjteure, der spiller ved hjælp af valser, fremstiller man i Berlin med så stor fuldkommenhed som ingen andre steder hverken i Tyskland eller udenfor Tyskland«; videre står der, at disse ure, der i toneskønhed og nøjagtighed tilfredsstiller selv den mest kræsne kunstner, både spiller bravourarier og hele fløjtekoncerter på en sådan måde, med fine fraseringer, triller og fermater, at man tror at høre en fløjtevirtuos.

Hvordan var nu disse ures spillemekanisme indrettet? Man har forskellige typer spilleure, nogle der spiller på klokker og nogle, der spiller på harpe, fløjter eller trompeter, og man iagttager naturligvis forskellige afvigelser i konstruktionen, men en ting går igen i alle disse spilleværker, selve mekanismens sjæl, en cylindrisk valse enten af messing eller af træ, hvori der er banket et utal af små messingstifter. Ovenover valsen, der drives rundt enten ved et fjederhus eller ved hjælp af lodder, er der anbragt en række, små metaltapper, der kan bevæges op og ned, een for hver tone i spilleværket. Når nu valsen drejer rundt, løftes de enkelte tapper op, hver gang de møder på en af valsens stifter, og bevægelsen forplanter sig gennem nogle vægtstangsarme videre, enten til smnå hamre, hvis uret spiller på klokker eller strenge, eller - i fløjteurene - til de små orgelpibers ventiler. Fløjteurene var forøvrigt uden sammenligning dem, der kunde præstere den fineste musik, og som også i tiden var de mest yndede.

Hvad spillede nu alle disse ure? Det fremgår af den beretning, jeg før citerede et par sætninger fra, at det ikke var ualmindeligt, at spilleurene kunde præstere at spille hele bravourarier og fløjtekoncerter, og vi ved fra anden side, at det ligefrem var skik og brug, at fornemme folk henvendte sig til en urmager og fik ham til at sætte, valser med de melodier, man holdt af, f. eks. arier man havde hørt i teatret eller berømte instrumentalstykker.

Det som imidlertid gør, at det 18. århundredes spilleure også musikhistorisk set er umådelig interessante, er dette, at man ikke nøjedes med at sætte i forvejen kendte kompositioner, men også fik tidens allerstørste komponister til at skrive specielt for disse små mekaniske instrumenter. Frederik den Store, der havde en pragtfuld samling musikure, hvoraf nogle findes bevaret den dag i dag, fik således sin kammercembalist Philipp Emanuel Bach, til at komponere for spilleurene. Han har skrevet i hvert tilfælde 30 melodier til det brug, små Polonaiser, Marcher, Menuetter, Allegrosatser o. s. v. Også Frederik den Stores fløjtelærer, den berømte Quantz, kapelmesteren Karl Heinrich Graun, Kirnberger og Wilhelm Friedemann Bach har ydet deres bidrag til denne mekaniske musik(4). Desværre ved man kun lidt om disse kompositioner, man har ganskevist Philipp Emanuel Bachs 30 spilleursmelodier i manuskript(5), men det er ikke lykkedes at finde de ure, som spiller disse melodier, man ved blot, at en del af dem er skrevet for værker, der på en gang kunde spille både på harpe og på fløjter, en type spilleure, som forøvrigt synes at være karakteristiske for berlinerurindustrien.

Ikke alene i Berlin, men,også andre steder i Tyskland fabrikerede man spilleure; særlig urene fra Schwarzwald(6) er kendte. Her havde man allerede tidligt,den specialitet, at lave ure med bevægelige figurer, f. eks. små mænd, der savede brænde, en skildvagt, der patrouillerede frem og tilbage foran sit skilderhus, en linedanserinde og sidst rnen ikke mindst, urene med en kukker, som man kender allerede fra tiden omkring 1730. De første mere kendte Schwarzwalderspilleure der foruden spilleværk i almindelighed også har bevægelige figurer, stammer fra sådan noget som 1770; de blev fabrikeret særlig i de tre små byer Kirnach, Vöhrenbach, og Furtwangen; i Schwarzwald har der forøvrigt været indført den udmærkede skik at undervise urmagerne i musik, man ansatte ligefrem lærere, der rejste rundt mellem de små byer, sådan at urmagerne på den måde fik tilstrækkelig indsigt til, at de selv kunde fremstille spillevalserne smukt og præcist.

