Et ukendt værk af Niels W. Gade

ET UKENDT VÆRK
AF NIELS W. GADE

AF POVL INGERSLEV-JENSEN

Skønt Kammermusikværkerne i N. W. Gades Produktion udgør en forholdsvis faatallig Række, idet de indskrænker sig til 3 Sonater for Violin og Klaver, 2 Trioer, 2 Strygekvartetter, en Kvintet, Sextet, Ocetet og nogle Fantasistykker for Klarinet og Klaver, og saaledes ikke kan siges at præge hans Livsværk gennemgribende, sammenlignet med f. Eks. hans Arbejder for Klaver Solo, £or Sangstemmer og for Orkester, saa er disse Værker dog saa lødige, at de ikke blot indtager en hæderfuld Plads i vor Kammermusiklitteratur, men ogsaa opføres og dyrkes med stor Iver den Dag idag. Saa meget mere vil det sikkert interessere Venner af den ædle Kammermusik, at der endnu blandt Gades Manuskripter henligger Ting, som aldrig har været opført og hvis Eksistens kun lige akkurat anes. Takket være en Anelse er jeg imidlertid kommet paa Sporet af en aldrig hverken trykt eller opført Triosats for Klaver, Violin og Violoncel, som stammer fra det for Gades Udvikling og Karriere saa betydningsfulde Aar 1839, da hans Talent var i Faerd med for første Gang at bryde sit Svøb.

Gade var paa dette Tidspunkt Elev det kgl. Kapels Violinskole og 22 Aar gammmel; han havde velhidtil komponeret en Del Sange (ogsaa faaet en trykt) samt nogle Ting for Klaver, men udadtil var han endnu et ubeskrevet Blad, selv o Rygtet gik, at »den unge Gade var et Talent, man skulde vente sig noget af«. Man husker Historien om hans »Sokrates-Ouverture«, som han, efter at have hørt Kapellet prøvespille den, straks gemte, ikke i Bordskuffen, men i Kakkelovnen. Som sagt, han var endnu ikke rigtig begyndt, der skulde gaa et Aar for hans Op. 1, Ossian-Ouverturen, med eet Slag gjorde ham berømt og placerede ham blandt de første paa Bjerget.

I August 1839 tog han sig nu for at skrive en Klavertrio. Den skulde være i 4 Satser, nemlig bortset fra en Adagio-Indledning: en første Allegro-Sats, en langsom Sats (Nodeskitsen mangler T'empobetegnelse), en Scherzo og en Finale. Af denne Plan realiserede han faktisk kun 1. Satsen, skitserede knap og nap 2. Sats og det halve af Scherzoen, mens Finalen mangler totalt. Det er i højeste Grad beklageligt, at han ikke har fuldført dette Værk, da Torsoen bærer det rigeste Vidnesbyrd om Mesterskab og om den fine musikalske Følsomhed, som i det hele tage præger hans tidligste Værker fremfor nogen. Den langsomme Sats kunde vel rekonstrueres (og Forsøget vil ogsaa blive gjort) efter de harmoniske Anvisninger, der for største Delen udgør Klaverpartiet, men Værdien kan aldrig blive autentisk og er derfor tvivlsom.

Det er altsaa 1.-Satsen, vi skal betragte. At denne egentlig ogsaa er en Skitse, røber Overstregningen af en 8 Takters Periode lige i Begyndelsen af Introduktionen og en Lakune i Slutningen af samme, hvor ca. 23 Takter kun bærer harmoniske Fingerpeg i Klaverstemmen, men ingen rytmiske Angivelser. Derimod er den egentlige Allegro con fuoco-Sats fuldstændig og - det tør siges - af høj Værdi. Den er frisk og strømmende, har allerede den nationale danske tone, som navnlig senere er Gade egen, og er ikke mindst interessant i sin Form, der viser megen Originalitet. Tillige er det morsomt af Manuskriptet at se, hvor let den er faldet ham i Pennen. Der er ikke en Rettelse at se, det hele er blevet til i een Støbning, ligesom Ossian-Ouverturen, om hvilken Gade senere udtalte: »Hvor fik man det fra dengang? Der er knap i Partituret een eneste Node, jeg nu kunde ønske rettet!« I Betragtning af at det drejer sig oin et førsle Forsøg, turde Resultatet være imponerende, det giver nemlig ikke sine Efterfølgere noget efter, hverken Novelletterne Op. 29 eller Trioen i F. 0p. 42, i Retning af Formens Klarhed og Inspirationens Friskhed.

Blandt Gades Papirer paa det kgl. Bibl. (Ny kongelig Samling 1716 B) findes et Par ganske uanselige Blade, med Notater og Kommentarer til de Værker, der beskæftigede ham i Aarene 1839-41. Her er vi saa heldige, foruden programmatiske Oplysninger til Oussian-Ouverturen, til e-moll Klaversonaten i dens første Form, til c-moll Symfonien m. m., ogsaa at finde en Række Motto'er, efter hvilke han har planlagt sin Trio, og som ikke blot har været bestemmende for den musikalske Stemning og Karakter af de forskellige Satser, men ogsaa viser sig at have været Grunden til de højst originale formelle Afvigelser fra den alinindelige Sonateform, som 1.-Satsen udviser. Det maa dog bemærkes, at disse Mottoer, som synes digtede af Gade selv, er skrevet før Nodeskitsen og ikke indført i denne, saa de har vel kun været tænkt son Støtte for Fantasien under Udarbejdelsen og ikke været beregnet for Publikum.

Han skriver her: (31. July 1839) Trio for Viol, Violone. og Piano forte B-dur.

1) x Adagio (Introd.) : Wir sitzen so traulich beysammen.

