En dansk musikerfamilie i det 18. aarhundrede Del 1

EN DANSK MUSIKERFAMILJE

I DET 18' AARHUNDREDE

AF ERLING WINKEL

I det danske Musikliv i det 18de Aarhundrede støder vi flere Gange paa Navnet Foltmar eller Voltmar. Med Familjen af dette Navn skaar vi ganske vist ikke over for et Dynasti, der kan maale sig med berømte Musikerslægter som Couperin i Frankrig, Gabrieli i Italien, Hartmann herhjemme eller Bach i Tyskland. Det drejer sig om en Række duelige Musikere, ingen af dem var, saa vidt vides, Virluoser I det helt store Format eller banebrydende i deres musikalske Stil. Det kan dog have nogen Interesse at præsentere Slægten. Foltmars musikalske Medlemmer; paa en dygtig og udmærket Maade udfyldte de en Plads i det københavnske Musikliv. De sparsommie Oplysninger, vi har om dem, og de faa Kompositioner, der er bevaret, giver os et kulturhistorisk interessant Billede af Datidens Musikliv,

De ældste kendte Medlemmer af Familjen var Olboisten ved Grenader-Reginientet Johan Voltmar og hans Hustru Anna Margretlie Elisabeth, som ihvert Fald saa tidligt som 1711 boede i København(1). Deres Ægteskab blev velsignet med en ganske net Børneflok; man har da Kendskab til 3 Døtre og 4 Sønner. Om de gamle Voltmars ved man ikke ret meget; Oboisten havde været en dygtig og velanskrevet Musiker; hans Kone siges at have været i Besiddelse af en Del kunstnerisk Talent. De opdrog og underviste selv deres Børn; de skulde ikke sendes i Skole for at deres Sjæle ikke skulde ledes udi Vildfarelse. Af de 4 »vittige« Sønner, som en samtidig Kilde benævner dem, var i hvert Fald de 3 musikalske: den ældste, Herman Friedrich; den næstældste Johan og den yngste Christoph. De 2 yngste, Christian Ulrich og Christoph, havde arvet en brav Portion af Moderens Kunstnertalent. Det vil være paa sin Plads at gennemgaa Brødrene een for een.

Den ældste af Oboist Volfinars Sønner, Herman Friedrich, var født cirka 1707; i en ung Alder kom han i Hoffets Tjeneste og blev Lakaj hos Kronprinsen, den senere Chr. VI. 1738 blev han Hofviolon(2). Ud over sin faste Gage modtog han en Del Doucører; dette tyder paa, at han ud over at splille med i det kongelige Orkester har underholdt de høje Herskaber med musikalske Ydelser sorn Solospiller. Som vi senere skal se, komponerede han ogsaa en hel Del. Foruden at Musiker optraadte han som Lejlighedsdigter. Ved Kronprinsens (Fr. V) Bryllup med den engelske Prinsesse Louise opvartede han med et stort og pompøst Epos paa Tysk.; som saa meget, af samme Slags fra Tiden virker det noget opstyltet og giver ikke Anledning til at placere dets Autor blandt de allerberømteste Poeter(3). H. F. Voltmars Komponistvirksomhed skal senere blive omtalt. Hans Kvalifikationer som udøvende Musiker har man ikke megen Viden om; Thrane(4) ymter noget om, at hans Optræden som Solospiller i højere Grad skyldtes personligt Bekendtskab med Kongen end musikalsk Dygtighed; i hvert Fald blev han i 1770 pure kasseret ved Sartis Orkesterreform. Nu maa man ikke glemme, at Musiklivet herhjemme netop i Tiden 1740-70 var undergaaet en overordentlig stor Forandring. En Mand paa 63 Aar, der er vokset op med Bernardis Sonater og Koncerter og med pietistiske Kantater og Arier, har maaske ikke haft, saa nemt ved at følge med ved Opførelser af de virtuose italienske Operaer og ved Indførelsen af Sartis nye og effektfulde Orkesterstil. Voltmar fik som sagt sin Afsked 1770; han levede endnu i 12 Aar og døde 6. Maj 1782, 75 Aar gammel, i Bagsværd(5).