Men endnu et tredie Sted var kendt for sine spilleure, og det var Wien; her fik hele denne industri en ganske særlig interesse, idet de tre store wienerkomponister Haydn, Mozart og Beethoven komponerede en række musikstykker specielt for disse små mekaniske instrumenter.

Fyrst Nikolaus Esterházy, hos hvem Haydn var ansat som kapelmester, var ligesom Frederik den Store meget interesseret i al mekanik. Hans hofbibliotekar, pateren Joseph Niemecz, der var en meget fingernem herre, konstruerede mange forskellige mekaniske pudsigheder, bl. a. en lænestol, der spillede, når man satte sig i den, nogle bevægelige springvandsfigurer og desuden også en mere mystisk ting, en skakautomat efter den berømte Wolfgang von Kempelens forbillede(7) Von Kempelens mekaniske skakspiller var forøvrigt kendt over hele Europa, det var ikke så få fyrster og konger, der var blevet, gjort skak mat efter en kort dyst med denne mekaniske figur, en tænksomt udseende tyrk. Forøvrigt var disse skakautomater det rene svindel, i von Kempelens automat(8) sad der en mand i en kasse under skakbrættet og dirigerede tyrken, han fyldte ikke så meget efter sigende skal det nemlig have været en polsk officer, der var blevet såret og havde fået begge benene amputeret; samme skakautomat har iøvrigt Edgar Poe meget vittigt skildret i en af sine essays(9). Niemecz, der var meget musikalsk, han spillede blandt andet baryton, et strygeinstrument, der var på mode den gang, lavede også spilleure. Vi har tre af hans ure bevaret endnu idag, et fra 1772 og to andre, der er lavet i 1792 og 93. Musiken til disse ure, der alle tre spiller med fløjter, er komponeret af Haydn.

Urene spiller ialt 30 forskellige melodier, uret fra 1772 spiller ialt. 16 melodier, men af disse 16 går 10 igen på de to ure fra 90'erne, der hver spiller 12 melodier(10).

I virkeligheden er det mærkeligt at tænke sig, at vi i dag kan høre 30 af Haydns kompositioner udført på nøjagtig samme måde, som Haydn selv hørte dem for 150 år siden. Man kommer uvilkårlig til at tænke på en ting, Strawinsky siger et sted i sine erindringer, hvor han taler om mekanisk musik; han fremhæver hvilken umådelig værdi det har, at eftertiden - og for resten også samtiden - ved hjælp af grammofonplader kan danne sig et klart billede af, hvordan komponisten har tænkt sig sin musik udført. Haydnspilleurene kan vi i virkeligheden også lære en hel del af, specielt fordi vi har noderne til størsteparten af de melodier, urene spiller, en del i Haydns egen haandskrift og de øvrige numre i pålidelige afskrifter fra selve tiden. Sammenligner vi disse manuskripter med den musik, vi kan høre urene spille, kan vi deraf slutte os til forskellige ting vedrørende tempi, fraseringer, og hvad Haydn mente med sine forskellige forsiringstegn: triller, forslag o. s. v.

Pudsigt nok går enkelte af spilleursmelodierne igen i andre af Haydns kompositioner, uret fra 1793 spiller f. eks. i en noget ændret skikkelse menuetten fra symfonien »Die Uhr«, spilleursmelodien er efter al sandsynlighed den oprindelige, da symfonien først blev fuldendt det følgende år, i 1794. Også temaet fra finalen af den berømte strygekvartet »Lærkekvartetten« kan et af urene spille(11).

Med hensyn til Mozarts kompositioner for spilleure er vi desværre ikke så heldigt stillede, som hvor det drejer sig om Haydns, vi har kun manuskripterne derimod ikke de ure, der spiller kompositionerne. Vi kender ialt, tre (fuldførte) kompositioner af Mozart for spilleur: en Adagio og Allegro i f-moll. (Köchel 594), en Fantasi i f-moll. (Köchel 608) og en Andante i f-dur (Köchel 616), alle tre stykker er skrevet på bestilling af en af wieneraristokratiets fornemste herrer, greven Joseph von Deym.

