Isolationens aarsag

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 06 - side 124-128

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ISOLATIONENS AARSAG

AF JENS SCHRØDER

Europæisk Musiks karakteristiske Egenskab er vel Trangen til Symmetri i den formale Opbygning. Niels Viggo Bentzon anklager sin Samtid; han savner Sammenhæng i Koncertlivet, og han efterlyser den Musik, han kun har lært at kende gennem flittige Parliturstudier og andres Fortællinger, ud fra den Betragtning, at det blot skyldes almindelig Ladhed, at ingen mere gider tage sig af den svundne Epokes Værker. Sandheden er imidlertid den, at det bestaaende Musiklivs »System« ikke tillader os at være holdt ajour med Udviklingen, og dertil kan føjes, at vi saa vidt angaar de sidste 30-35 Aar ikke har været holdt underrettet om Udviklingen af denne skønne Kunst. Lidt er naturligvis sivet igennem, men ikke nok til at danne et Helhedsbillede. Kun de aller færreste er paa Basis af hjemlige Opførelser i Stand til at finde de centrale Skikkelser i vore Dages Komponister, og den bredere musikelskende Almenhed er i Kraft af Tilfældighederne nærmest kontrært indstillet overfor Nyheder. Der er ingen Symmetri i det københavnske Musiklivs Arbejde for nutidig musikalsk Kunst.

Nu har Niels Viggo Bentzon i sin Artikel lagt sig i Graven og raabt et Nødskrig, et Hvorfor, ud til sine ældre Kammerater. Han har det reneste Mel i Posen; Krigen har henvist ham til at søge sin Næring i vore Dages Musik gennem vore hjemlige Opførelser af denne. Graven er vel et lidt drastisk Ord, lad os fortælle ham, at han i Virkeligheden kun er lagt paa Is, og den smelter vel en Gang. Ganske vist møder han det stereotype Svar, at den nylig spillede Musik er passé, men det tror han ikke, og saa skriger han: »Gør dog noget«. Ganske givet er det dog ikke, at han havde gjort det, hvis han havde kunnet komme ud til Europas virkelige Musikcentrer. Havde han alligevel gjort det, vilde det ikke have været af personlig Trang, nien af idealistisk Stræben efter at lade andre nyde godt af egne Oplevelser. I saa Fald havde rnan trukket paa Skulderen af en rørende Reformiver, og de facto havde han været lige vidt.

Vi var ikke helt faa, der hørte Efter- eller vel snarere Mellemkrigstidens Musik tide i Europa. Ikke blot den nye Musik, men ogsaa Opførelsernes utroligt høje Kvalitet. Naar vi nu er mange unge og yngre, som gaar og er oplagt utilfredse med Forholdene som de former sig, bl. a. paa de musikalske Oplevelsers Omraade, bør det engang undersøges, hvori Aarsagen kan ligge til, at vi faktisk er saa isolerede, som vi er.

Ude i Europa oplevede vi Sensationen, naar en ny Komposition af Stravinsky, Janacek, Alban Berg, Bartók, Milhaud, Ravel o. s,. v. kom frem. Efter Førsteopførelsen, som fandt Sted i Komponisternes Nærværelse og ofte i den By, hvor de opholdt sig, kappedes Koncertinstitutionerne om at faa Værkerne og være først med Noviteterne, der var formelig Klapjagt paa Materialerne, og man blev holdt alsidigt ajour. Men for at dette skulde lykkes, maatte Indstillingen begribeligvis være den, at ethvert Koncertprogram indeholdt et nutidigt Værk. Det var en oplagt Fjer i Hatten paa en Dirigent, at han fremførte en Nyhed, og derfor havde de alle noget nyt paa Programmerne. Lige saa givet var det, at der kunde gribes ved Siden af, men det var dog langt at foretrække for den Tilfældighed som har præget Orienteringen i de sidste Aar her hos os. Denne Medleven i Tidens Strømninger vænnede vi os til i vore betydningsfulde Ungdomsaar, og vi glemte det aldrig. Endnu i Dag ønsker og haaber vi, at der maa komme den Tid, da man kan faa, Lov til at være med i Verdensmusikens Udvikling.

