En røst fra graven. Mismodige betragtninger over en henvisnet epoke

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 06 - side 122-123

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

EN RØST FRA GRAVEN

(MISMODIGE BETRAGTNINGER OVER EN HENVISNET EPOKE)

AF NIELS VIGGO BENTZON

Hensigten med denne Artikel skulde være et Forsøg paa at kaste et Strejflys over nogle af de Problemer som 20'erne og 30'ernes Musik indeholder, og samtidig dvæle ved et Par enkelte Førerskikkelser, hvis Værk staar fast og sikkert i Tiden. Ligesaa overbevist jeg er om, at disse Aartiers Nyvindinger indenfor det musikalske Stof vil sende Traade langt ud i Musikens Fremtid, med ligesaa stort Mismod maa jeg konstatere, at disse nye Problemer, ihvert Tilfælde kun for ganske enkelte Komponisters Vedkommende er ført konsekvent videre, og at man egentlig i det Aar 1942 kan tale om en absolut Henvisnen af denne Epokes Musik. Den høres ikke, den diskuteres ikke. Hvorfor? Ja om dette Spørgsmaal er der skrevet mangt og meget, og jeg vil indskrænke mig til at fremhæve, at trods den naturlige Sammenhæng mellem den nye Musik og ældre Stilperioder, her maa ses bort fra bevidste arkaiserende Foreteelser, Pasticher o. I. , idet enhver ny Epoke er betinget af det foregaaende, betegner den nye Musik, hvor den er bedst, alligevel et totalt Brud med Overleveringerne. Sekvens og Imitation bliver sat ud af spillet, og Symmetri udgør ikke det formende Princip. Dette virker chokerende og er bevidst ufolkeligt, idet man maa gaa ud fra, at den nedarvede musikalske Tradition sidder dybt i Folkesjælen. En Motivering for de hidtil fremsatte Paastande om Særkendet ved den nye Musik er her meget paakrævet, og kan bedst formes i Spørgsmaalet: Hvor kan man konstatere disse Foreteelser i den praktiske Musik? Svaret herpaa maa blive en Opremsning af karakteristiske »stilsikre« Værker, fx. Stravinsky:' Præludium af Salmesymfonien, et i »et Drag«, formet Musikstykke, hvor den plastiske »organiske« Form virker som en kraftig Nyvinding: Bartók: Langsom Sats af Klaversonaten, asymmetrisk og flydende, men er alligevel ved den indre Sammenhængs ubrydelige Baand stærkt og sikkert virkende i Formen og for at nævne et dansk Værk; Jørgen Bentzon: Intermezzo af Kammerkoncert Op. 18 vel nok det Værk paa hjemlig Grund, hvor de nævnte Problemer er ført ud i videste Konsekvens.

Naar man taler om disse Ting i Dag, føler man, at man raaber fra Graven, Ordene har hverken Kraft eller Spændvidde, de bliver mødt med et »passé« eller »dysmorphistiske Friskudsidéer«, og vil man ved intenst Studium af ovennævnte Værker o. m. a. mærke et langt stærkere tidsvarende Moment, end i de mange »trætte« Pasticher eller »afklarede« Værker af Dags Dato. Selvfølgelig er en Stilafklaring naturbetinget nødvendig, og den vil ogsaa opstaa naar Brydningerne har sprængt sig et Leje, hvor de kan falde til Ro og udvikle sig videre, men den anden, den tilsyneladende Afklaring, hvor man træt støtter sig til et overleveret Formskema, har og vil aldrig faa stilhistorisk og som Følge deraf heller ikke musikalsk Betydning. - Nu melder sig Spørgsmaalet: Hvorfor denne Modvilje mod den nye Musik?

Herpaa kan, efter min Mening, kun gives een tilfredsstillende Forklaring: Manglende Orientering som Følge af for faa Opforelser. Og her har Radioen Hovedskylden. I Stedet for regelmæssige Orienteringsudsendelser, præsenteres kun i Ny og Næ et enkelt nyt Arbejde. Kun gennem at »vove Springet« til en mere planmæssig Transmission af nyere Musik, vil det Fundament støbes, hvorpaa Huset skal bygges. En ganske vist hæderlig Undtagelse fra denne Tingenes almene Tilstand er Udsendelserne i Serien »Vor Tids danske Komponister«; men dette er alligevel utilstrækkeligt, da denne Serie mere er at betragte som en kronologisk Gennemgang af Danmarks Komponister, end et kvalitetsbestemt musikalsk Dokument.

Vender vi os nu mod de Problemer, som opstod i Tyskland efter forrige Krig, vil man iagttage at denne Musik, maaske mere end nogen anden Retning indenfor den nye Musik, herhjemme er gaaet saa temmelig »Hus forbi«. Jeg sigter her til den saakaldte »Ekspressionisme« og beslægtede Skoler.

Foruden den stærkt isolerede Schønberg-Skole (Folk som Alban Berg, Anton von Webern o. a.) har Folk som Hindemith og Toch egentlig haft daarlig Grobund her i Landet. Her er det igen de sparsomme Opførelser, der bærer Ansvaret. Medens den ny-franske Skole (bortset fra visse stærkt afvigende Principper i det rent musikalske) har Rødder i Impressionismen, som jo herhjemme, som alle andre Steder har haft enorm Betydning (tænk blot paa Filmsmusikken), staar Hindemith's Musik, hvis Forhistorie synes mere taaget end Franskmændenes, som en uoverskuelig Mur for de fleste. For faa. Opførelser af denne Musik er sorn et Slag i Luften. Thi her er virkelig tale om en ny Anvendelse af de musikalske Midler, der trods den hyppig Brug af højbarokke Former (Chaconne, Fuga o. I.) har Bud til Musikeren af i Dag, og vor Tids Komponist bør ikke være blind for positivt at drage Nytte af 20'erne og 30'ernes Bestræbelser paa at udvide de musikalske Muligheder. Musikhistorisk vil Perioden, og det kan man vel allerede nu se, ikke have absolut selvstændig Betydning, men netop ved Fremdragelsen af de mest tidstypiske Værker fra denne Periode, vil Sammenhængen med vor Tids Musik tydelig ses. Dette har Betydning i Dag, thi kun ved at belyse Udviklingslinien vil Konturerne til det nye Verdensbillede anes forude.