Von Deym var noget af en eventyrer, i sine unge dage måtte han flygte fra Wien efter en duel, hvor han dødeligt havde såret sin modstander, han tog til Holland, hvor han under falsk navn - han kaldte sig Mülller - levede af at lave voksfigurer. Efter en omflakkende tilværelse vendte han nogle år senere tilbage til Wien som en hovedrig mand. Her indrettede han et lille museum, »det müllerske vokskabinet«, hvor der var udstillet mange forskellige mærkværdigheder ligefra gibsafstøbninger af kendte antike skulpturer til spilleure af alle slags(12).

Det morede aldeles ikke Mozart at skrive for von Deyms ure. I et brev til Constanze, som er skrevet i Frankfurt i oktober 1790, beklager han sig over, at arbejdet ikke rigtig vil gå fra hånden: »Jeg har så besternt sat mig for straks at skrive den bestilte Adagio for urmageren for på den måde at skaffe dig, min kære hustru, nogle dukater på hånden ... gjorde det også, men var så ulykkelig, ikke at kunne fuldende arbejdet, fordi det er mig så forhadt - jeg skriver hver dag på det, men må stadig udsætte, fordi det keder mig - og i sandhed, var det ikke af så vigtig årsag, vilde jeg sikkert helt lade være - dog håber jeg efterhånden at kunne gennemføre det; - ja, havde det være et stort ur, som kunde spille som et orgel, så vilde det have moret mig; men værket består udelukkende af små fløjter, der kun kan give høje toner fra sig, og som efter min mening klinger altfor barnagtigt«(13).

Det var i tiden mellem oktober 1790 og maj 1791 at Mozart skrev sine tre kompositioner for spilleur, kun få måneder før han døde, på et tidspunkt, hvor han var plaget af sygdom og økonomiske sorger.

Også Beethoven, den tredie af de store wienerkomponister, har skrevet for et ur ligeledes til det »müllerske« vokskabinet(14) ; men allerede på det tidspunkt var fløjteurene ved at gå af mode, tiden var blevet en anden, og smagen havde ændret sig. Langt mere tidstypisk, karakteristisk for tiden omkring Napoleonskrigene, var et andet stykke musik, Beethoven skrev for et mekanisk instrument, en stort anlagt symfoni, »Wellingtons Sejr«. Dette stykke komponerede Beethoven på opfordring af en af sine venner, den berømte Johann Nepomuk Mälzel, der havde opfundet og konstrueret et instrument han kaldte Panharmonikon(15). Mälzel var en af sin tids betydeligste opfindertalenter, han konstruerede bl. a. en maskine, der kunde tale, og desuden opfandt han metronomen - De ved, at Beethoven i den anledning som en hyldest komponerede en lille Alle gretto, 2-satsen af 8. symfoni, hvor man tydeligt hører metronomens taktfaste dikken. Mälzel lavede også forskellige hørerør til Beethoven; og så altså desuden denne Panharmonikon, der var et vældigt monstrum, der inden i sig havde et utal af instrumenter: 37 fløjter, 16 fagotter, 38 klarinetter, 36 oboer, 8 trompeter, 3 valdhorn og mange forskellige trommer, triangler, bækner og pauker. Hele apparatet, der forøvrigt eksisterer den dag i dag, er konstrueret efter samme princip som et spilleur, det hele drives af en vældig cylindrisk valse med store pløkker i. Beethovens musik, som er skrevet i sommeren 1813, var i højeste grad aktuel - det er en drastisk beskrivelse af slaget ved Vittoria, man hører kanontorden, hestetramp og hærenes nationalsange i en stor forvirring. Stykket gjorde umådelig lykke og gjorde med ét Beethoven til dagens mand. I virkeligheden satte hans slagsymfoni for Mälzels automat fuldstændig en anden og langt betydeligere komposition i skygge, hans 7. symfoni, der førsteopførtes samtidig, ved en koncert i december 1813.