1) Allegro: Helten drager fra sine Kære - Kamp med Følelser - Overtalelse og Bedenstandhaftig Modstand - Farvel - han drager afsted;

og Gade tilføjer: Et Marschtempo toner undertiden igen, men ganske svagt.

og Motivet angives:

men han har senere ændret Taktarten til 4/4

Alt dette er igen overstreget og forsynet med Betegnelsen: gemacht!

2) Adagio (Des-dur) : »Komm bald wieder zu uns«. »Wiir haben deiner so lieb.«

3) Selherzo (Capriccios løbende i Klav. pp. b-moll) : »Es spukt in der Nacht«, Cello og Violin Nachtstück ined forzando: »Wir sitzen so allein und trauren so ängstlich ist die Nacht und so lang, so

4) Rolig Al P: »Es sind (?) so lieblich in der Hütte in der Heimat ist so schön.« -

Det turde være vl paafaldende al se Kammnusik blive til efter et saadant Skema, men man maa erindre sig, at Gade paa den Tid netop var meget betaget af de ossianske Digte med hvilke ovenstaaende har umiskendelig Lighed, og at forøvrigt hele hans Samtid led af en Motto-Epidemi (sammenlign f. Eks. H. C. Andersens Romaner), der greb saa kraftigt om sig, at man ogsaa kan finde Datidens Breve og ikke mindst Gades, forsynet med smaa aandfulde Sentenser i Mottoform. Paavirkningen fra Tyskland naaede ogsaa paa dette Punkt Gade, skønt han endnu ikke mestrede Sproget.

Vi vender os nu til selve Nodeskitsen (Gades Samling, Supplement Nr. 32).

Om den ikke særlig dybsindige, men smukme og værdige Indledning er ikke andet at sige, end at den efter sin musikalske Struktur sikkert snarere er følt som en Andante con moto end som Adagio.

Efter denne følger med en trompetlignende Fanfare Allegro con fuoco-Satsen: (Helten drager afsted) :

hvis heftige og krigerske Lidenskab ret hurtigt afbrydes, af et nyt Hovedmotiv (Kamp med Følelser) begynder og fører nu Ordet i en melodisk bevæget Sats, hvis Konklusion stadig er Hovedtonearten. Pludselig toner »Marsch-tempoet« frem i pp som en Slags Gangsætning og driver igen Lidenskaben frem, inden endelig Sidetemaet (Overtalelse og Beden) gør sig gældende i Doxninanten:

Man kan vanskelig undgaa at associere dette Tema med Ossian-Ouverturens Sideterna:

det, der skildrer Selmas natlige Kvad. De er faktisk begge Udtryk for den samme musikalske Tanke, det sidste øjensynlig udsprunget af det første. Satsens Eksposition slutter paa F med Repetitionstegn. Modulationsdelen er rent formelt af yderste Korthed, men dens Væsen har gennemtrængt Reprisen i en saadan Grad, at denne egentlig omfatter baade Formens 2. og 3. Del, foruden Coda m. m. Trompetfanfaren markerer Hovedtonearten B-dur's Tilbagevenden, men afbrydes straks af Hovedmotiv II, dlette igen af ny Fanfare og Lidenskaben ud i et ff paa Underdominanten, hvad der igen muliggør, at det mystiske »Marhlitempo« kan indtræffe i Medianttonearten H-dur, hvor det, ligesom for tidligt, lokker Sidemotivet frem, men dette svinder i en som et uvirkeligt Syn for kort efter at Vende tilbage af Kød og Blod i Hovedtonarten. Slutningen dannes af en forholdsvis vidtspunden Coda, der indeholder Hovedmotiv r i Stretto:

og II i varieret Form, kontrapunktisk sammenbygget med Marsch-motivet, og som yderligere ved 3 'I`akters Adagio, der bringer Sidetemaet i fjern Erindring (Hjemmets sidste Farvel) forhøjer Virkningen af Beslutsomhed og Kraft i de afsluttende Takter (Heltens endelige Afsked).

Nu kan man indvende, at der dog ikke kan være nogen nævneværdig Interesse knyttet til et, koncertmæssig set, saa ufuldstændigt Arbejde, som det her omtalte, hvor saa godt som Halvdelen mangler og en Del af det foreliggende, kun er skitseret. Og dog er dette Brudstykke, som Gade aldrig senere ofrede en Fuldendelse paa, et fuldgyldigt Bevis paa, hvor højt udviklet hans, Kompositionsteknik var allerede Aaret før Ossian. Og det er samtidig det eneste kammermusikalske Bevis, for Sonaten i e-moll, som ogsaa stammer fra denne Periode, omarbejdede han senere som set 0p. 28 og den har følgelig ikke tilfredsstillet ham selv i sin første For (hvor den kun havde 3 Satser). Det modsatte synes imidlertid at have været Tilfældet rned den her omtalte Trios 1. Sats, for Sagen er, at der til Trioskitsen er knyttet 2 udskrevne Stemmer, Violin og Violoncel, der omfatter
Førstesatsen i fuldstændig Gengivelse, og som efter alt at dømme, er gjort med Gades Haand paa et senere Tidspunkt. Dette tyder paa, at Satsen har været spillet i hans Hjem, i hvert Fald med ham selv ved Pianoet; de faa Steder i denne 1. Sats og de mange i 2. og 3. Sats, hvor Pianostemmen enten ikke er nedskrevet eller kun yderst sparsomt markeret ved en harmonisk vejledende Basnode, lader formode, at Gade har haft denne Stemme »i Hovedet« og at følgelig ingen anden end han selv kan have deltaget i Udførelsen.

Værket, vil blive opført som opus posthumus ved den første af »Ingerslev-Trioens« Abonnementskoncerter nu i Efteraaret.