Johan Foltmar, den næstældste af de 4 »vittige« Sønner, var født, cirka 1714. 1 30-Aars Alderen har han været en agtet og anset Musiker. I det musikalske Societet, der blev stiftet 1744, nød han den Ære at indtage Stillingen som en af de 4 Fagmusikere(6), der optraadte som en Slags Censurkomite til Bedømmielse af de musicerende Amatørers Kvalifikationer. De andre Fagmusikere var Koncertmesteren Johannes Erasmus Iversen, Kapelmester Seheibe og Hofviolon Ortman. Nogle Aar senere, 1768, nævnes han som Æresmedlern af det nye musicaliske Selskab sammen med blandt andet Scheibe, Johannes Ewald og Sangeren Musted(7). Første Gang, man erfarer noget om hans Organistvirksomhed, er i 1747, da han 1. Maj ansøger Consistorium om at maatte blive adjungeret Organist Sparkiær ved Trinitatis. Den foretagsomme Hofpoet, Komponist, Hofviolon og Hoforganist Peder Sparkiær har paa denne Tid vel næppe haft megen Tid til overs for Trinitatis' Menighed; 1751 tituleres Foltmar som Organist ved bemeldte Kirke, skønt han først blev fast ansat som Organist 1752 den 30. April. Aaret inden, 24'de Marts 1751, var han blevet viet til Agnethe Marie Schov(8). I deres Ægteskab fødtes 3 Børn, 1 Dreng og 2 Piger. En stor Ære overgik den lille Organistfamilje, da den yngste, en Pige, blev døbt. Det foregik den 13. Oktober 1755 i Trinitatis Kirke. Selveste Danmarks Dronning Juliane Marie bar, Prinsesse Sophia Magdalene holdt Hue og Kong Fr. V, Kronprinds Christian og Arveprinds Frederik var Faddere. Barnet blev døbt Juliane Maria Friderica.

Foltmar var ikke fornøjet med at friste Tilværelsen paa en sølle Organistgage. Han fik Privilegium paa at fremstille Vineddike, som han falbød i københavnske Aviser i 1760'erne; han forsøgte Sig tillige som Frugtavler og drev en Frugt- og Planteskole i Follerup(9). Musiken har dog ogsaa skaffet ham Indtægter i Ny og Næ; lejlighedsvis havde man Brug for hah ved Hoffet; man ved, at han for Eksempel spillede Fløjte, da der 1748 skulde opføres en Komposition af Sangeren Diener i Anledning af Dronningens Fødselsdag. Desuden medvirkede han ved Opførelsen af Scheibes Sørgekantate over Fr. V i 1766(10). Et mere ejendommeligt Hverv blev overdraget ham 1765. En instrumentmager i Byen, Magnus Christensen, lod afholde et Lotteri, hvor der blev spillet om 10 af hans kostbare Instrumenter. Ved denne Lejliglled optraadte Foltmar som
Tilsynsmand. Han befattede sig ydermere med at undervise i Musik. I en Alder af 79 Aar averterer han i Adresse-avisen, at han underviser grundigt paa Orgel, Klaver og Fløjte Travers. Han døde 80 Aar gammel 26'de April 1794. Hans Enke overlevede ham ikke et Aar; hun døde 30'te Februar 1795.

Den tredie Broder, Christiani Ulrich, blev kgl. Hoftapetvæver. Da han 22'de Marts 1769 fik døbt. en Datter, blev, han i Kirkebogen tituleret som Organist. Hvor meget, der ligger til Grund derfor, er hidtil ikke opklaret.

I kulturhistorisk Belysning er den yngste af Brødrene, Christoph eller Christopher, en særdeles interessant Skikkelse. Som. Billedkunstner har han forlængst opnaaet Anerkendelse som en af Tidens fineste herhjemme. Han var Elev af Organisten ved Holmens Kirke Jacob Fosie, der efter sigende interesserede sig betydeligt mere for Malerkunsten end for Musik. Christoph Foltmar opnaaede at blive Tegnelærer for Holmens Kadetter; i 1748 blev han udnævnt til Hofminiaturmaler; desuden underviste han de kongelige Børn i Tegnekunsten, saaledes som det ogsaa omtales i et Sørgedigt, der ved hans Død blev skrevet af hans Kones 2 Slægtninge J. F. Høpffner og A. H. Godicke:

Først har vor Ven ved Dyd og Fliid erlanget
En Vej til Kongens Hof, end meer til Konge-Gunst
I det paa snævert Rum Han fik livagtig fanget
Hver Ansigt-Linie ved zürligst. Skildre-Kunst.