Billedtekst: (Uret, der rimeligvis er af nordtysk oprindelse, og som findes i privateje her i byen, spiller med fløjteværk og ledsagende »hammerklaver«. Værket spiller ialt - idet valsen kan forskydes sidelæns - fire forskellige melodier. Af disse fire melodier, der sandsynligvis er komponeret specielt for spilleur, er de to ovenfor anført; det første stykke er sikkert tænkt i. et tempo, som Menuet, det andet som en Allegro; begge stykker har nøjagtig samme, spilletid svarende til en enkelt omdrejning af valsen.)

Men lad os vende tilbage til det mere fredsommelige 18. århundrede. At man også herhjemme fremstillede spilleure - eller som man i selve tiden kaldte det, »syngeure« - kan man skaffe sig vished for gennem annoncer og meddelelser i tidens aviser, gennem regnskaber, i gamle beskrivelser af landets slotte og mange andre steder.

Langt størstedelen af de danske spilleure, som findes bevaret i dag, er klokkespilure; i den slags ure var spillemékanismen ikke mere kompliceret, end at den kunde fremstilles af urmageren selv. Det er sikkert.også klokkespilure der hentydes til i urmagernes lavsartikler fra 1752, hvor man finder anført, hvad en svend, der ønsker at blive »storurmager«, som det hed, skal kunne præstere. Som mesterstykke skal svenden levere et stueur, der skal kunne gå i otte dage med eet optræk, som kan slå kvarter- og fuldslag af sig selv og som kan repetere; desuden står der vedføjet i lavartiklerne: »Skulde Stykmesteren selv godvillig ville, maa han end dertil forfærdige et Slagværk, som kan spille 9 Stykker med en Valse eller Rulle, hvoraf et Stykke spilles hver Time«(16).

Spilleværkerne i de mere komplicerede ure som f. eks. fløjteurene, blev derimod ikke fremstillet af urmagre, men af kunstsnedkere og instrumentmagre. Bekendt for sine fløjteure var f. eks. hofsnedkeren Christian Ferdinand Speer. Han indvandrede hertil fra Schlesien, hvor han var født, og i 1761 fik han tilladelse til bl. a. at fremstille orgler, harper og syngeure med fløjter. Speer, af hvem man forøvrigt har et instrument bevaret, et spinet, som findes på Rosenborg, blev i 1773 ansat som klaverstemmer ved det kgl. Teater, hvor han bl. a. havde opsynet med kapellets »Clavécin royal«(17). Også den bekendte kunstsnedker Mathias Ohrtmann, der i de sidste år inden sin død 1757 var snedkerlavets oldermand, har åbenbart fremstillet spilleværker; i hvert tilfælde finder man kort efter hans død under hans navn »positiver og spilleværker« annonceret til salg i en af byens aviser(18).

Den danske spilleursindustri havde i høj grad Frederik V's bevågenhed, det får man et tydeligt indtryk af, når man studerer kongens private regnskaber. Han havde god forstand på ure og havde skaffet sig en smuk samling. Beundret var særlig et fransk sangur, som stod på en marmorpiedestal i audiens-gemakket på Christiansborg »i et Futteral eller Opstalt af Bronze, som i Ilden er ægte forgyldt med allegoriske Sindbilleder paa Agerdyrkning, Handelen, Søefarten, Kunster og Videnskaber«. Uret, der »af Kiendere beundres, for det derpaa værende Arbeide«, havde kongen »anskaffet og betalt med en anseelig Summa«(l9).

På Frederik V's direkte opfordring blev også det 18. århundredes største og mest berømmede spilleværk herhjemme til, et mekanisk instrument, som betegnedes »Cantor«, og som var bygget af kongens kabinetsnedker, den tyskfødte F. C. Lehmann. Denne »Cantor«, som forøvrigt findes bevaret den dag i dag i Rosenborgsamlingen, desværre i urestaureret tilstand, betalte Frederik V med en for den tid svimlende sum af
6000 Rd(20). Spilleværket, der efter Lehmanns egen beskrivelse bestod af 24 tværfløjter og et akkompagnerende clavicembal, kunde, ialt spille 14 forskellige stykker, og det spillede en gang hver time. Desuden var »Cantor«en forsynet med et trompetværk, som spillede en march, hver gang klokken slog halv; trompetværket kunde spille 7 forskellige melodier. At en anden beskrivelse fra samtiden(21) synes dét at fremgå, at fløjteværket spillede tostemmigt, sådan at Lehmanns »Cantor« på den måde har gjort det ud for et triosonateensemble. Netop dette, at instrumentet spiller på virkelige tværfløjter med en dertil hørende embouchuremekanisme, vil i høj grad gøre restaureringsarbejdet vanskeligt. Udvendigt og indvendigt er møblet, der har form som et stort chatol, forsynet med spejle og forgyldte udskæringer.

