Uropførelser og repriser. Et ord til vore udøvende kunstnere

UROPFØRELSER OG REPRISER

ET ORD TIL VORE UDØVENDE KUNSTNERE

AF JØRGEN BENTZON

I sin lille Artikel i forrige Nummeraf »DMT«, »En Røst fra Graven«, berører Niels Viggo Bentzon et Problem, der har Krav paa større Opmærksomhed i Forholdet mellem Uropførelser og Repriser fra vore hjenilige Koncertprogrammer.

Erfaringen viser, at det ikke volder større Besvær at faa et nyt Værk frem herhjemme. Selv yngste Generation nyder i rigt Maal godt af Interessen for »Nyheder«. Hvad angaar de noget ældre Komponister, der gennem, deres Arbejde har vundet et vist Navn og Position, er Forholdet endog det, at de knap nok formaar at dække Efterspørgslen efter nye Værker. For saa vidt skrives der ikke meget for Skrivebordsskuffen herhjemme.

Men naar det drejer sig om Repriser stiller Forholdet sig ganske anderledes. Værker, der indholdsmæssigt og teknisk ikke frembyder større Vanskeligheder, har ganske vist Chance for Optagelse paa Radioens - eller Tivolis - faste Repertoire. Men for de mere vægtfyldige Værkers Vedkommende er det ikke saa nemt. De maa ofte vige i Konkurrencen med den stedse flydende Strøm af Nyheder og de fastslaaede klassiske Værker, der trækker Publikum.

Det behøver næppe nærmere Paavisning, at dette Forhold er ulheldigt. Det medfører ganske simpelt, at en stor Del af Nutidens Produktion faktisk skrives »for Skrivebordsskuffer«.; for hvad er én Opførelse. Og dette gælder netop ofte de værdifuldeste Værker.. Det er ikke blot deprimerende for Komponisterne, men det hæmmer al fornuftig Forlagsvirksomhed. Hvis det blot var saaledes, at de værdifulde, nye Værker havde Chance for Grammofonoptagelse og derved for videre Udbredelse, var Ulykken ikke saa stor. Men her staar vi overfor et andet sort Kapitel indenfor Nutidens Musikliv, som dog paa Grund af Spørgsmaalets store Rækkevidde ikke skal behandles nærmere her.

Modviljen inod Repriser har ogsaa en anden meget uheldig Virkning: Publikum faar et haade skævt og forsjusket Billede af den nye Musik. Skævt, fordi det regelmæssigt kun stilles overfor »den lette Ende«. Forsjusket, fordi det paa Koncerter kun hører »Uropførelser« af Værker, hvis rette Tilegnelse netop kræver Gentagelse.

Mod denne uheldige Tilstand maa der reageres. Bebrejdelsen rammer Radio og Koncertgivere i videste Forstand. Der findes heldigvis flere hæderlige Undtagelser; ellers vilde Tilstanden være hell utaalelig. Men »Jagten paa Uropførelser« er et usundt Tidsfænomen, sensationspræget og i sin Konsekvens kulturfjendtligt, der maa imødegaas saa at Forholdene kan komme i fornuftigere Baner.(1)

Der er hier et Problem, der maa løses, og selv om DUT har særlige Forpligtelser overfor det helt nye, bør denne Forening, hvis den vil være sin kulturelle Mission voksen, gaa i Spidsen. Hvad om man i en Sæson (det behøver ikke at være i denne) indskrænkede Nyopførelserne til det absolut opførelsesværdige, og iøvrigt (eventuelt med særligt Tilskud fra Private og Institutioner, der kan og bør under støtte sligt) koncentrerede sig om at give et retrospektivt Billede af Udviklingen siden forrige Verdenskrig med Fremdragelse af de bedste og betydningsfuldeste Værker fra Ind- og Udland. En saadan Foranstaltning vilde næppe svække Foreningens Position i Musiklivet. Tværtimod.

Naar Jens Schrøder ventilerer den gamle Plan om en københavnsk Symfoniinstitution, skal hertil bemærkes, at en saadan - iøvrigt særdeles ønskværdig - Nydannelse, ikke vil bringe os et Skridt videre saafremt en saadan Institution ikke statutmæssigt forpligtes til at følge en bedre og sundere Linie end den hidtidige. Præges, dens Programmer traditionelt af Klassikere og »Uropførelser«, er vi nøjagtig lige vidt.

Fodnoter:

(1) Jeg skal personligt tilstaa, at jeg i de senere Aar har følt meget lidt Tilskyndelse til at skrive Kammermusik paa Grund af mine nedslaende Erfaringer m. H. t. saadanne Værkers Opførelsesmuligheder. Radioens konsekvente Forsømmelse af den Gren af Musikproduktionen og den nationale Afspærring spiller nok ind her. Men det er heller ikke opmuntrende, naar man har skrevet et stykke for en Specialbesætning at faa det afvist fra et Ensemble med Motiveringen: »Dete Stykke er ikke skrevet til os«(!).