Fremdelst samme høy-fortræffelige Gave,
Hvori Apelles selv ham neppe overgik(11)
Lod vor Monarch Ham Sted, som sin Hof-Skildrer have,
Ja! han Prinsesserne til Undervisning fik.

Men han blev ogsaa Musiker af Fag; lidt senere i det samme Digt hedder det:

Formedelst samme Hans indtagelige Maade,
I lifligste Spille-Kunst vor Salige deels nød
Ved Hoffet og hos de Anseeligste al Naade;
Deels paa vor Vaysenhus nød Organiste-Brød.

Det hed sig(12), at han lærte sig selv at spille Klaver, og at han af sin Fader fik Undervisning paa Fløjte og Violin. 1739 blev han Organist ved Vajsenhusets Kirke. Her har Orgelet aabenbart ikke været helt tilfredsstillende; han gjorde flere forgæves Forsøg paa at faa det solgt gennem Annoncer i Postrytteren; til Afløsning af det gamle byggede han selv med en af sine Brødres Assistance et nyt Orgel. 1774 fik han Confession paa at maatte blive Fosies Efterfølger som Organist ved Hohnens Kirke; imidlertid døde han før Fosie og fik saaledes ingen Gavn deraf; i en Alder af 41 Aar(13) døde han 3'die (eller 4'de) April 1759 fra sin Kone og 5 smaa Børn. Han havde da været gift i 10 Aar. 22'de Oktober 1749 havde han i Roskilde ægtet Frederica Otzen. Ved denne Lejlighed blev Brudeparret hyldel i alenlange Lykønskningsepos. Det ene af dem, hvor Poeten havde undertegnet sig M. Filandre(14) var iøvrigt ganske fikst sat sammen; det begyndte med at erklære, at der jo kan disputeres og strides om Smagen, specielt om, hvilken Type Kvinde man finder smukkest; han benytter derpaa Lejligheden til at beskrive forskellige Kvindetyper; et Par af Versene skal her citeres:

En det Syn for det bedste holder,
At se en Jomfru sidde ved
Sit Clavcimbal, og der slaae Takter,
Ja synge Arier tilmed.

En kand sig meget divertere
Naar han en Jomfrue seer, som ret
Kand sine Pas paa Gulvet skiere
i Engelsk-Dands og Menuet.

Alle disse Beskrivelser slutter med en Hyldest til den Kvinde, der knæler paa Brudeskamlen, og derefter til Dagens Brudepar.

Endnu er der ikke med et Ord blevet sagt noget om Familjens kompositoriske Virksomhed. Det tidligste Eksempel, vi kender, finder vi i Auktionskataloget over Lærer ved Sorø Akademi Stephan Kenckel's (eller Kinckel) efterladte Bøger fra 1732. I Tillægget til dette Katalog findes en uhyre interessant Fortegnelse over Instrumenter
og Noder, blandt andet nævnes af Bernardi en Kantate til Fr. IV »Der herlich grünende Ohl-Zweig«, 5 Triosonater, 5 Koncerter for Strygeorkester og flere Solosonater, af Kirchhoff omtales 2 Ouverturer for Strygere og af Nicolaus Bruhns 1 Ouverture for Strygere; af den store svenske Komponist J. H. Roman nævnes »12 Sonater a Flaut.
Traverso e Violon«; desuden nævnes en Ouverture af Schütz. Af Interesse for det foreliggende Emne er følgende Værker: No. 136 Sonata a Flaut Trav. & Basso Aut. Voltmer. (Aut. er Forkortelse af »Atitore«, altsaa her: Komponist) og: No. 138 cone a 4 fl. Trav. 2 violini & Basso aut. Voltmar. Det bliver naturligvis det rene Gætteværk at udpege Komponisten; da det drejer sig om el Auktionskatalog, ligger de omtalte Værker rimeligvis nogle Aar tilbage i Tiden; regner man nu alligevel med Aaret 1732, var paa dette Tidspunkt Christoph 14 Aar, Johan 18 og Herman Friedrich 25. Rimeligvis kan kun de her i Landet boende af Navnet Voltmar komme i Betragtning, da hverken Fetis
Eitner eller Riemann kender andre Komponister af dette Navn. Med Henblik paa de forskellige Personers Alder kan der vel være tale om H. F.; men dog vel i højere Grad om Faderen Johan Voltmar; det lyder jo i øvrigt ret sandsynligt, at han kan have givet sig til at komponere en Koncert for 4 Fløjter til sig selv og sine musikalske sønner. For en Ordens Skyld bør der endelig mindes om Eksistensen af den førointalte Oboist ved Fodgarden Herman Voltmar.