Men vi, der oplevede de nye Værker i deres Samtid, ofte faa Uger efter Uropførelsen, har faaet Syn for andet - her i Landet. Jeg mindes en tilfældig Aften i Kammermusikforeningen. En Strygekvartet havde spillet et klassisk Mesterværk, og ifølge Annoncen efterfulgtes det af en Novitet. Da den forjættede Stund indtraf, da Cigaren skulde tændes, forlod talrige af de forsamlede Musikentusiaster (med og uden Skæg) deres Pladser og hastede som Skoledrenge, der skal pjække den for en Tiine, mod Udgangen. Bibliotekar Julius Clausen sprang op fra sin Plads i Bestyrelseshjørnet og raabte med sin karakteristiske Røst: »Det lyder ikke saa slemt, som det ser ud.«. Og mærkeligt nok luskede adskillige forstokkede Elskere af Wienerklassicismen tilbage paa Pladserne og overværede hovedrystende sære Klange, som de oprigtigt, talt ikke fik meget ud af, sikkert paa Grund af den kontrære Forhaandsindstilling.

Indstillingen til moderne Musik er mildest talt negativ selv iblandt afgjort musikinteresserede. Alligevel maa man prise vore Kammermusikeres Initiativ. Saa at sige samtlige Ensembler søger nyt frem, og (ingen nævnt og ingen glemt) paa dettte Omraade er der udrettet et meget betydningsfuldt Arbejde. Der er gledet adskillig
sværtfordøjelig Kost ned ved en lang Række Koncerter, men Kammermusikpublikumnet er ikke stort, og skal ej heller være det. Denne Musik er for de faa. Derimod er Indsatsen paa Orkesteromraadet nærmest tilfældig. Med Sans, for den rette Udvælgelse kan det lade sig gøre at opdrage det »symfoni-elskende« Publikum til at holde af nutidige Værker. Enhver kan overbevise sig om Muligheden for at »højne« Programmernes Lødighed ved at betragte Tivolikapelmestrenes Indsats i de senere Aar. De har ogsaa udrettet adskilligt paa vore Dages hjemlige Musiks Omraade, men støder paa en lang Række praktiske Vanskeligheder, naar det gælder Fremførelsen af udenlandsk Stof. Indenfor det øjeblikkelige københavnske Musikliv og da særligt Vintersæsonen ligger Forholdet saaledes, at man rettelig burde betragte Statsradiofoniens Torsdagskoncerter som det Forum, hvor Nyhederne hørte hjemme. Eet nyt Arbejde paa hvert Program vilde give 24 Nyheder paa en Sæson, hvilket maa være Minimum for en Orientering. Udover Radiofonien er der en lang Række private Koncertforetagender. I sidste Sæson antog disse Serier nærmest Form af Kaos. Flere og flere Orkestre opstod; og det hændte Gang paa Gang, at de samme klassiske Værker gentoges. Der blev opført adskilligt nyt, men System var det umuligt at finde. D.U.T. havde sin særlige Opgave med dansk Musik, og den løstes omend i for beskedent Omfang, da Midlerne hertil er alt for ringe.

Saadan kan del ikke blive ved med at gaa. Alt hvad vi har af Koncertgivere, d. v. s. Institutioner, Foreninger og private Personer, har Hensyn at tage udenfor Kravene til Repertoiret. Torsdagskoncerterne har udviklet sig til en kvalitativ fantastisk Forbedring af Palækoncerterne, medens Folkekoncerterne efterhaanden er nede i et Niveau, der ligger udenfor et Orkesterinstituts kulturpolitiske Opgaver. Vi savner midt i al Koncertoverdaadigheden den Autoritet, der leder og styrer Publikums Ønsker, og den Autoritet kan ikke opnaas uden en grundig Nyorientering. - Naar en saa omfattende Række Koncerter har kunnet foranstaltes med god Tilslutning, synes det at være et oplagt Bevis paa, at Radioens Koncerter ikke dækker Byens Koncertbehov. Nu gælder det at faa System i det musikalske Fribytterliv.

Dette System maa grundlægges i et fast Punkt, hvorom Musiklivet kan opbygge sin Eksistens. Tiden synes at være inde til at oprette et københavnsk Symfoniorkester. Det skal kun have til Opgave at betjene Koncertpublikummet, og skal kun spille ved Koncerter, hvor Opgaverne bestemmes udfra rent kunstneriske Synspunkter. Og det skal have Pligt til en i vort Land hidtil uset Alsidighed.

