Orkesterkaos

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 07 - side 142-145

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

ORKESTERKAOS

AF SVERRE FORCHHAMMER

Vort Musikliv har i de sidste Aar gennemgaaet en betydelig Udvikling. Sidste Aars Koncertsæson viste stadig stigende Interesse blandt Publikum, og mange af de Idéer, som vore forskellige Musik institutioner har brændt inde med i mange Aar og ikke har turdet realisere af Frygt for manglende Publikum og deraf medfølgende økonomisk Smæk, er blevet ført ud i Livet.

Der har været afholdt en hel Serie Bach-Koncerter, talrige Synifonikoncerter, Kirkekoncerter, Kammermusik- og Solistkoncerter, og alt er blevet mødt med Interesse og Forstaaelse fra Publikums Side. Vi har vist, at selvom Landets Grænser tildels er lukket for de store udenlandske Kunstnere, formaar vi selv at skabe et Musikliv, som kan fange Publikums Øre, og som kan tilfredsstille det stadigt stigende Musikbehov.

Der er ingen Tvivl om, at der fra mange Musikorganisationers Side - og ogsaa paa Enkeltpersoners Initiativ - er blevet gjort en stor og fortjenstfuld Indsats i rette Øjeblik.

Der er i mange og trange Aar blevet udført et maalbevidst Arbejde for at dygtiggøre vor musikstuderende Ungdom og udruste vort Musikliv med de bedst mulige Betingelser for at honorere de Krav, som en Dag før eller senere maatte blive stillet til Musikens Udøvere.

Forrige Aars Sukces vil medføre, at Initiativet i den kommende Sæson kommer til at blomstre mere end nogensinde. Koncertinstitutionerne sætter alle Sejl til, og Hovederne lægges i Blød for at finde paa noget »noch nicht da gewesenes«.

Det rummer den Fare, at Publikum bliver overfodret og render til den, der skriger højst, i Stedet for at gaa til det, der er bedt. Men det er Konkurrencens Lod, og man har jo Lov til at tro, at det bedste altid vil sejre til sidst.

Hver af de Institutioner, der giver Koncerter, har sit eget Orkester og sætter en Ære i, at Orkestret netop tilhører dem. Men bortset fra Radioen og Det kgl. Kapel, der har fastengagerede Orkestre, og som jeg derfor ser bort fra i denne Sammenhæng, kan ingen af de bestaaende Institutioner beskæftige et Orkester saa meget, at man kan tale om et Sæsongagement for Musikerne. Disse er derfor henvist til at spille i alle mulige Orkestre og være faste Medlemmer af disse Orkestre. Gaar man meget til Koncert, ser man de samme Musikere gaa igen i alle Byens Orkestre ligesom Tordemskjolds Soldater. Da
hvert Orkester er interesseret i at opnaa de flest mulige Engagementer, opstaar der en Kappestrid om at tilrane sig det forefaldende Arbejde, og Musikerne kommer derved til at ligge i en vild Konkurrence med sig selv.

Unge Tonekunstneres Orkester startede sin Virksomhed som et Studieorkester, hvis Opgave var at fremføre Samtidens Værker og gennem Studieprøver og Koncerter at uddanne unge talentfulde Instrumentalister til gode Orkestermusikere. Der har hvert Aar været afholdt Konkurrence om Orkestrets Pladser, hvilket har medført, at de dygtigste altid havde Plads i Orkestret, og den yngste Generation stadig havde Mulighed for at komme med.

Omtrent alle Pladser i Radioorkestret og Det kgl. Kapel er i de senere Aar blevet besat
med Musikere fra dette Orkesters Rækker.

Efterhaanden er Orkestret blevet et Erhvervsorkester, der kan beskæftige sine Medlemmer i ret stor Udstrækning og betale dem for Arbejdet, uden at der er givet Afkald paa de idealistiske Principper.

Det er ganske naturligt Ungdommen, der behersker dette Orkester, og de ældre Orkestermussikere følte sig derfor foranlediget til ogsaa at danne et Orkester, hvis Opgave først og fremmest var Beskæftigelse, og som afholdt Koncerter under Navnet Københavns Koncertforening.

I Begyndelsen havde man Bjørn Erichsen som velvillig Garant, men da der opstod Strid mellem Orkestret og Bjørn Erichsen, maatte man gaa Rettens Vej for at faa Begreberne klaret. Man opnaaede en Voldgiftskendelse, der resulterede i, at begge Parter med Tilfredshed erklærede, at de i Realiteten havde vundet Sagen. Orkestret har klaret sig siden med anden finansiel Støtte.