Et andet Tilfiælde, hvor man ikke staar helt sikkert med Henssyn til Komponisten, er en Komposition, betegnet som »Flauto Traverso Solo del Sigr. Voltmar«; den findes i en Nodebog paa det kgl. Bibliotek, hvori der er samlet forskellige Manuskripter med Kompositioner for Fløjte(15). Denne Solosonate er skrevet af en Haand, der
forekommer enkelte andre Steder i Gjeddes Samling, blandt andet i en Solosonate af Fr. den Store, der findes i den samme Nodebog. Da Komponistens Navn er stavet med V maa der være størst Sandsynlighed for, at den er komponeret af Hofviolon. H. F. Voltmar, der var den eneste af Brødrene, der ikke gik over til at stave sit Efternavn med F. Denne Sonate er ikke noget særlig fremragende Mesterværk; især i harmonisk Henseende er den noget eenstonig.

At H. F. Voltmar har befattet sig med at komponere, er aldeles sikkert; flere Gange averterer han sine Frembringelser i Aviserne. I Postrytteren 1756 Nr. 98 bydes der paa »Nogle smukke Danske Synge-Arier, samt en Tysk trykt Advent Cantate«. Den omtalte trykte Adventskantate er maaske identisk med »Adventsarie mit Syphonien, von H. A. Voltmar, kön. Violon. Kopenhagen 1754«, der 1757 i Büsching og Lorcks »Nachrichten« III Side 642 fik følgende kortfattede Anmeldelse: »Kann Anfängern dienen«. 1757 averteres i Postrytteren Nr. 102 mned »2 nye Geistl. Cantata til Juul og Nytaars Dag«. Endelig falbydes i Adresseavisen 1765 Nr. 12 »et i Trykken udkommet gejstligt Syngespil, bestaaende af 12 Festarier, 4 smaa Sinfonier og 2 Recitativer«. Alle disse Herligheder synes nu at være forsvundet; derimod er der bevaret et lille Hefte af hans Sange paa et kgl. Bibliotek: »Einige Gjestlige Arien vo Rambachs Poetische Fest Gedanken. ...(16). Det drejer sig om nogle af de i Pietismens Tid, saa almindelige Smaasange med Genieralbas.

Et større Antal af Brødrene Foltmars Kompositioner findes, ligeledes paa det kgl. Bibliotek(17) i en haandskrevet Nodebog, der indeholder en riække pietistiske Sange med danske og tyske Tekster samt bag i Bogen 2 løse Hefter, et med Murkier og et med Menuetter. En enkelt af Sangene, der angives at være komponeret af H. F. F., skyldes maaske Hofviolon Voltmar. Nogle Tekster og nogle Melodier angives at være af Scheibe. Ved 2 af Sangene nævnes som Komponist C. Foltmar. Da det nok kan have Interesse at faa et Indtryk af den anerkendte Mineaturmaler som Komponist citeres Begyndelsen af den ene, Nr. 29 i Bogen. Teksten begynder saaledes »Hvad Tanker maa jeg falde i«.