Radiofonien har udrettet det utrolige med Musikopdragelsen. Dette Resultat bør et filharmonisk Institut forfølge med nye Fremstød, og det kan gøres. I samme Grad som jeg beundrer de Koncertgivere, der lægger deres Programmer indenfor den snævreste Begrebskreds af Musiken, maa jeg fastslaa, at dette Princip ikke kan følges overfor den store Kreds af musikinteresserede, hvis man da skal gøre sig Haab om Udviklingen af Musikforstaaelsen hos den enkelte. I Øjeblikket kan vort musikforstaaende Publikums strenge Krav til Programmernes Sammensætning udtrykkes med det ene Ord: Stil. Det forekommer mig at være en Snæverhed i Indstillingen hos de lyttende. Derimod vil den optrædende Kunstner altid være nødt til i et vist Omfang, at finde frem til sine »Specialiteter«, noget der i mange Tilfælde har ført til den Anskuelse, at man skulde vise sit Rejsepas frem, for at det kunde fastslaas, hvilken Art Musik, man kunde fremføre. Derfor er ogsaa mange Programmer præget af visse ukunstneriske Forhaandskrav til, Dirigent og Solist; men disse Betragtninger kan ikke behandles udførligt; det vilde føre for vidt, det skal blot pointeres, at Kritik og Publikum er yderst tilbøjelig til at sætte de forskellige Kunstnere i en Baas, hvorfra de kun nødigt lader dem slippe ud.

Har man faaet opdraget en stedse større Kreds til at møde op til Koncerterne, og har man lært dem at høre visse Hovedværker, maa det næste Skridt være, at de gaar til Koncert for at sættes i Forbindelse med Musik i autoritativ Udførelse af Kunstnere, der vil lede dem paa Sporet af nye og ukendte Værdier. Der maa aldrig forekomme nogen ordinær Koncert, i hvilken ikke mindst eet hidtil uopført Veerk fremføres, saaledes at Koncertrepertoiret faar en længe tiltrængt Udvidelse. Udenfor de almindelige Serier bør der dog være Plads for særlige Aftener, der holder sig til et enkelt Emne, da et strengt haandhævet Princip for Programlægningen vilde kunne medføre, at man blev trættede af evig Afveksling.

Et Symfoniorkester som afgørende Led i en stor Koncertinstitution kan kun udfylde sin kunstneriske Mission ved Aktivitet i kulturpolitisk Henseende; gøres der en Indsats, vil der opstaa Autoritet om Foretagendet, og det vil blive en Faktor af stor Værdi for vort Aandsliv.

Saa langt fra og saa nær ved Virkeliggørelsen af Niels Viggo Bentzons Krav er vi altsaa. Han har med ungdommelig Troskyldighed henledt vor Opmærksomhed paa sin knugende Fornemmelse af Isolation, og da han ubevidst repræsenterer en Aldersklasse, som vil gøre op med os andre, naar Tidens Vanvid bliver bragt til Ophør, maa vi mene, at hans Ord har Sangbund i mange unges Sind. Derfor slog det saa haardt, da Artiklen kom Redaktionen i Hænde, at der nødvendigvis maatte gøres et Forsøg paa at finde Grunden til hans Klage.

APROPOS ISOLATION

Er København isoleret fra Verden, og har Byen været det i mange Aar trods vor egen høje Tro paa disse eller hines musikalske Ufejlbarhed, er den saa sandelig ved at blive det i Forhold til det øvrige Land. Der findes alt for faa, som anlægger et helstatspræget Syn paa Musiklivets Udvikling. Ude i Landet venter Opgaver paa sin Løsning, og de er lige saa brændende som Spørgsmaalet om det faste Orkester i København. Medens dette hører sammen med Nødvendigheden af at faa System i Repertoiret, ligger Forholdene ude i Landet saaledes, at der maa og skal komme noget. Derfor vil det være umuligt for »Provinsen« at forstaa, at der kan tænkes noget Orkesterspørgsmaal i København, som jo da i hvert Fald har Det kgl. Teater og Kapel, Statsradiofonien, Tivoliorkestret og adskillige private Orkestre. Det vil være nødvendigt at ruske haardt op i megen Uforstand og Ligegyldighed, for at opnaa gensidig Forstaaelse, og det hører maaske en senere Artikel til, at fastslaa Grunden til, at man har saa svært ved at forstaa hinanden. Men er det ikke ganske naturligt, at Kravet til den elernentære levende Musik spillet af offentligt støttede Orkestre opstaar i Provinsen samtidig med at Ønsket om større Alsidighed og bedre Orden i den levende Musik dukker op i Hovedstaden.

Orkesterspørgsmaalene hænger ikke sammen med Ønsket om at skabe Beskæftigelse, det Problem er højst en Del af Sagen; de er af kulturpolitisk Art, og nu er det paa Tide, at Kultur ophører med at være et uartigt Ord, og at man gaar ind for at respektere og støtte Aandsliv, vi har tydeligt nok maattet se, hvor Materialisinens Overfladetilværelse har ført os hen.