Da Arbejdsløsheden blandt Orkestermusikerne efterhaanden var blevet et alvorligt Problem, blev der ifjor dannet et Orkester, der udelukkende bestod af Arbejdsledige, og hvis Medlemmer hovedsagelig rekruteredes fra Københavns Koncertforenings Orkester.

Dette Orkester skulde nyde godt af den Sum Penge, som Beskæftigelsesfonden havde stillet til Raadighed til Afholdelse af Koncerter til Afhjælpelse af Arbejdsløsheden og med Skolebørn som lydhørt Publikum.

Disse Koncerter betød utvivlsomt en baade moralsk og økonomisk Støtte for mange Musikere, men selv om det hed sig, at Orkestret udelukkende maatte sammensættes af Arbejdsledige, var man nødt til at supplere det med Musikere, der ganske vist ikke havde fast Engagement, men som dog notorisk var beskæftigede i andre Orkestre Størstedelen af Sæsonen. Her skal ikke rettes nogen Kritik af Fordelingen af Socialministeriets Goder, m en blot gøres opmærksom paa, at det atter engang var Tordenskjolds Soldater, der marcherede frem.

Medens Københavns Koncertforening fortsatte i sin ganile Bane med at afholde Koncerter, maatte Bjørn Erichsen se sig om efter et nyt Orkester. Resultatet blev et Orkester samlet for en enkelt Sæson med 4 à 5 Koncerter afholdt af Bjørn Erichsens nye Forening, Københavns Symfonikoncerter.

Her var ingen sociale Hensyn at tage, og man kunde derfor plukke de hedste Musikere ud af de andre Orkestre og danne et nyt Orkester under det ingenlunde beskedne Navn, Københavns Symfoniorkester.

Efter den Sukces som alle de her nævnte Foretagender havde i den forløbne Sæson, er der ingen Sandsynlighed for, at Beskæftigelsen bliver mindre i Aar, selv om der endnu ikke foreligger nogen officiel Sæsonplan for de forskellige Orkestre.

Desuden arrangerer et Dagblad Kæmpematinéer i K.B.-Hallen, hvor der medvirker et femte Orkester, Københavns Philharmoniske Orkester, identisk med Tivolis Syrnfoniorkester, somi bortset fra enkelte Medlemmer af Det kgl. Kapel og Aarhus Byorkester tæller Medlemmer fra de andre nævnte Orkestre.

Vi ser atter Tordenskjolds Soldater gaa igen i K.B.-Hallen under et andet Navn.

Naar nu alle disse Orkestre i Vinterens Løb skal tilrettelægge Koncerter, modtage Engagementer og afholde Prøver, bliver Resultatet, at der fra alle Sider trækkes Tov om de samme Musikere. Hvert enkelt Orkester mener at have Krav paa sine Musikere, men medens den ene skal prøve eet Sted, skal den anden til Prøve et andet Sted. De Musikere, der er Assistenter i Radioorkestret (et Job, man absolut ikke kan leve af, men som kun bestrides af de dygtigste, hvilket medfører, at netop disse Folk ofte er Støtterne i de andre Orkester), forudlempes i høj Grad af Radioens Prøvetider, der som Regel er fra Kl. 11 til ca. 14- 15, hvilket vanskeliggør Tilrettelæggelsen af Prøver saavel før som efter Radioprøverne.

Det fremigaar tydeligt heraf, hvor vanskeligt det er at være Orkestermusiker i København i disse Tider, thi selv om der er megen Beskæftigelse at glæde sig over, kræver det betydeligt. diplomatisk Snilde altid at skulle bede sig fri det ene Sted og komme for sent det andet. Desuden kræver det umenneskeligt gode Nerver at fare fra det ene Orkester til det andet og yde kunstnerisk Arbejde i 6-8 Timer i Træk, ofte uden Pause. 0g med de Tarifer, som Musiklivet kan byde Orkestermusikerne, er det nødvendigt at være med flere Steder for at kunne eksistere. Dette medfører desuden, at de forskellige Dirigenter ustandselig maa finde sig i, at nogle af deres Musikere er til Prøve et andet Sted, hvilket virker hemmende paa det kunstneriske Arbejde.

Den eneste holdbare Løsning er derfor, at der bliver oprettet eet, Orkester i København med betryggende Administration og med Staten som Garant, og som de forskellige Institutioner, der ønsker at afholde Koncerter paa Forhaand forpligter sig til at benytte.

Det vilde skaffe den naturlige Balance i Musiklivet og skabe kunstnerisk og økonomisk værdige Kaar for vore unge og dygtige Kunstnere og vore Dirigenter.

Årgang 17/1942, nr. 07