De omtalte Sange danner naturligvis kun et ringe Grundlag for at kunne bedømme de 2 Brødres musikalske Talent. Saa vidt man kan se har dog ingen af dem kunnet maale sig med deres Broder Johan. Af ham findes der adskillige Arier i den omtalte Nodebog; desuden flere Murkier og Menuetter. Undertiden indskrænker Komponistangivelsen sig til Bogstaverne J. F.; man tør vist alligevel betragte Foltmar som Komponist ogsaa i disse Tilfælde under Henvisning til, at hans fulde Navn forekommer saa mange Gange. Som Eksempel paa en Arie af Johan Foltmar gives Nr. 35, dens Titel er: »Von der Freude an Jesu«.

I anden Repctitionsperiode er første Takt citeret noget anderledes end i Originalen; første Meloditone er f '; paa sidste Fjerdedel er der i Bassen foruden det store B noteret det lille d. Til en anden af disse Sange -, der handler om Verdens Falskhed -, er Melodien en Murki. Det karakteristiske for Murkien er de ustandseligt trommende Oktavfigurer i venstre Haand. Det er meget almindeligt, at pietistiske Sange synges til populære og underholdende Melodier, eventuelt i March- eller Danserytme. I Tidens underholdningsmusik indtog Murkien en fremtrædende Plads ved Siden af March, Menuet og Engelsk-Dans,. Johan Foltmar komponerede Murkier, der fik stor
Publikumssukces; 2 af Murkierne fra den Thott'ske Nodebog findes i en Samling, som blev udgivet i Trykken med Titlen: »VI Morquien ganz neu und auserlesen nach dem jezigen besten italienischen Gousto singmaessig eingerichtet vors Clavier wie auch vor die Violine und Flute Traversiere, componiert von Johan Foltmar in Copenhagen und auf Begehren verschiedener Liebhaber der edlen Musique zum Druck kommen lassen durch Balthasar Schmid seel. Wittib in Nürnberg«(18). Det er saa heldigt, at man kender Forlagsnumrene og Udgivelsessaarene paa en Del af de Noder, der udkom hos B. Schmid eller hans Enke i Nürnberg(19).

Nr. 16 Joh. Seb. Bach: Clavier-Übung, 4'de Del (Goldberg-Variationerne) 1742

Nr. 20 C. Ph. E. Bach: De »preussiske« Sonater for Klaver 1742

Nr. 28 Joh. - Seb. Bach: Kanoniske Variationer over »Vom Himmel hoch« 1746

Nr. 29 G. A. Sorge: 3 Sonater for Klaver og Orgel 1748

Nr. 33 C. Ph. E. Bach: 2 Triosonater, en for 2 Violiner og Bas, en for Fløjte, Violin og Bas 1751

Da Foltmars Murkier har Forlagsnummeret 31, maa de være udgivet cirka 1750. Vi finder 2 Typer; den ene er ret kantabil af Præg, trods Murkiens simple Egenart tilstræbes dog hist og her at gøre det harmoniske saa virkningsfuldt som muligt. Den anden Type spiller paa rent instrumental Brilliance og er vel nok en Del beslægtet med den nye og effektfulde Orkesterstil, som dengang var ved at trænge frem, og som vi finder blandt andet hos Sarti og hos Mannheimerne. Et udmærket Eksempel paa denne Type er Murki Nr. 4; den begynder saaledes:

Mens vi er ved Foltmars Murkier bør Opmærksomheden henledes paa nogle Forsiringsangivelser, der findes foran i Samlingen. De ser saaledes ud:

Fra hans, Virksomhed som Organist har vi flere Noder bevaret. Paa det kgl.
Bibliotek(20 og paa Universitetsbiblioteket i Oslo(21) findes , begge Steder, en haandskrevet Nodebog, hvori er samlet, som den københavnske Nodebogs Titelblad siger: »alle de Choraler, der af Organisterne spilles med Menighederne om Søn- og
Helligdage, i Danmark og Norge indrettede til Doctr. Thoms Kingos Psalme-Bog, og
forbedrede efter den nu brugelige bedste og fineste Smag af Johan Foltmar Organist til Trinitatis Kirke i Kiøbenhavn. 1785.« Antagelig er disse 2 Nodebøger skrevet af samme Haand. Yderligere er 2 anonyme Koralbøger, der hidrører fra Holmens Kirke, rimeligvis skrevet af den samme Person(22). I den ene af Koralbøgerne fra Holmens Kirke, Nr. 1, er Udsættelserne af de Salmer, der forekommer i begge, i det store og hele identiske med Udsættelserne i Københavner-Bogen. Derimod er Udsættelserne i Oslo-Bogen og den anden Koralbog fra Holmens Kirke indbyrdes forskellige og divergerer med de 2 andre.
Stilen er dog i alle 4 Bøger nogenlunde den samme. Den fremgaar tydeligt af følgende Eksempel, Joh. Schops kendte Melodi til »Nu velan vær frisk til Mode«.