Mod slutningen af det 18. århundrede har den danske spilleursindustri haft vanskeligt ved at hævde sig, konkurrencen udefra blev efterhånden stærkere og stærkere, De spilleure, som fremstilledes på Danmarks første større urfabrik, en fabrik der i 1781 oprettedes af den franske urmager Isaac Larpent i fællesskab med Jørgen Jørgensen - eller Jürgensen, som han senere kaldte sig, må betragtes som et sidste forsøg på at tilbageerobre det danske marked(22) ; allerede på den tid var udenlandske spilleure, mest Wienerure, hyppigt i handelen herhjemme.

Fodnoter:

(1) Alfred Chapuis et Edouard Gélis: »Le monde des automates«, Paris 1928, 11 s.
182 f, 263 f.

(2) A. Chapuis: »Le Grand Frédéric et ses horlogers«, Lausanne 1938.

(3) S. F. Nicolai: »Beschreibung der kgl. Residenzstädte Berlin und Potsdarn«, 1786, II s. 580.

(4) Ernst Simon: »Friedrich der Grosse und die mechanische Musikinstrumente«,
Zeitschrift für instrumentenbau, XXXII, 1912, s. 745.

(5) E. F. Schmid: »Joseph Haydn und die Flötenuhr«, Zeitschrift für Musikwissenschaft, XIV, 1932, s. 194.

(6) Karl Schott: I »Die Schwarzwälder Uhrmacherei«, Wien 1873.

(7) E. F. Schmid o. c. s.. 198.

(8) Chapuis et Gélis: »Le monde des automates«, II, s. 298.

(9) »Maelzel's Chess-Player«, The Works of Edgar Allan Poe, Edinburgli, 1874, s. 286.

(10) 1 1932 blev enkelte af urenes melodier indspillet på grammofon, men pladen, Odeon 0 4495, er desværre udsolgt; Haydns spilleursmusik er dog udgivet af Schmid i bearbejdelse for klaver (Verlag A. Nagel,.Hannover, 1931).

(11) Se iøvrigt Schmids artikel o. c.

(12) Wumbach: »Biographisches Lexikon des Kaiserthums 0esterreich«, Wien, 1858,
III, s. 276, artiklen Joseph Deym von Stritetz.

(13) »Die Briefe W. A. Mozarts und seiner Familie« udg. af L. Schiedermair, München, 1914, II, s. 319.

(14) A. Kopfermann: »Ein unbekanntes Adagio von Beethoven«, Die Musik, Jhg. 1, 1902, s. 1059 f.

(15) J. K. F. Naumann: »Beethovens Schlachtengemälde in Tönen für einen
Musikautomaten«, Die Musik, Jhrg. XXXI, 1939, s. 251.

(16) Bering Liisberg: »Urmagere og Ure i Danmark«, Kbhvn. 1908, s. 190.

(17) Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«, Kbhvn. 1908, s. 422.

(18) Kiøbenhavns Postrytter 1758, 86: om Ohrtmann se desuden artiklen i
Ehreneron-Müllers Forfatterlexikon og R. Berg: »Snedkerlavet 1554-1904«, Kbhvn.
1904, s. 115, 161 og 203.

(19) N. Jonge: »Den Kgl. Hoved- og Residentz-Stad Kiøbenhavns Beskrivelse«, Kbhvn. 1783, s. 506.

(20) Partikulærkassens regnskaber 1757, 16/8, bilag 196.

(21) »Nachrichten von dem Zustand der Wissenschaften und Künste in den Kgl.
Dänischen Reichen und Länder« (Büsching og Lork), Kbhvn. 1757, III, s. 297.

(22) Et af Larpent og Jürgensens ure, et ur, der spiller med blyfløjter, findes på
Frederiksborg-museet.