Man Lægger Mærk til de mange Forsiringer og til den følelsesfulde Harmonisering. I dette Tilftelde ser det ud til, at Forsiringerne og Udpyntningerne af Melodien hovedsagelig tager Sigte paa Orgelspillet og i mindre Grad har været sunget af Menigheden. Man kan ikke paastaa, at Stilen harmonerer med vor blaserede Nutids Idéer om Begrebet »Kirkestil«; dertil er kun at sige, at vi staar over for Vidnesbyrd om faktiske Forhold, og om udmærket stemmer overens med Tidens Følemaade. I mange Retninger var man i det 18`det Aarhundrede stærkt sentimental i Sammenligning med vore Dages nøgterne Tankegang og »intellingente«, forstandsbetonede Kulturliv.

(Fortsættes.)

NOTER OG HENNVISNINGER

(1) 13/4-1711 blev en Datter, Christiane Lucia, døbt i Garnisons Kirke. Denne Oplysning skyldes, lige som Hovedmængden af Stoffet, Musikhistorikeren S. A. E. Hagens efterladte Papirer paa det kgl. Bibliotek.

(2) Thrane: Fra Hofviolonernes Tid, Side 55.

(3) Ehrencron-Müller forveksler i sit Forfatterleksikon H. F. Voltmar med Oboist ved Fodgarden Hermann Voltmar.

(4) Thrane: Fra Hofviolonernes Tid, Side 55 og 123.

(5) Københavns Adresseavis, 1782, Nr. 91.

(6) Ravn: Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid, Side 39.

(7) Ravn: Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid, Side 6l.

(8) »Nogle ringe Blomster . . .« Bryllupsdigt, Personalhist. Tidsskrift, 1927, Side 104.

(9) Thrane: Fra Hofviolonernes Tid, Side 89; en Landsby ved Navn Follerup ligger Syd for Vejle.

(10) Thrane: Fra Hofviolonernes Tid, Side 414.

(11) Apelles var hos de gamle den berømteste Skildrer, staar der i den originale
Fodnote; han levede paa Alexander den Stores Tid.

(12) Büsching og Lorek: Nachrichten von dem Zustande 1, 17,54, Side 252-53.

(13) Han var født 1718 og blev døbt 20'de Oktober i Garnisons Kirke.

(14) Den kendte Digter J. A. Dyssel skrev undertiden under Pseudonomet Philander.

(15) Minuetto con variazioni, kgl. Bibliotek C, 1, Side 87. Nodebogen har tilhørt
Kammerherre, Gjedde, bærer hans egenhæændige Navn og Nummertallet 12.

(16) Ny kgl. Samling 1564, Kvart.

(17) Thottske Samling 842, Kvart.

(18) Et Eksemplar, der tilhører Lektor dr. phil. Jens Peter Larsen har beredvillig været stillet til Disposition.

(19) Flere af Oplysningerne paa Aarstal og Forlagsnumre skyldes elskværdig Meddelelse fra Lektor dr. phil. Jens Peter Larsen; i øvrigt er benyttet Kataloger over Musikbibliotekerne Wolffheim og Hirsch, Gerbers Tonkünstlerlexicon, Eitners Quellenlexicon, E. Fr. Schmidt: C. Ph. E. Bach u. s, Kammermusik og A. Göhlers Fortegnelser fra Leipziger- og Frankfurtermesserne.

(20) CII, Side 183.

(21) Eske 35, Nr. 296.

(22) Holmens Kirkes Samling, Nr. 1 og 2, kgl. Bibliotek.